Kortspil og stærke drikke.
Dog engle var mennesker ikke dengang lige så lidt som nu. Havde de unge bal i forsamlingshuset, hørte der drik til, og det endte ikke altid i fryd og gammen. Og anden umoralitet var der selvfølgelig også nok af både i handling og ord. Ja, også i ord. Jeg skulle for eksempel hjælpe karlen en eftermiddag, jeg kom fra skole, med at dække roer, og vi havde dengang en karl, der ikke var ren i kanten, som man siger, og for at sætte lidt kulør på arbejdet brugte han tiden til at fortælle urene og beskidte historier. - Det tog flere år, inden de var glemte. - Min mor havde forresten sin særegne måde at indprente os moral på. Det blev gerne understreget med advarende eksempler. Mor var således meget opsat på, at ingen af hendes børn skulle få lært at bande, og jeg husker, hvordan hun en dag understregede det farlige ved at bande. Den bøn, man bad igennem ens band, kunne så let blive opfyldt; således kendte hun en mand, der altid brugte den ed "kræft æde mig," og som, da han blev ældre, fik en frygtelig kræftsygdom, der bogstavelig talt åd ham op.

Eller mor advarede mod kortspil og dets følger, og hun fortalte om en ung mand, der var meget hengiven til kortspil, og som gennem kortspillet var kommet ud i et sådant økonomisk uføre, at han gik hen og tog sit eget liv. I hans frakkelomme fandt man en seddel med hans sidste hilsen, og den lød sådan: "De 36 blade (kortspillet) har forkortet mine dage og voldet min ruin."

Mor advarede os også meget mod de stærke drikke. Jeg tror nok, far havde drukket en del som ung, det var jo skik dengang; men det hørte op, da far stiftede hjem. Både det, at mor advarede os, og at vi aldrig så stærke drikke på bordet derhjemme, skal far og mor mindes for med stor tak. Det var også det, der hjalp mig i min første fristelse til at smage stærke drikke. Det var en søndag formiddag, jeg var gået op til en tjenestekarl i Foulum for at blive klippet. Jeg var 16 år dengang. Mens klipningen stod på ude i karlekammeret, kom der flere karle til, og til sidst var vi 7. Da karlen havde klippet mig, sagde han til en af de andre: "Tag lige flasken derhenne under bordet og lad den så gå rundt til en omgang." Den tiltalte karl adlød og hev en flaske frem med den klareste brændevin, godt halvfuld. Han tog selv den første slurk, og i næste nu fo'r den tanke gennem mig: "Hvad nu, når turen kommer til dig? Siger du nej, så griner de ad dig." Men i næste nu så jeg min kære mor for mig, og den tanke jog gennem mig: "Nej, den sorg kan du ikke gøre mor." - Da flasken nåede mig, lod jeg den gå forbi med et "nej tak!" Og ikke en sagde et ord.

Mor, der var noget af en tænker, fik også lov til engang at sige et ord, som jeg senere ikke glemte, ud fra en ganske dagligdags begivenhed. Mor og jeg stod udenfor hønsehuset en aften, da hønsene var ved at gå til ro. Der var et forfærdeligt spektakel derinde, ja slagsmål, og jeg udbrød: "Hvorfor er der dog sådan et spektakel inde hos hønsene?" - "Jo, svarede mor, det er fordi, de har det ligesom menneskene, de vil allesammen sidde på den øverste "rå'en" (pind)."

Jeg har desværre siden så tit måttet give mor ret: Menneskene vil allesammen helst sidde på den øverste "rå'en," og deraf kommer den megen spektakel og strid, både i den lille og i den store verden.

Det åndelige liv i Tjele sogn var dels præget af en lille fløj af grundtvigianere og en lille fløj af missionsfolk.

Præster som V. Vilstrup og J. Th. Sadolin havde vel især sat sit præg på sognet i indremissionsk retning. På de ældre i sognet kunne jeg forstå, at pastor Sadolin havde været meget pågående og afgjort i sin forkyndelse, og der var en meget stor kirkegang. Pastor Sadolin var heller ikke bange for ved visse lejligheder at lade folk forstå, at han var deres sjælesørger og tog det alvorligt med livsførelsen. Således fortalte man, at han engang, da der var "Liegstow" (dans) i forsamlingshuset, og han havde mistanke om, at nogle af hans konfirmander deltog deri, pludselig viste sig i salen; og man fortalte om den tumult, der blev, især blandt de konfirmander, der var kommet til stede, det var jo om at komme bort. Een af dem reddede sig da også ved at springe ned i grubekedlen ude i bryggerset, idet en hjælper fik låget lagt på, indtil "faren" var drevet over.

Men røre var der i sognet, og de troende så tilbage på den tid med glæde.

I barndomsårene så jeg vel med en vis skepsis på missionsfolkene. Far var ikke så lidt kritisk overfor dem dengang. Vi havde også ad forskellige veje fået indprentet, at de ville være bedre end andre. Derfor ventede man da også, at de var så nogenlunde fejlfri i deres færd. Nå, vi oplevede vel, at de havde deres fristelser og svagheder som andre, men jeg formoder også, at de, der virkelig ville tjene Herren, var i kamp mod deres fristelser. Jeg mindes i hvert fald et eksempel, der kom til at prente sig ind i mit drengesind. Jeg kom en dag fra skole ad stien over P. Dejbjergs mark. Om P. Dejbjerg havde jeg hørt, at han var blevet "hellig." Nu gik han og pløjede. Men hvad så jeg. Pludselig fo'r han op overfor hestene og var ond mod dem. Det gjorde mig egentlig ondt at se ham så opfarende, og det overraskede mig. Men da så jeg det, jeg aldrig glemte. Pludselig standsede han hestene, gik hen til hækken ved siden af, bøjede sine knæ og rakte sine bedende hænder mod Gud. Hvad han sagde, kunne jeg ikke høre, men jeg havde set nok. - -

I de ungdomsår, jeg var hjemme, var jeg som regel med, når der holdtes ungdomsmøder i præstegården, og jeg ser tilbage på disse møder med stor tak. Nåede end meget af det, vi hørte i bibeltimerne, ikke ind til hjertet, så var det alligevel et skub i den rigtige retning. Og den kristelige fortælling, der blev læst til sidst, drog hjertet samme vej.

Jeg har tit siden tænkt på, at vi sikkert ikke til fulde forstår, hvad velsignelse Gud trods de ofte ydre fattige former alligevel brugte ungdomsmøderne og siden KFUM og K til. Det var dog Guds udrakte hånd mod os unge. Og at vi har levet i en lykkelig tid, hvor også de unge blev tilbudt livets brød, det kan vi ikke takke nok for, lad så være, at der var mangler nok, og at det tit var famlende.

At vi havde grund til at takke for den udrakte hånd, blev jeg mange år senere mindet om gennem nogle ord, som min far lod falde i en samtale om dette emne. "Hvis der blev stillet noget an for os unge, da jeg var ung," sagde far, "så var det kun dans og drik og kortspil."