1840.
Omkring 1840 blussede det op påny. Ovre på Fyn var der sket en åndelig opvækkelse, den bredte sig til Jylland og var især stærk oppe på Struer-egnen. Herfra fik de troende i Skjern besøg. Disse troende lægfolk - Peder Larsen Skræppenborg var en af dem - talte og sang i gårde og huse, og igen gik der en vækkelsesbølge over sognet. Men atter fik øvrigheden travlt, der blev holdt forhør, og der blev straffet med fængsel på vand og brød eller med bøder. Det var så sent som i 1845.

Nogle år efter begyndte også Kirkelig Forening for Indre Mission sin gerning på disse egne. Blandt andre kom missionærerne Kr. Jakobsen, Kristoffer Hansen, Julius Dahlstrøm m.fl. til sognet, og i 1863 begyndte den første vækkelse i nyere tid, og begyndelsen skete ved en ung piges sygeleje. Hun hed Kathrine Marie og var af den gamle, gudfrygtige Greenslægt. Fra sit hjem vidste hun besked om Guds riges ting. Lægprædikanter havde holdt møde i hendes hjem, og i 1860 var hun blevet konfirmeret af provst Kjær, en troende mand. Da hun i 1863 blev heftig syg, pintes hun af frygt for døden og begyndte at bede og råbe til Gud om frelse. Provst Kjær blev hentet; han talte med hende og tog hende til alters, og hun fandt hvile i troen på sin Frelser. Hun gennemstrømmedes nu af en glæde, hun ikke kunne holde for sig selv, hun måtte tale derom til andre; men da hun ikke kunne gå til dem, måtte de komme til hende. Hun sendte derfor bud efter venner og jævnaldrende, og når de så stod ved hendes sygeseng, fortalte hun dem om sin oplevelse, om tomheden i verden og om den lykke, hun havde fundet. Og Gud velsignede vidnesbyrdet, så flere blev omvendt.

På samme tid kom der også en missionær fra Brødremenigheden, og der blev stadig flere vakte og omvendte.

Det er muligt, at alvorstiden efter 1864 også havde sin andel i vækkelsen. En af de gamle har sagt, at i de første år efter tabet af Sønderjylland var julegilder med kortspil og dans ukendt i sognet.

Provst Kjær døde i 1869, og provst Gudme blev hans afløser. Han var nylig blevet omvendt, og der gik ry af ham som en begavet og levende prædikant, og Skjern fik i ham en præst, som tog hjertelig del i samfundslivet, og de vakte glædede sig derover. Men sørgeligt nok holdt denne glæde sig så kort, der var noget i hans forkyndelse, man ikke rigtig kunne tage, og resultatet blev, at de troende til sidst splittedes på spørgsmålet "præsten."

Omkring 1870 begyndte imidlertid Luthersk Missionsforening, kaldet "Bornholmerne," at arbejde i Skjern, og de fik straks, måske især på grund af foran omtalte splittelse, stor tilslutning blandt de vakte. Blandt de mænd, som sluttede sig til deres prædikant Christen Møllers forkyndelse og dermed til Luthersk Missionsforening, nævnes Jeppe Bank, Hanning (senere Skjern), Jens Chr. Poller i Skjern og Ebbe Christensen, Albæk Mølle.

Luthersk Missionsforening førte en virkelig levende forkyndelse, om end den efter manges mening var énsidig, især ved dens stærke fremhæven af "Guds nåde uden betingelser." Der blev mange mennesker ført til livet i Gud både i Skjern og nabosognene. - Dens venner brugte Guds ord flittigt, og mange af de gamle havde et indgående kendskab til deres bibel og stræbte efter at leve efter dens anvisninger.

I 1876 byggede Luthersk Missionsforening et missionshus i Skjern, og i begyndelsen af firserne udgik herfra en velsignet vækkelse, hvor mange unge fandt igennem til tro. Her blev blandt andre de nu afdøde missionærer Anton Poller og Jens Nielsen omvendte.

Den før omtalte splittelse inden for Indre Mission tillige med det arbejde, som Luthersk Missionsforening øvede, var imidlertid allerede i året 1875 blevet provst Gudme for meget, han søgte bort og fik andet embede.

Senere, det vil sige 1890, delte Luthersk Missionsforening sig imidlertid i to, idet en del trådte ud og dannede "Evangelisk luthersk Missionsforening." De udtrådte mente, at Christen Møller og flere af Luthersk Missionsforenings talere på visse punkter afveg fra den lutherske lære. Resultatet blev altså, selv om det var til stor sorg på begge sider, at missionsforeningen delte sig i to. Evangelisk luthersk Missionsforenings formand blev fhv, gårdejer Chr. Mikkelsen, Hemmet, senere stod nu afdøde gårdejer og amtsrådsmedlem Niels Chr. Mortensen, Smedegård, Skjern, i mange år som dens formand. N. Chr. Mortensen var en højtbegavet mand og en viis og god vejleder inden for Ev. lth. Missionsforening.

Blandt de mænd, der har betydet meget for Luthersk Missions forening, bør bl.a. nævnes snedkermester Jens Pedersen. I 30 år var han foreningens kasserer og i flere år dens formand, tillige var han en skattet søndagsskolelærer i mange år. Jens Pedersen var en mand, for hvem alt bundede i Guds nåde, og han var en glad kristen. En af dem, der kendte ham allerbedst, siger: "Jeg synes ordene i Fil. 4,4-5 passede så godt på ham. Han ejede glæden i Herren, og han havde et mildt sind. Sådan var han hjemme, og sådan var han ude." Ved hans begravelse gav bogtrykker J. Strandbygaard udtryk for personlig taknemmelighed over for Jens Pedersen og karakteriserede ham som hørende til "de stille i landet." En anden mand fra Indre Missions samfund omtalte J. Pedersens frisind og udtalte, at når Indre Mission og Luthersk Missionsforening var kommet til at stå hinanden nærmere, så var J. P. en af dem, der havde medvirket dertil.

I mange år var J.P. også i landsbestyrelsen for Luthersk Missionsforening, og en af de mænd, han sad sammen med der, udtalte, at J.P. altid havde haft en forunderlig evne til at lede alt ind i et godt spor, så der kom en god udgang af forhandlingerne.

I de sidste mange år har tømrermester Mich. Vestergaard været Luthersk Missionsforenings formand.

Ligesom Skjern blev hovedsædet for Luthersk Missionsforening i Jylland indtil i dag, så man der holder dens store møder, som samler vennerne fra de omkringliggende vennekredse, således har Skjern også været hovedsædet for Evangelisk luthersk Missionsforenings virksomhed i Jylland til dato.

Forinden den omtalte splittelse i årene 1875-85, var der imidlertid sket det, at livet inden for den del af menigheden, der ikke havde noget med Luthersk Mission at gøre, sygnede mere og mere hen, og kirken tømtes, idet man ikke fik noget ud af at høre den præst, der nu stod på prædikestolen. Men de få, der endnu søgte kirken og søgte sammen til opbyggelse om Luthers prædikener og Brorsons salmer, sukkede til Herren om nyt liv.