Fra min dagbog:
En tid senere: Hvor trykkede hans synder ham i går - han jamrede sig over den skurk, han havde været, modstander og spotter, ja, der var ikke den synd, han ikke var skyldig i. "Jeg er også en af dem," sagde han, "om hvem det gælder, at det var ham bedre, at en møllesten var hængt om hans hals, og han var sænket i havets dyb, end at han skulle forarge én af disse mindste. Hvor har jeg forarget de små; men de morede sig jo, og jeg syntes, det var stort - ak, min synd."

En tid senere: Nu er han kommet med og tør tro sine synders forladelse. "Nu er det først, livet er værd at leve," sagde han forleden, "før gik min kone og jeg

og talte om, hvordan det lykkedes eller mislykkedes med besætning og drift; men nu kan vi ligge længe om aftenen og tale om det største, om vor egen og vore børns frelse, og det er, ligesom vi er kommet til at holde meget mere af hinanden."

Hvad en kop kaffe kan udrette.
Fru Lausten, Randers, missionær Laustens hustru, fortæller (vi talte om at give ungdommen kaffe ved møderne i vore hjem): "Aldrig er jeg blevet så beskæmmet, som da jeg engang mødte en gammel kone på ca. 80 år oppe i Salling, og hun sagde til mig: "Er det ikke Karen?" "Jo, det er det." "Jeg har sådan bedt Herren om, at jeg måtte træffe dig og få sagt dig tak, for nu er mine to drenge omvendt, og I har været redskabet dertil." "Nej det har vi ikke, sagde jeg. "Jo," sagde hun, "for mine drenge ville ikke gå til møde, og så kom de engang hen til jer, og der fik de kaffe, og så blev de ved med at komme til møderne - og havde I ikke holdt fast på dem ved den kaffe, så var de ikke blevet frelste."

"Jeg sagde ellers så tit," sagde fru Lausten, da hun fortalte mig det, "til min mand, der absolut ville give kaffe hver gang: Hvorfor skal vi det, og så så tit spare på andre ting? Derfor forstår De," føjede hun til, "at da den gamle mor fortalte mig om sine sønners frelse, så glædede jeg mig over dette; men jeg skammede mig samtidig over det sind, jeg havde haft, når det gjaldt kaffen."

Ja, men de har det nu alligevel bedst - -.
Den gamle indremissionær Kre' Josef (Sørensen), Års, fortalte mig en dag, jeg besøgte ham, at det, der gav ham stødet, var det, at han en dag stod og så hånligt efter sin troende svigerinde og en anden kvinde, da de rejste fra dem, og samtidig kom med en hånlig bemærkning om dem til sin kone, og denne så vendte sig mod ham og sagde: "Ja, men de har det nu alligevel bedre end vi to." "Det ramte, og det blev siddende," sagde han.

"Jeg, jeg er den, som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld, og jeg vil ikke ihukomme dine synder." Es 43,25.

Dette ord har jeg så ofte haft brug for og fundet trøst i. Og alligevel kan det vel til tider knibe at holde fast, at vore synder ikke eksisterer for Gud, at de er glemte, slettede ud. En understregning af, at noget virkelig kan slettes ud, fik jeg imidlertid en sommerdag, da fabrikant Marius Nielsens, som så ofte før, havde stillet deres dejlige strandvilla ude ved Søndervig til rådighed for os. Jeg havde været ude på morgentur langs stranden og bemærket de utallige mærker, der var i sandet af menneskefødder m.m. Alle, der havde været på stranden, havde efterladt sig sine spor. Nogle timer senere var der højvande, og det greb mig at lægge mærke til, at efterhånden som havet trak sig tilbage, havde det udslettet alle spor, ja, der var ikke en eneste mindelse om de mærker, som jeg tidligere havde set så mange af. Og det blev et billede for mig på Guds tilgivelse. Sådan er det altså Gud tilgiver, sletter ud og glemmer. Der er ikke spor tilbage af fortidens synder i hans hukommelse. De er slettede ud, tilgivne og glemte.

"Hug din hånd af - - -."
En af mine venner i N. sogn sagde en dag til mig: "Hvor var det sandt, det vi hørte i kirken i søndags om "at hugge hånden af" og "rive øjet ud," når noget er til forargelse for os, og ligeså det, der blev sagt om, at der skal renses ud, bl.a. i vore bogreoler. Jeg husker således, at jeg en dag måtte tage ca. 70 bøger i pæne bind og bære dem ud på marken; de skulle brændes. Min nabo kom forbi i det samme, og spurgte: "Men hvad er det dog, du gør ved sådanne pæne bøger? Jeg kunne godt have lyst til at få nogle af dem." "Ja, de er pæne udvendig," sagde jeg, "men indeni er det noget skidt, og jeg har kun haft ondt af at læse dem, og der skal ikke være flere, der skal have ondt af dem. - Men hvor var de sejge at få brændt!"

De to B'er.
Under vort ophold ved Søndagsskolekongressen i Toronto i 1950 spurgte den dansk-canadiske præst, pastor Christensen, mig en dag om, hvor vi var indkvarterede. Og da jeg svarede, at vi var indkvarterede på KFUM, sagde han omgående: "Der må De ikke vente at finde kristendom."

Jeg blev vel noget chokeret over denne oplysning; men desværre viste det sig at holde stik. Der var god mad at få, og det så på plakater og opslag ud til, at der var rigeligt med underholdning af forskellig art; men kristendom mærkede man ikke noget til. - Skulle de unge i Canada finde levende kristendom, så søgte de til kirken, i kirken prøvede man at komme både børn, unge og ældre i møde.

Men det, der for mig var det tunge i præstens udsagn, var dette, at en fordum så levende og velsignet gerning nu skulle være kommet så vidt, at der ikke mere var kristendom at finde i den.

Og det fik mig til igen at tænke over de ord, som en taler herhjemme engang sagde ved et KFUM-møde: "I KFUM's første dage gjaldt det de to B'er: "Bøn og Bibel," i dag gælder det især de to F'er: "Fest og Foredrag," pas på, at det ikke ender med de to S'er: "Spil og Sport!"

Ja, det får én til at tage spørgsmålet op til selvprøvelse. Hvad er det, der er det bærende i KFUM og K. i dag? Er det stadig de to B'er?
"Død, hvor er din brod?" 1Kor 15,55.

Det var i O. Feldborg, der lå en mor til en ret stor børneflok syg af tuberkulose og tæredes hen lidt efter lidt; men som det udvortes menneske fortæredes dag for dag, fornyedes det indvortes menneske. Og den dag, da hun skulle sige farvel til sine børn, sagde hun: "Jeg ved ikke, hvordan det kan være; men da jeg for et år siden rejste til Holstebro på sanatoriet, da var det så svært at sige farvel til de små, og jeg kunne ikke lade være at græde; men nu synes jeg slet ikke, jeg kan græde ved at sige farvel, de er jo lagt i Guds hånd, og de er trygge, og så venter jeg at mødes med dem derhjemme."

Kort før hun døde, sagde hun til sin mand: "Far, kom lige herhen!" Og da han kom hen til sengen, sagde hun: "O, løft mig op!" "Hvor skal jeg løfte dig op?" spurgte han. "Løft mig op mod Himlen!" Så lå hun et øjeblik og sagde så pludselig: "Nej, det er sandt, Jesus kommer jo selv og henter mig." Og efter et øjebliks tavshed udbrød hun: Ja, men han er her jo allerede," og der var en forunderlig fryd i stemmen. Lidt efter, fortalte hendes mand mig, kom der en glans i hendes øjne, som han aldrig havde set, og det var, som så hun ind i en herlighed så skøn - og så gled hendes sjæl bort og var hentet hjem.

På Hobro sygehus lå en sygeplejerske, en ung pige fra mit hjemsogn, og skulle dø; men ejede troen på sine synders forladelse, og hun vidnede for sine søskende, der stod omkring hende for at sige et sidste farvel: "Jeg er den af os søskende, der har det bedst. - I skal også komme til Jesus alle sammen." Og til sidst sang hun, mens hendes kære stod grædende omkring hende: "Lyksalige lod, at leve, hvor døden har mistet sin brod - -."
"Derefter så jeg, og se, en stor skare - -." Åb 7,9

Det var en aften, da jeg var først i tyverne; jeg var på rejse med toget fra Fredericia nordpå. Vi var nået til strækningen mellem Skanderborg og Århus, og jeg stod ude i gangen og så ud ad togvinduet. Da pludselig svinder alt omkring mig, og jeg ser den frelste skare eller rettere en del af den; jeg så også nogle af mine kære i den skare, og det, der især betog mig, var den fred og glæde og lykke, der hvilede over alt og alle, ja, ligefrem strålede ud fra dem; det var himmelsk. Hvor længe det varede, ved jeg ikke; men pludselig var det forsvundet, og jeg stod igen i det bumlende tog og så ud i mørket, mens landskabet gled forbi. Da synet var forbi, husker jeg, ung som jeg var, med livet og dets muligheder foran mig, at jeg alligevel kun ønskede ét, at jeg måtte få lov at sige denne jord farvel og blande mig for evigt i den frelste skare, jeg lige havde set. Så skønt var det.

Ofte har jeg siden spurgt mig selv, hvad Gud mon ville sige mig med denne oplevelse? Mon ikke han ville, at denne oplevelse skulle vende mit hjerte og mine tanker med den herlighed, der venter, hver gang jeg er ved at blive for optaget af denne forgængelige verden?

Mel.: Med strålekrans om tinde - - -

Mod himlens gyldne sale
så tit mit trætte sind
ser op fra skyggedale
at skue lidt derind.

Der er ej sorg og tårer,
der er ej synd og nød,
der ingen torne sårer,
der er ej kors og død.

Der venter evig hvile
fra livets hårde strid,
der trætter ingen mile,
der trykker ingen tid.

Der er ej skyer sorte,
kun lykke, fryd og fred,
selv tro og håb et borte,
alt ånder kærlighed.

Så skønt Guds engleskare
de gyldne harper slår,
basunens fanfare
til himles himle når.

For Guds og lammets troner
jeg ser den hvide flok,
sin frelser og forsoner
den kan ej prise nok. -

Og når i tro jeg skuer
hin verdens herlighed,
mit trætte hjerte luer
i ny bestandighed.

Nyt håb er da mig givet
for kampens mål og med,
thi stakket kun er livet,
men evig himlens fred.