Alle disse syge!
Vi var derefter mange andre steder, hvor der var forholdsvis lettere syge. Vi var i et gartneri, i et mølleri, et bageri, et skomagerværksted, en smedie, et snedkerværksted osv, osv. Selvfølgelig fik de syge ikke lov til at passe de farlige maskiner, det var der brødre til. Princippet var at få de syge aktiviseret så meget som muligt, det tager nogle af deres tanker bort fra sygdommen.

Når man så alle disse syge, og jeg tænker her ikke mindst på de meget syge og derfor ofte vanskelige at passe, kunne man jo ikke lade være at tænke på de mennesker, søstre, brødre og husfædre, som skulle tage sig af dem og pleje dem dag efter dag, år efter år. Hvordan så de på deres gerning, hvordan tog de den? Der var en meget flink husfader, der en dag viste os rundt og fortalte om arbejdet, og han sagde uopfordret, at det var ham en meget stor glæde at arbejde med de syge, selv om der kunne være mange vanskeligheder forbundet dermed. En anden udtrykte sig på den måde, at han ikke kunne tænke sig noget andet arbejde, alene det, at de syge fik mod på livet, når de lærte et eller andet håndværk eller fik noget at være optaget af i stedet for altid at være optaget af sig selv, var så stort for ham. En tredie sagde om gerningen, at det var en tjeneste, der bar velsignelsens løn i sig selv.

For mig at se var det bærende i den glade tjeneste dette, at tjenesten var en tjeneste for Herren. Overalt mærkede man noget af Guds ånd, og når der rundt på værkstederne, og hvor man ellers kom, stod skriftsteder og gode ord, så følte jeg i hvert fald, at det ikke var ord alene.

Men fik patienterne end en god pleje, så har det jo sikkert for mange af dem været svært at være borte fra kære og familie i årevis, ja måske for livet. Og svært har det sikkert også været for de kære derhjemme ved tanken på den patient, der altid måtte være langt borte fra hjemmet.

Jeg mindes en dag, da jeg traf at blive vidne til en afskedsscene. Det var en mor, der kom med sit barn, en lille pige, barnet havde været hjemme på ferie; det ville imidlertid ikke slippe moderen, men klyngede sig hulkende til hende. Hvor ondt må det ikke have gjort et moderhjerte?

Pastor Bodelschwingh havde imidlertid ikke blot tænkt på de syge, men også på de teologiske studenter og på hedningemissionen, derfor blev der også i forbindelse med Bethel drevet et studenterhjem og et missionshjem. Og endnu et stort og velsignet arbejde hørte ind under Bethel. Pastor Bodelschwingh havde nemlig også tænkt på landevejens folk og på løsladte fanger og mange andre dårligt stillede, og for dem var der oprettet et hjem ved navn "Sennen," nogle mil fra Bethel. Også dette hjem fik jeg lejlighed til at besøge, endda sammen med en fører.

Der var bygget en smedie i "Sennen," og der var et snedkerværksted. Vi var inde i det sidste. Der var vel 8-10 snedkere foruden en mester. Og her oplevede jeg for første gang at stå ansigt til ansigt med en morder. Da vi stod inde i snedkeriet, pegede føreren diskret hen på mesteren for at antyde, at jeg skulle lægge mærke til ham. Det gjorde jeg også, og under en samtale med ham gjorde han et ualmindeligt sympatisk indtryk på mig.

Da vi forlod snedkeriet, betroede føreren mig imidlertid, at snedkermesteren var en tidligere morder. I 18 års alderen havde han slået et menneske ihjel, og derefter havde han siddet i fængsel på livstid, det vil sige til 40 års alderen. I fængslet blev han et omvendt, troende menneske, og da han i fængslet havde lært snedkerfaget, ønskede han gerne, da han kom ud, at arbejde ved dette fag i "Sennen," så han måtte få lov til at give resten af sit liv som en tjeneste til den Herre, der havde taget ham til nåde trods alle hans synder.

Da den anden verdenskrig var på sit højeste, og Hitler ville fjerne alt uproduktivt, "alle unødvendige medspisere," fra sit rige, læste jeg en dag, at Hitler også havde bestemt, at Bethels patienter skulle fjernes - vistnok ved gas - hvad nytte var de til, og hvad kostede de ikke samfundet. Hitlers djævelske plan kom imidlertid ikke til udførelse, og jeg har siden hørt, at da Hitler havde fattet sin plan, gik alle søstre og brødre i inderlig bøn til Gud for Bethel, og Bethel blev sparet som ved et under.

Da jeg kom hjem fra Bethel, indgav jeg min ansøgning til to embeder, et embede nær Holstebro og så Haderup (-Feldborg). - I det sidstnævnte pastorat var der et par menighedsrådsmedlemmer, der havde bedt mig indtrængende om at søge. Jeg gik dog med det stille håb, at jeg skulle få embedet ved Holstebro, det skulle nemlig besættes først, og biskoppen ville absolut, at jeg skulle dertil. Haderup ville jeg egentlig helst være fri for, det var ude på heden, og alt så så bart og tørt ud derude. Og bedre blev det vel ikke, da jeg engang sad på vej derud i rutebilen, og der var en, der udbrød højt, da vi nærmede os Haderup: "Så, nu er vi snart ude ved de vilde."

Men så husker jeg, at jeg en dag gik derhjemme på fars marker, jeg trængte til at være ene med Gud, indstillingen til embedet på Holstebroegnen var sket, og vi var to, der var blevet indstillet med hver 6 stemmer. Jeg var den ældste af os to og skulle dermed have de bedste chancer for at få embedet. Og det var jo det, der passede mit eget jeg bedst. Men da kom det så stærkt til mig: "Ja, men det, det drejer sig om, det er, at du kommer der, hvor Gud vil have dig," og jeg husker, at jeg derpå bøjede mine knæ og sagde til Gud: "Ske din vilje, Herre!" Og i samme nu vidste jeg, at det blev Haderup, jeg skulle til - og sådan blev det. - Den 16. december 1924 blev min hustru og jeg viet i Eliaskirken. Den 18. december flyttede vi til Haderup, og den 21. december indsatte provst S. Nyholm mig i embedet. Og så gik det på hovedet ud i en travl præstegerning.