Apostlenes gerninger 12,1-19.
At lade den ene prædikant dræbe og den anden kaste i fængsel er ikke menneskers måde at gøre propaganda for kirken. Men Guds veje er ikke menneskers veje. Under hans ledelse bliver en splittet kirke aldrig en sønderbrudt kirke. Efter hans plan får drabet af hans tjenere aldrig arbejdet til at gå i stå. Martyrernes blod er i kirkens udsæd.

Skønt kampen for retfærdighed aldrig kæmpes med materielle våben, hænder det, at nogle soldater vender sårede tilbage til lejren. Andres lig bliver bragt hjem på bårer eller efterladt på valpladsen. Atter andre hentæres i mørke og skumle fængsler, thi den onde kæmper med våben, som de hellige ikke må anvende. Undertiden er forfølgelse prisen for at vie sit liv til arbejdet for kristendom ... Og den levende Guds menighed har altid fået al den lykke, den var villig til at betale for, men heller ikke mere.

Hver gang Guds folk ikke er villigt til at give kejseren det, som tilhører Gud, vil der komme en forfølgelse. Hver gang farer truer hjorden, skynder den sig hjem til folden og hyrden. Sådan flokkes også Guds Fåre hjord i tider med åndelig fare. Det var Paulus »lænker og fængsel,« der fik ham til at synge en sang ved midnatstide, indtil et jordskælv rystede fængslet og befriede ham. Mennesker burde søge til menigheden, thi det er ikke godt for mennesket at være ene. De helliges samfund fremmer broderskabet. Når en er vor Herre, gør det os alle til brødre. Og broderkærligheden skaber et sammenhold, der ikke let lader sig bryde.

»På den tid lagde kong Herodes hånd på nogle af menigheden og mishandlede dem. Jakob, Johannes' broder lod han henrette med sværd.« Når man lader Judas ude af betragtning, var dette det første brud på apostlenes kreds. Men derfor sover Jakob ikke mindre trygt i sin grav, ej heller vil han opvågne mindre sejrende på grund af sin alt for tidlige martyrdød lige ved begyndelsen af hans løbebane.

De, som står forrest, kommer ofte til at være de første, der falder. – »Jakob ... lod han henrette med sværd.« Det er kun seks små ord, men hvor har de meget at fortælle os! Man kunne have ventet sig mere end en kort sætning til at berette om en leder-skikkelses død og det første martyrium blandt apostlene. Stefanus' martyrdød som menighedsforstander strækker sig over to kapitler. Jakobs død gemmes bort i en krog med en enkelt sætning. Men sådan er Guds vise, men ofte forunderlige veje.

Dengang Jakob og Johannes havde ønsket at sidde ved Kristi højre og venstre hånd i gudsriget, spurgte Jesus dem: »Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med?« Modigt og kækt havde de givet ham dette svar: »Ja, vi kan!« Nu blev den bitre kalk, martyriets dåb, rakt Jakob, og han tømte den tappert og modigt.

»Og da han (Herodes) mærkede, at det vandt bifald hos jøderne, fortsatte han og lod også Peter gribe.«

Der eksisterer stadig mennesker, der vil behage. Smigrernes hær er ikke uddød. Skønt Herodes' handling, da han lod Jakob henrette, vandt jødernes bifald, var der dog nogle, der beklagede sig over den hemmelige måde, hvorpå det var foregået. De mente, at en offentlig henrettelse ville indgyde de troende en mere grundig skræk, og også alle dem, der sympatiserede med dem. Af denne grund blev der fulgt en anden fremgangsmåde med hensyn til apostlen Peter.

»Og da han havde fået fat på ham, lod han ham sætte i fængsel og overgav ham til fire vagtskifter, hvert på fire soldater, som skulle holde vagt over ham.« Seksten soldater blev sat til at bevogte Peter og forhindre ham i at flygte. Det vil sige, at fire ad gangen skiftevis skulle holde vagt over ham. Dog kunne seksten bevæbnede mænd ikke bevogte den, som Gud ønskede at udfri. Selv om der havde været seksten tusinde mænd, som alle var bevæbnede til tænderne, for at bevogte Peter, ville fængselsdørene være sprunget op på ganske samme måde.

Det var Herodes' hensigt »efter påsken at føre ham frem for folket.« Det gamle Jerusalem var myldrende fuldt af mennesker på dette tidspunkt. Der var folk fra alle egne af landet. Man gav Herodes et vink om, at det ikke ville være ufarligt at henrette den prøvede og erfarne apostel netop nu. Det kunne måske vække mængdens medlidenhed. Præsterne var bange for, at Peter skulle holde en af sine sædvanlige mægtige taler, som så ofte havde vakt røre blandt folket. Således ræsonnerede de og lagde planer og ventede.

»Så blev da Peter bevogtet i fængslet; men af menigheden blev der vedholdende bedt til Gud for ham.« Dette lille ord »men« på kun tre bogstaver har stor betydning. Der foregår en virkelig, regulær kamp på begge sider af skilletegnet i denne korte og klare sætning. Herodes holdt Peter i fængsel, men menigheden vogtede ham i deres hjerte. Våbnenes magt og bønnens magt stod overfor hinanden i deres fulde rustning, Roms magt og Guds magt var i åben kamp. Hvem af dem ville vinde sejr? Det skal vi snart få at se!

»Der blev vedholdende bedt til Gud.« Opsættelsen af Peters henrettelse gav menigheden rigelig tid til bøn. Og de benyttede tiden af bedste evne. De rettede den inderlige bøns svære artilleri mod fjendens tårnhøje mure. De bad ikke blot i den fælles forsamling, men indenfor familiekredsene og i lønkammeret. Bønnen var det eneste våben, de havde at kæmpe med, og det synes, som om de alle benyttede sig af dette det mægtigste af alle våben. Herodes' soldater var kun til ringe nytte, når menigheden var vedholdende i bønnen. Ingen vagter på jorden kunne modstå en sådan belejring.

Deres bønner havde et bestemt formål. De var ikke som pile, der på må og få blev afskudt ud i luften, eller som breve, der ikke kræver noget svar. De bad om noget ganske bestemt. Alle deres bønner gjaldt Peter. Deres råb var dette: »Hør os, o Herre, hør os, thi vore fjender har stenet Stefanus og halshugget Jakob, og nu har de kastet Peter i fængsel!« Der lød ingen tamme almindeligheder eller overflødige sætninger. Der var ingen unyttige anråbelser til engle, til Maria eller til helgener. Men de gik lige til Gud og holdt ud i bønnen.

Det, de erfarede, var et tydeligt eksempel på, hvad Paulus erklærede til menigheden i Korint: »Når et lem lider, lider alle lemmerne med.« 1 Kor. 12, 26. Det var Peters lidelse og menighedens lidelse med ham. Og det ville have været en lettere sag for Herodes at styre vinden end at lægge hindringer i vejen for Guds folks bønner for apostlen. Da Gud hørte deres brændende tryglen om hjælp, sendte han engle for at våge over den fængslede apostel.

Nogle mennesker undslipper fra fængslet ved at bryde ud, men dette var ikke muligt for Peter. Andre søger at blive fri ved at bestikke fangevogterne, men den unge menighed havde ingen rigdom at tilbyde som løsepenge. Atter andre vinder friheden tilbage ved mellemkomst af en eller anden indflydelsesrig person, som er en ven af hoffet. Men menigheden havde ikke nogen sådan menneskelig talsmand. Men de kendte en, som havde større magt end Herodes. Derfor vendte de sig til ham. Han havde nøglerne til både det ydre og det indre fængsel.

Og mens den lille flok blev ved med at bede, nåede deres råb Guds hjerte. De greb dristigt fat i den Almægtiges hånd. Hvad gjorde det så, om Peter var bundet med lænker og sad indenfor jernporten og bag stenmure? Der findes mere end en måde, hvorpå man kan befri en hellig af fangenskabet. Når hele menighedens bønner koncentreres om et enkelt menneske, så må befrielsen komme, hvis det er Guds vilje. Han glæder sig, når hans børn bogstavelig talt bestormer Himmelen med deres forbønner.

Endelig var dagen for Peters henrettelse fastsat. »Natten før Herodes havde tænkt at føre ham frem for domstolen, lå Peter og sov mellem to soldater.« Medens Herodes er i sit palads, holder soldaterne vagt, menigheden beder, og Peter sover trygt. Han kunne sove, fordi menigheden bad, og fordi hans eget hjerte var af rette slags. Nu var det deres tid til at handle, og hans tid til at hvile, og det var hans hensigt at få så god en nat som muligt.

Det betegnede selve højdepunktet af tro, at Peter havde lært at sove under så farefulde forhold. Der var uden tvivl meget, som kunne have holdt ham vågen foruden hans egen fængsling. Han må have tænkt på sin gode hustru i det fjerne Kapernaum, og på, hvad der skulle blive den unge menigheds skæbne, den, han elskede så højt. For sit eget vedkommende kunne han fornuftigvis ikke vente nogen bedre skæbne, end den, der var blevet Jakob og Stefanus til del. Han vidste udmærket godt, at hans hoved måske skulle falde den næste dag, - men alligevel sov han.

Tre gange bliver det fortalt, at Peter sov. Første gang på Forklarelsens bjerg, derefter i Getsemane og så her i fængslet. Han sov i Getsemane på grund af legemets svaghed, men han sov i fængslet på grund af troens kraft. Han kunne ikke have sovet mere fredeligt, hvis han havde boet i et palads. Sandsynligvis var han den eneste af Jerusalems kristne, der sov den nat. Alle de andre var fuldstændig vågne, og de bad. Men et menneske med en god samvittighed og fast tro kan i reglen sove godt på en hård seng.

Peter kunne ikke gøre noget bedre end at sove. Hvis han havde holdt sig vågen, ville der ikke være sket noget godt. Hvis han havde rørt sig, ville soldaterne være blevet vækket. Han havde lagt sin sag i Guds hånd, og han vidste, at den ville blive ordnet på bedste måde. Menigheden kunne ikke lukke deres øjne den nat, men Peter lukkede sine i en tryg søvn. Menigheden var i sin første begyndelse, og en af dens vigtigste støtter var ved at skulle tages fra den, så hvordan skulle dens medlemmer kunne sove?

Peter ikke blot sov mellem to soldater, men han var »bunden med to lænker; og uden for døren var der vagtmandskab, som bevogtede fængslet.« To soldater, to lænker og vagtmandskabet! Efter menneskers snildhed og dygtighed kunne der ikke gøres mere for menneskeligt talt at sikre apostlen. Døre og vagtmandskab kunne holde hans venner ude, men de kunne ikke holde englene borte. Selv et fangerum, der var hugget ind i klippen, og spærrede og stængede døre kunne ikke holde ham fast, som Gud ville udfri.

Mens Peter sov, »se, der stod en Herrens engel, og lys strålede i fangerummet.« Pludselig blev fangehulen oplyst af Herrens herlighed. Gud vidste nøjagtigt, i hvilken celle Peter sad gemt; derfor sendte han en mægtig engel ned fra Himmelen til hjælp for sin tjener. De stærke porte åbnede sig uden hjælp af menneskehænder, og da den himmelske gæst var nået igennem dem, lukkede de sig lydløst bag ham. Idet han kom ind i cellen, så han Peter, der lå og sov sin fredelige søvn i fuldkommen tillid.

Lyset, der omgav engelen, vækkede ikke apostlen. Først, da han mærkede den lette berøring af engelens hånd, vågnede han op. Han stødte Peter i siden og vækkede ham og sagde : »Stå hurtigt Op!«

Der lød ingen tordenskrald, mærkedes ingen voldsom jordrystelse eller vældig storm som følge af engelens ankomst. Men et strålende lys, en blid berøring, en opløftet hånd og en mild røst åbenbarede herlighedens sendebud, som bøjede sig over Peter.

Idet den undrende apostel adlød de ord, der blev sagt til ham, »faldt lænkerne af hans hænder.« Et gudfrygtigt menneske får kræfter som en Samson, når Herren er med ham. Engelen havde intet at frygte i fange-rummet, og heller ikke Peter havde det nu. En kristen er tryg alle vegne, hvor pligten kalder ham, og hvor englene færdes.

Atter lød det himmelske sendebuds røst og siger til Peter: »Bind op om dig og tag dine sandaler på.« Engelen havde oplyst cellen for apostlen, derfor behøvede han ikke at klæde sig på i mørke. Der var ingen grund til forvirring. Når Gud passer på mennesker, passer han godt på dem! Men Gud gjorde ikke noget for Peter, som han lige så godt kunne gøre selv. Peter kunne let have glemt sine sandaler, hvis engelen ikke havde mindet ham om dem.

Derefter sagde engelen: »Kast din kappe om dig og følg mig.« Han bevægede sig hen imod fængslets dør, efterfulgt af Peter, der nu var stum af forundring. »Og han gik ud og fulgte ham.« De bevæbnede soldater var så stille, som om de havde været lænket til gulvet, idet Peter trådte hen over deres udstrakte skikkelser. Den tungt stængede dør lukkede sig op af sig selv og lukkede sig atter lydløst bag dem. Vagten indenfor og udenfor stod ubevægelige og stille på deres post.

Peter »forstod ikke, at det, som engelen gjorde, var noget virkeligt, han mente, at det var et syn, han så.« Der blev ikke sagt et ord, og der lød ingen fodtrin. Engelen, der var omgivet af et blændende lys, viste vej. »Jernporten, som førte ud til byen ... åbnede sig for dem af sig selv.« Den åbnede sig for at lade dem komme igennem og lukkede sig så atter bag dem. De seksten soldater, stencellen og jernportene betød intet, når en engel viste vejen.

Da engelens opgave var endt, forsvandt han pludselig. »Straks derefter forlod engelen ham.« Peter var nu udenfor fare fra sine fjender og behøvede ikke yderligere beskyttelse. Da Peter så kom til sig selv igen, sagde han: »Nu forstår jeg virkelig, at Herren har sendt sin engel og udfriet mig af Herodes hånd fra alt det, jødefolket havde ventet.«

Nu stod han atter ude under de strålende stjerner. Nattens friske vind blæste om hans pande, og han forstod bedre, hvad det var, som var sket. Da han var overladt til sig selv, kom han rigtig til sig selv. Hans håndled var stadig ophovnede efter håndjernene, men de var frie! Han så, at han var fuldt påklædt. Til sidst fattede han, at hans frihed ikke var noget øjenbedrag, men en velsignet virkelighed. Han var bogstavelig talt blevet bedt ud af fængslet af menigheden.

»Og da han havde sundet sig, gik han til det hus, der tilhørte Maria, som var moder til Johannes med tilnavnet Markus; der var mange samlede og holdt bøn.« Apostlen tænkte først på Gud, og derefter tænkte han på bede mødet i Marias hus. Han vidste, at menigheden var meget ængstelig for ham, og at de uden tvivl var samlede i bøn for ham. De var som får blandt ulve. Men bede kunne de, og de gjorde det. Derfor gik han hen til Marias hjem.

Beretningen siger: »der var mange samlede og holdt bøn.« Der var fuldt af mennesker i Marias hus den nat. Hun har åbenbart haft et stort hjem, og uden tvivl har Peter ofte været gæst der. En menighed, der er samlet i et hjem, gør dette til en lille helligdom. De var ikke kommet sammen for at høre en prædiken eller for at synge, men for at bede. Er dit hjem et sted, hvor man mødes for at bede? Husk på, at den levende Guds menighed kom til verden ved et bede møde.

De mennesker, der bad om, at fængslets døre måtte blive åbnede, holdt deres egne døre omhyggeligt låsede! »Da Peter nu bankede på døren til portrummet, kom der en pige ved navn Rode for at lukke op.« Sandsynligvis er hun hørt op med at bede for at besvare denne banken. Det kunne synes, som om hun snarere kom for at lytte end for at åbne døren. Hun Listede sagte derhen og lyttede. Ængsteligt spurgte hun, hvem det var. Peter fik hende øjensynligt snart beroliget og bad om at komme ind i huset.

»Rode« betyder »en rose«, og denne rose har bevaret sin friskhed og duft i mere end nittenhundrede år. Denne pige ved døren til Marias hus er blevet berømt ved ganske enkelt at besvare den store apostels banken.

Peter var næppe færdig med at banke på, før Rode var henne ved døren. Hun kendte hans stemme. Hun har ganske sikkert hørt ham bede og prædike mange gange. Men i stedet for at lukke op, »da hun kendte Peters røst, blev hun så glad, at hun ikke åbnede porten, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor porten.«

Da hun fortalte dem, der var forsamlede i huset, at Peter var ved porten, sagde de: »Du er jo fra forstanden!« De sagde også: »Du tager fejl, Peter er i fængselet.« Hun lod sig ikke bringe ud af fatning ved det svar, hun fik, »men hun forsikrede imidlertid, at det var, som hun havde sagt.« Men de var stadig vantro og sagde: »Det er hans engel.« Måske mente de, at det var Peters skytsengel, der bragte en eller anden meddelelse fra fængselet.

Mens de drøftede dette med Rode, blev apostlen ved med at banke på døren. Beretningen siger: »Peter blev ved med at banke på.« Mens de tøvede, stod svaret på deres bønner uden for døren og ventede på at blive lukket ind. Den store jernport havde åbnet sig, uden at han havde banket på, men det var svært at få adgang gennem porten ind til hans venners hus. Modtagelsen virkede uden tvivl kølig.

Til sidst lukkede de frygtsomt døren op. »Da de lukkede op, så de, at det var ham, og de blev ude af sig selv af forbavselse.« Mange bekendende kristne ville i dag blive højst overraskede, hvis deres bønner blev hørt. Men Gud ske lov findes der dog nogle, der, når de beder, går hen til døren for at finde besvarelsen.

Da det endelig gik op for dem, at deres bøn i sandhed var blevet hørt, flokkedes de om Peter ude af sig selv af glæde. »Men han gjorde tegn til dem med hånden, at de skulle tie, og han fortalte dem, hvordan Herren havde ført ham ud af fængselet.« Han er utvivlsomt blevet hos dem så længe den nat, at de kunne takke Gud for hans store velsignelser. Thi det, der vindes ved bøn, må vindes med tak. Peter »gik ud, og drog til et andet sted.«

Næste morgen samledes en stor skare mennesker for at overvære Peters henrettelse. Han skulle føres til retterstedet med stort opbud af militær bevogtning. Der blev sendt vagtmandskab af sted til fængselet. De fandt soldaterne stadig stående foran porten, og låse og slåer lukkede. Lænkerne var stadig fastgjort til de to soldaters håndled, men fangen var borte. Der blev foretaget en stor eftersøgning efter Peter, men Gud havde skjult ham godt.

Når alt kom til alt, var døden Herodes langt nærmere end Peter. Gud sendte den samme engel, der var kommet fra de himmelske boliger for at redde Peter, med et vredens budskab til Herodes. Engelen gav Peter et let slag for at vække ham, så den kunne løfte ham op og udfri ham. Engelen slog Herodes for at styrte ham ned i det yderste mørke. Peter døde til sidst i fryd over den fuldkomne sejr, der var skænket ham af den, som han havde elsket og tjent. Den hovmodige konge døde som en slagen mand og under de største legemlige og sjælelige lidelser.

Den afsluttende beretning om denne forunderlige tildragelse lyder sådan: »Men Guds ord havde fremgang og udbredtes.« Djævelen tabte og Herren vandt sejr. Sådan er det også i dag. Skriften er ikke nogen mat kugle. Der er kraft i den og vil stadig vedblive med at være det. Der er ikke nogen pil i djævelens kogger, som ikke er blevet afskudt mod Bibelen. Men den slags våben preller kun af og kastes tilbage til skade for den, som har afskudt dem. Husk på, at verdens Skaber er Bibelens Skaber, og han forsvarer sin ejendom. Gid Peters oplevelse måtte hjælpe os, ligesom den hjalp den første menighed i gamle dage.