I København!
I de år, jeg læste i København, fandt der en skelsættende begivenhed sted i Danmarks historie. Vi fik i 1920 vort tabte Sønderjylland tilbage. Vi var mange på Rådhuspladsen den nat, da afstemningsresultaterne blev bekendtgjort efterhånden, som de gik ind. Der var spænding og der var glæde for hvert område, der stemte sig hjem til Danmark.

En anden skelsættende begivenhed i disse år - i hvert fald for mig - var den, at jeg mødte min tilkommende hustru, Ellen Johannesen, datter af kordegn Johannesen, Eliaskirken. At vi kom på talefod med hinanden gik vel lidt underligt til. En lørdag aften var vi, som aldrig havde set hinanden før, tillige med en flok andre unge, især studenter og deres søstre, budt til en aftenfest hos en af vore studenterkammerater. Vi havde en rigtig hyggelig aften med sang og musik og med ordsprogsleg og deslige. Og på vejen hjem lovede vi hverandre, at vi alle ville mødes i Eliaskirken til højmesse næste dag. Men hvordan gik det? Der mødte kun to - siger og skriver to - nemlig frk. Johannesen og jeg. Og så gik det, som jeg plejer at sige, når jeg har nævnt dette til nogen, "at det ene ord tog det andet," og resultatet blev forlovelse godt et halvt år efter. - På vor bryllupsdag ved festen på hotellet bagefter sagde pastor Fibiger, som havde viet os, og som havde hørt, at det var i Eliaskirken, vi mødtes, at det egentlig ikke var det, Eliaskirken var bestemt til. Jeg tillod mig at sige, da jeg havde ordet for at takke for gaver og deslige, at kirken jo ikke var det dårligste sted at mødes for et vordende præstepar.

Forøvrigt førte forlovelsen selvfølgelig med sig, at jeg kom meget i kordegnehjemmet på Gasværksvej, hos "Danmarks bedste kordegn," som pastor Fibiger sagde, og at jeg kom meget i Eliaskirken og hørte en positiv og central forkyndelse, hvilket var en gavnlig modvægt mod meget af det, man måtte høre fra anden side.

Pastor Fibiger, der nu og da kunne være lidt frisk i det og få skyld for at være lidt stor i "slawet," havde dog inderst et ydmygt hjerte. Jeg husker, at det engang gav sig udtryk på den måde, at han sagde til min svigerfar, som virkelig havde et sjældent tjenersind: "Når vi engang skal bænkes ved højtidsbordet derhjemme, så kommer du jo op på en af de øverste pladser, Anders, med det tjenersind, du har, men se så lige ned til mig." Og var det end sagt halvt i spøg, så forstod vi dog, at ordet fra Matt 20 var ham i tanke: "Den største iblandt jer, det er den, der tjener."

Foruden den velsignelse, jeg hentede gennem gudstjenesterne, fik jeg også megen åndelig velsignelse gennem søndagsskolearbejdet i Eliaskirkens søndagsskole. Da jeg blev bedt om at hjælpe til der, var jeg vel mest tilbøjelig til at sige nej, søndag var jo den eneste fridag. Men det blev heldigvis til et ja, og det gik her, som det altid gør i Guds riges gerning, at man tror, man skal yde; men man får langt mere, end man giver. Dels var timerne med børnene en oplevelse, flinke og modtagelige som de fleste af dem var, og dels var det en gavnlig modvægt til de høje teologiske forelæsninger og diskussioner at sidde en time blandt børnene, helt nede på jorden, og prøve at sætte sig ind i deres tankeliv og verden. Tillige var forklaringsmøderne, som vi søndagsskolelærere mødtes til i forskellige hjem fredag aften, til megen velsignelse for den unge teolog, og jeg oplevede her som måske sjældent siden, hvad de helliges samfund betyder.

Søndagsskolearbejdet blev, foruden den berigelse det var i øjeblikket, en god forskole til det søndagsskolearbejde, jeg siden hen fik lov til at være med i.

De sidste år af studietiden havde jeg også mange gode stunder i teologkredsen eller Levring-Vivild-kredsen. Det sidste navn fik den efter de to store stævner, vi havde i Levring og Vivild.

Vi var først i Levring, indbudt af samfundet der med pastor P. Johansen i spidsen. Vi havde nogle rige dage, hvor vi fik megen god kost gennem præster og andre talere, som ydede bidrag i stævnedagene. - Blandt de gæster, der var til stede, var også den gamle smed Madsen, Hinge, en mand der havde betydet meget for egnen, og jeg mindes, at da han en dag blev trukket frem "til alles beskuelse," og der blev sagt et par pæne ord om ham, strittede han imod af alle kræfter og fjernede sig med de ord: "Det vil koste mig mangt et fadervor."

Næste års stævne var i Vivild under ledelse af pastor Im. Bang, præsten med den smukke patriarkskikkelse.

Det var meget rige dage for os unge, og at det også var det for dem, der havde lukket deres hjem op for os, fik vi at vide blandt andet ved følgende bemærkning, den dag vi skulle rejse, idet en af værterne udtrykte sig på den måde: "Da vi fik at vide, at vi skulle have alle de lærde herrer, så tænkte vi: Uha! Men hvis vi hører, at De kommer næste år igen, så siger vi: Hurra!"

At Guds ånd arbejdede, fik vi da også at se på flere måder, blandt andet også en dag da pastor Fogh Petersen, Århus, talte i Vivild kirke, og det pludselig lød højt fra en ung pige, der sad oppe ved orglet: "Nu kan jeg ikke stå imod mere."

Levring-Vivild-kredsen holdt møder i København vinteren igennem. Det var især pastor Fibiger, der åbnede sit hjem for os, og jeg ser af mine optegnelser, at vi behandlede emner som Bibelen, nadveren, bønnen osv.

De to sidste år af studietiden fik jeg lov at bo på Regensen, et stort privilegium både økonomisk, kammeratlig og kulturelt. Vi var her 100 studenter fra alle de forskellige fakulteter og følte os dog som een stor familie. Der var humør, og der var lune og drillerier, netop som det skal være blandt en flok unge.

Der kom gerne et nyt hold ind hvert halvår. Disse blev kaldt "russere," indtil næste hold kom. Når "russerne" havde været på Regensen en måneds tid eller så, var det altid skik, at der skulle laves løjer med dem på en eller anden måde, og dette foregik gerne ud på natten.

Ad en eller anden omvej havde jeg fået nys herom og havde derfor hver nat sat nøglen i min dør indvendig, så døren ikke kunne dirkes op. - Endelig en nat var timen kommen, og jeg vågnede ved, at der lød høje råb inde hos min nabo, og vandhanen derinde løb rigeligt. Een, to, tre var jeg oppe og holdt krampagtigt fat ved nøglen, da turen kom til mig, og man forsøgte at dirke døren op. Til sidst blev "de fungerende" dog trætte og fortsatte til næste offer.

Et år gik "ceremonien" for sig på den måde, at nogle gamle regensianere kom ind på værelset hos hver enkelt af "russerne," idet de præsenterede sig som værelsesinspektoratet, og stillede så den logerende en række intime og nærgående spørgsmål. Der blev blandt andet spurgt: Er De forlovet? Og hvis vedkommende svarede ja, blev der fortsat: Vil De så være så god at møde hos viceprovsten i morgen kl. 9 og meddele ham det. - Næste dag kl. 9 var der samlet en lille flok på den gang, hvor viceprovsten boede. Den første bankede så på og forrettede sit ærinde: "Jeg vil gerne meddele viceprovsten, at jeg er forlovet!" Viceprovsten, som ikke var uvant med den slags "overraskelser," svarede omgående: "Det glæder mig virkelig, til lykke med det! Vil De ikke have en cigar?"

Da flokken lidt efter noget slukørede trådte ud ad den dør, der førte ud til gården, stod der en anselig skare regensianere og modtog "ofrene" med en ægte latter og et varmt: "Til lykke med forlovelsen!"

Et andet hold blev kommanderet på brandvagt, og selvfølgelig blev de posteret på de mest skumle lofter på Regensen. Jeg husker, hvordan en af mine kammerater fik mig vækket og listet med for at se brandvagten, og jeg kan endnu se stud, theol. Mollerup, senere præst i Haslev, gå nok så troskyldigt og ansvarsbevidst frem og tilbage med faste skridt på den brandvagt, der var betroet ham. - Ved en anden lejlighed skulle "russerne" fotograferes. Jeg traf netop at komme ind ad regensporten i det øjeblik, det skulle foregå, og så da russerholdet stillet an til fotografering i det modsatte hjørne af regensgården. Apparatet var stillet op, og to af de ældre regensianere agerede fotografer - selvfølgelig var der ingen film i apparatet - nu kom det spændende øjeblik, da fotograferingen skulle ske, og en af "fotograferne" bad dem alle smile, for nu skete det. I det samme så jeg to regensianere i de åbentstående vinduer ovenover med hver sin spand vand, og i næste nu var hele indholdet fordelt over "russerne, så de stod plaskvåde. Digteren Poul M. Pedersen fik særlig meget og lignede en druknet mus.

Det var jo ikke nogen behagelig omgang; men at blive fornærmet over sligt kendtes ikke på Regensen. Jo, der skulle engang have været een, som man brød ind til og som så blev fornærmet og tog ud i byen og boede på hotel den nat; men han blev aldrig kaldt andet end "hotelrotten."

Der blev også arrangeret "slåbrokaftener," hvor en eller anden kendt mand fik lov til at tale til regensianerne. Således mindes jeg især en meget interessant aften, hvor missionær Bittmann, Indien, gav os et levende indtryk af missionsarbejdet i Indien.

Så var der selvfølgelig også soldeaftener på Regensen, aftener hvor mindre kredse samledes, og hvor der sikkert var mere end rigeligt af spiritus.

Der var jo også flere regensforeninger, som f. eks. "Gamle," "Grisen," "Uglen," "Pip" og "Skrap."

I de år, jeg var på Regensen, havde vi besøg af kong Christian X tre gange. Der blev så holdt fest i regensgården, og vi sad ved lange borde ude i det frie. Jeg mindes fra et sådant besøg, at Kaj Munk, som var vor klokker på den tid, og som jo var begyndt at skrive sine værker, havde skrevet en kantate til kongen, og at kongen bagefter gennem en længere samtale komplimenterede Munk for den udmærkede kantate.