Haderup sogn!
I 1924 blev jeg kaldet til embedet, og mange gange har vi som tidligere nævnt takket Gud for, at han sendte os netop til dette sogn. Vi fik derved lov til at være med til at høste, hvad andre havde sået; thi i de år, vi var i Haderup sogn (1924-32), blev vi vidner til en stille fortsat vækkelse, hvorigennem især unge, men også mange ældre, vandt frem til en personlig tro. For nogle var det en brat og radikal omvendelse, for andre gik det mere stille til, og trosvisheden brød frem lidt efter lidt, som når solen bryder gennem tågen en stille morgen. Hovedsagen var jo, at den enkelte nåede frem til en personlig tro.

Der oparbejdedes vel også her som altid en del stemning i en sådan tid, så der var nogle af dem, der sagde ja, der siden fortrød det og faldt tilbage senere, desværre; men at det ikke var stemning alene, så vi blandt andet deraf, at der var en del af de unge, der fik kald til at tage et direkte arbejde op i Guds rige, blandt andet som præster, diakonisser og sygeplejersker, foruden de mange der siden i hjem og ægteskab og i sognets liv fik lov til at blive til velsignelse i tjenesten for den Herre, de havde valgt. Formanden for samfundet i Haderup, cyklehandler Gotfred Mortensen, er en af dem.

Det lå IM's samfund og det lå de unge i KFUM og K meget på sinde, at der stadig måtte komme flere med. Der var missionssind. Således husker jeg en aften, vi havde KFUK-møde i præstegården, at der var en af de unge, der under bibelsamtalen sagde: "Det er nu snart en måned, siden vi har hørt om, at der er nogle af de unge piger, der er kommet med, vi må bede mere." Og resultatet blev, at vi enedes om at bede hver på sit sted en bestemt tid på døgnet, om at Herren måtte lægge flere til. Og Gud hørte bønnen. Inden næste møde var nogle kommet med og andre var vakte. - Og der var arbejde nok for alle, der ville arbejde med. Især kom de unge og bad om hjælp og forbøn. Jeg husker således en søndag aften, jeg kom hjem efter gudstjenesten i Feldborg og gik "køkkenvejen," da det var ved den tid, vi skulle have aftensmad. Da jeg kom ind i køkkenet, blev jeg imidlertid mødt af to unge, der var i knibe med deres sjæl, og da jeg kom ind i spisestuen, var der to unge der, og da jeg kom ind på kontoret, var der også to der. Nå, de sidste to var der for at fortælle os, at nu var det endelig blevet lyst for den ene af dem. - Det blev sent med aftensmaden den dag; men skønt var det, for Gud arbejdede.

Og hvor glædede vi os over, at de unge ville komme så talrigt ved KFUM- og K-møderne i præstegården, i missionshuset og i Feldborg kapel. De havde nu også nogle ualmindelige gode ledere i lærer S. Kortegaard, cyklehandler Gotfred Mortensen og syerske Marie Søgaard. Frk. Søgaard blev senere gift med en af samfundets trofaste støtter, gårdejer Niels Nygaard, Staulund. - Vi fik selv så stor en velsignelse ved at måtte være med blandt de unge. Og har man oplevet de tider, hvor Guds ånd arbejder, længes man altid efter dem igen.

Mange skønne oplevelser fik vi i de år, vidnesbyrd om at Gud kan frelse, når hans ånd kan få lov at komme til, og når hans børn kommer i bøn og arbejde, og når mennesker virkelig selv vil frelses.

Vi var således til samtalemøde en aften i et hjem i Feldborg. En gift datter fra hjemmet var med, hun var stærkt vakt. Da bibelsamtalen var endt, gik hun ud, og først en tid efter kom hun tilbage, og vi kunne se på hende, at der var sket noget. Da vi havde sunget den sang til ende, som vi netop havde begyndt på, sagde hun: "Nu vil jeg gerne sige alle jer tak, som har bedt for mig, for nu tør også jeg tro." Der blev så stille i stuerne, og det var, som Guds ånd rørte ved hjerterne. Endelig rejste hendes fader sig, og tårerne løb ned ad hans kinder, og med stammende ord fik han hende ønsket til lykke og sagt Gud tak, som nu havde ladet hans hjem få det første barn med på himmelvejen. Næppe havde han sat sig, før det brød ud af en anden ung kone: "Ja, også jeg vil gerne sige tak til dem, der har bedt for mig, for jeg har også fundet min frelser." Jeg tror, jeg tør sige, at alles øjne duggedes, her fik vi to søstre i Herren på een gang. Det viste sig, at hun havde fået fred med Herren nogle dage før; det var, da hendes mand var kommet på sygehuset, og Herren havde kaldt særlig stærkt.

Der blev en lovsang den aften, som jeg sjældent har hørt. Da vi havde sunget en del og ligesom havde ladet indtrykket og glæden fæstne sig, siger J. P. Rotvig, vor rolige og gode formand i samfundet, idet han ser på de to lykkelige, nyvundne sjæle: "Det er, ligesom man kommer til at tro på, at det nytter at bede." Inden vi skiltes, fik vi endnu et bevis på, at Gud arbejdede, der var nemlig en ældre mand, hvem Gud havde kaldt på så mange måder, som sagde, idet han så på de to, der var kommet med: "Ja, sådan skulle man jo have det; men lov mig, at I ikke vil blive trætte af at bede for mig."