Varde er en meget gammel by, idet den allerede i det 12. århundrede var en ikke helt ringe handelsplads. Byen ligger smukt ved Varde å og de store engdrag.

Varde Kirke, Sct. Jacobi Kirke, er fra tiden før 1200 og er efter forskellige senere udvidelser en ret stor og tillige hyggelig kirke.

Af tidligere præster bør nævnes Christian Carl Brorson, salmedigterens søn. Han var præst i Varde i årene 1782-95 og var som faderen pietist, hvorfor hans virke også kom til at betyde en inderliggørelse af menighedslivet i retning af omvendelse og helliggørelse. Der findes for resten på Varde gamle kirkegård et sandstensmonument over ham og hans sindssyge broder samt over biskop Brorsons enke.

Det åndelige liv i Varde i dag er dels præget af grundtvigsk menighedsliv og dels af livet fra Indre Missions vækkelser i slutningen af forrige og i begyndelsen af dette århundrede.

Når min hustru og jeg kom til Varde som præstefolk, kan vi vist godt sige, at det næst Gud for en meget stor del skyldtes forlagsboghandler O. Lohse, idet Lohse i 1932 opfordrede mig indtrængende til at søge embedet, da han hørte, at det muligvis havde min interesse.

Og forlagsboghandler Lohse blev os en god mand og kær ven gennem de år, vi var der. Og at O. Lohse tænkte meget på sin fødebys åndelige vel lige fra den dag, da han selv var blevet et omvendt menneske, mærkede vi på mange måder. Lohse fortalte engang om sin omvendelse; den skete i Lemvig, og han skildrede, hvilken opsigt det vakte i hans fødeby, Varde, man troede, at han var gået fra forstanden, og da han første gang kom hjem efter omvendelsen, løb folk til vinduerne for at se, hvordan et sådant fænomen så ud. Lohses forældre ynkede man højlydt, tænk at de skulle få så stor en sorg af deres søn. Med tårer i øjnene fortalte Lohse derom og takkede Gud for det store under, han havde oplevet i de unge år, og fordi Gud havde holdt ham fast og bevaret ham trods alt.

Vi mærkede også, hvor Lohse levede i forbøn for sin fødeby, og hvor han glædede sig, når Gud lod nådens undere ske i Varde.

Personligt fik vi også at mærke, at vi havde fået en god og omsorgsfuld ven i Lohse. Det hændte ikke så sjældent, at der i det skjulte kom en eller anden nyttig ting til hjælp til børnene. Og når sommeren kom, stod Lohses sommerhus i Vejers rede til os i ferien; men ikke nok med at huset stod rede, vi fik også udleveret en købmandsbog tilhørende O. Lohse, og vi fik den med den bemærkning: "Køb nu endelig det, De har brug for og vær ikke bange for at have godt med gæster." For os var det en stor hjælp på det forholdsvis beskedne budget.

De første venner, der tog imod os i Varde, var sagfører Rosenlund og frue, et sjældent sympatisk og elskeligt ægtepar. De havde bedt os holde til der, når vi holdt vort indtog i Varde, og jeg ser endnu fru Rosenlund stå med et smil og et velkommen i døren, da vi begyndte at stige ud af bilen, og så ser jeg også den mindste af vore drenge, ca. 3 1/2 år gl., gå frimodigt og med taktfaste skridt som den første af os hen mod fru Rosenlund med begge hænder dybt begravet i bukselommerne, idet han udbrød højt: "A hå fåt bowselommer!" Denne lille oplevelse kunne fru Rosenlund ikke glemme.

Sagfører Rosenlund var menighedsrådets formand, et hverv, han røgtede på en stille og ualmindelig god måde.

Årene i Varde blev af helbredsgrunde ikke så mange; men det var en rig tid. Der var en meget god kirkegang og et sjældent godt samarbejde med I.M.s samfund, og vi mindes blandt andre samfundets gode og nidkære formand inspektør N. P. Nielsen og fabrikant Nordholt med sin "missionsbil," der altid var rede til tjeneste, og vi mindes de kære familier, der tog så aktiv del i Guds riges arbejde, Houborgs og Stampes, guldsmed Hansens og fru Bjarnesen og mange flere af dem, der endnu er i live, bl. a. I.M.s samfunds nuværende formand, grosserer R. Reintoft.

Vi glædede os også over, at flere af skolens lærere og lærerinder var med i arbejdet, enten det nu var i søndagsskolen, i KFUM og K eller i samfundet. Vi fandt i det hele taget en sjælden trofast vennekreds i I.Ms samfund og tillige en flok, der var rede til at tage et tag med i arbejde for og forbøn om velsignelse over gerningen, og vi fandt en trofast vennekreds blandt Vardes befolkning i det hele taget, både i by og på land.

Da vi havde været i Varde en tid, kom aflæser Chr. Mortensen, medlem af samfundsrådet, en dag til mig og spurgte, om vi ikke skulle prøve at gøre et eller andet for arbejderne for at få dem i tale. Og da jeg allerede havde lagt mærke til, at det var meget få arbejdere, der kom i kirke, og jeg også selv gerne ville være med til at gøre noget specielt for arbejderne, blev vi to hurtigt enige om, at vi måtte have kaldt sammen til et samfundsrådsmøde om sagen. Fra dette møde husker jeg, at meningerne var noget delte, de ældre holdt lidt igen, og jeg husker bl.a., at inspektør N.P. Nielsen, der jo ellers var en meget nidkær mand, kom med den bemærkning, da det blev foreslået at holde nogle arbejderfester i missionshuset: "Hvad kan det nytte, der kommer måske højst 10!" Jeg husker også, at jeg svarede: "Ja, lad være, at der ikke kommer mere end 10, men lad os så holde dem for de 10's skyld." Og så blev det vedtaget at begynde, og hver enkelt af samfundsrådet fik sin del af byen at gå til med indbydelser.

Da indbydelserne var kommet ud, og dagen nærmede sig for det første møde, skete der det fornøjelige, at vor gode ven, inspektør Nielsen, ved et samfundsmøde sagde til os: "Hvad tror I dog, vi skal gøre med det arbejdermøde, arbejderne tager jo så godt imod indbydelserne. Tror I, vi kan have alle dem, der kommer, i missionshuset?" Da vi alle var enige med inspektør Nielsen i, at arbejderne tog godt imod indbydelserne, blev resultatet, at vi for en sikkerheds skyld lejede missionshotellets store sal til samme aften, så vi kunne dække kaffeborde der også, hvis besøget sprængte missionshusets rammer.

Og så kom aftenen for det første møde, og jeg kan nok sige, at vi var spændte på, hvor mange der ville komme. Og vi blev ikke skuffede, længe før tiden begyndte arbejderne at komme, og de blev ved at strømme ind, indtil mødet begyndte, så det viste sig, at der var ca. 400 arbejdere til stede. Ved kaffebordene var der imidlertid kun plads til 250, og ca. 150 måtte altså finde siddepladser på anden måde eller stå op ude i forgangen. Resultatet blev da også, at vi for fremtiden holdt arbejdermøder 2 aftener i træk og delte byen i to dele. Og det viste sig virkelig, at vi fik de 250 siddepladser besat begge aftener fremover, hver gang vi havde arbejdermøder.

Ved møderne blev der ikke budt på noget særligt udover sang og tale og en afgjort kristelig fortælling - og af og til lidt musik eller korsang. Men arbejderne kunne selv synge - og der blev snakket ved kaffebordene. Og var det en velsignelse for mange af dem, der kom til møderne, så blev det det sikkert ikke mindre for samfundet; de glædede sig over de mange, der kom, og de glædede sig over at høre, hvor der kunne synges.

At samfundet var glad for disse sammenkomster, mærkede vi da også på den store offervilje, der var, når det gjaldt at give kager og kaffe og penge til at holde møderne for.

Rent socialt tror jeg også, det fik stor betydning, det nedbrød meget af det, der hed klasseforskelle. Kort sagt: Vi fandt sammen.

Foran anførte var en god og gavnlig frugt af disse møder. Hvad der ellers kom ud af det af åndelige frugter, skal man vel være varsom med at udtale sig om; men jeg tror, det blev en styrke af gudslivet for nogle, og jeg ved også, at det blev et kald fra Gud til omvendelse og tro for andre.

Jeg skal blot nævne et par eksempler. Og jeg tænker da først på mine gode ven og medarbejder N.N. Han fortalte selv, at det egentlig var gået til på den måde, at jeg en aften, da han var kommet til stede ved arbejdermødet, i min tale havde bedt den enkelte om bare at læse et par vers daglig i Bibelen. Det var da et billigt forlangende, syntes han, det var da til at komme over, og han begyndte virkelig; men det blev ikke ved et par vers. "Da jeg først fik begyndt, kunne jeg ikke holde op, og ordet dømte mig, og nøden blev større og større," sagde han. Men en dag kunne han fortælle, om den lykke livet i Gud havde bragt til ham selv og hans hjem, thi nu var han ikke ene, men både hans hustru og datter var kommet med.

Eller jeg kan tænke på en anden familie, der kom med. "Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle komme til at stå i den flok," sagde manden, da det var sket, "men så var jeg med til arbejdermøde, og jeg kom til at se på de troende, og jeg syntes, at de alle så så glade ud. Da slog det ned i mig: Mon du kunne blive lige så glad, hvis du blev et Guds barn? Og der gik ikke en dag, uden at det lød til mig igen og igen. Det blev en hård kamptid, og tanken om, hvorvidt jeg nu også kunne leve det liv, der krævedes, hvis jeg kom med, holdt mig længe tilbage."

Men en dag blev det alvor, og ved hans sølvbryllup kort tid derefter sagde han blandt andet til de mange gæster: "Hvis folk vidste, hvor skønt det er at være et troende menneske, så behøvede ingen at nøde en eneste af jer til at gå ind i Guds rige."

Forøvrigt fik vi også at se, at Gud arbejdede ad andre veje for at vinde menneskesjæle. Jeg mindes blandt andre glarmester J., en mand der ellers havde vendt de ting ryggen, men en mand som Gud ikke havde glemt. Jeg var på sygebesøg hos ham en dag, og det viste sig, at han ikke var så rolig i sin gudløshed, som han ville give det udseende af, og en skønne dag var han i syndenød. Da jeg så kom og spurgte om, hvordan det gik, svarede hans kone: "Jo, nu går det godt; men vi har haft nogle svære nætter, hvor jeg har måttet sidde ved min mands side og hjælpe ham at få gjort op med Gud, der var så megen synd, han måtte have bekendt." Og så brød han selv ind og sagde: "Ja, tænk, jeg har slået Jesus," og tårerne løb ned ad hans kinder. "Har De slået Jesus," sagde jeg? "Ja," sagde han, "jeg havde en dag bedt ham om at give mig noget arbejde, men jeg fik ikke noget, og så gik jeg hjem og slog ham ind i ansigtet på et billede, jeg havde. - O, men også det er bekendt, og Jesus har tilgivet det." Og så smilede han gennem tårer. 14 dage efter var han død.

Eller jeg tænker på de to kære venner, hr. og fru X. Det var fruen, der først kom med. I længere tid havde hun gået og kæmpet med det, men mere og mere uudholdeligt blev det, indtil Gud en dag lod sin fred dale ned over hendes hjerte, og hun kunne tro. Hun blev så lykkelig, fortalte hun siden, og tænkte på at løbe op og fortælle os det i præsteboligen; men i stedet for kaldte hun på sin mand og fortalte ham det, som det var, at nu var hun blevet et Guds barn. Og han tog så stille imod det og sagde, at han ikke ville lægge hende nogen hindring i vejen. Han var forøvrigt selv fra et troende hjem, men kunne ikke med "de missionsfolk."

Da han selv senere kom med, udtrykte han sig på den måde; "Til at begynde med kunne jeg ikke med de missionsfolk og gik uden om dem; så blev der nogle enkelte, som jeg kom til at holde af, og nu da jeg selv er blevet omvendt, kan jeg ingen fejl se hos dem."

Jeg var nøgtern nok til at sige til ham, at det kom han desværre nok til med årene.

Han udtrykte forresten ved en anden lejlighed karakteristisk, hvordan trinrækken til hans frelse havde været. Først gik han med i kirke for sin kones skyld, dernæst gik han for sin egen skyld - og til sidst blev han ramt af ordet og kom til tro. - En vej mange sikkert har betrådt.

Fru X. sagde så kønt en dag en tid efter, at hendes mand var kommet med: "Nu kan min mand og jeg ikke blive enige om, hvem af os to der er den lykkeligste."

Skønt var det, når der var røre i det, og man mærkede, at Gud arbejdede ved sin ånd, og mennesker, unge som ældre, gik ind i Guds rige. I sådan en tid blev jeg vækket ved, at dørklokken ringede ved 2-tiden om natten. Det var en gift chauffør, som ved arbejdermødet samme aften havde bedt mig om at bede for sig. Nu ville han gerne tale med mig, for nu kunne han ikke holde det ud længere. Han havde engang for år tilbage været stærkt vakt; men det var aldrig blevet helt til alvor, kun til stemninger og følelser; men nu skulle der gøres op til bunds. Han havde været i seng, men måtte op igen og have talt med nogen. Hvor var han forpint.

Vi talte længe sammen, og i samtalens løb sagde han blandt andet: "Er der tilgivelse for mig?" "Ja," svarede jeg. "Ja, er der?" spurgte han videre, "hvor står det, at det gælder mig?" Vi læste så Johs. ev. 3,16 og 3,36 "enhver, som tror." "At tro," sagde han, "slår det til, det er jo da næsten alt for let, ja det er næsten så let, at man ikke tør tro det - skal der virkelig ikke mere til?" - Dagen efter fik jeg at vide, at Gud havde hjulpet ham til det svære, der næsten var alt for let, at give Gud sin tro.

Blandt dem, der fandt fred, var også arbejdsmand J., der længe havde gået og været et søgende menneske. Han sagde selv en dag til mig, at han stadig gik og ventede på et tegn, på at der skulle ske noget usædvanligt. Men så var han i kirke en søndag, og teksten var om Thomas og hans tvivl og de ord: "Salige er de, som ikke har set og dog troet." Og den dag, fortalte han mig senere, gik han hjem fra kirke for at kæmpe sig igennem og fandt om aftenen hvile i det ord, som Jesus havde sagt til Thomas.

Der var vel også nogle i Varde, der blev stødte over vidnesbyrdet og syntes, at det var for afgjort og for personligt. Således var der en frk. X., der til at begynde med var blevet meget fornærmet over mine prædikener. Senere blev hun omvendt og sendte da straks bud efter mig for at gøre mig delagtig i hendes glæde, og samtidig bekendte hun for mig, hvor vred hun havde været på mig og bad mig nu om tilgivelse. At hun fik min fulde tilgivelse, vil vist enhver forstå.

Det var også i Varde, jeg mødte den kære gamle troende mor, der havde det, som så mange af os vel kender det, at det til tider kan knibe med at holde fast, at alle de kære skal blive frelst; især når de for os at se går den modsatte vej.