Min barndom!
Jeg mindes, at jeg engang var kørende med far i engen efter et læs hø, vi havde studene for, de kunne bedst gå der, og vi havde fået læsset lidt hø på vognen, så det lige kunne dække skravet. Da blev det pludselig bissevejr, og studene begyndte at blive urolige, og omgående bød far, at vi skulle hjem lige så hurtigt, vi kunne, og det var på høje tid. Holde eller dirigere et par stude i bissevejr var meget vanskeligt, og satte de først i løb, så vidste man aldrig, hvor man endte. - Således husker jeg også, at jeg en dag var i marken for at så roer og havde en stud for maskinen. Roerne blev dengang sået på kamme. Pludselig fik studen nykker, en bremse var efter den, og den satte straks i trav tværs over rækkerne og standsede ikke, før vi holdt hjemme i gården.

Da jeg var 11 år, skulle jeg lære at bruge le. Det var tjenestekarlen, der ville lære mig det, og han tog da et vældigt sving for ret at vise mig, hvordan det skulle være, men fik derved leen så langt bag om sig, at han ramte mig i det ene ben. Det gav et ar for livet, men heldigvis intet mén. Senere fik jeg lært at bruge le. Det var især engene, der blev slået med le, der kunne ikke køres på dem. Det var et hårdt arbejde, vi begyndte ved 5-6-tiden om morgenen og blev ved til høj aften. Man skulle nok ligge roligt i sengen det første par nætter, og hvor var kroppen øm om morgenen. Men også det kunne man vænne sig til, og det gav kræfter, og kræfter skulle en ung mand jo se at få nogle af, så han kunne klare sig i de forskellige kraft-konkurrencer overfor de andre unge mænd.

Selvfølgelig var det også et slid, når høstens tid var inde, og mændene høstede med le og kvinderne bandt op. Det var lange dage, og det kostede sved. Det at gå med leen var selvfølgelig det hårdeste arbejde; men så fik mændene til gengæld også lov til at få en middagssøvn efter middagen, det gjorde kvinderne ikke, de måtte malke (dengang malkede man 3 gange) og lave middagsmad og vaske op efter middagen og så have en knaldtår færdig til hele mandskabet, når middagssøvnen var forbi. - Ja, hvor sled de i det til hverdag, men aldrig har jeg set søndagsarbejde, søndagen blev holdt hellig.

Jeg nåede ikke at høste ret meget korn med le, man var begyndt på den tid at høste med aflægger eller høstmaskine; men jeg husker fra min drengetid den spændende dag, da vi fik ophøstet, og karl og pige derefter gik om i kålhaven med le og krat, og karlen begyndte at stryge sin le; det betød, at nu blev kålene høstede, hvis ikke --. Så gjaldt det om for mor at ile til og love, at hun ville give kaffe og æbleskiver til aften, hvis kålen bare måtte få lov at blive stående.

Som andre måtte jeg også tærske med plejl. Jeg er jo fra det forrige århundrede, som min kone plejer at sige, når jeg drager minder frem fra hin tid. Det var måske nok det arbejde ved landbruget, jeg var mest ked af, det var jo trivielt dag efter dag i månedsvis at stå på loen og svinge plejlen. Men ellers var jeg glad for det frie og afvekslende liv, som landbruget bød på på så mange måder.

Hvor nød vi den frie natur med dens rige dyre-, fugle- og planteliv. At vore marker for en meget stor dels vedkommende stødte op til Tjele skove kom i høj grad til at præge dyrelivet. Der kom således mange rådyr ud på markerne, og vi frydede os over deres yndige lam; og der var mange harer og fasaner og agerhøns. Selvfølgelig øvede vi drenge os i at efterligne rådyrhannernes brøl og fasanernes og agerhønsenes kalden, og til sidst blev vi virkelig så dygtige dertil, at dyr og fugle svarede på vor kalden.

Ræven så vi også nu og da. En dag jeg kørte og pløjede, kom jeg ham på meget nært hold. Jeg kørte i nærheden af skoven og opdagede da pludselig Mikkel, der listede rundt henne på skovdiget, jeg standsede hestene godt 100 m fra skoven og begyndte at fløjte ligesom en kylling pipper, og i løbet af ganske kort tid kom Mikkel virkelig helt tæt hen til mig, stadig snusende efter den pippende kylling. Nå, der blev ikke kyllingesteg denne gang, og da jeg satte hestene i gang igen, forsvandt Mikkel skyndsomst ind i skoven. Enkelte gange så vi ham dog også i skarpt trav på vej mod skoven med en høne over nakken. Det var vi mindre begejstrede for.

Mere end een gang så vi også en lille flok ræveunger løbe og lege i skovkanten. De var næsten ikke til at stå for.

Men denne leven sig sammen med naturen var så sundt for legeme og sjæl, og tænk den fred og ro, når man gik dagen igennem bag plov eller harve eller stod på loen. Der blev tid til at tænke og drømme og meget andet. Ja, det var et privilegium at vokse op under sådanne forhold.