Adiafora (mellemtingene).
Ved et studentermøde i Ry i 1920 fortalte pastor Im. Bang, dengang Vivild, følgende: Jeg husker, da jeg som ung kandidat var lærer på en pigeskole og havde en pigeklasse (16-18 år), som jeg skulle undervise i religion, og jeg havde givet dem lov til at stille spørgsmål om alt; så måtte vi se sammen at finde ud af det. En dag, jeg kom til klassen, mærkede jeg, at der rigtig var "lagt i kakkelovnen." Det var det gamle spørgsmål, om det var synd at danse. Og nu var gode råd dyre, jeg vidste nemlig, at hvis jeg sagde ja, så havde jeg bestyrerinden på nakken, og hvis jeg sagde nej, så havde jeg sagt noget, som jeg ikke kunne forsvare overfor Gud. Jeg lod straks min sjæl søge i bøn til Gud, og der kom da følgende tanke til mig, som jeg så svarede den spørgende med: "Hvis du, når du har fået balstadsen på, kan gå ind og bøje dine knæ og sige i sandhed: "Kære frelser, vil du nu velsigne aftenen for mig?" og du så, når du kommer tilbage efter at have svunget dig i balsalen, igen kan bøje dine knæ og sige: "Kære himmelske fader, nu skal du have tak for denne aften -." Længere kom jeg ikke, for med eet brød det ud af hende: "Ja, men de to ting passer jo slet ikke sammen." Jeg husker at jeg svarede hende: "Ja, men så har du jo selv givet svaret."

Og ikke forlade vor egen forsamling, som nogle have for skik - -. Hebr 10,25.

Der kom en dag en ung mand fra sognet til mig. Han ville gerne være prædikant, så han kunne vidne om sin frelser og være med at vinde sjæle for ham. Det lød jo alt sammen meget godt; men jeg forstod på ham, at det helst skulle gå hurtigt. Jeg foreslog ham imidlertid at sætte sig lidt mere ind i Guds ord og at stifte bekendtskab med noget af den kristne dogmatik, inden han tog fat, og jeg tilbød at tage nogle timer med ham, hvor vi så kunne se lidt på begge dele. Han fik også begyndt; men det må åbenbart have været for langsommelig en vej for ham at gå for at nå målet at blive taler, og en skønne dag blev han borte.

Nogen tid efter mødte jeg ham, og han var da iført Frelsens Hærs dragt. På vor samtale forstod jeg, at her var noget af det, han havde ønsket, han kunne straks få lov at stå frem og vidne offentligt for mennesker. - Et års tid efter, da jeg atter mødte ham og denne gang ikke i Frelsens Hærs uniform, spurgte jeg ham selvfølgelig, om han ikke mere var i Frelsens Hærs tjeneste. "Nej," svarede han, "for en månedstid siden blev jeg døbt ude i Holstebro å, og nu står jeg i pinsemissionen," og så føjede han til: "Og der er der vel nok liv og ånd."

Så gik der igen et lille års tid, og en dag blev jeg ringet op fra Silkeborg. Der var nogle troende venner, der så gerne ville bede mig om at komme derud, så snart jeg kunne, for at tale med den unge mand, for nu var han kommet i mormonernes garn.

"Forlad ikke din egen forsamling -." Det kommer så let til at gå, som det gik for den unge mand med de gode forsætter, man føler sig til sidst ingen steder hjemme og bliver måske grebet af sektererne eller ender måske som mormonernes eller Jehovas vidners ulykkelige trælle. - Og synes man, at de andre samfund anderledes har liv og bevægelse over det, så lad dig for det første ikke besnære af alt det, der kan se ud som liv og ånd, tomme tønder buldrer ofte mest, og for det andet skal vi forstå, at alt, hvad vi længes efter af liv og ånd, kan Gud give os i de troendes samfund, hvor vi står, bare vi vil gå ind i den stille bønnens kamp om Guds ånd. Kan være at vi skal vente lidt længere, kan være der ikke bliver så mange fagter; men det vil komme til at præge vort liv med glæde og fred, og det vil give den virkekraft og velsignelse over vort vidnesbyrd, som alene Guds ånd kan give. - Gud har tid, vi må også have tid til Guds uddannelse af sit redskab. Hvor længe måtte Moses ikke være i Guds skole, før Gud sagde: Gå! Og hvor længe måtte Paulus ikke være i ørkenens stilhed i åndens skole, før Gud sendte ham ud til den store gerning, som han havde beredt for ham.

"Og Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd." 1Johs 1,7.

"Der er ikke en eneste synd, der kan lukke os ude fra Himlen!" Det sagde jeg engang ved et møde, sagde taleren. Bagefter kom der en mand hen til mig og sagde meget bestemt: "De har i aften sagt mere, end De kan stå ved." "Så - åh," sagde jeg, "hvad sagde jeg da?" "Jo, De sagde, at der ikke er en eneste synd, der kan lukke os ude fra Himlen. Men jeg har i hvert fald begået en synd, som der ikke er tilgivelse for." Og så fortalte han: "For mange år siden lå min kære hustru meget syg, vi hentede læge, og han tog mig bagefter til side og sagde: "Endnu kun få timer og så det sidste suk."

Men da tænkte jeg, selvom doktoren ikke kan magte det, så må Gud dog kunne. Og så kæmpede jeg med Gud i bøn, jeg kunne ikke undvære hende. Da jeg var færdig og kommer ind, ligger hun så underlig stille og unaturlig. Jeg løber straks hen til hende og lægger min hånd på hendes bryst for at mærke, om hjertet slår; men det var stille, hun var død. - Da styrtede jeg ud af huset, ud i mørket og knyttede næverne og råbte: "Gud, du er en tyran - du er ikke kærlighed - dig vil jeg ikke have noget at gøre med mere." Efter den oplevelse var det, som der lagde sig en blytung byrde over mit sind. - Hvad siger De så? Tør De endnu sige det, De sagde på talerstolen?"

Så tog jeg min bibel frem, slog op på 1Johs 1,7. "Vil De læse det ord," sagde jeg. Og han læste: "Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd." Han rakte mig bogen: "Det har jeg hørt før!" "Nej, det er det, De ikke har, ikke sådan at det blev liv for Dem. - Læs det endnu en gang!" Og han læste. Derpå sagde jeg: "Tør De slå en streg over ordet al?" Så lukkede han øjnene, stod ganske stille en stund, og gav sig så pludselig til at hulke, mens han lagde sit hoved ind mod min kind, og omsider kom det dybt fra hjertet: "Tænk, at jeg må tro det. Åh, hvor det lettede!"

"Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog -." Åb 20,15.

En ung nordmand fortalte følgende oplevelse: Jeg var oppe til embedseksamen og var ikke stiv i papirerne, der skulle stort held til, om jeg skulle klare mig. Så kom den spændende dag, da eksaminanderne skulle have at vide, om de var bestået eller ikke. Rektor stod med bunken, der indeholdt navnene på de beståede. Spændingen voksede for hvert navn, der blev råbt op, bunken blev mindre og mindre, og endnu var mit navn ikke råbt op. Nu var der blot een eneste konvolut tilbage. Var det min? Rektor åbnede og læste. Ja, det var mit navn. Jeg var bestået. - Men da hører jeg en ung kvinde bag mig bryde ud i gråd og vende sig til sin mor og sige: "Mor, nu er der ikke flere, og mit navn er ikke med. - og så hulkede hun.

Der kommer en dag, da navnene skal råbes op. Mon dit og mit navn da er der?

"De kaldede og de udvalgte."
En dansk-amerikansk præst fortalte, at der var ved at blive splid i hans menighed, den delte sig i to på det spørgsmål: De kaldede og de udvalgte Matt 22,14. En aften, da bølgerne gik højt, siger pludselig en troende mand: "Nu tror jeg, at jeg har løsningen." Han fortalte imidlertid ikke noget om, hvad han mente, men sagde: "På søndag kl. 8 mødes vi her alle, og så får vi løsningen; men husk præcis, for kl. 8 lukkes dørene."

Søndag inden kl. 8 strømmede folk ind, og på slaget 8 blev dørene lukket. Forventningen var spændt. Da gik manden op til en stor tavle over talerstolen, trak et lærred til side, og alle læste: Disse er de udvalgte! Men folk forstod ikke rigtig, hvad meningen var, og manden sagde da: "De blev alle kaldede; men kun de, som kom inden dørene blev lukkede, er de udvalgte."

En kop fuld - eller et kar fuld?
Pastor Fibiger spurgte på sit sidste sygeleje om, hvad kar hed på engelsk - han havde nemlig på sin sidste rejse mod Esbjerg talt med nogle englændere om, at vi får af Gud i forhold til det, vi kommer med. Kommer vi med et fingerbøl, får vi det fuldt, kommer vi med en kop, får vi en kop fuld og kommer vi med et kar, får vi et kar fuldt.

Dobbelt vagt.
Kaptajn Skeel, i hvis hjem jeg kom én gang ugentlig i de to sidste år af min studentertid, fortalte, at han engang spurgte gårdmissionær Klausen, hvordan han, der efter eget udsagn havde været så hidsig, lærte at styre sit sind og tåle alt. Han var jo udsat for meget ved gårdmøderne i København. - Dertil svarede Klausen, at han ofte flere gange om dagen måtte ind og bøje sine knæ og sige til herren: "Herre nu ser du, at det er galt igen - det er det sind, det sind - nu må du hjælpe mig." Og han føjede til: "Når en officer har fået en bestemt linie at skulle forsvare, og der er et punkt, hvor den er særlig svag, da må han sætte dobbelt vagt der."

Kaptajn Skeel sagde engang ved et møde: "Jeg glæder mig til at møde fynbo Marie hjemme i Himlen og sige hende tak, fordi hun også var med til at bede os på herregården ind i Guds rige."

Fynbo Marie var en kvinde, der igennem 30 år bad for sognet uden at se noget. Men så efter 30 års forløb kom vækkelsen, og fynbo Maries hus, som man før gik uden om, kunne nu ikke altid rumme de søgende mennesker, der kom til hende. - Hun havde i alle disse år bedt for hele sognet ved i tankerne at gå ind i hvert eneste hjem.

Nu er det først, livet er værd at leve - -.
En dag, jeg var ude på besøg i sognet, kom jeg ind til en vakt mand, og jeg husker især følgende fra vor samtale: "Jeg er den eneste, der ikke er omvendt af

Min familie," sagde han, "og jeg er som det sorte får. Min mor er død for længe siden, i elleve år lå hun syg, og hver gang, jeg var hjemme, og jeg sagde farvel til hende, så holdt hun min hånd i sin og sagde: Kommer du ikke snart? - Oh, at jeg kunne stå imod dengang, at jeg kunne nænne det. Var jeg bare kommet, da var det så let, og så meget havde været sparet. - Hver gang jeg nu kører forbi den kirkegård, hvor min mor ligger, så kan jeg se hendes grav, og det er, som hun siger noget til mig hver gang - ja, var jeg bare kommet."

"Når hun ikke fik den glæde at se Dem komme, inden hun gik i sin grav," sagde jeg, "lad hende så få den glæde at møde Dem i sin himmel." "Ja, det skal hun også få," svarede han.