ANDST SOGN
Andst og omegn er en meget frugtbar egn, og det sammen med det kuperede terræn gør det til en af de skønne egne i det sydøstjyske landskab.

Den gamle særprægede kirke med det løgformede spir ligger således i de skønneste omgivelser.

Blandt de forrige præsters navne hørte vi ofte pastor N.B. Godtfredsens navn nævnt. Han havde, så vidt vi forstod, været en meget samvittighedsfuld mand, og så havde han tillige haft den post at være forstander for en ydre missionsskole, som i en del år holdt til i Andst.

Også dette arbejde og de vordende missionærer, som opholdt sig på skolen, bragte velsignelse til sognet.

Man mindedes også hans efterfølgere i embedet, bl. a. pastor C.E. Ørberg og pastor K.J. Voldum med stor tak for deres trofaste arbejde.

Dertil kom så naturligt den stærke påvirkning, der udgik fra det åndelige liv, som var vakt i nabosognet, Skanderup sogn, ved pastor Carl Moe. Det kunne ikke andet end sætte sit præg af åndelig alvor over menighedslivet i Andst.

Vi vil fra Andst-tiden mindes nogle ualmindelig gode og solide I.M. samfund og ydre missionskredse, hvis formænd og ledelse vi var meget glade for at arbejde sammen med. Og så var der det trofaste arbejde, der blev gjort blandt de unge og i søndagsskolerne, et stort aktiv i det åndelige arbejde. Blandt ledere i disse arbejdsgrene mindes vi bl.a. gårdejer Jørgen Nielsen, fru gårdejer A. Sierbæk, murermester Høst, gårdejer Søren Poulsen, karetmager Tarp, gårdejer Vald. Gadeberg og gårdejer Niels Thomsen med flere.

I det hele taget havde vi sjældent gode kår at arbejde under, en kirkebetjening, som det var en stor glæde at arbejde sammen med, mange kirkegængere, mange venner, der gerne tog del i arbejdet, mange gode hjem, hvor vi gerne kom, og så Guds nåde over gerningen. Og vi takker Gud, at vi også i Andst fik lov at se noget af det, som er målet for alt åndeligt arbejde, at en del, både unge og ældre, gik ind i Guds rige.

I en af mine dagbøger står der som overskrift på første side: Guds gerninger i Andst. Og jeg skal prøve at drage nogle få af disse notater og oplevelser frem.

Den første, dagbogen fortæller om, er lærerinde frk. Sara Thomsen, datter af en af de i samfundet kendte mænd, gårdejer Thomas Thomsen. Sara Thomsen, der døde af tuberkulose i december 1936, fik et skønt dødsleje, selv om hun tæredes hen lidt efter lidt.

Folk regnede hende vistnok for et troende menneske, før sygdommen satte ind; men selv følte hun, at hun manglede det vigtigste, fred og hvile i troen på sin frelser. Hun bad meget og læste meget i Guds ord, og så en dag, jeg besøgte hende, brød det ud af hende med troens glæde: "Hvor er det egentlig let at blive et Guds barn - det er jo blot at give sig over til ham - her har jeg kæmpet og arbejdet med det, til jeg var så træt, så træt - det var især dette, hvordan skal du få det, skal du være oxford eller grundtvigianer eller indremissionsk - og så var det blot det at give sig over til ham, som jeg var, og tro ham."

Sidste gang jeg så hende, lå hun svag og træt, det lakkede mod døden, alligevel strålede hendes øjne, da hun sagde: "O, jeg er så glad, så glad." Dødens brod var borte, og vi så noget af Guds kraft i et menneskes magtesløshed. Og da hendes søster spurgte hende, om hun dog ikke gerne ville blive endnu en tid på jord, svarede hun omgående: "O nej, jeg ville ikke bytte med en eneste af jer."

At Gud kan tage dødens brod bort, så jeg også på samme tid ved den gamle og fromme Niels Habekost's dødsleje.

En dag jeg var hos ham, og vi talte om herligheden, som han havde i vente, sagde han, mens nogle af hans børn stod grædende omkring ham: "Ja, jeg vil sige, som Anders Stubkjær sagde: Skal der grædes her, så må I gøre det, for jeg kan ikke."

En af børnene fik også lejlighed til at sige ham tak: "Vi har så meget at sige dig tak for far, men allermest siger vi dig tak, fordi du lærte os vejen til det bedste."

Selv takkede han for de helliges forbønner: "De bærer mig igennem det, ja, når jeg har haft det så godt under mit sygeleje, så er det fordi, der er så mange, der beder for mig."

En af de første, der kom med efter Sara Thomsen, var vor sygeplejerske. Hun havde været i kirke, og der var blevet talt om Judas, der stod i yderkanten. Det blev det sidste stød for hende. "Sådan står jeg," lød det gang på gang i hendes sjæl. Det drev hende ind i kampen, og en nat kom Guds fred til hende, og hun sagde, da hun kom glædesstrålende og fortalte os det om morgenen, at hun var løbet op til os om natten og fortalt det, hvis ikke hun havde forstyrret huset derved; men da freden var kommet, måtte hun i hvert fald op og have fat i sangbogen og synge: "Der er solskin i min sjæl i dag - -."

I den følgende tid gik der flere, både unge og ældre, ind i Guds rige, og vi så med undren Guds måde at arbejde på. Det var ret lovsangens tid. Blandt dem, der kom med, var fru skomager Nanna Jensen. For os stod hun som en israelit, i hvem der ikke var svig, kærlig, omsorgsfuld og altid glad trods legemlig svaghed og megen sygdom. Vi fik senere at vide, at hun i lang tid havde gået i uro og mere og mere havde set, at det ikke slog til, det hun havde, og så en dag var det umuligt for hende at være oppe, hun var helt syg af syndenød og ville ikke tale med nogen - og da pludselig skete underet, Gud gav hende troen.

Med det samme måtte hun op af sengen, hun kunne ikke blive liggende der med sin glæde, og lidt efter ringede hun op til præstegården og spurgte, om hun måtte komme og fortælle noget glædeligt. Ja, det måtte hun rigtignok gerne. Men så tog glæden og bevægelsen overhånd over hende, og jeg hørte hende hulke højt i telefonen, og et øjeblik efter var røret lagt på. Da hun lidt senere kom op i præstegården, fortalte hun om sin kamp og om Guds forunderlige nåde mod hende. - Hvor fik vi megen glæde af hende i samfundet.

En af hendes gode venner, fru N., som også havde søgt i lang tid, havde hidtil, efter hvad hun selv fortalte, bedre kunnet se de andres synder end sine egne; men da fru Jensen var blevet omvendt og glædesstrålende kom og fortalte hende det, da, siger hun, forstod jeg, at skulle fru Jensen omvendes, hende der levede et så eksemplarisk liv, så skulle jeg det langt snarere. - Og hun blev det.

Det var forresten fru Jensens gamle far, der på sine gamle dage oplevede en fornyelse i sit gudsforhold, og som herom sagde til mig en dag: "Jo, mit liv i Gud havde det ligesom gammelt syltetøj, det kan komme til at trænge til et opkog."

I de år havde jeg også en oplevelse, der på en velsignet måde understregede for mig påny, at Gud tit må have vort eget taget fra os for at kunne komme til. Vi havde i huset en ung pige fra et godt troende hjem, og vi var klare over, at den unge pige var et virkeligt søgende menneske. Ja, jeg husker, at hun flere gange sidst på året lod den ytring falde: "Bare jeg dog kunne få det godt med Gud inden jul!"

Da skete der det ejendommelige, der viser, at Gud undertiden vil bruge noget helt andet end det, vi har udtænkt. Jeg skulle slutte med andagt i missionshuset den aften, da der var "juletræsklipning," jeg havde også fundet et ord og tænkt på, hvad jeg skulle sige udfra ordet; men idet vi synger sangen før afslutningen, og jeg allerede står oppe foran talerstolen, er det, som Gud tager det hele fra mig - en underlig fornemmelse - og det kan nok være, at jeg måtte til at råbe til Gud i min nød, og så lagde han det ord hen til mig: "Beder, og der skal gives eder osv." Og netop det ord blev den sidste hjælp for vor unge pige. Hun holdt fast ved løftet fra Herren: "Så skal I få -, så skal I finde." Og hun fandt.

Blandt lærerpersonalet, som vi havde et godt samarbejde med, føler jeg trang til særligt at mindes førstelærer Johs. Iversen, Andst. Han står for mig som et af de mennesker, som Gud i særlig grad fik lov at vinde skikkelse i, og som en, der var nået langt i det at kaste al sin sorg på Gud. Jeg glemmer i hvert fald ikke den dag, da han kom forbi ude på vejen (jeg var ved at grave i haven), han havde en datter, der var meget syg, måske uhelbredelig, og en søn på 15 år, der var på sanatoriet, og selv var han ikke for stærk, så det kunne nok være svært. Men i samtalens løb sagde han stille til mig: "Der er så mange, der har medlidenhed med os i denne tid; det behøver de nu ikke at have, for vi oplever Herrens hjælp og kraft så forunderligt. Ja, det er, som vi oplever sangens ord: Han os føder og os klæder, midt i sorgen han os glæder."

Mens vi var i Andst, døde en af sognets ældste, den gamle Chr. Knudsen i Gejsing, knap 90 år gammel. En forunderlig taknemlig sjæl, altid glad og tilfreds. Han stillede så få og små fordringer til livet, deraf kom hans glæde og tilfredshed.

Han var ikke forvænt. Det fik jeg engang et indblik i, da han fortalte om sine yngre dage, og det fik jeg også bekræftet af andre. Når han fortalte om sin ungdom, og hvad han måtte igennem, var det ikke for at blive ynket, men for at fortælle, hvor god Gud havde været mod ham.

Han fortalte da bl.a. om, hvordan han og hans hustru begyndte. Han havde så godt som ingen penge, dem var der jo ikke mange af dengang; men han fik da lidt sparet sammen og købte for dem et gammelt faldefærdigt hus et sted i sognet. I forvejen havde han købt et lille stykke mark et andet sted. Når han så var færdig om aftenen med dagens arbejde, og det var jo gerne sent, så brød han det gamle hus ned og flyttede det hen på marken, og så holdt hans hustru lampen, mens han murede det op. Sådan fik han da til sidst muret et par fag op, ikke et stuehus, men et skur med et lille vindue i, og her boede de så.

Jeg husker, at datteren sagde ved hans begravelse, at der ikke var nogen skorsten på huset; men der var da et rør til røg ud gennem gavlenden.

Tiden gik, og til sidst blev Knudsen så velhavende, at de fik en ko, vistnok ved at købe en kalv og drætte den op.

"Og så en dag, da der igen var gået nogle år," sagde gamle Knudsen, "og jeg gik ude på marken og nu havde fået 4 køer, da overvældede Guds godhed mig sådan, at jeg måtte på knæ derude. Jeg havde jo kun turdet bede om een ko, og tænk nu havde Gud givet mig fire."

Gamle Knudsen blev ved med at gå til kirke lige så tit, han kunne; men det tog godt 2 timer at gå til kirken, der var godt 4 km, og Knudsen flyttede jo knapt benene foran hinanden ved hvert skridt. Det blev ham da også for meget til sidst.

Kort før sin død fik han en hjerneblødning, mens han sad hjemme i sin stol. Et barnebarn, som var hos ham, fik kaldt hjælp til, og lidt efter lidt kom Knudsen til sig selv igen. Men hans venner fortalte mig, at han var helt fortrydelig over det, da de havde fået ham kaldt tilbage til livet. "Nu kunne jeg ellers have været hjemme hos Jesus."

Mens vi var i Andst, oplevede jeg på særlig måde sandheden af det ord: "Intet er umuligt for Gud."

Min far havde været en modstander af det med Guds rige, endda en ret stærk modstander. Og rent menneskeligt set så det med hans frelse vel umuligt ud. Men mor og jeg havde lovet hinanden at være udholdende i forbønnen. Og gang på gang kom det ord til mig, når jeg tænkte på fars frelse: "Intet er umuligt for Gud."

Og så gik årene, og lidt efter lidt begyndte far at søge Gud, han blev en trofast kirkegænger og gik til sidst med til samtalemøderne, dog uden at have fået en personlig tro i eje. Men så sendte Gud ham en meget svær sygdom, som lod ham forstå, at det lakkede mod aften. Far fik lov at ligge i flere måneder, og under besøg hos ham talte vi meget om det med sjælenes frelse og sang salmer og sange. Far havde altid holdt så meget al musik og sang.

Fra disse besøg mindes jeg især en dag, da far selv begyndte at tale om sin sygdom, idet han sagde: "Det er sikkert kræft, jeg lider af, og jeg skal jo nok snart dø; men det er jeg ikke ked af." Da brød det ud af mig: "Hvornår har du fået det sådan far?" "Det fik jeg en tidlig morgen, jeg lå vågen og var i sådan en nød med min synd. Da hørte jeg Jesus med høj røst sige: Kom hid til mig - -." Og så føjede far til: "Og så kom jeg på Jesu ord, og derfor er jeg ikke ked af at dø."

Senere i samtalens løb brød det flere gange ud af far: "Hvor er det underligt, at Jesus vil have med sådan en stor synder som mig at gøre." Og så talte vi sammen om nåden og om herligheden derhjemme, som Gud har beredt for fortabte syndere.

Som månederne gik, modnedes far mere og mere til den store rejse. Det med Guds rige blev det første og sidste. Kun morgenandagterne ville han høre i radioen. Ja, jeg husker, at han en dag sagde: "Luk for alt det andet stads, det eneste, der er noget ved, det er morgenandagten." Mor måtte læse Guds ord for ham, og kom der fremmede, var han glad, når de ville læse et ord for ham eller synge en salme. Og hvor var han glad for pastor Stephansens hyppige besøg.

Sidste gang, jeg besøgte ham, mens han endnu var ved bevidsthed, fik vi også talt en hel del om de ting, der hører Guds rige til, og det var forunderligt at se fars fred og hvile i Gud. Det gik hjemad, og jo før des bedre. Hans tro var så barnlig og tryg. Jesus havde jo sagt: Kom! og det kunne da aldrig falde ham ind at tvivle om, at han måtte komme.

Sygeplejersken, frk. F., sagde flere gange til mig: "Det er et forunderligt dødsleje, det er, som om Deres far ikke ser døden, han ser kun det, der er bagved." - Og alligevel, hvor var det svært at sige farvel. Ja, døden er en fjende, der skiller ubarmhjertigt det, der hører sammen - men dødens brod er borte, når vi tør tro, at vi skal mødes igen derhjemme.

Næste gang jeg var hjemme, var far ikke mere ved bevidstheden, og jeg glemmer ikke den stund, da han havde draget sit sidste suk. Hvor underligt det end lyder, så havde jeg sådan en lyst til at synge, da vi stod der alle hans kære omkring hans afsjælede legeme. Mit hjerte var så fuldt af tak til Gud, fordi far nu havde nået det, og den stadige bøn om hans frelse nu var hørt. Helst havde jeg foreslået sangen: "Kimer himmelklokker, der er fryd i dag -;" men vi sang i stedet en af fars yndlingssalmer: "Min Jesus, lad mit hjerte få," med det skønne vers, som far især holdt af: "Før så mig arme synder hjem med din retfærdighed til dit det ny Jerusalem, til al din herlighed."

Med tak til Gud for hans store nåde prøvede jeg siden, om jeg kunne holde det endnu bedre fast: "Intet er umuligt for Gud."