»Hvad er der i vejen med dig, mester Tobias?« spurgte Wittenbergs markedsfoged en dag i oktober i 1517 en mand, der med højrødt ansigt som en vanvittig kom løbende. »I ser ud, som om selve Djævelen var i hælene på jer.«

Den tiltalte standsede op og - tørrede sveden af panden. Han dirrede af harme og råbte: »Fordømt svineri! Bare Djævelen ville hente den forbandede præst!«

»Hvem er det, I snakker om?« spurgte fogeden.

»I spørger?« råbte mesteren. »Det er Luther. For tre dage siden har jeg været til skrifte hos ham, og da har han overfust mig: 'Mester Tobias, jeg kan ikke absolvere'` et menneske, der ikke af hjertet angrer sin sund. Jeg kan ikke se, at I er bedrøvet over jeres synd. Derfor, gå nu først hen og fat et andet sind.' Så tænkte jeg, vent nu bare, min lille præst, så skal jeg nok salte din suppe! Jeg løb til Juterbogk, hvor Tetzel for tiden holder marked, og der hentede jeg mig et afladsbrev. Det er en mand, som jeg kan lide! Han spurgte mig: 'Hvad vil du have aflad for, mand?' Jeg svarede: 'Fordi jeg under beruselse knækkede et ribben på min kone, og fordi jeg har bagtalt stadsrådet.' 'Det koster seks skilling!' sagde Tetzel, og dermed var sagen i orden.«

»Nå, og det øvrige, som dog er meget værre, har I tiet stille med?« spurgte fogeden og blinkede med øjnene.

Tetzel har ikke spurgt derom, han var tilfreds med det, som jeg skriftede. Det er en mand efter mit hoved.

Så trådte leg atter ind i skriftestolen hos Luther, og idet jeg holdt seddelen op for hans ansigt, spurgte jeg ham, om han nu ville absolvere mig. Da blev han endnu mere opbragt, rev seddelen ud al hånden på mig og kastede den til jorden, som om det var noget uhumsk skidt dig råbte: 'Hvis du vil fare til helvede, mand, så kan jeg ikke holde på dig. Men jeg vil ikke gå med dig ved at blive delagtig i dine synder.'

Nu spørger jeg jet foged: 'Er det ikke en uhørlig gag? Nå, men vent nu bare, lille munk, jeg skal røge dig din kutte! jeg kender andre, som er utilfredse med denne bodsprædikant. Dem kalder jeg sammen og løber sammen med dent til juterbogk til den apostolske kættermester, han skal nok gøre helvedet varmt tor Luther!«

Med disse ord stormede manden videre.

Nogle få dage senere gik to mænd gennem Kollegiengasse hen imod Augustiner-klosteret. Den ene af dem, en lille og uanselig mand, var professor Nikolaus von Amsdorf. Den anden, en statelig herme med et smukt og udtryksfuldt ansigt og et velplejet langt skæg, var Lukas Krattaeh, en al malerkunstens store mestre. Han var indvandret fra Frankenlandet og havde købt sig en ejendom i Wittenberg, hvor han ved siden al en papirhandel også havde byens eneste apotek. Ved sin besindighed og modne dømmekraft havde han vundet borgernes tillid og var blevet valgt ind i byrådet.

De to mænd bankede på kloster porten, og den gamle portner kom og lukkede op for dem. De gik tværs over den store gård mod kloster bygningen. Der herskede stilhed. Kun fra kapellet hørtes bløde orgeltoner, som blandede sig med stemmen I a en præsts messelæsning.

Gennem en lav sandstensport trådte de ind i en mørk gang, hvorefter de steg op ad trappen og i mørket fandt frem til en dør. Da de flere gange havde banket forgæves, lukkede de døren op og trådte ind i rummet.

Det var en lang, smal klostercelle, tarveligt udstyret, som de øvrige af tiggerordenens celler. Dagslyset havde svært ved at trænge ind i rummet gennem de små blyruder. Hele møblementet bestod af et råt forarbejdet bord i midten, fire klodsede, højryggede stole, en skrøbelig bedepult med krucifiks, et vægskab af fyrretræ, en kobberlampe, en lerkrukke med vand, et gammelt timeglas og en elendig seng. På væggen hang der et stort, smukt maleri, signeret med bogstaverne L.K. Bøger og folianter", indbundet i svinelæder, lå spredt omkring, og i vinduesnichen stod en lut.

Ved bordet sad en munk og skrev, og da det var ret koldt, havde han pakket sine fødder ind i uldne tæpper. Han sad med ryggen til de besøgende og syntes slet ikke at have bemærket deres komme. De måtte råbe ham op. »God dag, hr. doktor!« sagde de begge på en gang.

Da vendte munken sig omkring, så man kunne se hans ansigt. Det var et blegt og hærget ansigt, hvori de store mørkeblå øjne lyste med en sælsom ild. Han kastede tæpperne til side og sprang op og rakte begge sine hænder frem til en venlig hilsen. »Hjertelig velkommen, mine kære venner! Jeg har netop under mine studier siddet og tænkt på dig, min kære Kranach.«

»Jeg har også tænkt meget på dig i disse dage,« svarede Kranach, efter at han havde sat sig ned. »Og disse tanker har været blandet med bekymring.«

»Af hvad årsag?« spurgte Luther stilfærdigt.

»Der er noget i gære i staden,« berettede Kranach.

»Nogle al dine skriftebørn er løbet til juterbogk og har anklaget dig hos Tetzel. Denne har da tændt et bål på torvet og udslynget truende taler imod dig, som om du havde fortjent at brændes på bålet.«

»Er det din eneste bekymring, min kære Kranach?« spurgte Luther smilende. »Jeg frygter ikke Tetzel, om han også skråler nok så højt. Ja, jeg er endog glad for det, da hans skammelige og gudsbespottelige væsen så bedre kornreer til udtryk.«

»I bør alligevel regne med ham, hr. kollega,« blandede Amsdorf sig nu i samtalen. »Han beklæder embedet som en apostolsk kættermester. Bag ham står paven og alle biskopper.«

»På ingen måde!« afskar Luther ham. »Paven og biskopperne ved jo slet ikke, hvilken løs fugl denne Tetzel egentlig er. Når de får kendskab til de vederstyggeligheder, han øver med det hellige, vil de ikke længere holde hånden over ham, men få afsky for ham og tage bestillingen fra ham. Ja, råb du kun op, Tetzel, længe nok har du været mig en forargelse, og du skal ikke vente længe på mit svar.«

Kranach lagde sin hånd på Luthers skulder og så han ængsteligt i øjnene. »Hr. doktor, jeg beder jer, hold inde. Sagen kunne få et ilde forløb for jer! Husk dog på, hvilken opmærksomhed 1 allerede har vakt, da I, i kirker har prædiket imod afladen. Tænk også på, hvilket. mis. hag det har vakt hos vor nådige kurfyrste, der i sin rom. hed har beriget slotskirken med så mange relikvier ok udvirket så rigelig for dem, der tilbeder disse hellige ting.«

Luther blev alvorlig og svarede: »Jeg er ked af, at jeg har bedrøvet min hjertensgode landsherre, men jeg kar ikke gå imod sandheden. Jeg vil heller ikke skjule For jer, at jeg for sagens skyld allerede har henvendt mig til biskopperne af Meissen, Naumburg, Merseburg og Zeitz. Nogle af dem har kun svaret med et smil, og de andre trak blot på skuldrene.«

»Så vær også I stille, hr. doktor!« bad Kranach indtrængende. »Jeg er så bange for, at sagen skal få et dårligt udfald. Tænk på den skæbne, som har ramt Johan von Wesel, der på grund af sin prædiken imod afladen har måttet dø i inkvisitionens fangehul.«

Luther rystede på hovedet. »Det kan ikke afskrække mig. Er der ikke mange i vor tid, som er opbragte over afladskræmmernes ugudelige væsen? Alle er harmfulde, men ingen har mod nok til at lukke munden op. Så er det på tide, at der er en, som gør det. Jeg vil gøre det, og skulle det koste mit liv, hvad skade er det så til? Mit arme liv er jo dog forgængeligt. Ja, jeg skal gøre tiet. Min samvittighed ville anklage mig, dersom jeg ville tie. Da ulven nu er brudt ind i min egen hjord og ødelægger de mig betroede får, var jeg da ikke en lejesvend, dersom jeg tav og i fejhed gik min vej? Jeg taler heller ikke imod selve afladen, men kun mod den misbrug, som disse skamløse pengetærskere driver dermed. Paven og biskopperne vil takke mig, fordi det tjener til Guds ære og er til gavn for den hellige kirke.«

Vennerne tav. De kunne ikke gå imod Luthers argumenter og det mod, som han gav udtryk for. Alligevel følte de sig beklemte, og da de forlod ham var det med et inderligt ønske om, at Gud måtte beskytte og bevare ham.

Hele den følgende nat brændte lyset i Luthers celle. Den næste dag sad doktoren også ved sit bord og studerede. Han glemte alt omkring sig, selv mad og drikke. Han fordybede sig i kirkens lære om afladen, hvormed han hidtil ikke havde beskæftiget sig ret meget. Pennen knirkede i hans ivrige hånd, og så snart han havde udfyldt et ark, hentede Hans Grunebergs tjener det og bragte det til trykkeriet. Således sad Luther til langt ud på natten og tænkte ikke på søvn.

Da den opgående sols første stråler faldt ind i cellen, faldt de på en skikkelse, der knælede i bøn. I timevis havde han kæmpet med Gud ligesom Jakob, og i sin samtale med sin himmelske Fader var han blevet styrket. Da han nu rejste sig, lyste hans øjne med et helligt mod og en majestætisk kraft og ro, der udsprang af tro og tillid til Gud.

Han havde besluttet at gøre to ting: For det første ville han i en prædiken advare mod den fare, der lå i afladskræmmernes adfærd. Dernæst ville han udfordre de lærde til en disput angående afladen, så han i en meningsudveksling kunne få mere lys over hele denne sag. På denne måde ville han offentligt udtale sin tvivl og sine betænkeligheder ved disse ting og bringe dem frem til en offentlig forhandling, selv om det måtte ende med kamp og strid.

Det var dagen før allehelgens dag, den 31. oktober. Dørene til Wittenbergs slotskirke blev åbnet for de troende, som ville erhverve sig aflad gennem tilbedelsen af' de udstillede relikvier. Den, der bad foran de nitten altre i kirken, kunne gå hjem med en nådegave på 500.000 dages aflad. Udsigten hertil tiltrak store skarer af besøgende, så da gudstjenesten begyndte klokken 9 om morgenen, var der ikke megen plads tilbage for selve menigheden.

Det var Luther, som gik op på prædikestolen. Han havde anmodet slotskirkens præst om tilladelse til at holde dagens prædiken.

Han talte over beretningen om Zakkæus. Mængden fulgte hans vældige ord med andagt og eftertanke. Situationen blev mere anspændt, da han gik over til at tale om afladen og bl.a. sagde, at Gud kun søger menneskets hjerte og ikke noget udvortes. »Et ydmygt, bodfærdigt hjerte, der søger frelse hos Gud,« sagde han, »er Guds sande tempel. Derfor lad jer ikke forføre til hovmod og selvretfærdighed, som det desværre ofte sker i dag, især gennem afladskræmmerne. Hvad paven har pålagt dem, er vel godt nok, men de blander løgn i sandheden og bedrager sjælene. Det bedste og sværeste, nemlig anger og omvendelse, lægger de ikke vægt på, men kræver blot, at man betaler, og siger, at man med pengene ikke blot kan komme om ved den timelige kirkebod, men også undfly den evige pine. Dette er et djævelsk bedrag. Paven kan med sin aflad ikke fjerne Guds straf over synderen. Derfor, vær på vagt over for de falske profeter!«

Efter gudstjenesten stod folk længe i grupper rundt omkring i gaderne og talte sammen. Hvad de i dag havde hørt var et slag i ansigtet på dem.

Næppe havde mængden spredt sig, før den samme munk, der lige havde talt fra prædikestolen, stod uden for slotskirkedøren og naglede et stort ark tæt beskrevet papir derpå. Man hørte hammerslagene, men tænkte ikke videre over det. De, som gik forbi, tænkte ved sig selv: »Der skal vel igen være et eller andet skænderi blandt de lærde,« og de gik ligegyldigt videre. Det var den 31. oktober 1517.

Med dyb alvor på de blege, forvågede ansigtstræk og en sælsom ild i de opadvendte øjne gik munken bort med hammeren i hånden og med en bøn på sine læber: »Sagen er din, o Herre, derfor stoler jeg på din hjælp, at det må lykkes!«