Kaffe med brød til!
Det var en god bordopdækning - så kom kaffen bagefter.

Fru Jensen var for resten selv blevet omvendt, da hun gik til præst hos pastor Moe. Det vil vel være naturligt også at mindes mænd og kvinder, der gennem årene kom til at betyde noget for det åndelige liv i Skjern, ja nogle af dem kom også til at betyde noget længere ud i vort folk, ja, enkelte endog helt ude på Missionsmarkerne. I sidste tilfælde tænker jeg især på kinamissionær Emil Jensen, gift med Marie Dalgaard. Marie Dalgaards far, garver Dalgaard, havde to døtre, Marie og Molly, begge betydelige kvinder, som var levende med i samfundet. Marie, den ældste, havde en tid været lærerinde på Nørre Nissum højskole, men blev så forlovet med snedkersvend Emil Jensen, som havde fået plads hos snedkermester Andreas Jensen. Hos Andreas Jensen arbejdede han i nogle år og fik i Skjern missionskaldet og blev af D.M.S. antaget til uddannelse og senere udsendt til Kina for at virke som missionær. Senere fulgte Marie Dalgaard efter (1901). I Kina blev de viet, og derude fødtes deres eneste barn, sønnen Aitsi Dalgaard Jensen, som i dag er bankkasserer i Skjern.

Emil Jensen og hustru fik efter manges udsagn lov til at udføre et arbejde for hedningerne, som bar mange og velsignede frugter. Emil Jensen var en rigtig pionermissionær, han havde et godt helbred og et godt humør og var ikke bange for hårde strabadser; og dem blev der nok af. Fru Marie Jensens helbred var ikke så godt, men hendes store kærlighed og aldrig svigtende tjenersind gav hende indgang hos kineserne og var med til at åbne vej for Kristus til deres hjerter.

Det fik også stor betydning for samfundet i Skjern, at det unge par var blevet udsendt som missionærer til Kina. Derved skabtes en meget stærk forbindelse mellem Skjern og D.M.S. og dens gerning, og den kærlighed til gerningen, som yderligere styrkedes gennem de breve, rnissionærparret sendte Skjern gennem de mange år, er sikkert baggrunden for de mange D.M.S.- kredse, som man kan glæde sig over den dag i dag.

Desværre blev fru Marie Jensens helbred ringere med årene, og allerede i 1910, efter at have haft et ophold i Danmark, der tilsyneladende gav hende helbredet tilbage, lukkede hun sine øjne i døden ude i Manchuriet og ligger begravet der.

Frk. Gormsen skriver om hendes sidste tid derude: "Det magede sig sådan, at fru Jensen kom til at bo hos mig den sidste tid. Jeg har aldrig før kendt et menneske, der så helt hvilede i Gud, og jeg følte, at den fred og hvile havde hun kæmpet sig til, og derfor kunne hun også forstå andre i deres kampe. Vi, hendes venner i An-tung, talte undertiden om, mens der endnu menneskelig set var udsigt til, at hun kunne blive rask, at Gud tog hende vist hjem, thi vi syntes, at hun var modnet for himlen. Da hun blev klar over, at det gik hurtigt mod enden, kunne hun undertiden udbryde: "Nej, er det virkelig sandt, at jeg skal hjem og se Jesus!" eller: "Ja, det er vist, at jeg går hjem, thi Jesus har betalt på korset for mig." Mange, mange gange jublede hun: "Så går jeg hjem med frydesang!"

Et enkelt øjeblik kunne hun blive bange for, at det skulle blive mørkt for hende, når hun skulle gå igennem dødens skyggedal; "men Jesus er jo med også der," sagde hun så, "og han er trofast, sig det til mig, hvis jeg skulle glemme det." Men der var lys til det sidste, og det blev en stille overgang fra liv til liv."

Missionær Emil Jensen stod nu ene og følte ofte savnet af sin gode medarbejder; men han tog fat som sædvanlig.

I 1918 fik han imidlertid igen en god medhjælper, idet kvindeudvalgets dygtige og energiske sekretær, Johanne Hemmingsen, ankom til Manchuriet i 1917 og i foråret 1918 drog med Emil Jensen som hans hustru op til den nye gerning i Petune. Og så begyndte de to en rig og velsignet gerning i denne by og senere i Dairen i 1923. Her fik de ti gode år og oplevede, at Gud sendte dem en vækkelse. Missionær Jensen skrev bl.a. hjem sidst i tyverne: "Er her noget vi for tiden trænger til, og som jeg vover at bede alle vore venner være med til at bede meget om, så er det dette, at Herren i nåde vil sende os en grundig vækkelse og en åndsudgydelse, som kan binde os sammen i et helligt samfund, hvori de enkelte må blive bevaret og styrket til at løse deres store opgave på en åndelig måde."

Der havde jo været arbejdet i over en menneskealder på disse egne, og der var mange barnedøbte kristne af 2. generation, som ikke havde haft deres personlige oplevelse med Gud. Mange steder sukkede missionærerne over åndelig død og verdslighed. Derfor trængte længslen efter vækkelse sig stærkt frem. Og vækkelsen kom, en forunderlig gudhengiven vækkelse, som missionærerne

ikke kunne blive trætte af at takke for, blandt andre formidlet gennem den norske kvindemissionær frk. Monsen, som Gud brugte til så megen velsignelse derude i de år. - Det var en oplevelse at høre hende fortælle derom på sine rejser i Danmark i 1932.

I 1933 måtte missionær Jensens forlade missionsmarken, da kræfterne ikke slog til mere.

Han fik så nogle år sammen med sin hustru i Skjern, hvor de boede i den nuværende præstebolig hos fru Molly Petersen, der jo var søster til missionær Jensens første hustru.

De sidste år missionær Jensen levede gik det stærkt tilbage med hans helbred, og 2. juledags morgen 1943 blev han kaldt hjem til Gud. - Han ligger begravet på Skjern kirkegård.

Fru Johanne Jensen fortsatte imidlertid sit arbejde for hedningemissionen på hjemmefronten. Og som mangeårigt medlem af D.M.S.' bestyrelse og af D.M.S.' kvindeudvalg har hun udført et godt og velsignet arbejde. Lige til sin død i 1961 har hun utrætteligt talt Ydre Missions sag ind i vore hjerter ud over det ganske land. Hun var grebet af Herren, frelst i de unge år for at tjene - og det slap hende aldrig, for hun blev den inspirerende og varmhjertede taler, som D. M. S.' venner så gerne hørte. - Hun var også blandt dem, der var med til at vække kaldet til en missionsgerning i vor ældste datters hjerte.

Vi, der kom fru Jensen på nært hold, kunne ikke undgå at mærke, hvor det ord "Kina" ("Manchuriet") havde brændt sig ind i hendes hjerte, det fyldte hende. Ja, jeg har ofte tænkt på, når jeg hørte hende tale om Kina, mon hun ikke har det som en vis engelsk dronning, om hvem det blev sagt, at hvis man kunne åbne hendes hjerte, så ville man finde det navn "Calais" skrevet i det. Sådan tror jeg, det navn "Kina" var skrevet i Johanne Jensens hjerte.

De sidste år hun levede, kunne vi nok mærke, at kræfterne tog af og ikke så underligt, hun blev 83 år. Vi, hendes venner, prøvede da også engang imellem at sige til hende, at hun dog vist havde lov til med god samvittighed at lægge op. Men vi talte for døve ører, og til sidst blev vi klare over, at hun sikkert var en af dem, der måtte blive ved til de falder i gerningen. Og det fik hun lov til, tro i gerningen til det sidste og frisk i sit vidnesbyrd, så snart hun var på talerstolen.

Da hun lå på Tarm sygehus, og det lakkede mod enden, sagde hun: "Jeg fik det ord med mig: "Hvad enten vi lever eller dør, hører vi Herren til," det er herligt." Og så strålede hendes levende øjne.

Da en af hendes venner fra Skjern besøgte hende den sidste dag hun levede, fik denne som den sidste hilsen fra hende: "Vi har det bedste til sidst."

Fru Molly Petersen, garver Dalgaards yngste datter, var gift med møller Jens Petersen. Møller Petersen, der stammede fra Albæk Møllegård i Skjern sogn, drev i mange år ved siden af sit mølleri en stor forretning i korn og foderstoffer med stor dygtighed. I de senere år af sit liv var han med i ledelsen af Skjern bank som dets meddirektør. Jens Petersen var på sin jævne og stille måde og ved sit milde sind en vellidt mand, der igennem de mange år fik mange tillidshverv betroet. Han var således medlem af sognerådet og i kortere periode dets formand, og han var medlem af skolekommissionen, menighedsråd og samfundsråd, og i dem alle et skattet medlem. Som formand for K.F.U.M. i mange år i sine yngre dage, har han været til hjælp og velsignelse for mange unge mænd.

Det var om J. P., at biskop J. Gøtzsche engang sagde: "Denne mand var ikke for stor til at bøje sig ned og samle en tændstik op, om han havde tabt en sådan; men han var så stor, at han ikke klagede, om han havde tabt flere tusinde kroner ved en kaution."

Fru Molly Petersen er kendt som en stor personlighed, en lederskikkelse med et sjældent ydmygt og kærligt sind. Ja, jeg tager ikke i betænkning at sige, at man skulle lede længe efter hendes lige. Mange har i årenes løb søgt råd og bistand hos hende; enker og ensomme mennesker og småkårshjem har hun været til megen velsignelse for, man gik ikke forgæves til hende. Uden for hjemmet blev hendes evner taget så rigeligt i brug. I søndagsskolen, der havde hendes store interesse og kærlighed, arbejdede hun i mange år, ligeledes i K.F.U.K.s ungdomsafdeling. I D.M.S.' kvindekreds har hun gjort et meget stort arbejde. Hun var også i børneværnet, i D.M.S.' kvindeudvalg og i bestyrelsen for Skovtofte og meget mere.

Det er dog særlig inden for I.M.s samfund, hun har haft størst betydning, og man kan godt sige, at hun var en sjælden kraft der.

Et lille glimt fra et møde for Arbejdernes Bibelkreds, som hun havde åbnet sit hjem for, giver også et indtryk af den ånd, der besjælede hende. Der blev den aften indledt over 1 Kor. 13, kærlighedskapitlet; men der var enkelte i flokken, der sad der med den krævende kærlighed. Da sagde fru Molly Petersen på en stille og ydmyg måde: "Øv selv kærlighed, og du skal møde kærlighed, det er min erfaring."

Hermed passer også en lille sang, som søndagsskolen skrev til hende i anledning af hendes 70-års fødselsdag, og hvori det bl. a. hedder:

Med smilet du altid os mødte,
så stille du vandrede om,
med kærlighed tog du imod os,
var altid så mild i din dom.

Hjemmet, som hun og hendes mand dannede sammen, var et smukt hjem, hvor der levedes et harmonisk liv. Man mødte stor gæstfrihed i det hjem, og der kom mange gæster, også mange af D.M.S.- missionærerne; fru Molly var jo gennem sin søster "i familie" med dem.

Alt i alt kan det siges om de to mennesker, at de ved deres liv og virke har sat spor, der sent vil slettes.

Fru Molly Petersen, som var primus motor i alt, hvad der angik Bazar og udsalg, havde en ualmindelig god hjælper i fru Mariane Jensen, en kvinde der selv op i sin høje alder var ladet med energi og i besiddelse af en sjælden frimodighed, som måske nok undertiden blev misforstået af dem, der kun kendte hende flygtigt.

Hun har selv fortalt, hvordan hun som barn var meget livlig, fuld af kunster og mod på livet. Da hun kom ud at tjene første gang, det var i Bøvling, havde hun bestemt, at nu skulle livet leves med dans og løjer. "Men," sagde hun, "så kom pastor Busch til Bøvling, og så fik jeg andre ting at tænke på, for da gik der en vækkelse over sognet." Og hun blev ikke Guds kald overhørig, men besluttede at leve sit liv med Gud. Og det skønne var, at jo ældre hun blev, des stærkere blev hun i troen.

Det var også hende, der engang sagde: "Vi skal passe på at komme helt ind i de helliges samfund, hvis vi står i yderkanten, så visner vi." Og hvor hun elskede at arbejde med i Guds rige, og vi er mange, der husker episoder fra samarbejdet med hende, impulsiv som hun var.