BARNDOM OG UNGDOM !
Det er blevet mig fortalt, at lørdag den 10. august 1895 var mine forældre og deres tjenestefolk ude at høste rug med le og krat, et strengt arbejde. Det kneb nok især mor lidt at følge far den dag og ikke så underligt, for næste dag, søndag den 11. august, lå mor i barselseng og fødte sin førstefødte, en dreng, som siden fik navnet Aksel Marinus Pedersen Bundgaard.

Om det skulle være sunget ved min vugge, at jeg skulle være præst, ved jeg ikke; dog ved jeg, at en af vore piger på gården mere end een gang skal have sagt: "Jeg tror nu, han skal være præst."

En ting ved jeg imidlertid, at næst efter det, at min mor lærte mig at bede aftenbøn og i det hele taget at tage det med Guds rige alvorligt, så har søndagsskolen og religionsundervisningen i skolen og konfirmandstuen sin store andel i den åndelige velsignelse, der livet igennem blev mig til del.

Søndagsskolen i Tjele sogn, mit fødesogn, blev begyndt, da jeg var dreng. Det var frk. Elinor Lüttichau, datter af kammerherre Lüttichau, Tjele, der begyndte den. De første år blev den holdt på selve herregården, siden blev den flyttet til Foulum menighedshus.

Endnu står frk. Lüttichaus søndagsskoletimer for mig som noget af det bedste og skønneste, jeg oplevede i den retning i min barndom, og jeg kan ikke komme til Tjele kirkegård, uden at jeg også må dvæle en stund ved frk. Lüttchaus gravsted; og det ender som oftest med, at jeg nynner de kendte salmelinier: "Du lærte os til Gud vore øjne opslå, evindelig være du lovpriset." Og så tænker jeg ikke blot på min frelser, som der er tænkt på i salmen, men også på min søndagsskolelærerinde.

Med lignende taknemmelighed ser jeg tilbage på den undervisning, som vor dygtige og samvittighedsfulde lærer i Foulum, enelærer Søren Jensen, gav os. Det gjaldt i alle fag, men ikke mindst i religion. Fagfordelingen gik efter Bibelens ord: "Søg først Guds rige --." Hver eneste skoledag begyndte med religion og det både bibelhistorie, katekismus og salmevers, og vi mærkede gennem lærer Jensens undervisning noget af den hellige respekt, hvormed han selv stod overfor sit stof.

Også konfirmandundervisningen hos sognepræst S. Widding var jeg glad for. Måske man her som i skolen var mindre begejstret for de mange og lange salmer og skriftsteder, der skulle læres; men siden hen har man forstået at skønne på det åndelige forråd, man derigennem fik i eje i nogle af vore kernesalmer og skriftsteder. Især kom een bestemt salme til at gøre indtryk på mig både i forberedelstiden og siden hen, nemlig salmen: "Sorrig og glæde de vandre til hobe --." Denne salme understregede for mig så stærkt denne verdens tings omskiftelighed, og det der ene har blivende værdi.

Tit har jeg måttet sige til mig selv siden hen i livet: Hvor var vi rige, vi der fik en så god og lødig undervisning i det vigtigste af alle fag. Og jeg forstår de ord, som en gammel kvinde i min slægt udtalte, da hun var blevet blind, og jeg unge student sagde til hende: "Er det nu ikke svært at sidde her lukket ude fra alt, ja, selv fra det at kunne læse?" og hun så svarede: "Det er måske ikke altid så let at være stille i det; men så sidder jeg og gentager de skriftsteder og salmevers, som jeg lærte som barn, og så bliver jeg trøstet og glad igen."

Mine barndomsår gik vel ellers, som årene gik for mine jævnaldrende på landet på den tid. De gik for det første med leg. Men det var ikke leg med overdådigt og kostbart legetøj. Nej, vore køer og kalve var nogle sten med huller i, hvori kunne bindes en snor (tøjret) og i tøjret en 3 tommers søm som tøjrepæl. Og et par afdankede hestesko var vore heste, men hvor kunne sådan et par heste springe og vrinske, når vi fik een i hver hånd, og vi var en flok, der var ude at køre med dem. Jo mindre fuldkomment legetøjet er, des mere kaldes der på børnenes fantasi og opfindsomhed.

I de lange vinteraftener spillede vi ludo, dam eller kort. Kortspillet var en meget brugt vare blandt de voksne på min hjemegn, og vi børn trippede selvfølgelig efter de ældre, og jeg tror nok, vi lærte det meget godt. Enhver dreng med respekt for sig selv kunne i hvert fald spille flere spil kort. Og jeg husker tydeligt, at da en af vore nabogårde skiftede ejer, og ejerens søn ikke vidste, hvad klørdame var værd, slog det os med forundring. Tænk den uvidenhed.

I vinteraftenerne regnede vi det også for en kær afveksling, når mor sad så hyggeligt ved rokken og spandt, og pigen kartede ulden, da at få lov til at "ties tow," det vil sige at pille uldtotterne fra hinanden, så de var lettere at karte.

Kom en af naboerne eller nogle unge på besøg i vinteraftenerne, kom undertiden spøgelseshistorierne på tale. Der var jo den om den hovedløse so med de 12 grise. Det var især i Foulum dal, den holdt til ved midnatstid. Og der var hanen, der flyttede sig et hanefjed hver nytårsnat, og når den nåede Tjele, skulle herregården gå under. Og så var der "den sorte hund" på Tjele. Den holdt til i et lille rum over indgangsporten, og hver nytårsaften sørgede man for, at den fik nyt halm i sit leje. Det fortaltes også, at den engang havde lagt sine forben på skuldrene af en af gårdens karle, og da denne jog den lidt brutalt bort, lønnede den sorte hund ham med, at han måtte halte resten af sit liv.

Når vi børn fik tilstrækkeligt af den slags en aften, endte det gerne med, at vi til sidst sad med benene oppe under os på langbænken, vi turde ikke have dem nede under bordet.

Jeg mindes da også, at en af vore hjorddrenge, Bette Niels, en aften blev budt 1000 kroner for at gå til Tjele kl. 12 midnat; men Bette Niels svarede: "Nej tak, jeg har da mit liv kærere end 1000 kroner." Og vi børn forstod ham så godt.

Af adspredelser var der de særlige fester og udflugter. Der var skolejuletræet og skoleudflugten, som vi glædede os meget til, og så var der Toftemarkedet i Viborg, hvor højdepunktet var en sodavand og wienerbrød samt et besøg hos professor Labri.

Og endelig var der familieudflugterne, de var spændende, men endte gerne med, at vi børn på vejen hjem faldt i søvn og sank ned i bunden af vognen og først vågnede, når vi holdt for døren derhjemme. Men herlige var de ture midt i dagligdagens ensformighed.

Henrykt var jeg også, da jeg som løn for en hel del ekstra arbejde fik en cykel. Jeg var da 14 år. Cyklen kostede 15 kr. og havde træfælg og var uden frihjul; men sikken herlighed. - Ja, at det var et privilegium, forstod jeg i hvert fald, når jeg hørte far og mor fortælle, at de gik til Viborg den dag, da de blev ringforlovet, det vil sige 14 km hen og 14 hjem.

En bil nåede jeg ikke at sidde i før op i ungdomsårene. Biler var så stor en sjældenhed, at vi havde den aftale hjemme, at den, der først så eller vel rettere hørte en bil (de kunne gerne høres ca. 1/2 mil borte), skulle kalde på de øvrige på gården, for at også de kunne få den at se; ofte stod så hele familien ude ved havegærdet og så "fænomenet" snegle sig under megen larm op ad Tjele bakke.

Flyvemaskiner begyndte først at blive omtalt, da jeg var ung mand, og jeg husker da også tydeligt den dag, da vi skulle til Viborg for at se den første flyver, der gik op der. Ulykkeligvis faldt han ned, og folk rystede på hovederne: Hvad ville han også derop efter?

Og børneårene gik med arbejde. Vi skulle gøre os nyttige lige så tidligt, det overhovedet var muligt, og jeg undrer mig den dag i dag over, at far allerede, da jeg var godt 7 år, kunne gøre mig til hjorddreng og sende mig alene ud i marken for at hente køerne hjem, og det var dog 2-3 kobbel (alt stod i tøjr dengang). Men sundt var det for os at blive noget betroet. Iøvrigt fik vi efterhånden lov til at hjælpe med i alt, sprede gødning, trille tørv ud osv. osv. Da jeg blev en halv snes år, måtte jeg malke tre køer daglig, også om morgenen inden jeg gik i skole. Det hørte nu engang til.

Dengang havde vi jo også en anseelig flok får på en gård, nogle tvære krabater at arbejde med mangen gang. Der blev gerne slagtet rigeligt af lam og får ved efterårstide til vinterforbrug. Det gav megen talg, og jeg har ofte hjulpet mor med den sjældne men interessante opgave at støbe tællelys. Ligeledes skulle jeg selvfølgelig også hjælpe mor med at fyre ovnen op til bagning ved hjælp af grantop som brændsel. Der blev jo bagt store bagninger dengang, blandt andet en halv snes rugbrød ad gangen.

Som dreng måtte jeg også ofte sammen med far trække til marked i Viborg. Far holdt meget af at handle med stude. Vi stod så op kl. 4 om morgenen, fodrede kreaturerne til og trak med hver sit kobbel de ca. 2 mil til Viborg, stod så på markedspladsen i al slags vejr, indtil det atter gik hjemad. Solgte far nogle af dyrene, købte han som regel andre, og resultatet var gerne, at jeg måtte trække hjem også. Nå, det generede mig ikke at gå, og så var der jo det store lyspunkt ved denne tur, at jeg fik lov at gå ind til bagermester Hogrebe, Lille Sct. Hansgade, og købe for 25 øre wienerbrød, og når jeg så købte "overgemt" brød, og det gjorde jeg altid, så fik man vel nok en ordentlig posefuld; det smagte, det var jo ikke hverdagskost.

Far holdt som sagt meget af stude og havde gerne i det mindste 2 par kørestude, nogle kraftige og stærke dyr. - Som dreng måtte jeg "nøjes med" at køre med stude, karlen skulle selvfølgelig køre med hestene. Det var ikke med begejstring, jeg gjorde det. Det gik lidt for langsomt og sejgt efter mine begreber. Det eneste, der kunne få studene til at leve op, var oksebremserne, og dem var der mange af dengang.