»O, måtte det ske, at jeg roser kan plukke sammen med hende, og mit hjerte oplukke og kærlig og fortroligt til hende sige:

Vil du min ven for evigt blive?

Måtte det ske i en liflig stund, at du gav mig et kys af din røde mund, da var al min kvide og sorg forbi. En dejlig forårsdag i året 1517 hørtes de glade toner af denne minnesang af Walter von der Vogelweide, idet de lød som en glad fanfare fra to ungersvendes mund, mens de arm i arm vadede gennem sandet mod byen Wittenberg.

»Guds fred, I herrer!« var der pludselig en, som råbte fra den anden side af vejen, da de var holdt op med at synge. »Hvor skal I hen?«

»Til Wittenberg. Hvor langt er der?«

»Omkring en kvart mil, I kan allerede se den derhenne.«

»Hvad for noget, den samling huse, skal det være Wittenberg?«

»Så, så, I herrer, lad nu være med at spotte! I skal være taknemmelige, hvis I kan finde et sted at bo i den samling huse.«

»Skal man oven i købet tigge om et sted at bo? Byen ser ganske vist ud til at være temmelig lille.«

»Det er, som man tager det! For nogle få år siden var byen stor nok, men siden dr. Luther sidder på katederet, kan den ikke rumme de mange studenter, som strømmer hertil for at høre ham. Der er adskillige, som har måttet vende om med uforrettet sag, fordi de ikke kunne finde et sted, hvor de kunne bo.«

»Det er også for Luthers skyld, at vi to kommer. Det er til og med fra et land, som ligger langt herfra, nemlig Schweizerlandet. Sig mig, kender I måske doktor Luther?«

»Ja, bedre end nogen anden. Det er mig, der hver morgen fører kniven hen over hans ansigt.«

»Nå da, så er I hans barber? Ja, så må I naturligvis kunne fortælle os lidt om, hvad Luther er for en mand?«

»Det er trods alt ikke så let. I må hellere selv lære ham at kende.«

»Han skal altid være sur og gnaven.«

»Nej, det er i hvert fald løgn! Han er en meget venlig mand og har et godt hjerte. Han kan også godt tåle, at jeg laver lidt sjov. Men naturligvis kan han ikke lide uro og optøjer, og han kan heller ikke lide de studenter, der mener, at svir og drukkenskab og slagsmål er det, det hele går ud på. Han er bestemt ikke bange for at sige sin mening til den slags fyre, og der er nogle, som har taget ham det ilde op. Mens andre af samme grund holder endnu mere af ham.«

»Passer det, at der fra de andre fakulteter er mange overløbere til hans kollegium?«

»Ja, selvfølgelig passer det. I vil selv opleve det.« »Bliver de andre professorer så ikke sure på ham?» »Jo, i begyndelsen har det ikke manglet på sure miner

96og spydig tale; men nu har han faktisk alles sympati. Især lektorerne fra hans eget fakultet går ind for ham og tager oven i købet ved lære af ham, som for eksempel hr. Wenzeslaus Link, hr. Nikolaus von Amsdorf, hr. Andreas Bodenstein von Karlstadt og især den unge hr. Bartholomåus Bernhards. Sidstnævnte kom først hertil sidste efterår og har allerede udkæmpet mangen en dyst for doktor Luther.«

»Hvad er det, I siger, Bernhardi? Er han fra Feldkirch?«

»Ja, det er han.«

»Ih, det var dejligt at høre! Bernhardi er vor lands-mand. Vi glæder os meget til at møde ham.«

»Hvis det behager de herrer, så kan vi gå her til højre og først aflægge et besøg i Speck og drikke en kuckuck.«

»Hvad er det for noget mærkeligt I siger, mester?«

»I kommer sikkert snart til at forstå det. Speck, det er den lille skov derhenne ved Elsterporten, og kuckuck kalder vi det øl, som brygges her. Jeg håber, at I vil kunne lide det.«

De to studenter tog imod indbydelsen og gik sammen med barberen i retning af den nævnte lille skov, som de nåede i løbet af et kvarters tid.

Allerede på lang afstand kunne de høre et virvar al stemmer, og da de kom ind i skoven, var det et meget broget billede de fremmede fik at se. Klædt i de mest forskellige dragter sad studenterne omkring bordene med ølkrusene foran sig. Nogle var klædt i splittet kofte, spanske kapper, posede hoftebælter, små spanske støvler, fjer hat og dolk ligesom adelsmændene. Andre så ud som krigere og bar brystvams, læderbukser, brede ridestøvler og kurveflettet kårdegehæng. Atter andre var klædt i en kort, studset kjole og overdimensionerede pludderbukser, hvori der var plads til tre. Resten var i den egentlige studenterdragt, d. v. s. en kappe, der nåede til knæene og med bred udstående krave, dertil snævre knæbukser, lilla eller brune strømper og bredskygget bule hat.

Næsten alle borde var optaget, så de fremmede havde svært ved at finde en plads. Kuckuck-øllet syntes de ikke særligt om, og det blev mester Peter næsten ærgerlig over. De ville også helst skynde sig for at komme til staden og se at finde et logi.

Idet de nærmede sig Elsterporten pegede mester Peter hastigt på en herre, tier netop trådte ind gennem porten. »Se der, jeres landsmand, hr. Bernhardi.«

De to schweizere var glædeligt overraskede, takkede hurtigt mester Peter og skyndte sig for at indhente hr. Bernhardi. Denne blev meget glad for at træffe lands-mænd og indbød dem til at komme med hen til hans bolig på Kollegiengasse.

Nu var der megen snakken frem og tilbage om hjem-landet og fælles bekendte, til hr. Bernhardi pludselig sagde: »Jeg kan tænke mig, hvad det er, der har draget jer til Wittenberg. Det er doktor Luther.«

»I har ramt det rigtige,« sagde begge på en gang, hvorefter de bad ham om at fortælle dem lidt om Luther.

»I er kommet til den rette,« sagde Bernhardi leende, »jeg kan fortælle meget om ham, for ingen har mere respekt for ham end jeg.«

»Det har vi allerede hørt,« sagde den ene af schweizerne, »og vi er ivrige efter at høre, hvad I har at sige.«

Hr. Bernhardi lukkede lidt op for sin kofte og satte sig mere bekvemt. Så begyndte han: »Som en morgenrøde er denne forunderlige mand gået op for os, og snart vil den lyse dag frembryde. I det lys, som han har tændt, ser vi først nu, i hvilken vildfarelsens nat vi hidtil har vandret. Det var i og for sig noget helt nyt og uvant, at han efter at have opnået den teologiske doktorgrad ikke gav sig til at undervise i den kirkelige troslære, men vendte sig til Den hellige Skrift. Det regner man ellers kun for godt nok til nybegyndere i lærerembedet.

Da skulle I have set, hvordan tilhørerne strømmede til. Den store sal i Augustiner-klosteret, hvor han holder sine forelæsninger, blev snart for lille til de mange tilhørere. Han udlægger Skriften, som aldrig nogen har gjort det før. Der har nu heller ikke tidligere været nogen, som har forstået Skriften så godt som han. 1 begyndelsen var han nok lidt usikker, fordi han ikke var helt fortrolig med grundteksterne. Men så brugte han nætterne til at studere græsk og hebraisk. Nu var han i stand til at grave dybere ned, især da han efter at have forelæst i Salmerne gav sig til at docere over apostelen Paulus' breve til Romerne og Galaterne. Det vakte stor opmærksomhed. Han fik bragt Paulus til au e og værdighed, selv om han derved gav den gamle, rustne teologi et slag for brystet. Ingen kunne sige ham imod, da det var Paulus, som kom til orde. Det var især det, som Luther lærte angående retfærdiggørelse ved tro, der var noget ganske nyt.«

De to schweizere afbrød flere gange Bernhardts tale. De gav udtryk for, hvor meget de selv længtes efter at se og høre doktor Luther. Men Bernhardi fortsatte: »Han har udøst sit hjerte for mig og sagt: 'I begyndelsen var jeg angst og bange. Det var for mig, som om jeg var steget op på et højt tårn, hvor jeg blev svimmel ved at opdage, at jeg stod der helt alene, og ingen fulgte med. Dog, Gud ske tak, nu er jeg ude over dette, fordi jeg har fundet meningsfæller, der står ved min side og fører samme tale som jeg.' Så hentede han kirkefaderen Augustinus' skrifter og pegede med sin finger på et sted i bogen, hvor der står det samme om retfærdigheden, som Gud skænker enhver, som tror.

Derefter viste han mig et lille skrift, der var skrevet på tusk, og som han senere lod trykke hos hr. Grizneberg, der havde åbnet et trykkeriværksted her i Augustiner-klosteret. Titlen på dette skrift er: 'Tusk teologi.' Deri stod, at mennesket må sætte sit håb til Gud og ikke til egne gerninger, men udelukkende til Jesu Kristi fortjeneste, han, der alt at nåde skænker os den retfærdighed, som tæller hos Gud, dersom vi tror på ham. For det tredje gav han mig dominikanermunken Johannes 'alders prædikener, og deri var anslået den samme tone. Som et barn glædede doktor Luther sig over, hvad han havde fundet og sagde: 'Nu ser jeg, at jeg ikke har taget fejl. Det, som jeg har fundet i Den hellige Skrift, har andre før mig forstået. Denne kendsgerning trøster og styrker mig'.«

»Er det rigtigt, hvad vi har hørt undervejs,« spurgte den ene af de unge schweizere, »at Luther ud over sit professorembede også stadig er meget virksom inden for sin klosterorden?«

Bernhardi nikkede bekræftende. »Man aner ikke, hvorfra den mand får tid og kræfter til at udrette alt det, som han gør. Ikke nok med, at han skal udføre sit arbejde som klosterets subprior, han har også påtaget sig hvervet som distrikts-vikar, hvilket betyder, at han har opsyn med elleve klostre. Det kræver mange rejser og andet besvær, for alt hvad han gør, gør han grundigt. Men heller ikke dette er alt.

I vil måske ikke tro mig, når jeg fortæller jer, at Luther næsten daglig står på prædikestolen, ikke kun i klosterkirken, men også i sognekirken. Han vikarierer ifølge menighedsrådets anmodning. for sognepræsten, Simon Heinz, der meget ofte er syg. Når dette sker, er kirken for lille til at rumme de mange tilhørere, som kommer. Kurfyrsten har siddet ved hans fødder og bagefter udtalt sig meget anerkendende om hans prædiken.

Siden han er begyndt at prædike over de ti bud og Fadervor, er der hvirvlet meget støv op her i byen. Han er ikke bange for at lukke munden op, men påtaler synden uden personsanseelse. Det har naturligvis bevirket, at de, der følte sig ramt, blev fjendtligt stemt imod ham. De sagde: 'Han er alt for grøn til at kunne omskabe gamle skalke.'

Det gik heller ikke helt stille af på universitetet. Der var man forarget over, at han lod teologiske skrifter trykke på tysk. Man mente, at det var at ringeagte videnskaben, som kun måtte udkomme på det fornemme latinske sprog. Han lod sig imidlertid ikke anfægte af dette og sagde: 'Det er ikke den lærde mand, jeg vil nå, men ganske almindelige mennesker, og derfor er jeg nødt til at tale deres sprog.'

Imidlertid blev teologernes vrede mod ham endnu større, da han ville fortrænge Aristoteles og sagde, at nu havde den gamle hedning regeret længe nok i kirken. Han skulle bare forsvinde, for Jesus Kristus behøvede ham ikke. Han skulle nok klare sig uden ham. I kan tro, der blev oprør!

Jeg blev revet med af den ånd, som taler gennem Luther og fik en stærk tilskyndelse til at forsvare Luther. Det gjorde jeg også, da jeg sidste efterår blev udnævnt til sententiarius. Da blev der atter stor tumult, især da Luther greb ind og deltog i disputationen. Men der blev slået hul, og isen smeltede. En efter en korn professorerne til at indse, at Luther havde ret, så de går nu alle sammen ind for ham. I Wittenberg er Aristoteles død og begravet, og hvis der alligevel er en eller anden, som vil tale om ham, sker det altid for tomme stole.«

Efter en lille pause spurgte den ene af schweizerne: »En ting vil jeg gerne vide endnu: Hvorledes stiller Luther sig til de Reuchlin'ske stridigheder, og hvad mener han om de såkaldte 'dunkle mænds' breve, der har vakt så meget postyr og stillet den gamle teologi i gabestokken?«

Bernhardi svarede: »Reuchlin, den berømte videnskabsmand, som han kan takke for sine kundskaber i hebraisk, holdes højt i ære af Luther. Da denne skurk til Pfefferkorn ophidsede Kolns dominikanere imod Reuchlin og beskyldte ham for, at han, ved at beskytte de rabbinske skrifter, også tillige begunstigede jøderne, sendte Luther et brev til Reuchlin, hvori han udtrykte sin beklagelse herover. Han har ikke tilsluttet sig Reuchlins parti, da han synes, at medlemmernes fremgangsmåde er uværdig, og han kan ikke støtte noget sådant. Derfor kan han ikke lide disse 'epistolis obscurorum virorum' - fordægtige mænds breve. De er udgivet af en ukendt forfatter og er et bidende spotteskrift mod den gamle munketeologi. På en fiks måde efterligner de det degenererede klosterlatin og afslører tiggermunkenes usædelighed og uvidenhed og får hele Europa til at le. Luther kan ikke gå ind for deres måde at virke på.

Når kirken bløder fra dybe sår, kan den ikke helbredes med spot og latter. Ingen har dybere følelser for kirkens store skader end han, men det er ham for alvorlig en sag til, at han kan le derover. Han er tværtimod bedrøvet og prøver på at finde olie og vin til at helbrede de blødende sår.

Hør, kirkeklokken ringer! Luther prædiker i sogne-kirken. Dersom I vil høre ham i dag, da har I en anledning.«

Schweizerne takkede deres landsmand for hans mange oplysninger og begav sig under klokkeklang til torvet. Det var besværligt at finde plads i kirken, da den allerede var fyldt.

Da gudstjenesten var forbi, gik de to schweizere en tid sammen i tavshed, de følte sig helt overvældet af de indtryk, som de havde fået. Endelig sagde den ene: »Det var ikke, som når et menneske taler, men som når tordenen ruller og lynene farer omkring. Jeg troede, at det var overdrevet, hvad rygtet havde fortalt om Luther, men nu ved jeg, at han er meget større end sit rygte.«

Den anden blev stående og så med begejstring op mod himlen. »Du taler sandhed, min broder. Det var godt, at vi drog til Wittenberg!«