Tjele!
Det, at vi boede herregården Tjele så nær, er også i høj grad kommet til at præge vore barndomserindringer. Den store gård, de udstrakte marker og skove, den smukke Tjele Langsø og meget andet satte fantasien i bevægelse. Jeg mindes også, hvor det imponerede os, når kammerherre Chr. Lüttichau kom kørende med de store "oldenborgere" for den elegante stadsvogn med kusk og tjener på bukken. Vi var også glade, når han kom over på marken til os for at tale med far.

Kom man til Tjele, blev man på flere måder mindet om fortiden og følte sig på historisk grund. Som f. eks. da gartneren en dag førte mig hen til en viss gavl i den gamle hovedbygning og pegede opad mod første sal, idet han sagde: Det var så der, den skotske kvinde blev muret inde.

Eller når Marie Grubbes navn nu og da blev nævnet.

Hovdiget, der gik langs Tjele skove, mindede også om fortiden, om ikke just på nogen rar måde. Man fortalte også os børn om "træhesten" og om "den grønne jomfru." Den sidste skulle have været endnu værre end den første. Men der er ingen i dette slægtled og heller ikke i det forrige, der har set disse redskaber.

I borgporten til Tjeles hovedbygning hænger der den dag i dag en togrenet fork, hvortil der knytter sig denne overlevering, at hvis den fjernes fra sin plads, så brænder Tjele. Og der skete virkelig det ejendommelige, da der var en stor dreng, der for adskillige år siden i kådhed tog forken ned, at Tjele kort efter blev hjemsøgt af en voldsom brand, der lagde det meste af de store udlænger i aske.

I Tjele kirkes tårn kan man den dag i dag se det sarkofag, hvori ritmester Levetzau (1698-1737) hviler. Det fortælles, at ritmesteren ved festlige lejligheder (drikkegilder) kunne anbringe sig i kisten, som altså var udfærdiget før ritmesterens død, og så måtte præsten i Foulum holde prøve på ligtale over ham. Det var jo altid rart at vide, hvilke kønne ord der ville lyde, når det engang blev alvor.

Ritmesteren sørgede også for, at pasningen af kisten var i orden. Således havde han bestemt før sin død, at degnen i Foulum skulle have en jordlod, der ligger ved skolen, "til evig tid" for at holde ritmesterens sarkofag rent.
Læreren i Foulum har stadig denne jordlod.

Af en anden støbning har senere ejere af Tjele, som f. eks. Jørgen Skram og hans hustru Hilleborg Daae, været. Det er dem, der har sat den meget talende og fromme indskrift over borgporten:
Vi bygge her huse og store fæste, enddog vi ere som fremmede gæste, Gud unde os her at bygge og bo, så vi kunne nå den evige ro.

Og den nuværende altertavle "den fortabte søns hjemkomst," malet af Rud-Petersen, er skænket af kammerherre H.H. Lüttichau, fader til den nuværende kammerherre på Tjele Chr. Lüttichau. Altertavlen blev skænket på kammerherrens sølvbryllupsdag.

På min hjemegn var der selvfølgelig også originaler som vel de fleste andre steder dengang. Der var f. eks. Jens Peter Kromand, en ellers meget fornuftig mand på mange områder og en dygtig violinspiller. Han havde imidlertid som ung forelsket sig i lærerens datter og denne i ham; men det parti behagede ikke lærerens. Dengang havde forældrene jo det store ord at sige i en sådan sag, og der blev hverken forlovelse eller ægteskab ud af det. Men at det var en ægte kærlighed, er der ingen tvivl om, thi de levede begge hver for sig i ugift stand lige til deres død. Men denne prøvelse satte sit mærke på J. P. Kromand, og med årene fik han visse fikse ideer. Blandt andet følte han sig som sognets samvittighed, en samfundsrevser. Var der således en eller anden familie, der havde tilladt sig at flotte sig lidt og bruge flere penge, end Jens Peter syntes var passende, så kunne man vente, at han på sin tur rundt i sognet fandt vej til vedkommendes bopæl, og så lå der et eller andet sted i tørvehus eller kostald smidt et brev hen, hvori Jens Peter udtalte sin forargelse over "den flothed," der var udvist, og formanede til sparsommelighed. - Nå, det var selvfølgelig ikke det værste, han kunne gøre.

Og der var også Didrik Hansen. Han boede på sine ældre dage i et lille gammelt hus, over hvis dør han havde malet et D. H. Jeg ved ikke, om det var for bedre at kunne finde det rigtige hus, når han kom hjem og ikke var helt ædru.

Der var stampet lergulv i hans stue, og man skulle passe godt på, når man skulle hen over "bakke og dal," at man ikke skulle snuble over en forhøjning eller falde i et hul. Didrik holdt af børn, og mangen gang har jeg som barn været inde hos ham og fået lommerne fyldt med æbler.

Didrik og Ma-Didrik (Maren) havde haft det så godt som nygifte, at de gamle i sognet kunne fortælle om, hvordan de i deres forelskelse kunne lege skjul omkring huset. Ja, så skøn havde Didrik været for Maren, at hun engang udbrød: "A well æ bytt, om a så ka fo hiele Tiel (Herregården) for ham." Men ak, de stærke drikke blev Didriks og dermed hjemmets ulykke, og til sidst kunne Maren ikke være i hjemmet mere, men rejste til sin hjemegn. Didrik fortsatte dog med sit drikkeri og blev samtidig mere og mere en særling. Og hvor stærkt en last kan bjergtage en mand, så vi for eksempel af, hvad han kunne gøre for at få brændevinsflasken fyldt igen, når den var tom, thi så kørte han med sin trillebør og flasken i trillebøren de ca. 5 km til Vammen. (I Foulum var der ikke stærke drikke at få).

Men en original blev han på mange måder, og til sidst måtte han sendes på en anstalt. Vi var sikkert mange, der havde ondt af Didrik; men et hjælpeløst offer for de stærke drikke var og blev han.

Levemåden dengang var meget spartansk målt med nutidens forhold. Der var ikke meget, der hed hvedebrød til daglig; men om søndagen fik vi hvedebrød og kaffe. Øllebrød var gerne morgenmaden til daglig og mælkebrød ofte aftensmaden. De voksne spiste alle af eet fad, og det hændte ofte, når der var suppe i fadet, at een fik det halve af en bolle, og så blev den anden halvdel fisket op af en anden. Hvad mon man ville sige til en sådan spisen i dag? Men forfærdelig usundt må det da også have været, der var jo på den tid særlig mange, der havde tuberkulose. Nå, men sådan var skikken. Og jeg husker da, hvor far kæmpede for at blive ved at bevare den skik at få stegepanden med sovs (dyppelse) ind på bordet, så de alle kunne dyppe kartoflerne i samme pande.

Nå, men vi fik det, vi kunne spise og lidt til. Arbejdet krævede sin mand og arbejdsdagen var lang. Og var der fest, blev der ikke sparet. Det var det bedste huset formåede, der så blev sat på bordet. Der blev slagtet, stegt og bagt. Jeg husker endnu ved sådanne lejligheder, at far kunne gå ud i køkkenet til mor, når hun beredte maden, og sige: "Nu er der da vel endelig nok til gæsterne?"

Men var levestandarden ellers spartansk til daglig, så var tiden jo i det hele taget sådan, at sparsommelighed sad i højsædet. Pengene blev vendt mere end een gang, inden de blev givet ud. Jeg mindes, at jeg på en skoleudflugt til Ålborg fik 25 øre på lommen; men jeg brugte kun de 11 øre, så der blev et pænt overskud.

Når sygekassens årlige tombola blev holdt i forsamlingshuset, ville vi børn gerne trække i tombolaen, så var der da chance for gevinst, og sedlerne kostede kun 10 øre pr. stk.; men mor, der kendte børns bitre skuffelse, når det blev en nitter, sagde gerne: "Træk hellere i kagekurven, det giver gevinst hver gang."

Fik vi børn julegave, var det ikke en gave til hver enkelt, men een til hele flokken, f. eks. et spil af en eller anden art. Og jeg husker endnu, som var det i går, den aften ind under jul, da vi fire største søskende i alderen fra 13-5 år var blevet enige om at give far og mor en julegave og derfor samlede hele vor formue sammen. Det blev ialt 65 øre, og med dem gik vi op til købmanden i Foulum. Det var ikke let at få det, vi gerne ville til den pris; men til sidst fik vi dog to platter for de 65 øre. Jeg er vis på, at købmanden ikke tjente ret meget på den handel.

Og så skal det dog siges, at havde forrige tider ikke de mange penge at købe for og leve for, så er jeg vis på, at tilfredsheden og taknemmeligheden ikke var mindre dengang, nej, sikkert langt større så vidt jeg kan skønne. I det hele taget var tiden før 1914 en sjælden sund og rolig og stabil tid både økonomisk og på mange andre måder. Det var også ret sammenholdets tid. Det var det på gårdene mellem husbond og madmoder og deres tjenestefolk. Når de unge talte om gårdens kreaturer, markerne og arbejdet osv., så brugte de altid ordene "vort" og "vore" på en egen måde og med et særligt eftertryk. Og de unge havde tid til at sidde hjemme i stuen i de lange vinteraftener. Hvor var det hyggeligt.

Og mærkede man det stærke sammenhold på gården, så mærkede man det også i nabolag og sogn. De hørte sammen, de talte sammen, de glædede sig sammen, og de sørgede sammen, og kunne de give hinanden en håndsrækning i en tung og vanskelig stund, så gjorde de det gerne. Det var en god tid, og det var en rig tid. Penge er jo ikke alt.

Det var også en sundere tid moralsk set. Et mord rystede hele folket; men der var heldigvis også flere år mellem mordene. Med bedrageri og tyveri forholdt det sig på samme måde. Vi husker nok skriget, der gik over Danmark, da Alberti havde bedraget den danske stat.