»Det vrimler med falske profeter,« skrev pastor Niels Aage Barfoed for nylig i »Morgenposten«. »Det har der altid gjort, men nu mere end nogen sinde. Det er ikke let kendelige personer, der stiller sig op på gadehjørnerne iført profetkappe og forkynder deres lære. Så ville de ikke være nær så farlige, som de nu er. Det lumske ved dem er netop, at de kommer ganske stille og ubemærket, måske slet ikke som personer, men som tilskyndelser, der hvisker en noget i øret, man ville have bedre af ikke at høre.

De falske profeter giver sig til kende i det, man kalder for tidsånden, tidens tendens ...«

Fra tid til anden har der været falske profeter, falske lærere, men til stadighed kan spores en tendens bort fra Bibelen og hen imod noget mere »populært«. Om dette skrev allerede apostlen Paulus i 2 Tim. 4,3-4: »Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.« Allerførst i den kristne menigheds historie får vi indtryk af en gruppe oprigtigt troende, der »holdt fast ved apostlenes lære«, men dette varede desværre ikke længe.

Frafaldet begynder
Der kom hurtigt en forandring til det værre. Undertiden forekommer det at være tilfældigheder, der styrede forandringen, til andre tider som om viljestærke bagmænd trak i trådene. Denne udvikling begyndte endog før apostlenes død. Johannes kendte således til kristne, som benægtede, at Kristus havde et virkeligt, menneskeligt legeme. Apostlen betegner dem som »falske profeter« med »Antikrists ånd«. 1 Joh. 4,1-4. Ved en undersøgelse af nogle af de tidlige kristne menigheder i Lilleasien, de samme som i Åbenbaringens bog symboliserer den kristne menighed ned gennem historien, fandt han, at der i Sardes kun var nogle få, som ikke havde besmittet deres klæder (Åb. 3,4). I Tyatira bedrev de kristne åndelig utugt (2,20-22), mens de i Efesus havde mistet den første kærlighed (v. 4), og i Laodikea var de lunkne (v. 15).

Judas advarede mod ustadige og rovgriske kristne, der hævdede at have et budskab fra Gud, mens de i virkeligheden var at sammenligne med skyer uden regn (Judas 12). Paulus advarede mod lignende lærere, som undergravede folks tro og ledte hele familier på vildspor (2 Tim. 2, 18; Tit. 1,11). I det hele taget blev Paulus så plaget af visse jødekristne, der rejste efter ham og forkyndte frelse ved gerninger, at han med henblik på disse lærere engang udbrød: »Tag jer i agt for hundene!« Fil. 3,2.

Alt dette modbeviser ikke, at menigheden i det første århundrede også er beskrevet som ren og symboliseres ved en rytter på en hvid hest. Det er i virkeligheden en udmærket karakteristik af apostlenes lære, evt. af menighedens relative renhed i modsætning til det senere fuldt udviklede frafald.

Fortsættelsen
Det frafald, der var begyndt så tidligt, kan næsten sammenlignes med en snebold i fart, der vokser og vokser, når vi kommer frem til Konstantin den Stores tid (306–337), er linjerne stort set optrukket for den fremtidige katolicisme. Som eksempel kunne nævnes læren om menneskets tilstand i døden, da netop dette spørgsmål har forårsaget så megen unødig lidelse for millioner af mennesker gennem tiden. Omkring år 170 hævder ganske vist Tatian, der i flere henseender var et usædvanligt menneske, at de retfærdige forbliver i graven indtil Kristi genkomst, men dette syn var desværre ikke fremherskende på den tid.

Irenæus holdt på den mere udbredte anskuelse, at de dødes søvn ikke er ubevidst, men består i adskillelse fra Gud »på et usynligt sted« (Against Heresies, 31, 2). »Peters Åbenbaring«, hvoraf nogle kapitler inden år 170 blev regnet for en del af Bibelen, fortalte, at de ugudelige allerede blev pint i Helvede. Og Origenes gik i begyndelsen af det tredje århundrede så vidt, at han lærte, at mennesker, der dør som syndere, ikke kun beholder bevidstheden, men også får en ny anledning efter døden.

På dette tidspunkt havde de kristne dog ikke overtaget alle hedenske forestillinger om et liv efter døden. De holdt stadig fast ved den meget betydningsfulde forskel, at tro på Kristus var nødvendig for at opnå lykke i det kommende liv. Ligeledes troede de på legemets opstandelse ved Kristi genkomst. Men de allerfleste kristne i de første århundreder var overbevist om, at sjælen på en eller anden måde levede videre efter døden. I begyndelsen af det fjerde århundrede omtalte Eusebius, der er kaldt »kirkehistoriens fader«, den tro at de døde sover, som en lære der er fremmed for sandheden, og han påstod, at sådant kun blev troet af kristne, der havde ladet sig narre.

Men Jesus havde kaldt døden for en søvn, Paulus omtalte de døde som »dem, der er sovet hen«, og Det gamle Testamente erklærede udtrykkeligt, at »de døde ved ingenting«.

I betragtning af de ødelæggende angreb, som judaisterne allerede på Paulus' tid rettede mod læren om retfærdiggørelse ved tro, kan det ikke undre, at denne grundlæggende sandhed blev udvisket på et tidligt tidspunkt. Fra nogle apokryfiske skrifter, som cirkulerede i stort antal, havde man muligvis fundet støtte for den udbrede opfattelse, at de daglige synder skulle sones, ikke så meget gennem Kristus som ved ens egne hænders gerninger. Her har vi altså det rene gamle hedenskab, at en vred Gud skal formildes ved visse gerninger, som står i menneskets egen magt at udføre. Troen på Kristus hjalp stadig martyrerne til at møde døden med frimodighed og de almindelige kristne til at bære livets tilskikkelser, men læren om frelse ved tro på Kristus alene blev alt for hurtigt glemt. Mange hundred år senere blev det Luthers store fortjeneste at føre de kristne tilbage til Paulus og Bibelen – men det er alligevel et stort spørgsmål, om Luther og Paulus rigtig er trængt igennem i protestantiske kredse i vore dage.

Kirkens magt
Alle menigheder vil komme ud for, at et eller flere af medlemmerne i større eller mindre grad afviger fra principperne. For sådanne tilfældes skyld havde Jesus selv foreskrevet en ganske bestemt fremgangs-måde: »Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu en eller to med dig, for at »enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn«. Men er han dem overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.« Matt. 18,15–17. Den lokale menighed skulle altså betragtes som højeste autoritet. Imidlertid tyder 1 Kor. 6 på, at i hvert fald de kristne i Korint hurtigt havde glemt denne klare anvisning, og i løbet af et par århundreder skulle magten tværtimod blive koncentreret hos et stærkt præsteskab.

Den ydre foranledning blev en kort, men hård forfølgelse under kejser Decius (249–251). Planen var særdeles udspekuleret og gik ud på, at alle borgere skulle ofre til Roms guder, men samtidig var der skaffet mulighed for, at de kristne kunne købe falske attester på at de havde ofret, skønt de ikke havde gjort det i virkeligheden. Mange afslog modigt et sådant hykleri, men andre tusinder i hele Middelhavsområdet gik i fælden. Her må den enkelte nok afstå fra enhver selvretfærdig fordømmelse, for hvem er værdig til at dømme, som ikke selv har været i samme situation.

Nu døde kejser Decius pludselig, og dermed var forfølgelsen drevet over som en tordenstorm om sommeren – men tilbage blev et stort antal kristne, der havde falsk bekendelse, men nu ønskede at blive genoptaget i menigheden. Det resulterede i en mængde stridigheder og partidannelse, hvorunder Cyprian i en bog bl.a. hævdede, at Kristus gennem Peter havde givet bisperne magt til at tilgive alle slags synder samt at menigheder med en fra kirken afvigende mening ikke burde eksistere, »Den kan ikke have Gud som sin Fader, der ikke har kirken som moder,« rasede Cyprian. »Der er ingen frelse uden for kirken (den katolske).« Efter at stridens skyer var drevet bort sås tydeligt et præsteskab med »kraftens nøgler« i et sikkert greb, med den autoritet, det havde givet sig selv til at åbne – og lukke – Himmelens port for syndere. Således var omstændighederne med til at sikre det katolske præsteskab en magt, som det har forstået at tage vare på lige til vore dage.

Gnosticismen og nogle af dens følger
Af alle sekteriske bevægelser, som eksisterede i de første århundreder, var ingen mere forvirrende og ødelæggende en gnosticismen. Gnosis betyder erkendelse, men det var i sandhed en underlig erkendelse, man var nået frem til. Man forestillede sig, at materien er ond, at denne jord og alle dens beboere af naturen er onde, hvorfor også den Gud, som havde skabt jorden og menneskene, måtte være ond. De ti bud samt Det nye Testamentes opfattelse af synd, nåde og forsoning fornægtedes.

Når materien, heri indbefattet legemet, var stemplet som ondt og mindreværdigt fulgte naturligt den nedvurdering af ægteskabet og ophøjelse af cølibatet, som har været kilde til så meget ulykkeligt gennem tiderne. Paulus gjorde det klart, at ægteskabet er en af Guds gode gaver til menneskene, og at angribe denne institution ville være ensbetydende med at kaste vrag på Guds visdom.

Kristi inkarnation blev affejet af gnostikerne, der regnede det for lidet sandsynligt, at Gud Faders Søn ville iklæde sig et legeme, der var skabt af den »onde« Skaber-Gud. Altså hævdede, at Jesus ikke havde haft noget virkeligt menneskeligt legeme.

I betragtning af alt dette kan det ikke undre, at også Jesu og apostlenes helligdag, den syvende dag, lørdagen, blev ombyttet med »solens ærværdige dag«, som det skete officielt under Konstantin. Ganske vist stod det indtil videre frit for, om man også ville helligholde lørdagen, men hvilken gnostiker kunne vel tænkes at ville helligholde en ugentlig hviledag for det skaberværk, der efter hans opfattelse var skabt af en ond Gud?

Noget af det farligste ved gnosticismen var, at man i udstrakt grad brugte Bibelen som bevis for sine vildfarelser. For at gøre dette tilsyneladende umulige muligt var det nødvendigt at omgive Den hellige Skrift med en mængde blomstersprogede bortforklaringer. Enten brugte man den allegoriske fortolkning og bortforklarede noget væsentligt, eller man erklærede f. eks. sådanne skriftsteder i NT, som hævdede Guds lov som rettesnor for liv og vandel, for at være forfalskninger. Som vi skal se senere er denne fremgangsmåde ikke gået af mode i vor tid.

Traditionen over Skriften
Naturligvis kunne hver eneste af de omtalte vildfarelser gendrives ved hjælp af Skriften, men sådant krævede tid og tålmodighed. Det viste sig hurtigere og lettere at henvise til kirkens autoritet end selv at studere Skrifterne. Som den mest solide »apostoliske« menighed i Vesteuropa kom man hurtigt til at regne den romerske. I år 185 ledsagede Irenæus en liste over alle Roms bisper med følgende udtalelse:

»Det er nødvendigt, at hver menighed skal stemme overens med denne (den romerske menighed) på grund af dens høje værdighed og autoritet ... så meget mere som den apostoliske tradition er blevet bevaret (på dette sted) til stadighed.« (Against Heresies III, 3,2).

De gnostiske vildfarelser fik man ikke nedkæmpet, men den skik at påberåbe sig traditionen i stedet for Skriften, den forblev. Sådan må det være, for sådan har kirken altid lært! Der vil for al fremtid hvile en dyb skygge over inkvisitonens forhørslokaler og torturkamre, hvor »kættere« blev opfordret til at glemme deres skriftmæssige forsvar og ganske tilbagekalde eller gå til grunde. Når man under Vatikankonciliet i 1869–70 vedtog dogmet om pavens ufejlbarlighed, når han taler ex cathedra om kirkens tro og sæder, og når man under fortsættelsen i 1962 drøftede Skriftens relative autoritet i forhold til traditionen, fulgte man en praksise, som går helt tilbage til de første århundreder i kirkens historie. Let og bekvemt, men langtfra bibelsk.

Det vil være umuligt her at komme ind på alle vildfarelser, der kom til at præge kirken, såsom Mariatilbedelse, helgendyrkelse, skærsild, aflad og meget, meget mere. En kirkehistoriker har imidlertid sammenfattet det således:

»I tiden mellem apostlenes dage og Konstantins overgang til kristendommen forandrede det kristne samfund sit syn. ... Ritualer og ceremonier, som hverken Peter eller Paulus havde hørt om, sneg sig langsomt ind og gjorde fordring på at være guddommelige institutioner.« Eller som Mosheim siger: »En latterlig ubesindighed i at antage nye meninger, et urimeligt ønske om at efterligne hedenske ritualer og at blande dem med kristentilbedelse og den ørkesløse tilbøjelighed hos den største del af menneskeslægten til en prunkende og pralende religion, alt bidrager til at fastsætte overtroens regering over kristendommens ruiner. «

Af det citerede fremgår faktisk svaret på de mange hvorfor, der rejser sig, når så mange fremmedelementer tilsyneladende så uhindret kunne fortrænge Det nye Testamentes sunde lære. Inderst hos de fleste mennesker bor der vel en trang til at tilbede noget synligt, samt et ønske om at gøre noget selv for at blive frelst – og hvem kan sige sig fri for sådanne tendenser. Paulus skrev: »Der kommer en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffer sig lærere i hobetal, ... og de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne.«

Vildfarelser i nutiden

Nærværende bogs tema er »de sidste tider«. Som vist i det foregående har vranglære og vildfarelse floreret lige siden apostlenes dage, men fuldt så betydningsfuldt må det være, at sådanne foreteelser også er nævnt som et særligt tegn på de sidste tider, tiden før Kristi genkomst.

Den religiøse verden i vore dage frembyder unægtelig et billede, der er endnu mere broget end i de første århundreder. De forskellige trossamfund tæller vel flere hundrede, hvoraf mange dog forkynder det væsentlige, nemlig frelse ved tro på Kristus. Dog ser vi også betydelig fremgang for nogle samfund, der i det ydre har skær af kristendom, men som i spørgsmålet om frelservej går andre veje end den, Bibelen viser os.

Et uigendriveligt faktum er den moderne spiritismes fremmarch i det sidste hundrede år. Som naturligt er, har spiritismen kunnet notere fremgang efter de store krige, hvor så mange sørgende frem for at søge hvile og trøst hos Kristus og hans løfter har været parate til ethvert desperat forsøg på at komme i forbindelse med deres kære afdøde. Det har været hævdet, at den moderne spiritisme skulle stamme fra de berømte bank elyde søstrene Fox fra Hydesville, New York, observerede i 1848, men det er kun en del af sandheden.

Spiritismen står og falder med læren om sjælens udødelighed, der som omtalt trængte fra hedenskabet ind i kristendommen og overlevede gennem hele middelalderen. Den lære har medført forestillinger om det endeløse brændende helvede, skærsild, aflad m. m. Men vore gamle stridsmand pastor Chr. Bartholdy har ret, når han i sit »Svar til radiolytterne«, s. 53, siger: »Troen på sjælens udødelighed er et stykke gammelt græsk hedenskab, som desværre er blevet temmelig populært gennem H. C. Andersens eventyr. « Det kan tilføjes, at dette gamle hedenskab via de gamle grækere og ægyptere går helt tilbage til hin sorgens dag i Eden, da Fristerens stemme erklærede for de første mennesker: »I skal ingenlunde dø!«

Nært knyttet til spiritismen er den direkte djævledyrkelse, der er ved at vinde indpas i den vestlige verden i de senere år. I TV har man kunnet iagttage engelske og danske hekse eller fhv. hekse, og aviserne har bragt stort opsatte artikler om en mor til to, der i sin fritid er chef for 380 hekse. Vedkommende, der har en doktorgrad i filosofi, gjorde hvad hun kunne for at aflive en del af den frygt, »almindelige« mennesker trods alt nærer for hekse og trolddom.

Forstander Johnny Noer fortæller, at han en dag stod i et hus, hvor en familie netop var flyttet ind. Alt var endnu i kasser og pakker - og tilfældigt faldt hans blik på en stabel malerier, der var svøbt ind i en avis. Forsidehistorien var optaget af beretningen om det, der fandt sted i den øde beliggende luksus-villa i Cielo Drive uden for Hollywood, hvor fem mennesker blev myrdet på bestialsk vis. Blandt disse var den unge skuespillerinde Sharon Tate, gravid i ottende måned. - Imidlertid blegnede den store dramatiske overskrift ved siden af en lille ubetydelig note i kursiv: »De omvendte sig ikke fra deres myrderier eller fra deres trolddomskunster eller fra deres utugt eller fra deres tyverier.« - Derefter stod med lige så små bogstaver kildeangivelsen: »Johannes åbenbaring, kap. 9, vers 21.«

Omstændighederne i forbindelse med den omtalte ugerning viser tydeligt, at dette ikke er trukket for hårdt op. Man erkendte åbent, at man dyrkede Satan. Charles Manson, overhovedet for denne vilde ugerning i Californien, kaldte sin hippiekult for »Satans børn«.

Man aner, at en ny, gal hedenskab er ved at falde ind over os. I bladet »Vi unge« kunne man for nylig læse: »En residerende kapellan ved domkirken i Viborg, Axel B. Jeppesen, frygter alvorligt, at vi i 70-erne herhjemme vel opleve en eksplosiv udvikling af religiøst udsprungne klikedannelser, der forsager Gud og tilbeder Satan. Frygen er ikke ubegrundet. I USA og England har der i de seneste år været en massiv storm på outrerede sekter, der i månens skær danser nøgne til monotone rytmer fra håndbetjente tamtams.« Vi kan kun være enige med kapellanen i Viborg, når han ser ængsteligt på udviklingen.

Buddha eller Kristus?

Den nuværende situation kan betragtes som sidste — evt. næstsidste — stadium i en udvikling, som begyndte da evolutionsteorien havde fejret sit første kolde triumftog over den vestlige verden. Mange mennesker stod rådvilde og modløse tilbage med resterne af deres knuste kristentro. Men det er en naturlov, at det tomme rum hurtigst muligt fyldes — og længslen efter noget at tro på, en mening i tilværelsen hører til det, der sidst dør i menneskesjælen.

Her fik de moderne religioner med gammel hedensk rod deres chance, som de forstod at udnytte. Foruden dette så man det særsyn, at hinduismen og buddhismen — østens ældgamle religioner — ligeledes gik i offensiven. På Ceylon oprettedes i 1952 et buddhistisk »missionsselskab« med særligt sigte på Tyskland. I Vesttyskland bliver der flere og flere, som virker for, at kristendom og buddhisme skal smeltes sammen. Flere og flere taler ikke længere om en sammenlignede religionsvidenskab, men man ønsker en religionsvidenskab, hvor alle religioner skal samles under ét syn, hvor alle religioner, også kristendommen, må være fælles om noget. Der ønskes i virkeligheden et »økumenisk« fællesskab mellem kristendommen og alle hedenske religioner.

Søren Kierkegaard har udtrykt en stor sandhed, når han et sted i sine skrifter siger, at »kristendommen er den uendelige ydmyghed«. Mennesket er hjælpeløst i sig selv, helt afhængigt af Guds nåde, som Luther så rigtigt hævdede. Men det er jo lidet smigrende for Vestens stolte menneske. Verner von Heidenstam siger det således: »Jag ar for stolt att se en annan, en skuldlos, sona vad jag forbrott.«

Østens religioner benægter ikke eksistensen af en Gud. Snarere er spørgsmålet om Gud så irrelevant som noget kan blive i denne verden. Det væsentlige for buddhisten er: Hvordan kan jeg arbejde mig ind i en sjælestilstand, hvor intet i hele verden har nogen betydning for mig mere? Det er Nirvana, den totale ligegyldigheds evige land. Det er den enkelte, der går op i guddommen, dråben, der forenes med verdenshavet.

Bibelens budskab er kort og godt: Kristus, Skaber og Retfærdiggøre. Uden hans personlige initiativ – det skabende og genskabende under – fandtes der for os hverken indgang til livet eller varighed i livet. Men dette betyder, at man overgiver sig totalt til sin Frelsers bærende styrke. For et stolt og selvstændigheds-elskende menneske er spiritualismen, den hedenskereligion over alle hedenske religioner, et anderledes tiltalende alternativ.

Tænk, at eje en evig udødelig, selveksisterende sjæl, en guddomsgnist man helt kan kalde sin, det kan vel nok smigre stoltheden hos et menneske. I årtusinder har dette fascinerende billede af sjælen givet næring til den liflige drøm om at svinge sig lige op mod stjernerne – i egen kraft. Derfor vælger så mange – specielt unge mennesker – spontant Platon og Buddha i stedet for Jesus Kristus.

Den økumeniske bevægelse

Det vil ikke være korrekt at slå den økumeniske bevægelse i hartkorn med de ikke kristne religioner. Det er langtfra hensigten. Men også denne bevægelse er et tidens tegn. 11884 skrev den engelske biskop J. C. Ryle om en af de farer, som – efter hans overbevisning – dengang truede kirken:

»Den består i, at der er opstået og har bredt sig et åndsklima, præget af indifferentisme over for alle religiøse og kristelige lærespørgsmål (dvs. at man anser alle mulige meninger og opfattelser for at være lige gode og rigtige). Det er, som om en bølge af teologisk farveblindhed går over vort land. Mange synes fuldstændig ude af stand til at kunne se nogen forskel mellem én tro og en anden, mellem én tros-bekendelse og en anden, mellem én antagelse, mening og tanke og så en helt anden, ligegyldigt hvor forskellige, uensartede, indbyrdes modstridende og hinanden gensidigt udelukkende de end måtte være. Visselig er det, som om man skulle mene, at alt er sandt og intet falsk, at alt er ret og intet vrangt, at alt er godt og intet dårligt, blot det møder os i religionens og kristendommens navn og dragt. Det hører sig ligesom slet ikke til at spørge: »Hvad er sandt?« Det, man spørger efter, er noget andet: »Hvad er kærligt, frisindet og imødekommende?« (Citeret af pastor N. O. Rasmussen i »Budskabet« nr. 6 1969).

Sådan skildrede den engelske biskop situationen i England sidst i forrige århundrede, men vi må erkende, at det i endnu højere grad passer på det åndsklima, vi oplever i dag. Man spørger kun sjældent efter sandhed, men ofte efter relevans, efter virkning og betydning – efter hvad man selv kunne ønske sig. Hvad der er sandt – i går, i dag og til evig tid? – det spørgsmål har man til en vis grad skubbet fra sig.

Evangelium uden Kristus

I et foredrag holdt ved Indre Missions 70 års jubilæum i Bergen 1968 sagde dr. theol Carl Fr. Wisløff bl.a.:

»Ingen kan benægte det faktum, at frafaldet fra bibelsk kristendom er stort inden for mange af KV's medlemskirker. Alligevel hedder det, at disse samfund er ét i Kristus. Således siges det udtrykkeligt i The Occicial Report fra Amsterdam. – Men i hvilken forstand kan man sige, at alle disse kirkesamfund, med deres mange vantro og vranglærende medlemmer, er ét i Kristus?

Bibelen kender ikke anden enhed end troende, kristne menneskers enhed i Kristus og med hinanden.

KV er et klart udtryk for den moderne økumenisme, som vil fremme kirkelig enhed over hele jorden – uden at have Skriften alene som ledestjerne.« At ledende katolikker og ledende protestanter har så let ved at mødes i dag behøver ikke at betyde, at protestanterne er ved at blive katolikker, eller at katolikkerne er ved at blive protestanter. årsagen turde være den enkle, at man på begge sider er påvirket af modernistiske tanker om, hvad kristendommen står for. Man taler om, at den egentlige sandhed ikke beror på, om en omtalt begivenhed er sket eller ej, men må søges i det, der ligger bagved beretningen. F. eks. hævder man, at beretningen om Jesu død og opstandelse ikke skal fortælle os noget om hvad der faktisk skete dengang, men give os tro på, at der kan ligge en sejr i selvhengivelsen til døden, og at et tilsyneladende nederlag kan vendes til sejr. Det er klart, at denne nye udlægning fremsættes med en nedladende foragt for de »naive« mennesker, der stadig mener, at beretningerne skildrer virkelige begivenheder. Den nye udlægning undergraver de fundamenter, sand kristentro altid har hvilet på, og den er i høj grad præget af intellektuelt hovmod.

Ikke desto mindre har den let ved at blive populær. Den er særdeles velegnet til at skabe forståelse og enhed »over alle grænser« (som slagordet lød under mødet i Uppsala 1968). Ingen skal nægte, at det sociale humanistiske evangelium har sine værdier. Der skal heller ikke kastes smuds på de oprigtige hensigter, der ligger bag. Vi skal blot påpege, at det ikke er kristendom. Man tænker uvilkårligt på apostlens ord om »mange antikrister« som et af de mange tegn på de sidste tider: »De er udgået fra os, men hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os.« Iflg. samme apostel kan de antikristelige magter identificeres: »Hvem er løgneren, om ikke han som nægter at Jesus er Kristus? Han er antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen.« 1 Joh. 2,18. 22.

I dag hævder man, at det er ligegyldigt, om Gud er til, eller Jesus var et almindeligt menneske. Man forklarer, at »Gud ikke er, og Gud har ikke handlet, men Gud sker; han er nemlig menneskelighed i funktion.« Denne tale bliver dobbelt farlig ved, at den bruger mange af de gamle ord og vendinger i en ny betydning.

Den sande enhed
Meget af det, der her er sagt, kan måske lyde negativt. Det har dog på ingen måde været meningen at angribe enkeltpersoner, for Gud har sine børn i de forskellige samfund, og det er evangeliske, bibeltro kristne af forskellige opfattelser. Luther sagde i De Schmalkaldiske Artikler fra 1537 ganske klart, at når det gælder Jesus Kristus alene som vor Frelser, retfærdiggørelsen ved tro alene samt konsekvenserne af denne lære er intet kompromis muligt. I andre, underordnede spørgsmål regnede Luther læresamtale og debat med »lærde og fromme mænd« fra andre samfund for mulig og nødvendig. Men det første, han nævner som kirkens rette og sande kendetegn, er og bliver i sidste ende det afgørende:

Das Wort Gottes tut alles. Guds ord alene udretter det hele.

Når »sandhedens ord, evangeliet om frelse«, forkyndes, da vil loven stille mennesket hjælpeløst som en synder over for Gud. Da bliver evangeliet også et sandt evangelium — det gamle budskab om korset og blodet — og da kan Helligånden virke. Da kan det blive, som det var engang: de holdt fast ved apostlenes lære.

»De falske profeter giver sig til kende i det, man kalder for tidsånden, tidens tendens ...« skrev pastor Barfoed. Han fortsætter: »Men til vor lykke er der ikke bare falske profeter til, men også en sand profet ... Guds hellige And, den, som Paulus skriver om, at den vidner sammen med vor And om, at vi er Guds børn ...

Det er den standende strid for alle kristne: at sige nej til de falske profeter og sige ja til de sande.«