1 Mos. 22, 1-14.
I reglen møder de store prøvelser mennesker, mens de er unge. Det er lettere at trodse stormene, mens hjertet er ungt og forhåbningerne store. Så er man bedre i stand til at atter at rejse sig efter enhver skuffelse med frisk mod til nye kampe. Når ungdommens fyrighed stadig er stærk nok til at døje modgang og trodse farer, er det let atter at rejse sig, når slaget er forvundet. Ofte kan en uforfærdet ung mand lade sig bøje under sorgernes byrde, men han får sjældent et knæk, som ikke lader sig genoprette.

Men det er i sandhed hårdt for en gammel mand at opdage, at de tungeste prøvelser er gemt til sidst, hvor årenes byrde hviler tungt på ham, og ungdommens glød er slukket i hans blik. Når et menneske vakler hen imod graven og blot længes efter fred og hvile, er sorgerne tilbøjelige til at gøre sindet modløst. Det er lettere at færdes i livets unge og friske have end i den skumle ørken.

Abraham var hundrede og tyve år gammel, da han modtog den mest forunderlige og forfærdende befaling, der nogensinde er blevet givet til et menneskeligt væsen. Patriarken havde fundet sig et roligt hjem i Be'ersjeba og levede omgivet af velstand og hæder. Han havde plantet en hellig lund, gravet dybe brønde og bygget et alter for den Allerhøjeste. I tusindvis græssede får og kvæg på de grønne sletter, og han var omgivet af trofast tyende.

Det syntes, som om Himmelen havde kronet Abrabarns offervillige tilværelse med stor og rig velsignelse. Isak, forjættelsens søn, var vokset op til mand. Nu syntes den gamle patriark at kunne skimte virkeliggørelsen af alle sine forhåbninger. Tilsyneladende var hans prøvelser og strid nu forbi, og hans ønsker skulle opfyldes. Med fortrøstning så han frem til en lykkelig alderdom og en fredfyldt afslutning på et langt og begivenhedsrigt liv.

»Efter disse begivenheder satte Gud Abraham på prøve og sagde til ham : »Abraham!« Han svarede : »Se, her er jeg!« Mens den gamle patriark svarede, ventede han uden tvivl en ny forjættelse eller en velsignelse. Men i stedet for kom der, som et lyn fra klar himmel, den mest hjerteskærende og mærkværdige befaling, som Gud nogensinde har givet et menneske, en befaling, der gik imod alle Guds bud, - en, som der ikke blev angivet nogen årsag til.

»Tag din søn, Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig.« Denne frygtelige befaling flammer af brændende ord og sætninger. Hvert ord var som en skarp kniv, der ramte selve sjælen hos den elskende fader. Uden tvivl kunne Abraham have råbt, ligesom Guds velsignede Søn gjorde det på Golgata: »Min Gud, min Gud! hvorfor?«

Hvilken tilsyneladende mærkelig, hemmelighedsfuld selvmodsigelse i ordene. »Tag nu din søn, Isak, din eneste, ham, du elsker, og bring ham som et brændoffer. Tag Isak, din glæde, og dræb ham. Bring ham som brændoffer på alteret, ligesom du før har ofret får og okser.« Der findes ingen mere højtidelig beretning i hele den hellige skrift end den, der fortælles her - en prøvelse, der aldrig havde været mage til, og den største prøvesten i patriarkens lange og begivenhedsrige liv.

Gud krævede ikke Ismael; heller ikke forlangte han en tro tjener - men den elskede forjættelsens søn! Dersom Abraham havde været velsignet med mange sønner, ville prøvelsen ikke have været så stor. Hvis kravet havde drejet sig om et dyr fra hans vældige hjorde, ville det have været en glæde. Med fryd ville den gamle mand have givet tusinde får og okser, ja, alt, hvad han ejede, hvis blot hans elskede søn måtte blive skånet. Ja, det ville have været lettere, hvis Herren havde krævet, at Abraham skulle dø, i stedet for hans eneste søn, forjættelsens søn.

Abraham kunne have fremført tusinde grunde til ikke at ville udføre denne skrækkelige gerning. Hvorfor forlangte dog Gud, at han skulle dræbe sin eneste søn? Men Herren sagde: »Abraham, tag kniven og ilden og bring det allerstørste offer.«

Gud krævede ikke mere af Abraham, end hvad han selv engang ville gøre mod sin egen Søn, men Gud forlangte kun patriarkens lydighed, ikke Isaks liv. Var han villig til at blive stemplet som morder og til at udholde Eliezers, ja, endog Saras bebrejdelser? Hensigten med Guds prøvelser er ikke at skade, men at læge. Indenfor ethvert lutret liv må der have været en afgørende prøve, - en prøvelse, som får alle andre til at synes ubetydelige. Og dette skulle være Abrahams afgørende prøve.

Abraham levede i et land og en tid, hvor menneske-ofringer var noget alt for almindeligt. Lige fra sin barndom havde han set hedningerne ofre deres børn som gaver til Molok og Ba'al. Og nu skulle de troendes fader følge deres grusomme eksempel og plette sine hænder med sin egen søns varme blod? Skulle han være et uhyre i stedet for en fader? Ja, sønnen måtte gives, og faderen måtte være den, som gav. Isak måtte ikke gå forud for Jehova i Abrahams kærlighed.

Det offer, som blev krævet, syntes at støde an mod fornuften såvel som mod religionen. Var Isak ikke forjættelsens søn? I hans slægt skulle Messias komme. Skulle frelsen gå tabt sammen med ham? Det så ud, som om Gud med et eneste frygteligt slag ville knuse fremtidens Israels dyrebareste håb. Skulle bogen om Isaks liv afsluttes med det allerførste blad? Abraham følte sig fristet til at tro, at dette måtte være en vildfarelse. En mindre befæstet sjæl end hans ville have vaklet ved en så frygtelig befaling. Men den sande tro er altid og for evigt den prøvede tro.

Den nat fik Abraham ikke mere søvn. Lejrens gamle herre sneg sig stille ud og ind i mørket. I sin sjæle-angst kastede han sig til jorden og bad som aldrig før om en bekræftelse på den underlige befaling. Han gik hen til det samme sted, hvor han tidligere havde mødt englene, i håb om atter at møde dem. Men der kom ingen, og mørket syntes at omslutte ham til alle sider. Guds befaling lød bestandig for hans øre. Dagen var ved at bryde frem, og snart måtte han begive sig ud på sin rejse.

Da den gamle patriark vendte tilbage, kom han ind i teltets ydre afdeling og der betragtede han Isak, som sov fredeligt, fuldstændig uvidende om den store prøvelse, han snart skulle igennem. Et øjeblik betragtede Abraham sin eneste søns elskede ansigt, så lod han forhænget falde og vendte sig bort i fortvivlet sorg. Det var ham i dette øjeblik, som om blodet fra det frygtelige offer allerede vædede hans hænder.

Langsomt gik han derhen, hvor Sara sov. Burde han vække hende og lade hende få lov til endnu en gang at omfavne sit eneste barn? Eller skulle han drage bort uden at lade hende vide noget? Han higede efter at lette sit sind overfor hende, men han vovede det ikke, af frygt for, at hun skulle lægge hindringer i vejen for ham. Og det, Gud ville, var at prøve Abraham og ikke Sara.

Tusind spørgsmål kunne være vakt til live i den gamle mands sind. Efter befalingen var det pålagt ham at gennembore den enes hjerte og knuse den andens. Hans eget bævende hjerte blev gransket til bunds. Ville han nogensinde være i stand til at se Sara i øjnene igen, hvis han udførte denne skrækkelige handling? Ville det ikke for stedse støde hendes kærlighed bort fra ham? Skulle det våben, som dræbte barnet, adskille forældrene? Hvis Isak blev givet tilbage, ville hun så stadig elske faderen? Og hvis han skulle vende alene hjem, ja, hvad så?

Med bøjet hoved og et ansigt, der var hærget af usigelig sorg, trådte den gamle patriark ud i det fri og så mod øst. Horisonten var allerede farvet af morgenrøden. Han »spurgte ikke kød og blod til råds.« Med skælvende røst vækkede han sin sovende søn. Og Isak vågnede. Ved sin befaling havde Gud rørt ved en mangfoldighed af ømme følelser i Abrahams bryst. Gennem hvert ord var hans hjerte blevet såret endnu dybere.

Isak var vant til at drage ud med sin fader for at tilbede ved et eller andet fjernt alter, og han følte ingen skræk ved at blive vækket nu. »Da sadlede Abraham tidligt næste morgen sit æsel, tog to af sine drenge og sin søn Isak med.« Den gamle mand havde nok af tjenere, men alligevel sadlede han selv sit dyr. »Efter at have kløvet offerbrænde gav han sig på vandring til det sted, Gud havde sagt ham.«

Offerbrændet blev kløvet hjemme, for at man kunne tage det med. Dette var for at sikre sig, at der kunne være ved til offeret. Tænk, om de nåede til det angivne sted og så ikke kunne finde noget træ der? Nej, der måtte ikke mangle noget på det tidspunkt. Mens den gamle mand bandt brændet fast på et af dyrene, vidste kun Gud og Abraham, hvad dette brændeknippe betød. Og tænk, om kniven var blevet glemt hjemme? Nej, kniven må med, og den må være skarp, og stødet må være sikkert!

Den lille skare på fire mennesker drog langsomt ud fra Be'ersjeba i den dæmrende morgensol. Sandsynligvis forlod de deres telte kun tre eller fire timer efter synet og røsten. Hvor må det have været svært for faderen at bevare sin stemme rolig, når han den første dag talte med Isak. Men han drog lige frem ad den vej, Gud havde bestemt for ham.

I tavshed vandrede faderen og sønnen side om side. Abraham vovede ikke at fortælle Isak, hvad der skulle ske ved rejsens ende. Denne dag var den længste, den gamle mand nogensinde havde oplevet. Men endelig nærmede den sig langsomt sin afslutning. Han må have følt en slags befrielse, da natten kom, og Isak og de to tjenere lagde sig ned på den bare jord og sov. Men for ham fandtes der ingen søvn.

Udmattet af den lange kval trak den forpinte fader sig tilbage fra de andre. Skjult af det venlige mørke kunne han udøse sit knuste hjertes sorg til den ene, der engang skulle sige: »Er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi!« Hele natten igennem bad han, håbede og ventede på, at et himmelsk sendebud skulle komme og sige, at nu var det nok. Men der kom ikke nogen sådan lettelse for hans forpinte sjæl.

Kun alt for snart blev det morgen for Abraham, thi han måtte skynde sig videre til bjerget Morija. Atter gik der en lang dag, mens de drog videre mellem bjergene, og den næste nat blev, ligesom den foregående tilbragt med kvalfuld bøn. Satan var nær for at tilhviske ham tvivl og vantro. Han antydede: »Loven siger: »Du må ikke slå ihjel,« og Gud kunne bestemt ikke nu forlange noget, som han selv tidligere havde forbudt.«

På den tredje morgen hærdede den gamle mand på ny sit sind med den forfærdelige prøvelse far øje. Da de begyndte på det sidste afsnit af rejsen, si. han ud over bjergene »og fik øje på stedet langt borte.« En lysende sky svævede over bjerget Morija. Nu vidste han med sikkerhed, at røsten, han havde hørt, var kommen fra Himmelen. Han ventede med bestemthed, at før den næste dag var til ende, ville det blodige offer være fuldbyrdet. Og når der atter brød en morgen frem, ville han være på vej hjem, sønderknust og barnløs.

Abraham ville ikke, at andre end Gud skulle være vidne til den sidste frygtelige, kvalfulde begivenhed. Tjenerne måtte ikke prøve at lægge sig imellem. Derfor »sagde han til sine drenge: »Bliv her med æselet, mens jeg og drengen vandrer derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Husk det, I kristne i dag, husk, at selv martyrens offer stadig er en betydningsfuld del af tilbedelsen!

Med sine egne skælvende hænder »tog Abraham da brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak.« Isak skulle, ligesom Kristus, på hvem han var et billede, bære træet til sit eget offer op ad bjerget. Og ligesom Abrahams søn var villig til at bære brændet op ad bjerget Morija, således var Guds velsignede Søn villig til at bære det knudrede kors op ad Golgatas høj.

Da Abraham havde lagt brændeknippet på sin søn, »tog han selv ilden og offerkniven.« Side om side steg faderen og sønnen sammen op ad bjerget, den ene med ilden og en kniv, den anden med brændet. I tavshed »gik de to sammen.« Isak undrede sig over, hvor de skulle finde offerdyret. Til sidst »sagde han til sin fader Abraham: »Fader!« Hvilket ømt og blidt ord! Hvor det stak i den gamle mands hjerte, der var ved at briste! Han kunne kun svare: »Ja, min søn!«

Isak så sig om og sagde: »Her er ilden og brændet, men hvor er dyret til brændofferet?« Dog endnu kunne den gamle fader ikke røbe den smertelige sandhed for sin søn. Hvilken hård prøvelse var ikke dette! Der findes ikke magen til den i hele Bibelen! Den har intet sidestykke på bladene i den hellige skrift. Alt, hvad den gamle mand kunne sige, var: »Gud vil selv udse sig offeret til brændofferet, min søn!« Og den korte beretning fortsætter: »Og så gik de to sammen.«

Til sidst »nåede de det sted, Gud havde sagt ham.« Sammen »byggede de der et alter og lagde brændet til rette.« Dette var det sørgeligste alter, den gamle mand nogensinde havde bygget, og tilsyneladende var det Isaks sidste. Men med smerte lagde han brændet til rette til Isaks ligbål. Nu var det sidste frygtelige øjeblik kommet, og ingen frelsens engel havde vist sig.

Tidspunktet var kommet, hvor faderen måtte bringe sønnen det smertefulde budskab, som han i tre, endeløse dage havde gemt for alle i sit eget, sønderknuste hjerte. Med skælvende stemme afslørede han forsigtigt den guddommelige befaling. Med forfærdelse hørte Isak om sin skæbne! Men han gjorde ikke modstand. Han havde kunnet flygte fra sin skæbne, hvis han havde villet det. Han var i sin første manddom, og hans fader var hundrede år ældre end han. Men han var fra sin barndom blevet vænnet til lydighed, og nu underkastede han sig frivilligt Guds plan.

Med skælvende hænder og sønderknust hjerte bandt den gamle patriark sin søn til alteret. Isak opmuntrede kærligt sin fader til den tunge gerning og søgte på denne måde at mildne hans sorg. Nu var de sidste kærlige ord sagt, og det sidste kys udvekslet. Mens tårerne strømmede fra hans øjne, trykkede den gamle fader det sidste afskedskys på sin egen kære søns læber. Isak så, som han selv mente, for allersidste gang ind i sin faders hærgede og dog kærlige ansigt.

Undres, I Himle, og undre dig, du jord! Se den gamle fader, med en vilje så urokkelig som det bjerg, hvorpå han stod, men dog med et hjerte, der var mildt og ømt som et barns. Stir på ham, mens han langsomt hæver den glimtende kniv over sin søns hoved. Det er et syn, som Gud og englene må betragte med kærlighed og undren. Den enkle beretning siger os, at »Abraham greb kniven og rakte hånden ud for at slagte sin søn.«

Nu var det endelig nok! Kalken var tømt lige til bærmen. Idet Abraham hævede kniven, var offeret fuldbragt. Sønnen var allerede blevet ofret på Faderens blødende hjertes alter. Og Gud havde regnet viljen for at være lig med handlingen.

Den gamle patriark var nået til det punkt, som Gud ikke ville tillade ham at overskride. Pludselig blev himmelen klar, og solen brød frem. »Da råbte Herrens engel til ham fra Himmelen: »Abraham, Abraham ... ! Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget. Thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig.«

Med en forunderlig og ubeskrivelig glæde så fader og søn endnu engang ind i hinandens øjne. Abraham modtog sin søn, nu endnu mere dyrebar end før han var blevet lagt på alteret. Så skulle dog glæden, »latteren,« derhjemme i Be'ersjeba ikke gå til grunde. Med fryd løste han de reb, der bandt hans søn. Isak var nu i dobbelt forstand underets søn. Han var født ved et under, og nu var han blevet befriet ved et under.

Da så Abraham »en væder, hvis horn havde viklet sig ind i de tætte grene.« Hurtigt »gik han hen og tog væderen og ofrede den som brændoffer i sin søns sted.« Isak var et symbol på den døende menneske-slægt, og væderen var et billede på Kristus. Isaks stedfortræder, der blev fanget i tjørnebuskene, synes at fremkalde forestillinger om Jesus, vor stedfortræder og om hans tornekrone. Morija bjerg ligger ganske nær ved Golgatas høj. Jesus sagde: »Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.« Joh. 8,56.

Den himmelske fader skånede Abraham for at ofre Isak. Men »han sparede ikke sin egen Søn.« Rom. 8,32. Han skånede Abraham for den frygtelige smerte, som han ikke skånede sig selv for. En røst fra Himmelen standsede den gamle profets offer netop i rette tid. Men på Golgata lød der ingen røst, som sagde: »Skån din Søn!« I tre dage måtte Abraham betragte sin søn som død. Jesus var død i tre dage. På den tredje dag vendte Abraham hjem med sin søn. På tredjedagen blev Jesus oprejst fra de døde.

»Derfor kaldte Abraham dette sted: Jehova-jireh, »Herren udser sig.« Husk på, at det ikke er børnenes opgave at bestemme, men Faderens. Og Gud træffer altid sine afgørelser på guddommelig vis! Hvis du har brug for visdom, styrke, mad eller tilgivelse, vil Gud sørge for, at du får det. Men vi må være villige til at bestige bjerget, til at overgive hele vor vilje til ham. Jehova må undertiden lægge sin hånd på noget, som er os meget dyrebart.