Daniel 3. Kap.
Det var en stor dag i oldtidens Babylon. Alle var tidligt på færde. Skarer af begejstrede mennesker trængtes i de brede gader. Køretøjer af forskellig art stødte mod hinanden, mens de transporterede et mylder af mennesker ind og ud gennem de massive porte. Trafikken var ved at bryde sammen på gaderne og på broerne over floden Eufrat. Ophidsede skarer og betagede flokke af mennesker var alle vegne til stede.

I dage og måneder havde der været travlhed blandt arbejderne ude på den smukke slette ved Dura. Der var dygtige stenhuggere og udlærte murere, flinke håndværkere og dygtige mekanikere, kunstnere, svende og arbejdsmænd. Med hammer, kølle og forhammer, med hakke og skovl blev der arbejdet tidlig og sent af alle på den forhånden værende opgave.

Nebukadnezar, Babylons stolte konge, havde for omkring tyve år siden drømt en drøm, i hvilken han så en stor billedstøtte. Dens »hoved var af fint guld, bryst og arme af sølv, bug og lænder af kobber, benene af jern og fødderne halvt af jern og halvt af ler.« Daniel, som fortolkede denne drøm, sagde til kongen: »Du er hovedet, som var af guld.«

Efterhånden som tiden gik, fik hovmod og lykke ham til at glemme Gud. Med forøget iver vendte han tilbage til afgudsdyrkelse. Rigets vismænd benyttede sig heraf og foreslog, at han skulle lade lave en billedstøtte mage til den, han havde set i sin drøm, og lade den opstille, hvor alle kunne se den.

I sin tilfredshed med dette smigrende forslag besluttede han sig til at lade det udføre og til at gå endnu videre. Hans billede skulle ikke forringes fra guld til ler ligesom det, han havde set i sin drøm, men det skulle være helt af guld. Da Nebukadnezar var rig på skatte og kostbare metaller, ville han lade det gøre til en gylden billedstøtte. Den var cirka halvfems fod høj og ni fod bred. Aldrig før havde kaldæerne set noget så blændende og betagende.

Endelig var billedstøtten færdig. Den var ikke af massivt guld, men øjensynligt belagt med guld. Den var ikke blevet lavet på en dag, men det havde taget lang tid. I det kaldæiske rige var afgudsdyrkelse almindelig. Derfor var der ikke noget mærkeligt i, at denne smukke og næsten uvurderlige billedstøtte skulle være viet til genstand for tilbedelse. Og i overensstemmelse hermed blev der truffet foranstaltninger hertil.

Dagen for indvielsen var fastsat, og der udgik en befaling til »satraper, landshøvdinger, statholdere, overdommere, skatmestre, lovkyndige dommere og alle andre embedsmænd i landsdelen, at de skulle komme til stede, når billedstøtten blev indviet.« Der kom høje og lave, rige og fattige, en vældig skare af alle »folkeslag og stammer og tungemål.«

Der kom pilgrimskaravaner helt oppe fra Sortehavets og Det kaspiske Havs bredder. Andre kom fra det fjerne Ægypten og fra de store strækninger af den arabiske ørken. Fra landet ved Den persiske Havbugt og den store ørken myldrede lange rækker af trætte mennesker over bjerge og dale. På stridsvogne og kærrer, ridende på muldyr eller til fods ankom de i massevis og samlede sig som en vældig hærskare på sletten ved Dura.

Vi kan forestille os, at det har været en dejlig dag, hvor solen sendte det herligste lys ned over den store slette, og kølige springvand strømmede og glimtede i lundene. Et tæppe af grønsvær dækkede jorden. Den kaldæiske monark sad højt oppe på sin kongelige trone i den største pomp og pragt. I midten af dette mægtige skuespil stod den kolossale billedstøtte, så kongen havde fuld udsigt til den.

På hans befaling blev støtten afsløret, og herolden råbte: »Det befales eder ... når I hører horn, fløjter, citre, harper, hakkebrætter, sækkepiber og alle hånde andre instrumenter klinge, skal I falde ned og tilbede guldbilledstøtten.« Alle, der nægtede det, skulle »øjeblikkelig kastes i den gloende ovn.«

Straks fyldtes dalsletten af tilbedende, der havde kastet sig ned. De nød den babyloniske koncert, lige så meget som mennesker i dag nyder musik. Fortryllelsen ved den ophidsende musik lokkede dem, og heden i den gloende ovn skræmmede dem. Nebukadnezar gned sig uden tvivl i hænderne og frydede sig og lo. »Billedstøtten gør gavn! Den skaber absolut enhed!« Den betød menneskets guddommeliggørelse, og det var ham, som var dette menneske.

Men der var tre stålsatte mænd, der nægtede at bøje sig sammen med masserne. For disse tre var livet skønt og i sin første blomstring. Men truslen om ovnen kunne ikke rokke dem. Guds lov forbød at tilbede afgudsbilleder, og det var dem nok. Og der stod de så, tre unge mænd imod et helt rige!

Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ville hellere dø end svigte. De havde sjælsstyrke såvel som godhed, og mod såvel som gudsfrygt. Disse tre babyloniske anderledes troende stod ene, ranke, med tro i deres hjerter og Gud ovenover sig og verden under sig. Hvis musikinstrumenterne havde været brugt til at prise Gud, ville de med fryd have bøjet sig for ham, men bøje sig for afgudsbilledet ville de ikke.

Deres kække og afgørende beslutning tillod ikke nogen vaklen. De undskyldte sig ikke ved at bøje sig for kongen eller musikken og ikke for billedstøtten. De bøjede sig heller ikke halvt ned eller prøvede at ræsonnere sådan, at blot ti minutter af et helt langt liv ikke kunne have nogen betydning. Eller at sige: »Gud tilgive os for denne ene gang! Hvis vi ikke boede i Babylon, ville vi handle anderledes!«

Deres motto vor dette: »Når vi er i Babylon, må vi handle, som Babylon burde handle.« Sand gudsfrygt kan ikke omskiftes som en klædning. Skulle jeg blive mormon, fordi jeg rejser til Salt Lake City? eller behøver jeg at blive hindu, fordi jeg drager til Indien? eller muhamedaner, hvis jeg er i Konstantinopel? Et menneskes pligt overfor Gud afgøres ikke efter menneskers love. Vi har ligesom de tre hebræere fået vare ordrer fra en, der står højt over alle jordiske konger.

Nogle kaldæere, muligvis de samme mænd, der var blevet frelst fra døden af Daniel og hans tre venner, indgav beretning til kongen om de tre mænd, der var ulydige mod hans befaling. Nebukadnezar havde ikke lagt mærke til dem i al larmen og forvirringen. Deres meddelelse ramte ham som en tordenkile. Han var en selvhersker på højdepunktet af sin magt, og han anerkendte ikke nogen anden herre i verden.

I vanvittigt raseri gav kongen befaling til, at de tre mænd skulle føres frem for ham. Han var ikke vant til ikke at blive adlydt; han kunne bøje menneskers vilje som skrøbelige siv. Men han havde ingen ret til at tvinge til tilbedelse. De tre mænd var rolige og uden frygt. »Er dette sandt?« spurgte han. »Vil I ikke dyrke mine guder og heller ikke tilbede den gyldne billed-støtte, som jeg har rejst?«

Han lovede at lade hele ceremonien gentage for deres skyld, hvis blot de ville adlyde. »Sig blot, at det var en fejltagelse,« tilføjede han, »eller at I havde misforstået det. Husk, at jeg har ladet jer oplære, har givet jer ansete stillinger og at jeg har været jeres velgører.« Han vidste godt, at de aldrig havde dyrket hans guder, men alligevel lød det sidste bud, hans ultimatum, som et enten - eller!

Mændene var ærbødige, men urokkelige. De begrundede ikke deres handlemåde. Men de kunne ikke give kejseren det, som tilhørte Gud. De svarede: »Sker det, (hvis dette er din beslutning) så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os ... af din ånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke.« Aldrig nogensinde før havde man hørt sådanne ord i Babylon!

Kongens vrede kendte ingen grænser! »Han opfyldtes af harme,« »hans ansigtsudtryk ændredes over for Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego.« Han gav befaling til, at ovnen skulle gøres syv gange så hed som ellers og gav nogle håndfaste mænd ordre til at binde disse dyrkere af Israels Gud. Mændene stod ganske stille, mens de blev bundet. De hverken gav efter eller bad om henstand. Så blev de bundet og slæbt hen til ovnen.

Bundne med alle deres klæder på blev de »kastet i den gloende ovn,« og da den var »ophedet til overmål, brændte luen de mænd ihjel,« som kastede dem ned. Hvirvlende, svidende og fortærende ildsluer brød frem fra dette ildhav og brændte kongens stærke mænd ihjel.

Den ophidsede konge var på nært hold vidne til dette. For hebræerne fandtes der ingen menneskelig mulighed for at undkomme. Hvis Gud havde lovet at udfri dem, ville det ikke have været nogen prøve. Men en religion, der intet koster, er ikke mere værd, end det, den koster.

Fra sin kongetrone rettede kongen blikket mod ovnen. I åndeløs spænding lyttede han efter at høre deres jammerskrig. Men alt var stille som en grav. Den store menneskemængde tav i stum forundring, og se: et hemmelighedsfuldt mirakel mødte hans undrende blik. Det var det mest ophøjede syn, som den menneskelige tanke kan opleve. Stormændene, der stod i nærheden, så hans ansigt blegne.

Han for op fra tronen, så ind i de glødende flammer og vendte sig derpå til sine forbavsede rådsherrer og spurgte: »Var det ikke tre mænd, vi kastede bundne i ilden? ... Men jeg ser fire mænd gå frit om i ilden, og de har ingen skade taget; og den fjerde ser ud som en gudesøn.« Frelseren var i sandhed steget ned fra Himmelen for at komme de unge hebræere til hjælp.

Kongen kunne se noget overnaturligt ved den fjerde skikkelse og genkendte et guddommeligt væsen i dens skønhed og majestæt. Hans mænd trådte nærmere. Ovnen var meget stor, for de fire havde rigelig plads til at gå omkring. Flammerne legede om dem så uskadelige som visne blade. Det var, som de trådte på roser og ikke på ild. Kongen nærmede sig indgangen til ovnen og råbte: »I, den højeste Guds tjenere, kom ud!«

Kongen og hans følge »så, at ilden ikke havde haft nogen magt over hine mænds legemer, at deres hovedhår ikke var svedet, at deres kapper var uskadte, og at der ikke var brandlugt ved dem.« Det eneste, der var gået tabt, var de reb, som havde bundet dem - dem, verden havde lagt på dem! Nebukadnezar kunne kaste de tre mænd i ovnen, men han kunne ikke lade dem blive der eller få ilden til at brænde dem.

Nu sagde den ydmygede konge: »Lovet være Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, der sendte sin engel og friede sine tjenere, der i tillid til ham over-trådte kongens bud.«

Da de tre mænd gik ud af ovnen, trådte de henover ligene af de mænd, som havde kastet dem derind, og »engelen« forsvandt. Aldrig mere forsøgte kongen at tvinge de tre hebræere. Indvielsen blev opgivet og billedstøtten blev ikke æret.

Kære læser, ejer du en gudsfrygt, som djævelen ikke kan brænde? Er du villig til at være anderledes end andre? Kan du udholde ild? Lever du dit liv, som disse tre gode mænd gjorde det? Husk på, at verden er som en stor dalslette ved Dura med mange tyranniske forordninger. Hvad der er ret, og hvad der er uret kan aldrig afgøres ved en ildprøve. Men hvis vi ønsker at vandre sammen med engelen, må vi være villige til at træde på ovnens ild.