November natten var råkold og stormfuld. Dagen før havde verden været skjult i en tæt tåge, og borgerne i den lille by Eisleben måtte tænde deres fyrrespån tidligere end ellers, hvis de skulle kunne se til deres arbejde. Vejrhanen på den ældgamle Sct. Peterskirke peb jammerligt, tagstenene raslede i blæsten, og af og til blev en af dem revet løs og faldt med et stort brag ned på gaden.

Klokken var næsten ti om aftenen, da der hørtes nogle hårde slag af dørhammeren på hoveddøren til et af de lave huse i nærheden af kirken. Lidt efter skubbedes et lille skydevindue til side, og en kvindestemme spurgte ud i mørket: »Hvem der, og hvad skal jeg?«

»Åh, kære frue,« sagde en bedende stemme nede fra gaden:»En stakkels ægtehustru begærer jeres tjeneste. Skynd jer, for det haster meget.«

Vinduet lukkedes igen, og lidt senere trådte en tilhyllet skikkelse ud ad døren. »Sikke et dårligt vejr det er i nat,« sagde kvinden, »er der langt til jeres bolig?«

»Nej,« lød svaret, »næppe to hundrede skridt herfra.«

»Hvem er I ?« spurgte kvinden igen, idet hun gik ved siden af manden. »Jeg husker ikke at have set jer før, og I taler heller ikke som en fra vor by.«

»Hans Luther hedder jeg,« svarede manden.

»Det navn har jeg aldrig hørt før i vor by,« sagde jordemoderen, efter at have tænkt sig lidt om.

»Det tror jeg gerne,« svarede manden. »Det er også kun en kort tid, jeg har boet her i Eisleben. Sammen med min unge hustru er jeg rejst hertil fra min hjemstavn, en landsby ved navn Mohra i nærheden af Salzungen, idet vi håbede at finde en bedre levevej her end derhjemme. Den lille jordlod, som min fader efterlod os, kunne ikke brødføde os alle; derfor overlod jeg, som den ældste af søskendeflokken, arven til min yngste bror og rejste til Eisleben for at søge mit brød under jorders.«

»Mon I nu også finder det?« spurgte jordemoderen. »Der er jo flyttet så mange fremmede til byen, at man må frygte, at der ikke bliver arbejde nok til dem alle sammen.«

Manden sukkede. »I har ret,« sagde han. »Jeg havde håbet på en bedre skæbne. Men foreløbig bliver jeg vel nødt til at blive lidt endnu, for min kones skyld.«

»Er det første gang, hun har brug for jordemoder?« spurgte kvinden.

»Ja,« sagde manden, »det er første gang. Indtil nu er hun blevet bevaret for ulykke og fortræd, hun har et godt helbred og et tappert sind. - Se, nu er vi der allerede.«

Han bankede tre gange med dørhammeren, og så blev døren åbnet. De to trådte ind i en lavloftet stue, hvor de fandt bjergværksarbejderens hustru liggende på sengen.

Den gamle jordemoder satte sig hos den unge kvinde og talte venligt med hende. I ventetiden havde den lidende unge kvinde allerede følt sig temmelig forladt, men jordemoderens hjertelige ord føltes som lindrende balsam for hendes sjæl. Hans Luther måtte nu fremskaffe de ting, som jordemoderen ville få brug for. Derefter trak han sig stille tilbage til et andet værelse og sendte inderlige bønner op til Himmelen, især til den hellige Anna, som han havde valgt som sin skytshelgen.

Lidt senere kom jordemoderen ind til ham og bad ham gå hen til apoteket for at hente en pose urtete. Hans Luther havde meget besvær med at få apotekeren vækket, og der gik derfor næsten en hel time, før han nåede hjem igen.

Idet han trådte ind i huset, kom jordemoderen ham smilende i møde med et nyfødt barn på armen. Den lille åbnede munden og udstødte et vræl, som om han ville hilse på faderen. Hans tog barnet på sine arme, og med tårer i øjnene trykkede han det varsomt til sit bryst. Han følte en sådan lykke i sit indre, at han næppe kunne få en lyd over sine læber.

Han gik hen til sin kones seng og sagde - idet han lagde spædbarnet ned til hende: »Oh, du min allerkæreste Grethe, hvilken kostelig gave har du ikke skænket mig! Lovpriset være den hellige Anna og alle helgener! Se, mit hjerte banker af glæde. Jeg er som et barn.«

Han hjalp nu jordemoderen, så godt han kunne med at bade barnet, og i sin første faderglæde glemte han foreløbig alle livets sorger og bekymringer.

Dagen efter stod præsten ved Peterskirkens døbefont sammen med to andre personer, der skulle være vidner til den handling, som skulle foretages med det fremstillede lille barn. Han læste bønnerne fra sin bønnebog, hvorefter han stænkede indviet vand på barnets pande og sagde: »Efter denne dags helgen skal du, lille barn, kaldes Martinus. Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn!«

Jordemoderen havde desværre halt ret i sin formodning om, at indkomsten for den enkelte ville blive alt for ringe, fordi så mange fremmede minearbejdere var flyttet til byen. Hans Luther havde fra begyndelsen kun tjent meget lidt. Da han nu også skulle pleje barsels-patienten og derfor ikke kunne passe sit arbejde så godt som ellers, havde han ingen anden udvej end at låne hos naboerne i håb om bedre tider senere. Da fru Margarethe atter var rask nok til at klare sig selv, arbejdede den kraftige, tætbyggede mand med dobbelt iver. Men vinteren gik, uden at han helt havde kunnet afdrage sin gæld.

En regnfuld dag i april trådte Hans Luther, iført sit bedste søndagstøj, ind i stuen til sin kone. »Goddag, min kære Grethe,« sagde han, mens han rystede regndråberne af' sine klæder. »Min gang har ikke været forgæves. Jeg tror, at vi i Mansfeld skal få bedre held med os. Mansfeld er ganske vist kun en meget lille købstad, men minedriften går meget godt der. Rundt omkring byen ser man smelteovnene brænde. Der findes arvefyr og forpagtningsfyr. Den, der ejer et arvefyr, er en holden mand. Så langt kan vi vel næppe nogen sinde nå, men dersom Gud bevarer vort helbred og vore kræfter, vil det måske med tiden lykkes os at få en ovn i forpagtning, og så er vi ovre det Værste.«

»Du ser så glad ud, som om det alt sammen var gået i opfyldelse,« sagde fru Margarethe smilende. »Det ligner dig. Men jeg vil nu gerne rejse med dig. Værre end her i Eisleben kan det nok ikke blive for os i Mansfeld. Måtte de kære helgener nu kun hjælpe os, at vi snart kan betale vore lån tilbage til dem, der har hjulpet os i vor nød, for jeg vil ikke flytte herfra uden først at have klaret dette.«

Hans lagde trøstende hånden på sin kones skulder og sagde: »De syv gylden, vi endnu skylder, skal vi snart få betalt, hvis vi er endnu mere sparsommelige og pålægger os selv endnu flere afsavn end før.«

Fru Margarethe svarede ikke, men hun betragtede stille sit lille barn og tænkte ved sig selv: »Når jeg som moder må undvære nærende kost, går det også ud over barnet.«

Men den lille dreng mærkede tilsyneladende intet til de afsavn, som hans forældre måtte pålægge sig selv. Hans kinder, hans små arme og ben blev runde og faste, og de store mørkeblå, strålende øjne kiggede så fornøjet på alt omkring ham, som om den hjemlige hytte var et kongeligt slot, og han selv en født prins.

På en vidunderlig smuk majdag i året 1484 kørte en lille hestevogn, pakket med husgeråd og bohave, ud af Eisleben og i retning mod byen Mansfeld. Oven på læsset sad fru Margarethe med sin lille søn på skødet, mens hendes mand gik ved siden af vognen for ikke at gøre læsset tungere, da hesten netop var ved at trække vognen op ad en bakke. Naturen havde iført sig sin skønneste dragt. Græsmarkerne stod frodige med masser af brogede blomster. Små klare vandløb klukkede ved siden af vejen, og fra den lysegrønne skov hørtes gøgens ivrige kukken, mens solen strålede fra en blå himmel. Det gjorde afskeden lettere for de to pilgrimme, og de drog med glad forventning mod deres nye hjem.