Da kongen besøgte os!
Jeg mindes også en anden gang, da kongen aflagde os et besøg, og der som sædvanlig var fest i regensgården, at "Grisen's" formand gik hen til kongen og hængte formandens ærestegn, en stor kæde med en flot gris i, om kongens hals og udnævnte kongen til æresmedlem af "Grisen." Da "Uglen's" formand så dette, ville han ikke stå tilbage, men udnævnte kongen til æresmedlem af "Uglen." Kongen gik ind på spøgen og sagde, da han senere tog ordet, blandt andet, at hvis der skulle opstå krig imellem de to foreninger (kongen vidste godt, at foreningerne stadig lå i krig med pennens våben), så skulle de bare henvende sig på Amalienborg, så skulle kongen søge at bilægge striden.

Blandt samtidige regensianere mindes man selvfølgelig især Kaj Munk; der var evner og der var sprængstof i ham. Men nogle af os syntes vel ikke rigtig, at han havde fundet sig selv og i hvert fald ikke noget fast åndeligt stade. Vi havde det overfor ham, som nogle stykker af os talte om en dag, at til tider, når han havde skrevet noget godt, så havde vi lyst til at slå ham på skulderen og sige: "Det er rigtigt, Kaj Munk, og det har du fået evner til at sige, netop som det skulle siges." Men til andre tider havde vi det sådan, at vi havde lyst til at slå ham oven i hovedet og sige: "Det er skørt, at du dog ikke holder din mund."

Vi syntes, at Kaj Munk lige manglede een ting, nemlig at møde Gud derude ved tornebusken, sådan som Moses havde mødt ham og var blevet sat i knæ. - Nå, vi forstod vel ikke dengang at vurdere hans evner som digter.

En anden regenskammerat, som man lagde mærke til, var Fuglsang-Damgaard, senere biskop over Københavnsstift. Blandt andet husker jeg, at jeg var med til at bære cand. theol. Fuglsang-Damgaard hjem til Regensen "i guldstol," da han havde fået sit præ (udmærkelse) til teologisk embedseksamen. - Og mange flere var der, som nu sidder som kendte mænd rundt i vort land.

I regenstiden havde jeg en uforglemmelig tur til Sverige. I dagene 7 - 12. maj 1923, var vi ikke mindre end 23 teologiske studenter ved Københavns universitet, der efter indbydelse besøgte den svenske præst, pastor Bjørk, Bjärnum, Sverige. Det blev nogle meget rige dage. I notaterne i min dagbog har jeg brugt udtrykket "et af Gud velsignet samvær."

Pastor Bjørk, der tidligere havde været missionær på Madagaskar en del år, var en forunderlig åndeliggjort mand, der i timelig henseende levede efter samme principper som Kina Indlandmission, det vil sige, at han bad sig alt til og stillede alt det, han fik af Gud, til Guds rådighed. Og Gud havde gennem venner fra forskellige lande givet ham et forunderligt hjem og midler til at gøre vel med. Hjemmet bestod af tre huse med spisesal, opholdsstue, kontor og værelser. I det ene hus var der et kapel, nydeligt og stilfuldt, ret som en lille kirke. Hjemmet lå i særdeles smukke omgivelser med klipper og skove på alle sider. Nedenfor bygningerne lå en dejlig lille indsø, som forresten blev brugt af os i de dage, vi var der, dels som vaskefad ved morgentoilettet og dels til sejlture. I skoven gik flokke af løst kvæg, og vi hørte ofte kobjælderne klinge os i møde under køernes bevægelser. Skovduernes kurren og fasanernes kaglen gjorde ikke stedet mindre romantisk.

Dette hjem var et helt lille Bethel, et Guds hus. Opholdet var gratis for hele flokken, kun rejsen skulle vi selv betale, alt det andet gav han os og Gud gennem ham. Masser af mad gik der til, og forfærdeligt lavede vi gulvene til; men jeg tror ikke, han skænkede det en tanke, det var ham givet af Gud, og for hans skyld stod det åben for os. "I skal være velkomne," sagde han atter og atter, "og skulle I trænge til ro under læsningen, da kom herop, mit hjem er åbent, så længe Gud vil."

Efter hans eget udsagn ville han ikke trænge sig ind på nogen, hvad det religiøse standpunkt angik. "Det har vi ikke ret til," sagde han, "men aldrig skal nogen komme ubelejligt, når han selv ønsker at tale derom."

Og i ham selv forenedes det livsglade, det frie og friske og det pietistiske, f. eks. afholdelse fra kortspil, teater, dans, tobak osv.

I de dage, vi var der, fik vi som vordende præster forskellige gode råd, blandt andre: "Hjertet må brænde, når vi går på prædikestolen. Grunden til, at vi udretter så lidt og at der kommer så ringe et resultat ud af vor prædiken, er ofte den, at vi ikke er brændende; thi hvorledes skal vi kunne tænde ild i andres hjerter, når der ikke er ild i os selv."

"Lad os endelig ikke blive opgivende," sagde han en dag, "når vi kun har en lille skare at tale til, nej, lad os være mindst lige så ivrige efter at bringe dem det bedste, vi kan; thi ofte kan vi måske blandt få udrette langt mere end blandt mange."

Og han fortalte os en oplevelse fra Lapmarken, som understregede hans formaning. Han var oppe hos lapperne til nytårstjeneste. Det er kun to gange om året, lapperne kan komme ned fra fjeldene til fest; men da er de også i fineste stads og meget forventningsfulde. Og de havde haft det noget så dejligt og interessant i de dage. Men tænk så, dagen efter, at festen var endt, kom der to på ski, en mand og hans hustru. Det var 8 dage siden, de var rejst ned fra fjeldene; men undervejs var de blevet overfaldet af snestorm og måtte grave sig ned i sneen, og nu da de nåede målet, kunne de jo nok se, at alle lapperne var borte, og de spurgte mig da: "De har da ikke prædiket og holdt fest?" "Jo, det har vi, og alle er rejst." Og så at se deres skuffelse og sorg; som et par børn satte de sig ved huset og græd, nu havde de sådan glædet sig til prædiken og fest, og nu var det hele forbi. Da gik jeg hen og slog dem på skuldrene og sagde: "Sid nu ikke der og græd, I skal nok få prædiken og fest;" og så fik vi alle lysene tændt, og så prædikede jeg for de to og et par venner mere, og aldrig tror jeg, at jeg har haft så opmærksomme og taknemmelige tilhørere; den stund glemmer jeg aldrig. Senere fik de så kaffe og mad og drog til sidst tilbage den lange vej fulde af glæde.

Bjørk var også en mand, der troede på bønnens magt og nævnede os flere eksempler på bønhørelser fra sit eget liv, blandt andet dette:
"Jeg havde en ven, en kunstner, og som kunstnere, og forresten som så mange andre, kunne han have det sådan, at han snart var højt oppe og snart langt nede. Når han var højt oppe, kom han til mig, og vi havde det rart; men når han var i bølgedalen, blev han gerne helt borte. - Jeg var hans gode ven, og jeg ved, at han gerne ville have det helt godt med Gud.

Da traf det sig, at han i længere tid blev helt borte, og jeg anede uråd. Jeg spurgte da på det sted, hvor han boede; men de fortalte, at han var rejst bort, og hans adresse kendte ingen. Jeg anede endnu mere uråd, og da jeg kom hjem i min stue, trængte det sig ind på mig med hidtil ukendt magt: "Bed for din ven!" Og jeg bad og gentog gang på gang disse ord: "Herre, lad Svend blive frelst!"

En tid derefter fik jeg et brev fra Svend og deri stod, at han havde været så langt ude i tungsind, at han stod og skulle til at tage sig selv af med livet. Men, skrev han, netop da lød der en røst, din røst, med de ord; "Herre, lad Svend blive frelst!" Det greb mig, jeg kunne ikke udføre min hensigt, og nu er jeg så glad, så glad, thi denne oplevelse blev begyndelsen til min evige frelse." Jeg spurgte ham senere om dag og time, og det viste sig, at det var netop "i den samme time."