Åbenbaringen 21. Kap.
En sabbatsdag sad en gammel jøde på en klippeafsats på en lille ø i Ægæerhavet. Han havde i sin ungdom været fisker. Men en dag kom en vidunderlig ven forbi og bød den unge mand at følge med for at hjælpe ham i hans gerning. Fiskeren efterlod sin båd og sine garn, der ikke var bødede, og fulgte med ham, indtil vennen til sidst forsvandt og forlod ham.

Dog vendte fiskeren aldrig tilbage til sin båd og sine garn, men drog ud for at viderebringe det budskab, hans ven havde givet ham. Hans prædiken havde en sådan kraft og myndighed, at den romerske kejser Domitian til sidst, da der var gået omkring tresindstyve år, landsforviste ham til denne lille havombruste ø ved Lilleasiens vestkyst. Tidens værste forbrydere blev forvist til dette øde og trøstesløse sted.

Netop på denne sabbat holdt den gamle mand sin ensomme gudstjeneste. Mens han grublede over Guds rige og stirrede ud over det øde hav, hørte han bagved sig »en stærk røst som lyden af en basun.« Da han vendte sig om, hørte han en røst, som sagde: »Jeg er den første og den sidste ... Så skriv da ned, hvad du har set.«

Denne gamle mand var Johannes, Herrens elskede apostel, den eneste, der var tilbage af de tolv. Han var der alene, men dog var han ikke ene. Et godt menneskes ensomhed behøver ikke at være ensom, og for Johannes blev øen Patmos til Himmelens port. Netop det, som Domitian mente, ville bringe den gamle mands røst til at forstumme for stedse, blev årsag til, at han kom til at skænke verden den mest ophøjede og vidunderlige åbenbaring af sandheden, som nogensinde er blevet et menneske til del. Åbenbaringens bog er i sandhed som en salme, skrevet af den landsforviste apostel.

En dag kom en strålende engel til Johannes. Han siger om denne engel: »Han førte mig i ånden op på et stort og højt bjerg og viste mig den hellige stad, Jerusalem, som kom ned fra Himmelen fra Gud.« Mens Johannes stirrede op mod himmelen, så han tydeligt den strålende, himmelske stad. Aldrig før havde noget dødeligt menneskes øje set et sådant glimt af overjordisk herlighed.

Ingen menneskehånd eller jordisk bygmester havde lagt planer til denne fuldendte stad, men dens »bygmester og skaber er Gud.« Hebr. 11,10. Der findes ingen karrighed i Guds skaberværk; der er ingen grænser for hans ødsle rundhåndethed. »Den kom ned fra Himmelen og fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.«

»Den havde en svær og høj mur,« som »havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle. Disse grundstene bestod af alle slags prægtige ædelstene. Den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalkedon, den fjerde smaragd, den femte sardonyks, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst.«

Muren, som hævede sig over grundstenene, »var af jaspis.« Således var det nederste og det øverste af samme materiale, og således var hele staden omgivet af mure af jaspis, som ingen fjende nogensinde kunne bestige. »Og han målte stadens mur, hundrede og fireogfyrretyve alen.« Hvis man regner en alen til toogtyve tommer, ville muren være omkring tohundrede og fire og tresindstyve fod høj.

Denne stad havde tolv porte, »mod øst var der tre porte og mod nord tre porte og mod syd tre porte og mod vest tre porte.« »Og de tolv porte var tolv perler, hver af portene bestod af en perle.« Portene kunne åbnes i alle retninger, – man kunne komme ind i byen fra alle jordens kanter.

Dette er ikke den berømte Kashmir port i Delhi, hvor der skete en heltemodig bedrift; heller ikke den berømte Lucknow port, der stadig er bulet og skrammet efter sepoyernes bombardement; heller ikke Madeleine porten med dens pragtfulde heraldiske bronze-udsmykning, ja, end ikke Thebens hundrede porte, genstand for mange skæbnesvangre århundreders stolte undren. Nej, alle disse svinder hen til intet ved synet af de strålende porte i den inspirerede åbenbarings stad.

Der findes hverken guld, sølv, bronze, jern træ eller sten i disse skønne porte. Fra øverst til nederst, fra side til side er hver af portene en eneste perle, der spiller i alle regnbuens farver. Der er ikke en, som er samlet op fra de berømte banker ved Ceylon, og en anden, der stammer fra Den persiske havbugt og atter andre fra det fjerne Arabien eller Ostindien, men hver af de tunge porte er en eneste massiv, pragtfuld perle af blændende skønhed, hentet af himmelske hænder fra det evige lys' strålende kyster og rejst og indsat på sin plads af den Almægtige selv under englenes jublende råb.

Kongelige haver og store herresæder har ofte en kostbar indgangs port og andre, der er ringere. Sådan er det ikke her. Der findes ingen bagdøre, ingen sidedøre, ingen små porte, men alle er de lige herlige og alligevel vidunderligt forskellige i deres pragt og herlighed. Gud ske lov, at de ikke kun findes på den ene side eller på de to sider eller endog på tre sider, men perleportene åbner sig mod alle verdenshjørner.

Porte mod nord, mod syd, mod øst, og mod vest giver adgang til boliger for de frelste af alle folkeslag, slægter, tungemål og nationer. Mod nord er der tre porte! Mod syd er der tre porte! Mod øst er der tre porte! Mod vest er der tre porte! Tolv porte og tolv engle til at vogte dem. Ingen ubarmhjertig fortolker af trosbekendelser holder vagt, men strålende serafer! Ingen fanatiske, sort kjolede præster, men skønne, hvidklædte keruber holder vagt ved de herlige porte ind til hint land.

O, I porte! Synden er udenfor og frelsen er indenfor! Mod eders vældige kraft knuses på den ene side al jordisk magts og skønheds herlighed, og på den anden side er et bølgebrus af evig glæde og fryd! Kom hid, både nord og vest og øst og syd og gør Guds sejrende hærs triumftog endnu større. Lad nord, øst, vest og syd høre frelsens evangelium og drage ind gennem de vidt åbne porte af evige perler.

»Staden danner en firkant ... og han målte staden med et rør, tolv tusinde stadier, dens længde, bredde og højde er ens.« Femten hundrede mile i omkreds. Trehundrede og femoghalvfjerdsindstyve mile i diameter - stor nok til at rumme alle de frelstes millioner.

Tre brede gader fører i hver retning gennem staden, hver af dem trehundrede og femoghalvfjerdsindstyve mile lang, og alle af »rent guld ligesom gennemsigtigt glas.« Seks hovedveje fører i rette vinkler fra mur til mur.

Kære læser, hvordan vil det ikke blive, når Gud åbner perleportene og fører sit folk ind til den strålende herligheds land? Lysets boliger, bygget af opaler, safirer, rubiner og perler, hvoraf ikke to er ens, og ingen er gammel eller hul. »Staden var af rent guld, ligesom gennemsigtigt glas.« Ja, gennemsigtigt, for der er intet at skjule i dette skønne land, hvis porte aldrig skal lukkes mere.

Denne universets store hovedstad har en vidunderlig måde at blive oplyst på. »Og staden behøver ikke sol eller måne til at skinne for den, thi Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lys.« Aldrig formørkes den strålende dag af nogen nat. Men Lammets mægtige lys skinner ind i hver eneste krog, så mørket forsvinder.

Apostlen sagde: »Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.« Der hviler et strålende skær over de evige høje, et lys, som aldrig slukkes. Den nye dag, hvor solen ikke går ned, har et vidunderligt strålende lys, et sådant, man aldrig har set på land eller hav. Staden vil skinne med en sådan stråleglans, at den for de ikke faldne verdener vil vise sig som en dejlig juvel midt i universet.

Gud ske lov for den hellige stad! Kære læser, ønsker du at kende vejen derhen? Adgangskortet er vor Herre Jesu Kristi nåde. Din billet er Guds bud. Åb. 22,14. Din klædning er Kristi retfærdigheds hvide kjortel. Jesus siger: »Kom!« Han er ikke bange for at indbyde for mange til Himmelens attråede stad. Betragt den nu og drag siden hen ind gennem de åbne porte. Betragt dem, vent og længes, indtil Gud byder dig at drage ind. Og når synet udefra er så vidunderlig smukt, hvordan må det så ikke blive at se det indefra? Lad os berede os til at drage derhen og se det selv.