1 Mos. 28, 11-18.
Der havde været vanskeligheder mellem to sønner i en gammel patriarks telt. Den yngste af dem havde bedraget sin broder og narret sin gamle fader. Da den yngste søn af sin broder blev truet på livet, sneg han sig bort. I hastværket fik han kun sin stav med sig i hånden. Han forlod sit hjem og fik aldrig mere sin moder at se. Men hans liv var ikke mere i sikkerhed der, hvor hans broder boede.

Med tungt hjerte skyndte han sig over sletterne og hen imod de fjerne bjerge. Alene og uden vejviser gik han af sted med tunge skridt, kun opfyldt af en eneste tanke: den at slippe bort fra sin vrede broder. Før bestigningen af hver eneste bjergskråning standsede han og så sig om, både tilbage og fremad. Tilbage, fordi han var bange for, at hans broder skulle indhente ham, o; fremad, af frygt for at støde på røvere. I sit forsøg på at undslippe fulgte han ikke den sædvanlige og befærdede vej, men opsøgte sig en ubefærdet og ensom sti.

På grund af samvittighedsnag og ængstelse undgik han efter bedste evne mennesker. Selv fremmede kunne bidrage til, at hans ældre broder kunne opspore ham. Mens han travede videre over Syriens ensomme bjerge og dale, følte han sig voldsomt udmattet af rejsen. I modsætning til sin broder var han uvant med det frie liv i skoven og på sletten. Men han vovede ikke at standse.

Den næste dags aften var Jakob langt borte fra Isaks telt og udenfor rækkevidde af Esau, som var hjemme i Be'ersjeba. Hele dagen igennem glødede solen over hans hoved, og nu køledes hans kinder af en flygtig luftning. Rejsen var usædvanlig besværlig. Hans tanker vendte tilbage til hans faders telt og til den bedragne ældre broder. Satan var nær for at knuge ham med modløshed og samvittighedsnag.

Den trætte flygtning drog videre frem gennem ørkenen, indtil aftenens skygger langsomt lejrede sig om ham. Mørket sneg sig frem som et skyggeagtigt spøgelse. Han var i sandhed tung om hjertet og meget nedtrykt, mens han klatrede op ad de klippefulde skråninger på Kana'ans bjerge. Solen var gået til hvile, mørket samlede sig om ham, og stjernerne kom frem foroven. Ved nattetid befandt han sig på et meget ensomt sted. Men mørket i hans sjæl var dybere end nattens mørke.

Stjernerne flammede som myriader af lysende altre, dengang vandringsmanden Jakob søgte sig et ensomt sted for natten. Ligesom så mange andre var han blevet drevet ud i ensomheden af sine egne synder. Der hørtes ingen røst, hverken fra ven eller fjende. At være ene med Gud er den mest velsignede oplevelse, men at være alene uden Gud er den mest jammerlige oplevelse.

Han var sønderknust af frygt og fortvivlelse. Aldrig nogensinde før havde han følt en sådan trang til guddommelig beskyttelse og vejledning. Han bekendte sine synder med den dybeste anger i hjertet, og atter higede han efter Guds velsignelse. Det stod så tydeligt for hans erindring, hvordan hans fader hver aften havde knælet ved alteret og overgivet alt i hans hånd, som våger over sit folk. Han vidste udmærket, at just i denne nat blandt alle nætter ville der opstige den inderligste bøn for ham i det lille telt hjemme i Be'ersjeba.

På denne lange rejse havde Jakobs allerværste fjende været hans onde samvittighed, og en skyldbetynget samvittighed lader sig ikke bestikke. Den lader sig heller ikke let bringe til tavshed. Ret og uret burde altid være lige så skarpt adskilte i samvittigheden, som sort og hvidt er det for synet. Samvittigheden er ligesom klokken i et vagttårn. Dersom ingen ringer med klokken, er det farligt for byens indbyggere.

Træt og nedtrykt lagde Jakob sig ned på den kolde jord uden tæppe hverken over eller under sig. Nu havde han ikke sin faders gamle telt over sig. En sten under hovedet var hans ubekvemme hovedpude, og lejet gav ham ingen læ eller ly. Men svaghedens synder er tit vejen til hårde forhold. Jorden var hans seng, og himlen hans eneste sengehimmel. Men de strålende, venlige stjerner blinkede deroppe, som om de ville forvisse ham om, at Gud ikke helt havde svigtet ham.

Jakob sov, og i denne nat åbenbarede Herren i sin medlidenhed for den trætte vandringsmand netop det, han mest trængte til: nemlig en frelser! Mens han sov, drømte han. Og den vidunderlige historie om denne drøm er blevet fortalt gennem tiderne i næsten fire tusinde år, indtil nu omtrent hvert eneste barn i landet kender den. Han så en kæmpestor trappe eller stige. Og denne stige nåede lige fra stedet, hvor den sovende lå og helt op til og ind i Himmelen.

Det var en lysende stige, der nåede fra jorden til Himmelen. Den begyndte på jorden, men den endte ikke der. Det nederste af den stod på jorden, men det øverste var over stjernerne. Fra den sovendes plads til de fjerne Himle var den en strålende vej. Stigen rørte ved jorden, så engle kunne stige ned for at tjene de modløse i verden, og for at menneskers fødder let kunne nå den. Og den holdt ikke op, før Himmelen var nået.

På denne stige så den trætte flygtning keruber og serafer stige op og ned. Denne lysende vej var befolket med Guds himmelske sendebud. Således opdagede Jakob, dengang han følte sig allermest ene og forladt, at ørkenen og Himmelen vrimlede med engle.

Mens Jakob i undren og forbavselse stirrede opad, så han, at stigens øverste trin forsvandt i Guds trones herlighed. Deroppe var Herlighedens Herre, som han mente helt havde svigtet ham. Men for hans skyld åbnede Jehova Himmelens porte og så med kærlighed ned til sit barn, som havde tabt modet. Og da Jakob lyttede, hørte han en mild røst, som sagde: »Jeg er Herren,, din fader Abrahams og Isaks Gud ! Det land, du hviler på, giver jeg dig og dit afkom; og dit afkom skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd; og i dig og i din sæd skal alle jordens slægter velsignes.« Således befriede Gud ham i sin nåde for hans fortvivlelse og gav ham mod og håb. Og denne Gud findes stadig øverst på Jakobs stige!

Herren kendte hans ensomhed og elendighed og sagde: »Se, jeg vil være med dig og vogte dig, hvorhen du end går, og føre dig tilbage til dette land; thi jeg vil ikke forlade dig.« For Jakob havde det været, som han havde forladt sin faders Gud, da han forlod sin faders telt.

På denne stige så Jakob englene stige op og stige ned – stige op for at hente velsignelsen hos Gud og stige ned med velsignelse til mennesker. Jakobs stige stod på jorden blandt mennesker, og den nåede op til Himmelen, hvor mennesker ønsker at komme hen.

En jernbanes spor giver indtryk af fart, men en stige er tegn på, at man må klatre. Og den besværlige opstigen må ske trin for trin. Ingen kan med et eneste spring nå fra det nederste til det øverste. Men vi må foretage den vanskelige opstigen med et trin ad gangen. Det er en stige hele vejen op. Der findes ikke flade sletter ved livets stejle stige. Den er heller ikke en blomsterkantet sti, som er nem og bekvem.

Ret dit blik opad og flyt en fod ad gangen - dette er et godt råd til dem, som stiger op. Brug begge hænder og sæt begge fødder sikkert på det første trin. Se opad! Hvis vi ser nedad, bliver vi svimle og falder. Ingen kan begynde øverst eller blot halvvejs oppe. Det er ingen let sag at komme op ad en stige. Hvert trin er højere oppe end det foregående. Og hver dag burde man finde os højere oppe end dagen før. Kun de, som klatrer, når op imod stjernerne.

Hvert menneske må selv foretage opstigningen. Den kan ikke overdrages til andre eller foretages ved stedfortræder. Hvis det er andre, som stiger op, bliver det andre, som får lønnen. I lignelsen bar englene Lazarus hen i Abrahams skød. Men aldrig har nogen engel fået til opgave at bære et menneske op ad livets stige til sin løn. Stig derfor selv op, hvis du vil gøre dig håb om at vinde.

Denne stige er Kristus. Den er en levende stige, og derfor er den livets stige. Denne stiges fod står ved hvert eneste menneskes side. Den kan findes hos hvert folk på jorden og på hver ø i havet. Med troens øjne kan man se den alle vegne: i den myldrende by, på den ensomme vej, på offentlige steder og i enrum. Der findes intet andet middel til at nå til Himmelen end denne stige. Den, som »stiger over andetsteds, han er tyv og røver.« Menneskers stiger ligger fladt ned på jorden. Men den, som Gud bygger, rækker lige opad og fremad ind i Himmelen.

Et menneske behøver ikke at bestige livets stige alene. Måske stråler den af lysende engle. De er altid på vej op og ned. Hver eneste gang et menneske trænger til hjælp, kan han vinke til en engel, der er på vej op, og opsende en bøn til Guds trone. Og en engel vil snart komme ned med svaret.

Faderens milde ansigt så ned til Jakob fra stigens top, og der lød en røst, der sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams og Isaks Gud!« Gud må være allerhøjest oppe over alle et menneskes planer, hvis det skal lykkes for ham i ordets egentlige forstand. Og det er hvert menneskes forrettighed at høre Guds røst, som lyder gennem hans ord.

Jakob vågnede i de stille nattetimer. Stigen var borte, englene var forsvundne, og Guds røst hørtes ikke mere. Men selve luften syntes at være fyldt af Guds nærværelse. I sin store glæde udbrød han: »Sandelig, Herren er på dette sted, og jeg vidste det ikke. - - Visselig, her er Guds hus, her er Himmelens port!«

Da Jakob næste morgen rejste sig fra sin stenpude, var han ikke blot et bedre, men et klogere menneske. Det var den bedste nattesøvn, han nogensinde havde fået. Han »tog den sten, han havde brugt som hovedgærde, og rejste den som en stenstøtte.« Kære læser! Har du ved troen set englene stige op og stige ned over Guds velsignede Søn? Gid Herren måtte forunde dig denne velsignelse.