Om Nederlag!

 

»Nederlag!« vil nogen sige, »jeg troede ikke, der var Nederlag i dette Troens Liv.«

Hertil vil jeg svare, at der burde ikke være det og behøver ikke at være det, men faktisk er der undertiden. Ingen, som lever dette Liv, vil sige, at det er umuligt for ham at synde, men derimod, at han er ikke nødt til at synde, og at det er muligt at have stadig Sejr.

Når der her tales om Synd, så mener jeg naturligvis bevidst Synd. Der er mange Ting, vi gør i god Tro, indtil der falder Lys over dem, og de viser sig at være Synd; det kan vel kaldes Uvidenhedssynder; vort Hjerte fordømmer os ikke for dem; derfor falder de ikke ind under, hvad vi taler om her.

Som et Billede herpå vil 1jeg fortælle, hvad jeg engang så. En lille Pige løb og legede i sin Faders Studereværelse, medens han lå og sov på Sofaen. Et smukt Blækhus tiltrak sig hendes Opmærksomhed; hun krøb op på en Stol og bemægtigede sig det og hældte Indholdet ud på sin Faders hvide Krave, idet hun jublede højt over den Virkning, det gjorde.

Det var meget galt gjort af hende; men det var ikke Synd; havde hun derimod været ældre, så havde det været Synd, fordi hun kunne vide, at et Blækhus ikke er til at lege med. Den, som ved at handle ret, og ikke gør det, for ham er det Synd (Jak. 4,17).

Her taler vi om bevidst Synd.

Dersom nu et troende Menneske bliver overlistet af en Synd, da gælder det om hverken at blive modløs eller at undskylde den og kalde den Skrøbelighed; begge Dele er farlige for den sande Vækst og Fremgang i Helliggørelseslivet. Det eneste rette er straks at se Sagen lige i Øjnene og kalde Tingen med sit rette Navn for at udfinde Årsagen dertil og Midlet derimod. Her kræves absolut Ærlighed overfor Gud og mod os selv. Den Velsignelse, som Synden selv kun kan forstyrre et Øjeblik, vil man derimod miste, dersom man ikke er fuldt ud ærlig med Hensyn til Synden.

Men fordi man lider et Nederlag, er der ingen Grund til at tabe Modet og opgive det hele. Helliggørelsen er nemlig ikke et Erfaringstrin, man når til én Gang for alle; men det er et Liv, der skal leves Dag for Dag, Time for Time. Det er ikke en Tilstand, hvor der ikke er mere at nå; men det er en Vandring fremad, en Vej at gå på. Om man et Øjeblik afviger fra Vejen, så er den der lige fuldt, og man kan atter vende tilbage til den. Hvor sørgeligt et sådant Nederlag end er, så behøver det dog ikke at forstyrre Sjælens Stilling med Hensyn til den fulde Overgivelse og Tro, eller mere end et Øjeblik at afbryde Samfundet med Gud - blot det bliver taget på rette Måde.

Hovedsagen er, at man straks vender tilbage til Gud. Vor Synd er ingen Grund til at holde op med at stole på Gud, men netop et uimodsigeligt Bevis på, at vi trænger til at stole mere på Ham end før. Hvad det end er, der har været Årsag til vort Nederlag, så hjælper det os i hvert Fald ikke at blive modløs. Om et Menneske opgiver at vandre i Tro, fordi det er faldet i en Synd, da er det lige så tåbeligt, som om et lille Barn vilde vægre sig ved at gå mere, fordi det er faldet. I begge Tilfælde er det det eneste rette at rejse sig op og prøve på ny. Da Israels Børn snart efter at være kommet ind i Kanån led Nederlaget ved den lille By Aj, da forfærdedes Folkets Hjerte og blev til Vand, står der (Josva 7,5), og Josva sønderrev sine Klæder og faldt ned for Herren og sagde: »Ak, Herre, Herre, hvorfor har Du dog ført dette Folk over Jordan? Gid vi dog havde ladet os nøje med at blive på hin Side Jordan!« På samme Måde klager mange Guds Børn den Dag i Dag, når de har lidt et Nederlag, som om der nu ikke var andet at vente end Nederlag og Fortvivlelse. Men Herren sagde til Josva: »Stå op! Hvorfor ligger du på dit Ansigt?« Den rette Ting at gøre her var ikke at hengive sig til Fortvivlelse, hvor ydmygt det end kunne se ud, men at stå op og finde Fejlen og få den rettet.

»Stå op, hellige Folket!« - det er altid Guds Befaling (Josva 7,13). »Bliv liggende og opgiv det hele!« således lyder Fristerens Røst til os. Man synes, det er for dristigt, ja, næsten frækt, lige straks at gå til Herren, dersom man har syndet imod Ham; som om man først selv en lille Tid skulle bære Straffen for Synden, før man kan vente på ny at komme ind i Herrens velsignede Samfund!

En lille Pige spurgte mig engang, om Jesus straks udslettede vore Synder, når vi bad Ham derom. »Ja, naturligvis gør Han,« svarede jeg. »Lige straks?« spurgte hun atter i en tvivlende Tone. »Ja, i samme Minut vi beder Ham derom.« »Det kan jeg ikke tro,« sagde hun eftertænksomt; »jeg mener, Han lader os være bedrøvet en 2-3 Dage først; og så mener jeg, Han lader os bede Ham om det rigtig mange Gange og på en rigtig pæn Måde. Jeg tror nu, det er sådan, Han gør; og det kan ikke nytte, De prøver på at få mig til at tro, at Han tilgiver mig straks, selv om det også står i Biblen.«

Hun sagde blot, hvad mange Kristne tænker og - hvad værre er - handler efter, idet de lader deres Fortvivlelse skille dem langt videre fra Gud, end deres Synd kunne gøre. Og dog er dette så vidt forskelligt fra den Måde, vi ønsker, vore Børn skal behandle os på, at det synes os ubegribeligt, at vi kan finde på at tænke sådan om Gud. Hvor glad tager ikke en Moder imod sit Barn, når det straks kommer og beder hende om Tilgivelse! Vor himmelske Fader følte sikkert den samme længselsfulde Kærlighed, da Han sagde: Vend tilbage, I frafaldne Børn! Jeg vil læge eders Frafald. (Jer. 3,22).

I samme Øjeblik man bliver sig bevidst, at man har syndet mod Gud, må også Bekendelsen følge, og dermed kommer Visheden om Syndsforladelse; thi i dette Troens Liv kan der ikke tåles nogen Adskillelse fra Gud. Vi kan kun vandre på Vejen derved, at vi Øjeblik for Øjeblik ser hen til Jesus. Vender vi Blikket bort fra Ham og ser hen til vor Synd og Svaghed, så glider vi straks ud af det rette Spor. Den, der har syndet, må straks følge Anvisningen i 1. Joh. 1,9: Dersom vi bekender vore Synder, er Han trofast og retfærdig, så at Han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. Man må ikke skjule Synden, smøre Undskyldninger over den eller søge at glemme den, men gøre som Israels Børn, der stod tidligt op om Morgenen og »løb« hen til det Sted, hvor det onde var gemt, og tog det ud og lagde det frem for Herren. (Jos. 7,16 og 22-23). Synden må bekendes, og så må den stenes med Sten og opbrændes med Ild, og en stor Stenhob må rejses over den (Vers 25-26), for at den må være skjult for bestandig. Og når Synden er bekendt, så går det let at tro, at den er både tilgivet og udrenset.

Og næppe var Synden udrenset af Israels Midte, før Herrens opmuntrende Ord lød: Frygt ikke og ræddes ikke! Gør dig rede og drag op! Se, jeg har givet Kongen af Aj og hans Folk i din Hånd! (8,1.). Vi kan altså stå op med nyt Mod og overlade os selv i Herrens Hånd mere helt og fuldt end før. Vi må glemme Synden, så snart den er tilgivet; ikke dvæle ved den og undersøge den fra alle Sider, så den vokser til et Bjerg, som skjuler Gud for os, men gøre som Paulus: glemmende hvad der er bag ved, men rækkende efter det, som er foran, jager jeg imod Målet, til den Sejrspris, hvortil Gud fra det høje kaldte os i Kristus Jesus (Fil. 3,14). Lad mig nævne to vidt forskellige Eksempler.

En alvorlig Kristen blev pludselig overvundet af Fristelsen til at vise en Broder Ukærlighed. I sin Sorg derover kom han til den Slutning, at han vel aldrig havde kendt Helliggørelseslivet. Sorgen voksede til Fortvivlelse, og han mente, at han aldrig havde været omvendt og var fortabt. I tre År gik han nu stadig længere bort fra Gud, så han til sidst var en Forbandelse for sig selv og sine Omgivelser. Sygdom kom til, og man frygtede for hans Forstand. Så traf han en troende Kvinde, som straks forstod hans Tilstand og sagde til ham: »Det var uden Tvivl en stor Synd, De begik dengang. Men har De nogen Sinde bekendt den for Gud?« »Bekendt den!« udbrød han; »jeg synes ikke, jeg har gjort andet i disse tre År end at bekende den og Dag og Nat bede Gud om Tilgivelse for den.« »Men har De da så aldrig troet, at den var tilgivet?« »Nej, hvor kunne jeg det, når jeg aldrig følte det?« »Men om Gud nu sagde, at Han tilgav Dem, vilde det så ikke være lige så godt, som om De følte det?« »Jo, naturligvis,« svarede Manden, »dersom Gud sagde det, så vilde jeg tro det.« »Men Han siger det jo,« sagde den troende Kvinde, og så læste hun 1. Joh. 1,9 for ham; og derpå føjede hun til: »Nu har De i disse tre År stadig bekendt Deres Synd; Guds Ord siger, at Han tilgiver Dem og renser Dem fra al Uretfærdighed, og så har De ikke en eneste Gang troet det, men har »gjort Gud til en Løgner« ved Deres Vantro.«

Den stakkels Mand så, hvordan det hele hang sammen, og var stum af Forbavselse. Da der blev foreslået, at han skulle knæle ned og bekende sin Vantro og straks tro på Tilgivelsen og Renselsen, gjorde han det; og i samme Øjeblik brød Lyset frem, og han begyndte højlydt at prise Gud for Udfrielsen. På få Minutter gik han den lange Vej tilbage, som han havde været tre År om at tilbagelægge, og han kunne på ny glæde sig over den fulde Frelse i Jesus.

Det andet Tilfælde var en troende Kvinde, som, efter i et Par Uger at have levet et sejrende og lykkeligt Liv, en Dag blev heftigt vred. Straks sagde Fristeren til hende: »Der kan du se; du er ganske bedraget; du har aldrig kendt til at leve i Tro, og nu kan du lige så godt opgive det hele; thi du vil aldrig kunne overgive dig og tro mere fuldt, end du har gjort, så det er klart, at Helliggørelses livet er ikke for dig.« Men hun forstod, hvem hun her havde med at gøre, så hun sagde straks: »Ja, jeg har syndet, og det er meget bedrøveligt; men Biblen siger, at om vi bekender vore Synder, så er Gud trofast og retfærdig, så Han forlader os Synderne og renser os fra al Uretfærdighed, så det vil jeg gøre.« Og med det samme løb hun ind i et Værelse, hvor hun kunne være alene, knælede ned og bad: »Herre, jeg bekender, at jeg har syndet imod Dig, og jeg skammer mig over det; men i Følge Dit Ord tror jeg, at Du tilgiver mig og renser mig.« Næppe havde hun sagt disse Ord, før Befrielsen kom; Guds Fred vendte tilbage til hendes Hjerte, og Lys og Glæde gennemstrømmede hendes Sjæl. Fjenden flygtede, og hun stod der som Sejrherre ved Ham, som elskede hende. Det hele havde kun taget fem Minutter, og hun gik nu fremad på Hellighedens Vej med fastere Skridt end før.

Sagen er, at det eneste Middel er at tro Gud, hvad der så end kommer på. Og er det det eneste, vi kan gøre, lad os så gøre det straks. Når vi alligevel til sidst må gå den Vej, så lad os ikke søge Befrielse på nogen anden Måde, men tro nu straks med det samme. Det er et Troens Liv, vi er gået ind i, så vi må søge at få vor Tro forøget og ikke formindsket. Kommer der Nederlag, så skal de blot drive os til en fuldere Overgivelse og en fuldere Tro, og det skal vise sig, at de ikke har kunnet drage os ud af Hvilens Land og kun et lille øjeblik afbrød det inderlige Samfund med Gud.

Når man bærer sig ad på denne Måde, vil der langt snarere kunne undgås en Gentagelse, end dersom man synker ned i Modløshed. Nederlagene vil blive sjældnere og sjældnere og vil til sidst ganske ophøre. Der er dem, der lærer hele Lektien på én Gang; men Guds Velsignelse er også over dem, der er nødt til at gå frem Skridt for Skridt og kun gradvis kommer til den fulde Sejr.

Men hvad er nu Årsagen til, at disse Nederlag kan forekomme.

Det er ikke, at Fristelsen er for stærk, eller at vi er for svage, eller at vor Frelser ikke er mægtig eller villig til at bevare os. Forjættelsen til Israel lød bestemt nok: Ingen skal holde Stand for dit Åsyn alle dit Livs Dage. (Jos.1,5). Og til os lyder lige så bestemt: Gud er trofast, så Han vil ikke tillade, at I fristes over Evne, men skal gøre det således, at der sammen med Fristelsen også er en Udgang af den, så I kan udholde den (1. Kor. 10,13). Mændene i Aj var kun få, men de samme Folk, som havde erobret Jeriko, flygtede dog for dem. Det var et skjult Onde, som var Årsagen til deres Nederlag; nedgravet i Jorden i et Telt midt i den store Lejr var der noget, som Herren ikke havde Behag i: Der er bandlyst Gods i din Midte, Israel! Du skal ikke holde Stand for dine Fjenders Åsyn, førend I skaffer det bandlyste bort fra eders Midte (Josva 7,13).

Hvad vi kan lære heraf er, at om der er noget, som Hjertet ved, der er Gud imod, selv om det synes nok så ubetydeligt og er nok så godt gemt, så kan det dog bevirke, at vi overvindes af vore Fjender. Bevidst Bitterhed imod nogen, Egenkærlighed, Dømmesyge, Mangel på villig Lydighed overfor Herrens Røst, tvivlsomme Vaner eller en uheldig Omgangskreds - hver enkelt er nok til at lamme vort åndelige Liv. Det kan være godt gemt på Bunden af Hjertet, men vi ved, at det er der; man kan søge at glemme det ved at tale om fuld Overgivelse og Tro; man kan være ivrig til at passe sine Andagtsøvelser og også vokse i Kundskab. Andre tænker måske, at vi er nået vidt, og dog er der Nederlag. Man kan undre sig derover, spørge om Grunden, være fortvivlet, bede - intet hjælper, før den bandlyste Ting graves op og bringes for Lyset frem for Guds Ansigt.

Så snart et troende Menneske lider et Nederlag, så må han søge Grunden dertil dybt i sit eget Indre. Ligesom Hovedpine ikke er Sygdommen selv, men et Udslag af et Onde, som sidder et andet Sted i Legemet, således sidder Årsagen til Nederlaget ofte et helt andet Sted i en Kristnes Liv. Undertiden dækker Ondet sig bagved noget tilsyneladende godt. Under noget, der synes at være Iver for Sandheden, kan der skjule sig en dømmende Ånd og Mangel på Broderkærlighed. Bagved en tilsyneladende vigtig Omhu for at passe vor jordiske Gerning kan der være gemt Mangel på Tillid til Gud. Helligånden søger at gøre opmærksom på disse Mangler, men måske er man Hans Røst overhørig, idet man stadig slår fast, at alt er i Orden. Og dette skjulte Onde forårsager Nederlag, når man mindst venter det.

Der hændte mig engang noget, som illustrerer dette. Vi flyttede til et Hus, og da jeg undersøgte alle Rummene, så jeg i Kælderen en Tønde, som var sømmet til for begge Ender. Jeg overvejede, om jeg skulle se at få den åbnet, for at undersøge, om der var noget i den; men da den så ren ud, tænkte jeg, at det ikke var nødvendigt. Flere Gange senere, når vi havde Hovedrengøring, blev jeg mindet om Tønden, men syntes, det var for megen Ulejlighed at få den undersøgt; og dog havde jeg hele Tiden Følelsen af, at et eller andet ondt kunne være gemt i den. Således gik det i 2-3 År. Så begyndte Huset at blive fyldt med Møl. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at udrydde dem, men det blev værre. Jeg tænkte, Tæpperne var Skyld deri, og lod dem grundig rense. Da det ikke hjalp, fik alle Møblerne nyt Betræk; men forgæves. Så kom jeg til at tænke på Tønden i Kælderen og lod den bringe op og slå i Stykker, og jeg tror ikke, det er for overdrevet, når jeg siger, at Møl i Tusindvis flagrede ud.

På samme Måde kan en eller anden Vane, noget, som måske synes betydningsløst, være Skyld i stadig Nederlag i vort åndelige Liv. Alt er ikke udleveret. Der er ét hemmeligt Rum, som Herren ikke får Adgang til. Samvittigheden minder derom nu og da, men det bringes ikke klart og bestemt frem i Lyset. Derfor kan vi ikke bestå for vore Fjender.

For at finde Årsagen til sådanne Nederlag og hindre dem i Fremtiden er det godt at bede som David: Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte! Prøv mig og kend mine mange Tanker, og se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evighedens Vej (Sl 139,23-24).

Men nu beder jeg eder, kære troende Venner, om endelig ikke at misforstå mig. Jeg mener aldeles ikke, at sådanne Nederlag er nødvendige. Vor Herre Jesus er i Følge Luk. 1,74—75 mægtig til at fri os fra vore Fjenders Hånd, så at vi kan tjene Ham uden Frygt i Hellighed og Retfærdighed for Hans Åsyn alle vore Dage.

Lad os derfor alle som én bede Dag og Nat: »Herre, fri os fra at synde og gør os til levende Vidner om Din mægtige Kraft til at frelse fuldkomment!«

Og lad os aldrig slå os til Ro, førend vi er så bøjelige i Hans Hænder og har lært at stole så helt og fuldt på Ham, at Han kan bringe os til Fuldkommenhed i alt godt til at gøre Hans Vilje, idet Han virker i os det, som er velbehageligt for Hans Åsyn, ved Jesus Kristus, Ham, hvem al Æren tilhører i Evighedernes Evighed. Amen! (Hebr. 13,21).