I Wittenberg var man glad for at have fået ham tilbage, manden som man var stolt af og næsten forgudede. Men det var alligevel en blandet glæde. Man havde nok fået ham tilbage, men hvor længe? Fra pavens side havde han ikke noget godt i vente, efter at han havde pådraget sig Roms flammende vrede. Hvor længe ville paven holde sig tilbage fra at hævne den ydmygelse, som han havde været ude for? Blot et vink fra denne herre, og kætterens liv er prisgivet! Et pennestrøg fra hans hånd og den formastelige, der har vovet at trodse denne magt-fulde herre, bliver belagt med band. Den mindste antydning fra hans mund og snigmorderens dolk eller gift når den, hvis bortryddelse vil blive betragtet som en gerning til Guds ære.

Der lå ligesom en tordenvejrsstemning over hele byen, og man frygtede for, hvad der måtte komme fra Rom. Man gik derfor til doktor Martinus med råd og en bøn, der sagde så meget som: »Flygt herfra og skjul dig. Dit liv er i fare, hvis du bliver her!«

Det var også hans mening at rejse bort. Ikke på grund af frygt for egen sikkerhed; thi efter dagene i Augsburg syntes han at have overvundet enhver form for angst, således at der nu i ham kun fandtes en glad følelse over indre frihed. Nej, det var ikke på grund af frygt, at han havde besluttet at rejse fra Wittenberg, men det var af hensyn til den fyrste, som han ikke ønskede at drage ind i de ubehageligheder, der ventede ham selv.

Hvor skulle han gå hen? Det vidste han ikke, men han mente dog, at der var megen plads under himlen, og at Guds øje vågede overalt. Da ville han ikke mere forholde sig tavs, men løst fra al hensyntagen ville han lukke sin mund op og med endnu højere røst vidne om sandheden. I mellemtiden havde han gravet sig dybere ned til sandhedens kerne og til sin egen forfærdelse opdagede han, at sten efter sten i den romerske lærebygning var skør, og at den ene bjælke efter den anden var rådden.

På Sct. Katharinedagen, den 25. november, besteg han igen prædikestolen i sognekirken og holdt en mægtig prædiken. Deri sagde han bl.a.: »Tro ikke, at jeg vil tilbagekalde, nej, jeg er fuldt overbevist om sandheden af min lære. Måtte Gud tilgive alle mine fjender, som også jeg tilgiver dem af hjertet. Og jer, mine kære venner, formaner jeg i Herren, at I ikke vil hævne nogen uret, men stå urokkelig fast på evangeliet og være beredt til at lide både forsmædelse og forfølgelse.

Når jeg en dag ikke mere står frem for jer på prædike-stolen, da skal I ikke lede efter mig, men kun tænke: Luther er borte. Det vil blive tungt for mig at skilles fra mit kære Wittenberg, men jeg må gøre det, fordi det er nødvendigt, ikke for min egen skyld, men for deres, som jeg må tage hensyn til.«

Under disse ord brast menigheden i gråd og hulken. Man havde godt nok hørt om Luthers beslutning, og hvor meget de endog selv havde bedt ham om at bringe sig i sikkerhed, virkede hans erklæring alligevel meget stærkt på dem.

Luther var virkelig for alvor besluttet på at forlade Wittenberg. Alle hans sager var bragt i orden, og i de første decemberdage agtede han at drage bort i stilhed.

Men på den næstsidste dag i november blev der røre i byen. Borgerne og studenterne slog sig sammen og drog til Augustiner-klosteret. Her var det atter Melanchthon, der i alles navn tog ordet for at tolke den følelse af glæde, der havde grebet alles hjerter. Fra kurfyrsten var der nemlig indløbet den strenge befaling til Luther: »Du skal ikke drage bort, men blive her og afvente, hvad Rom vil gøre!« Nu råbtes Luthers og kurfyrstens navne i brusende kor, og det blev en jublende festdag for hele Wittenberg.

Denne rus gik dog snart over igen, og atter var spørgsmålet: »Hvad vil Rom gøre?« Det var stadig et mareridt for dem alle.

Man så igen fremtiden i møde med ængstelse og frygt, og kun han, der burde være mest ængstelig, idet det var ham, som Roms vrede var optændt imod, kendte ikke til frygt. Han sad ved katederet og underviste, og han stod på prædikestolen og prædikede, som om intet var hændt. Han virkede med endnu større iver og tillidsfuldhed end før. Han sad også i sit kammer og granskede ordet og kæmpede sig frem til større og større erkendelse. Nu vidste han, at det havde været dårskab at appellere til paven. Hans blik gled højere op til et koncil, for hvis dom også paven ville være nødsaget til at bøje sig.

Han følte i sit indre en forudanelse om, at Gud havde i sinde, at der skulle ske store ting i verden, og at det var tiltænkt doktor Martinus at skulle spille en vis rolle. Han så, at kløften mellem ham selv og paven og mellem den evangeliske sandhed og Roms læresætninger, hvilke han nu så på som et stort løgnevæv, blev dybere og dybere. Kristi såkaldte stedfortræder syntes for ham nu at være den legemliggjorte antikrist, og der kom en kamplyst over ham, som næsten ikke lod ham i ro. Til sin ven Link i Nurnberg skrev han: »Min pen er i færd med at nedkomme med meget større ting end nogen sinde. Jeg ved ikke selv, hvorfra jeg får disse tanker. Men jeg tror, at denne bevægelse i stedet for at være ved sin afslutning, som 'de store' i Rom håber, knap nok er begyndt.«

- - -

»Kære ven, har I allerede hørt om det?« spurgte stads-skriveren Reichenbach en temmelig kold januardag hr. Lukas Kranach, da de to herrer mødtes på torvet. »Rom har talt.«

»Hvad siger I?« spurgte mester Kranach, idet han for sammen og blev bleg.

»Nå ja, så ved I altså ikke endnu, hvilken ny metode ræven har fundet på for at fange haren?«

Kranach tog vennen hårdt i armen. »Pin mig nu ikke med omsvøb, gå til sagen.«

»Ja, så skal I vide, min ven, at paven har sendt en af sine kammerherrer til Tyskland, han hedder hr. von Miltitz og er født i Sachsenlandet. Han er kommet på besøg hos kurfyrsten med et budskab om, at han bringer ham et særligt tegn på pavelig gunst og nåde, nemlig den indviede gyldne rose. Det er et klenodie, hvormed paven udmærker sådanne fyrster, der har vist troskab og lydighed mod herrernes herre.«

»Er det muligt!« råbte Kranach. »Ih, hvor vil kurfyrsten være lykkelig for det! Så har han til sidst fået et stort ønske opfyldt! Men hvad kan dog have bevæget paven til at udvise en sådan gunst mod ham, der gennem beskyttelse af den som kætter udråbte Luther ikke har aflagt synderligt bevis på lydighed og hengivenhed over for pavestolen?«

»Det er netop sagen,« tog Reichenbach til genmæle. »Med flæsk fanger man mus. Den gyldne rose er den Judasløn, for hvilken kurfyrsten skal forråde Luther. Den gyldne rose er den pris, for hvilken kurfyrsten skal unddrage sin undersåt sin beskyttelse og udlevere ham til Rom.«

»Reichenbach!« råbte Kranach ude af sig selv. »Hvorfra ved I alt dette?«

»Fra vores stadshøvedsmand,« var svaret. »Også til ham er der ankommet et paveligt brev, hvori han opfordres til at bistå von Miltitz, så denne uhindret kan fuld-byrde de pavelige befalinger mod den af Djævelen inspirerede kætter, Martinus Luther.«

Kranach trådte forfærdet et skridt tilbage. »Hjælp, Gud! Kender Luther allerede til denne handel?« »Jeg har lige fortalt ham derom.«

»Hvad siger han til det?«

»Han var så rolig og tillidsfuld, at jeg måtte skamme mig over min egen angst og bekymring.«

»Jeg længes efter at se ham,« sagde Kranach. »Lev vel!« Dermed skred mesteren skyndsomst hen over torvet for at opsøge Luther.

- - -

I det kurfyrstelige sachsiske slot, Altenburg, sad en yngre herre på ca. 30 år klædt i en fornem kavalerdragt. Det var en meget kold januardag, hvorfor han var søgt hen til pejsen, hvor han tankefuldt sad og iagttog de knitrende flammer. Det var pavens nuntius, kammerherre Karl von Miltitz. Han var født i Meissen og havde nu i tre år gjort tjeneste ved pavehoffet. Der lå en sky over hans lidt hærgede ansigt, og de ellers så livlige, urolige øjne virkede lidt slørede.

Det var en kendsgerning, at han var udsendt af paven for at få fingre i »ondskabens barn« og at bringe ham til Rom. Den gyldne rose skulle være midlet til at jævne ham vejen. Han havde fået besked om, at han ikke skulle gøre noget uden at rådføre sig med kardinal Cajetan. Af ham havde han imidlertid fået anvisninger, der viste sig at være uigennemførlige, og dette blev han mere og mere klar over, jo længere han kom ind i Tyskland. Han måtte erkende, at Luthers sag her havde en helt anden betydning, end man i Rom havde forestillet sig. Han fandt, at mere end to tredjedele af alle tyskere stod inde for Luther, og at der således intet kunne udrettes med magt og strenghed. Den pavelige løn for en heldig fangst af kættervildtet syntes for hr. von Miltitz at blive mere end tvivlsom at opnå.

Da var det, at han pludselig fik en god ide: »Jeg tror, at jeg skal trække kløerne tilbage og hellere klappe bjørnen med fløjlshandsker. Jeg skal nok få kætteren til at tie stille, men på en anden måde, end paven havde tænkt sig.« Det første han gjorde, var at bebrejde Tetzel dennes uforsvarlige opførsel og true ham med alskens ulykker, samt at han ville underrette paven om alle hans fejltrin. Miltitz havde omhyggeligt sørget for, at dette forhør blev holdt så åbenlyst som muligt, og at kurfyrsten fik det at vide. Nu var det derefter hans mening at forhandle med Luther selv. Som den selvbevidste mand han var, var han overbevist om sin egen uimodståelige charme. Han så sig på forhånd i sejrherrens glorværdige rolle.

Luthers ankomst var meldt ham til næste dag. Han sad med benene over kors ved pejsen og tænkte på, hvad han skulle sige til Luther. Jo nærmere tiden kom, desto mere beklemt blev han om hjertet, så han næsten helt mistede sin ellers så store selvtillid. Han mindedes, hvad man overalt i Tyskland havde fortalt ham om Luther og fik en anelse om, at han skulle møde en overlegen modstander. Til sidst fik hans medfødte selvtillid dog igen overhånd, så han imødeså den kommende dag med godt mod. Om morgenen, den 6. januar, rullede en vogn ind i slotsgården, og lidt senere stod Luther og Miltitz over for hinanden.

Som en ægte kavaler gik Miltitz Luther i møde og rakte ham hånden med et stort smil. »Velkommen, kære hr. doktor! Jeg har vel nok taget grundigt fejl! Jeg troede, at jeg skulle møde en gråhåret gammel mand, der siddende ved kakkelovnen havde ruget over dette og hint, men nu ser jeg her foran mig en kraftig ung mand. Det betyder vel, at verden endnu vil få meget at høre fra jer, som kan blive den til gavn og velsignelse. Når en sådan ånd, som bor i jer, bliver ledet i de rette baner, hvor store ting vil den da ikke kunne udrette! Derfor beder jeg jer om ikke at tage det fortrydeligt op, når jeg beklager, at I har brugt jeres gode evner på en forkert måde. Det er på grund af jer, at folket har fået en forkert mening om afladen, så det ringeagter den; dog vil jeg gerne indrømme, at ærkebiskop Albrecht og Tetzel har den største skyld i dette.«

»Nej,« sagde Luther, idet han afbrød von Miltitz' talestrøm, »det er hverken Albrecht eller Tetzel, som er de hovedansvarlige, men derimod paven selv med sin umættelige pengegriskhed.«

Miltitz fortrak en mine. »Det er et hårdt ord, min kære hr. doktor,« sagde han. »Dersom I, ligesom jeg, var kendt med pavehoffet, ville I nok bedømme sagen anderledes.«

»Jeg har været i Rom,« svarede Luther let henkastet, »men jeg forlod byen med et andet sindelag, end jeg havde, da jeg kom.«

Miltitz lod som om han ikke rigtigt havde forstået denne bemærkning og fortsatte i et klagende tonefald: »Om I dog havde ladet være med at ophidse gemytterne med jeres skrifter og teser! I hundrede år har der ikke været nogen sag, der har sat Rom i en sådan forlegenhed som denne. Man ville med glæde betale titusinde dukater, hvis man derved kunne få den ud af verden.

Men jeg har selv set og erkendt, at der her i Tyskland alle vegne står mindst tre på Luthers side mod en på pavens side. Hr. doktor, hvad skal dette blive til? I har sået vind, frygter I ikke, at I vil høste storm? I har bragt den hellige faders anseelse til at vakle, frygter I ikke, at en sådan synd vil bære dårlig frugt for jer? Om I dog ville påbyde jeres tunge tavshed, så at der atter kunne blive fred og ro!«

»Jeg ville nok tie, dersom man overbeviste mig om, at jeg havde taget fejl,« sagde Luther med fast og rolig stemme. »Kardinalen har ikke overbevist mig, han har kun råbt så højt, at han overdøvede mig. Det er ikke den rette vej til at få mig til at tie. Først må man bevise over for mig, at jeg er faret vild, derefter vil jeg krybe i skjul i min celle, og verden skal aldrig mere høre noget fra Luther.«

Miltitz rykkede sin stol tættere hen til Luther og lagde fortroligt sin hånd på hans arm. »Det, I kræver, er ikke forkert. Kardinalen har gjort jer uret, idet han dømte jer uden at have gendrevet jeres påstande. Men nævn mig nu en anerkendt teolog, for hvem I vil fremlægge jeres lære, så skal jeg nok få det arrangeret således, at han kommer til at forhandle med jer.«

Luther havde først været mistroisk over for denne hofmand, der var så glat som en ål. Men den hjertelige tale, han førte, og tårerne i hans øjne bevægede ham til at være mere imødekommende over for hans forslag. Han foreslog til sidst biskoppen af Trier, dog med det forbehold, at han kun ville underkaste sig hans dom, dersom han blev modbevist med bibelske grunde.

Dette havde Miltitz ikke noget at indvende imod. Han sagde: »Jeg giver foreløbig afkald på et krav om tilbagekaldelse, dersom I er villig til at skrive et brev til paven med en bekendelse om, at I har været for hård og skrap I jeres udtalelser, og at I udsender en erklæring til de tyske kristne, hvori I formaner dem til at være ærbødige over for den romerske kirke.«

»Det skal jeg nok gøre,« svarede Luther og fik som tak for dette tilsagn et varmt håndtryk af Miltitz, der dog straks efter blev ved: »Jeg må bede jer om endnu en ting, nemlig at I fremtidigt tager afstand fra al videre strid.«

»Også dette vil jeg gøre,« svarede Luther, »dersom også mine modstandere vil gøre det samme.«

Miltitz følte sig meget oplagt. Han drømte sig allerede til værdigheden som pavelig paladspræfekt, hvilket var målet for hans ærgerrige stræben, og hørte i tankerne pavens huldsalige takke ord. Med udsøgt høflighed sagde han nu: »I må endnu blive lidt hos mig, ærværdige hr. doktor. I må endnu skænke mig en lille stund sammen med jer ved mad og drikke; thi jeg kan ikke nægte, at jeg har fået stor sympati for jer.«

Luther følte sig ikke rigtigt tilpas under denne over-strømmende imødekommenhed, men syntes heller ikke, at han kunne sige nej. Så sad han da snart til bords sammen med den pavelige nuntius. Da de spiste og drak sammen, tøede han til sidst lidt mere op og sagde et og andet frimodigt ord, som værten besvarede med samme frimodighed.

Da man endelig rejste sig fra måltidet, omfavnede Miltitz sin gæst og trykkede et kys på hans mund. »Det var vel nok en glad aften, kære hr. doktor, det er længe siden, jeg har været så glad, og jeg må takke jer, for at I har hjulpet mig dertil.«

Endnu engang trykkede han Luther til sit bryst og ledsagede ham derefter til døren.

Luther følte sig som en, der drømte. Var verden da blevet helt forvandlet? Havde det virkelig været pavens repræsentant, der havde spist og drukket sammen med ham, der havde smigret og opvartet ham med artige ord, og som havde omfavnet og kysset ham? Men rusen gik snart over, og da hofpræsten Spalatin næste morgen spurgte ham: »Nå Martinus, hvordan var det så?« da svarede Luther leende: »Jo tak, vi har holdt et lystigt gilde sammen og har spist en fin steg og drukket vin og fået en fin dessert.« Men så blev han alvorlig og forklarede for vennen, at han alligevel havde gennemskuet pavens nuntius og tydeligt set kløerne, som han skjulte under fløjlshandskerne.

Da Luther kom tilbage til Wittenberg, gik han straks i gang med at efterkomme, hvad han havde lovet at gøre. Han skrev allerførst en belæring til folket angående lydighed mod paven, men i det samme spredtes sørge-budskabet over hele riget: »Kejser Max er død.« Dette blev årsag til megen ophidselse, især i Sachsen, hvor alles øjne i spændt forventning var rettet mod kurfyrst Frederik, om han ville modtage den ham tilbudte kejserkrone. Den gamle fyrste sagde dog »nej«, men brugte i stedet sin indflydelse til at få valgt den afdøde kejsers sønnesøn, Karl. På denne måde reddede han riget fra at blive en fransk provins, idet kong Franz af Frankrig, kraftigt understøttet af paven, havde gjort sit bedste for at blive tysk kejser.

Mærkværdigvis havde Miltitz trods alt dette arbejdet ivrigt videre på sin sag. I Koblenz traf han atter sammen med Cajetan og sendte derfra en indbydelse til Luther med anmodning om at fremstille sig for ærkebiskoppen af Trier. Han kom til at vente forgæves. Luther tog sig vel i agt for at gå i de to fuglefængeres garn. I stedet forkastede han sig med hele sin nidkærhed for Herrens sag over sit arbejde ved universitetet og for menigheden i Wittenberg.