Årene gik!
Årene gik, og til sidst nærmede eksamenstiden sig med al dens spænding. Det er jo ikke så ligetil at skulle stå til regnskab på een dag for det, man har læst og studeret på i 5-6 år. Og mindre blev spændingen ikke, når man havde været "tilskuer" ved eksaminer, hvor det endte med, at kandidaten dumpede. En af disse "dumpninger." fik ganske vist et tragi-komisk skær over sig; men dyb alvor var det jo trods alt. Det drejede sig om en ældre kandidat, der havde studeret samtidig med, at han passede en kirkelig gerning. Vi var klare over, at han ikke stod så godt skriftligt, og vi var noget spændte på, om han kunne hæve det ved den mundtlige eksamen. Men nej, da han kom op i det sidste fag, kørte han fast, sad lidt, rejste sig så og bukkede for eksaminator og censorer og forlod auditoriet. Det betød, at han var dumpet. Vi var mange, der havde overværet eksaminationen, og vi fulgte ham deltagende ud til universitetsdøren, og jeg skal sent glemme det øjeblik, da han med et svagt smil vendte sig om imod os og udbrød: "En hjertelig tak til alle dem, der fulgte og bar."

Nå, det blev imidlertid min tur til 1. del i januar og 2. del i sommeren 1924. Og jeg kunne glæde mig over et admissus cum laude, da eksamenen var forbi. Hvor var hjertet fuldt af tak til Gud, da jeg sammen med min forlovede gik hjem til Regensen efter overstået eksamen. Tænk at være færdig, så vi nu ret kunne begynde; thi dette her var jo kun forberedelsen, nu kom det egentlige præstegerningen.

Nu måtte jeg så i gang med at søge embeder. Samtidig benyttede jeg lejligheden til først at være med ved et teologisk stævne i Bodilsker på Bornholm. Dette blev en dobbelt skøn oplevelse, dels fordi vi havde nogle dejlige dage sammen med I. M.s samfund på stedet og nogle af præsterne på Bornholm, dels fordi vi efter mødet tog en tur "Bornholm rundt." Hvor er Bornholm et stykke sjældent natur, lige fra klitter i øst til klipper i nord og vest, omslynget af Østersøen og med de dejligste udflugtssteder, f. eks. Almindingen, Gudhjem og Hammershus.

I sommeren 1924 fik jeg af universitetet tildelt et studielegat, og da jeg havde interesse for kirkernes filantropi, valgte jeg at bruge legatet til et studieophold på epileptiker-anstalten Bethel ved Bielefeld, Tyskland.

Bethel blev begyndt i 1867 som epileptikerhjem for 4 epileptiske drenge. I 1872 blev den bekendte pastor Friedrich von Bodelschwingh forstander for hjemmet, idet han blandt andet blev ledet dertil gennem de prøvelser, han og hans hustru forud var kommet igennem, idet de havde mistet 4 små børn. Pastor Bodelschwingh blev Bethels uforlignelige forstander i mange, mange år, idet han døde i 1910. Under hans lederskab undergik hjemmet en rivende udvikling og var nu i 1924 nået op på ca. 6000 indvånere.

Gennem bekendte havde jeg fået det ordnet sådan, at jeg kunne bo gratis hos pastor Burckardt, der boede i Bethel på højskolen Lindenhof som leder af denne, mod at jeg hjalp til med noget havearbejde og kontorarbejde om formiddagen.

Den 5. august startede jeg på den ca. 650 km lange rejse og passerede på vejen dertil Flensborg, Hamborg og Hannover og nåede Bielefeld den 7. august kl. 4 morgen. Her skulle jeg så vente til daggry på en bus til Bethel, og jeg satte mig hen på en banegårdsbænk for at sove lidt, men ak nej, der var en eller anden tjenestemand, som ustandseligt kom og puffede til os, der sad på bænkene, for at vi ikke skulle falde i søvn. Det var et meget nyttigt hverv, tjenestemanden havde, hvordan var det ellers gået for mange af os med at komme med det rette tog, men manden var ikke særlig populær iblandt os, for han forstyrrede jo bestandig vor søvn. Jeg kan huske, at jeg sad og gjorde en sammenligning mellem hans stilling og den stilling, jeg skulle have som præst. Det er jo også præstens bestilling at være med at holde vågen, at vække de sovende, og man kan jo ikke vente, at det gør én populær som præst.

Nå, jeg kom med den rette bus og nåede Bethel. Der var imidlertid henimod en halv times gang fra holdepladsen til Lindenhof. Men hvor var det en skøn spadseretur, i baggrunden lå de skønne Teuterburgerwaldbjerge og -skove, og selve byen, som jeg gik igennem, mindede mig bestandig om Det hellige Land. Alle huse, værksteder og fabrikker bar bibelske navne, og ligeså gaderne. Jeg så huse med navnene Bethel, Saron, Eben-Ezer osv, og gader som Saronsvej, Mamrevej, Salemsvej osv., og man fik en følelse af, at dette her var alt sammen indviet den hellige Gud; hvad man også senere ved besøg i de forskellige anstalthuse fik et stærkt indtryk af.