»Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet. »Åb. 21,1. Den ild, som fortærer de onde, lutrer jorden. Hvert spor af forbandelsen udslettes. Intet evigt brændende helvede skal minde de frelste om syndens frygtelige resultater.

Kun et minde bliver stående: Frelseren vil for evigt bære mærkerne af korsfæstelsen. På hans sårede hoved, i hans side og på hans hænder og fødder findes de eneste spor af det frygtelige værk, som synden har udrettet. Profeten, der så Kristus i hans herlighed, siger: »Fra hans side udgår stråler; der er hans vælde i skjul.« Hab. 3,4. Denne gennemstungne side, hvorfra der strømmede det blod, som forsonede Gud og mennesker, fra den udgør frelserens herlighed; der »er hans vælde i skjul«. Han var »vældig til at frelse« på grund af forløsningens offer; derfor var han også i stand til at lade den retfærdige straf ramme dem, der foragtede Guds barmhjertighed. Og tegnene på hans ydmygelse er hans fornemste ærestegn. I al evighed skal sårene fra Golgata forkynde hans pris og magt.

»Men du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig.« Mika 4,8. Nu er den tid kommet, som hellige mænd har længtes efter, siden flammesværdet spærrede det første menneskepar vejen til Eden – tiden for hans »ejendomsfolks« forløsning. Ef. 1,14. Jorden, som oprindelig blev skænket til mennesket, for at den skulle være dets rige, men som det lod falde i Satans hænder, den klode, som så længe har været i den mægtige fjendes vold, er blevet vundet tilbage ved hjælp af den store frelsesplan. Alt, hvad der gik tabt ved synden, er blevet genoprettet. »Thi så siger Herren, ... som dannede jorden, frembragte, grundfæste den, ej skabte den øde, men danne den til at bebos.« Es. 45,18. Guds oprindelige hensigt med at skabe jorden fuldbyrdes, når den gøres til de frelstes evige bolig. »De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.« Sl. 37,29.

For at den fremtidige arv ikke skulle synes for materiel, har mange lagt en symbolsk betydning i netop de sandheder, som lærer os at betragte den som vort hjem. Kristus forsikrede sine disciple, at han gik bort for at berede boliger for dem i sin Faders hus. De, der tror på, hvad Guds ord lærer, vil ikke være helt uvidende med hensyn til den himmelske bolig. Og dog er det sandt, som der står: »Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham.« 1 Kor. 2, 9. Ord formår ikke at beskrive de retfærdiges belønning. Den vil kun blive kendt af dem, der får den at se. Ingen menneskehjerne kan fatte Guds Paradis' herlighed.

I Bibelen kaldes de frelstes arv »et fædreland«. Hebr. 11,14-16. Der fører den himmelske Hyrde sin hjord til de levende vandkilder. Livets træ bærer frugt hver måned, og træets blade tjener til lægedom for folkene. Der findes evigt flydende strømme, der er klare som krystal, og langs dens bredder vokser der træer, som kaster skygge på de stier, som er beredt for Herrens forløste. Store sletter hæver sig mod smukke højdedrag, og Guds bjerge løfter deres stolte tinder. På disse fredelige sletter, langs disse levende strømme, skal Guds folk, som så længe var pilgrimme og vandringsmænd, finde et hjem.

»Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.« »Der høres ej mer i dit land om uret, om vold og ufærd inden dine grænser; du kalder frelse dine mure og lovsang dine porte.« »Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd.« Es. 32,18; 60,18; 65,21-22.

»ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre.« »1 stedet for tjørnekrat vokser cypresser. i stedet for tidsler myrter.« »Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, ... dem driver en lille dreng.« »Der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland,« siger Herren. Es. 35,1; 55,13; 11,6. 9.

Smerte kan ikke eksistere i den himmelske atmosfære. Der findes ingen tårer, ingen begravelsesoptog, ingen tegn på sorg. Der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig ...: thi det, som var før, er nu forsvundet.« Ingen indbygger siger: »Jeg er syg!« Folket der har sin synd forladt.« Åb. 21,4; Es. 33,24.

Der er det nye Jerusalem, den forherligede nye jords hovedstad, »en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud«. »Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.« »Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den.« Herren har sagt: »Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk.« »Nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.« Es. 62,3; Åb. 21,11. 24; Es. 65,19; Åb. 21,3.

»Der skal ingen nat være« i Guds stad. Ingen behøver eller ønsker at hvile. At gøre Guds vilje og prise hans navn medfører ingen træthed. Vi skal altid føle morgenens friskhed, og den skal aldrig få ende. »De trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, thi Gud Herren skal lyse over dem.« Ab. 22, 5. Solens lys bliver erstattet af et lys, som ikke er ubehageligt blændende, men som alligevel langt overgår vor middagssol i klarhed. Guds og Lammets herlighed fylder hele den hellige stad med aldrig svindende lys. De frelste vandrer i den evige dags solløse herlighed.

»Noget tempel så jeg ikke i staden; thi dens tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.« Åb. 21,22. Guds folk nyder den forret at have uhindret samvær med Faderen og Sønnen. »Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde.« 1 Kor. 13,12. Vi ser et spejlbillede af Gud i naturen og i hans handlemåde med menneskene; men da skal vi se ham ansigt til ansigt, uden noget skjulende slør imellem ham og os. Vi skal stå foran ham og se hans åsyns herlighed.

Der skal de frelste kende fuldt ud, ligesom de jo selv er kendt fuldt ud. De kærlige og venlige følelser, som Gud selv har nedlagt i sjælen, vil der komme til udtryk på den sandeste og skønneste måde. Det rene samvær med hellige væsener, den harmoniske kontakt med de velsignede engle og med de trofaste fra alle tidsaldre, de, der har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, de hellige bånd, som sammenknytter familien i Himmelen og på jorden – alt dette bidrager til de frelstes lykke.

Der vil udødelige mennesker med evig fryd betragte skabermagtens vidundere og den frelsende kærligheds mysterier. Der vil ikke være nogen grusom og bedragerisk fjende, som frister til at glemme Gud. Alle evner vil blive udviklet og forøget. Tilegnelsen af kundskab vil hverken trætte sindet eller tære på kræfterne. Der vil de mest storslåede foretagender kunne gennemføres, de højeste mål kunne nås, og den ædleste stræben belønnes, og der vil stadig være nye højder at nå, nye storværker at beundre, nye sandheder at forstå og nye genstande, som vækker sindets, sjælens og legemets kræfter til dåd.

Guds frelste får adgang til at studere alle universets skatte. Uhæmmede af dødelighed flyver de utrættet til fjerne verdener – verdener, som blev grebet af sorg ved synet af menneskenes kval og sang af glæde, hver gang en sjæl blev frelst. Med usigelig fryd går jordens børn ind til den glæde og visdom, som ejes af de væsener, der aldrig har syndet. De bliver delagtige i de skatte af kundskab og indsigt, som er opnået af dem, der gennem tidsaldrene har gransket Guds hænders værk. Med ufordunklede øjne iagttager de skabningens herlighed – sole og stjerner og systemer, som alle i lovmæssig orden kredser omkring Guds trone. På hver ting, fra den mindste til den største, er skaberens navn skrevet, og de afspejler alle hans vældige magt.

Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer om Gud og Kristus. Med indsigten vokser også kærligheden, ærbødigheden og lykken: Jo mere menneskene lærer om Gud, des større bliver deres beundring for hans karakter. Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme og fortæller dem om de store bedrifter, som blev udført i den store strid med Satan, vil de frelstes hjerter fyldes med endnu større hengivenhed for ham, og med endnu større fryd slår de guldharperne. Og titusinde titusinder og tusinde tusinder af stemmer forener sig i lovsang.

»Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: »Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder.« Åb. 5,13.

Den store strid er endt. Der findes ikke længere synd og syndere. Hele universet er rent. Harmoni og glæde går som et pulsslag gennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham, som skabte alt, udstrømmer der liv og lys og glæde til alle verdener i det uendelige rum. Alt, fra det mindste atom til den største verden, fra besjælet til ubesjælet, erklærer i utilsløret skønhed og fuldkommen fryd, at GUD ER KÆRLIGHED!

Jeg har hørt om en stad i det fjerne
bag ved skyernes disede rande,
jeg har hørt om dens solgyldne strande,
og jeg ved, jeg skal se den engang.
Haleluja, jeg synger af glæde,
haleluja, min time skal komme.
Om end vejen bli'r tung at betræde,
vil jeg gå den med fred i mit sind.

Jeg har hørt om et land uden tårer,
uden sorg, uden modgang og plager,
der forstummer de lidendes klager,
og jeg ved, jeg skal se det engang.
Haleluja, der mødes vi alle,
når vor færden hernede er omme.
Der skal ingen mer' snuble og falde
eller hildes i syndens bedrag.

Jeg har hørt om de snehvide klæder
og om glansen fra strålende kroner.
Jeg har hørt om de himmelske toner,
og jeg ved, de skal nå mig engang.
Haleluja, jeg venter med længsel,
haleluja, min frygt er forsvundet,
for jeg ved, at den jordiske trængsel
skal forvandles til jubel og fryd.