Oprindelig endte Bønnen blot med et Amen. Katolikkerne beder den endnu sådan. Men tidlig har Menigheden føjet en Lovprisning til: thi dit er Riget, Magten og Æren i Evighed  ligesom for at sige: vi ved, at du, vor store Gud, kan gøre alt det, vi nu har bedt dig om, for Riget, Magten og Æren tilhører dig i Evighed.

Det hændte mig en Gang, jeg prædikede i en fremmed Kirke, at komme ud for en Kirkesanger, der havde den fejlagtige Opfattelse, at Ind og Udgangsbønnen i Kirken var hans private, som han kunne lave om efter eget Forgodtbefindende. Jeg lå på Knæleskamlen ved Alteret og blev noget sur og slet ikke opbygget, da han begyndte i Stedet for de gamle Kerne ord: Herre, jeg er kommen ind i dette dit Hus, for at høre, hvad du, Gud Fader, min Skaber, du Herre Jesus, min Frelser, du gode Helligånd, min Trøstermand, vil tale til mig, med noget hjemmelavet Sødsuppe: Far! Vi er kommen herind for at modtage, hvad du vil dele med os ... I Løbet af Gudstjenesten havde jeg dog så nogenlunde glemt det, men da han så også lavede om på Udgangsbønnen og tilmed prøvede på at forbedre Fadervor, tog jeg ham alvorligt i Skole bagefter. Ikke for det, hans Forbedring af Fadervor var godt ment og i for sig træffende nok. Efter den sidste Bøn: fri os fra det onde, tilføjede han: du kan det, thi dit er Riget, Magten og Æren i Evighed. Det er nemlig det, der ligger i det thi, hvormed Lovprisningen begynder.

Den, som beder, tror nemlig på Guds Almagt. I og for sig er Gud ikke blot almægtig, han er også afmægtig. Han kan ikke frelse det Menneske, der ikke vil frelses. Vi må altid have to Ord til at skildre Gud, og tit siger de to Ord hinanden imod. Gud elsker, ja, og desuden hader han også. Guds Nåde har vi mødt, men også hans Vrede. Evigheden er Himmerig  ja og Helvede. Men når vi beder, har vi kun Guds Almagt for os. Derfor lader vi ikke andre Menneskers Vantro og Modstand standse eller lamme vor Bøn. Så kunne vi jo ikke bede for dem og netop i Fadervor har vi de andre med hele Tiden, lige fra vor Fader og til fri os fra det onde. Hvem er vi? Det er alle Guds Børn, alle, som kalder Gud Fader for Jesu Skyld, fordi han har lært os det. Men når vi beder om, at Guds Navn må blive helligt, hans Rige komme, hans Vilje ske, tænker vi også på den Verden, som står ham imod, men som han har Frelsestanker med. Det er noget af det tristeste, når det hænder en at tale med troende Mennesker, der helt har mistet Modet til at vidne, til at arbejde, fordi de om deres Bysbørn, Naboer, Slægtninge kun ved at sige: de vil ikke. Så har de glemt Lovprisningen i Fadervor. Denne Lovprisning vil gøre os trygge ved at bede. Den vil minde os om, at vi tror på Gud Fader, den almægtige. Det giver Bønnen Vinger, det giver Bønnen Tryghed. At Gud vil, ved vi, for det ligger i, at Jesus har lært os den. At Gud kan, ved vi også, for Riget, Magten og Æren er hans, evigt, altid.

Så til sidst Amen. Det er et Ord, som følger den kristne Forkyndelse og den kristne Kirke alle vegne, hvor den kommer frem, og som minder om Oprindelsen, det første Sprog, hvorpå Guds frelsende Evangelium har lydt, nemlig Hebraisk. Vi kan se, at Luther ikke har Lovprisningen med i sin oprindelige Lille Katekismus, men han har en hel Forklaring til Ordet Amen. Ordet er Hebraisk og betyder: det står fast, det gælder. Luther siger: Det Ord betyder, at jeg skal være vis på, at disse Bønner er den himmelske Fader velbehagelige og bønhørte af ham; thi han har selv befalet os at bede således og forjættet, at han vil bønhøre os. Amen! Amen! det betyder: Ja, ja, det skal ske således.

Ja, tænk, hvad det vil sige, at eje en Række Bønner, som Gud selv har lært os. Det er gribende at høre dem bede i den gamle Pagt. De kunne bede. Men Salomon, der indvier Templet, tilføjer dog betegnende nok, hvor han tænker på den Bøn, som Guds Tjenere for Fremtiden vil bede med Ansigtet vendt mod Jerusalem: du høre den der, hvor du bor, i Himmelen, du høre og tilgive. Selv for de fromme i den gamle Pagt blev dog et Spørgsmål tilbage: vil Gud tilgive? Og det lægger sig som en Understrøm af Uvished under Bønnen. Men Fadervor er Hvile og Vished, Barnet hos sin Fader. Hvor de Bønner virkelig bedes, knyttes Himmel og Jord sammen. De gamle sagde så kønt, når Familien forøgedes: det bliver et Fadervor mere i Huset.

Fadervor  det er den dybe Tryghed, som Gud under os.