Der var feststemning i huset hos borgmester Hieronirnus Krapp af Wittenberg. Der sad et glad og talrigt selskab omkring taflet, som var dækket med udsøgt mad og pyntet på bedste måde. Gæsterne følte sig veltilpas, og der hørtes udtryk for de varmeste følelser fra manges læber.

Det var virkelig en glædelig begivenhed, som havde givet anledning til at indbyde de mange gæster. Katarina, husets yndige datter, fejrede sin æres dag. Der sad hun ved taflet i brude tøjet og ved hendes side sad i stille lyksalighed den mand, der havde valgt hende som sin livsledsagerinde, nemlig den fejrede og verdens-berømte magister Philippus Melanchthon.

Foruden sine slægtninge havde brudens fader indbudt mange af Wittenbergs borgere, som han følte sig forbundet med ved venskabsbånd, og den første, for hvem indbyderen måtte fremsige sit rim, var doktor Martinus. Han modtog indbydelsen med stolt glæde og fik ved taflet ærespladsen ved siden af bruden. Den fortjente han også, det vidste de alle sammen. Derfor var han også den første, der rejste sig ved bordet for at holde en festtale.

»Af alle de indbudte,« begyndte han med et skælmsk smil om munden, »er jeg den, der er den gladeste. I dag er jeg nemlig kommet af med en meget stor gæld. Ja, I skal vide, at jeg indtil i dag har været i en stor gæld, idet jeg har modtaget så meget af magister Philippus, at det næsten ikke er til at sige. Ikke blot har han undervist mig i det græske sprog, også i teologien er disciplen blevet større end mesteren, skønt han kun i to år har gået i min skole. Ja se, nu lærer mesteren af sin discipel. Men endnu mere! Gennem sin sagtmodige, stille ånd har han tæmmet mig, den ustyrlige buldrebasse, og derved bevaret mig fra at begå mange dumheder. På den måde har han forpligtet mig til meget stor taknemmelighed, og det har ligget tungt på mig, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle betale denne taknemmelighedsgæld. Men nu har jeg fundet ud af det. Se her, min hjertenskære Philippus, for alt, hvad jeg har modtaget af dig, skænker jeg dig en hustru! For det er ganske sikkert, det er mig, du kan takke for, at du får hende. Hvis det ikke havde været for min skyld, havde du i dag siddet i ensomhed i din stue og var på grund af dine mange studier tørret ind på legeme og sjæl. Derfor, når du herefter glædes ved din hustru og erfarer hvilken kostelig gave du har fået i hende, så tænk på mig og sig: Det er Luther, som har hjulpet mig til denne lykke.«

Nu hørtes gæsternes hjertelige tilråb, mens glassene blev tømt. Magister Philippus trykkede bag om bruden sin vens hånd med glædestårer i øjnene og sagde: »Ak, hvor jeg dog er blevet en rig mand! Jeg har en hustru så skøn som en rose i maj, og jeg har en ven, hvem hele verden misunder mig.«

»Hov, hov!« råbte Luther leende. »Også papisterne?« Han fortsatte: »Vent du bare, så skal du nok komme til at opleve skændsel og overlast nok for denne Luthers skyld.«

Samtalen gik videre i samme muntre tone, mens spise og drikke hjalp til med at gøre hjerterne glade.

Men da feststemningen havde nået sit højdepunkt, rejste Luther sig og bad om lov til at måtte tage afsked. Man ville nødigt lade ham gå, men han ville ikke blive længere og gav udtryk for, at han allerede havde brugt for meget af sin kostbare tid til at få del i nydelsen. Så fik han lov til at gå.

Ved siden af brudens far sad en nær slægtning af familien, købmand Balthasar Vogel. Han havde indtil da forholdt sig tavs og havde ikke taget sit blik fra doktor Martinus. Nu sukkede han højlydt: »Ak, hvorfor gik han dog så snart! Se, det forekommer mig, som om et lys er blevet slukket.«

»Åh, lad ham være, Balthasar,« sagde borgmesteren, idet han lagde en hånd på hans arm. »Han har større ting at udføre, og vi har allerede taget for meget af hans kostbare tid. Selv om han er en stor ven af selskabelighed, kan man aldrig holde ret længe på ham. Vi har jo heller ikke eneretten på ham; thi denne mand tilhører hele verden, og på hans skuldre hviler omsorgen for hele kristenheden. Paven gør det ikke, han er ligeglad med kirkens vel, derfor må Luther erstatte paven og være hyrde for Kristi menighed. Ak, Gud, hvor meget har han ikke at gøre! Dersom ti mænd delte hans arbejde imellem sig, ville hver af dem have rigeligt at gøre. Det er et mirakel, hvorledes han når det alt sammen, han har et skrøbeligt legeme, der ser ud, som om hans sidste stund er nær.

Man må erkende, at det er Gud, som er med ham og fylder ham med sin kraft. Embedet som professor og prædikant lægger allerede beslag på en mands hele kraft; thi han forelæser og prædiker dagligt. Desuden kommer folk alle vegne fra og beder om hans råd. Brevskriveriet lægger beslag på en stor del af hans tid. Men udover alt dette forsker han dagligt i Skriften, for han under ikke sig selv ro, før han har fået svar på alting. Hans far er bjergmand, og ligesom en bjergmand stiger han selv hver dag ned i Guds ords mineskakt og bringer flere og flere »guldbarrer« for dagens lys.

Han vil ikke være ene om at glæde sig derover, men det, som han har fundet, skal komme hele kristenheden til gode. Derfor udsender han den ene lille bog efter den anden, og det på tysk, således at alle kan læse og forstå det. Efter Leipziger-disputationen har han således udgivet en hel række prædikener, for eksempel om ægteskabet, om at berede sig for døden, om sakramenterne, om band, om gode gerninger og om åger. Fjenderne spotter over, at han udgiver sådanne små skrifter og siger hånende, at han ikke er i stand til at skrive større ting. Men han bryder sig ikke om deres hån og bliver roligt ved at udstrø disse små sædekorn.«

»Ja, og disse små sædekorn spirer alle vegne,« råbte Balthasar med begejstring. »Den, der som jeg kommer omkring i verden, kan fortælle om, hvordan denne mand bevæger sindene i hele verden, så at der næppe findes et land, en by, en landsby eller et hus, hvor man ikke taler om Luther og enten tager parti for eller imod ham. De, der er for ham, er mange flere end de, der er imod ham. I Nurnberg er der særligt mange af hans venner, alle sammen ædle, fornemme mænd, som for eksempel Willibald Pirkheimer, som har udsendt et skrift: 'Den ubehøvlede Eck'. Rådsskriveren Lazarus Spengler har ligeledes skrevet et skrapt beskyttelsesbrev for Luther. Også Albrecht Durer, den store maler, er for tiden mindre flittig med sin pensel, og man finder ham siddende i eftertanke, funderende over Luthers skrifter.

Således har også humanisterne, der i begyndelsen kun havde et hånligt smil tilovers for den såkaldte lutherske handel, idet de ikke regnede den for andet end intetsigende munkekævleri, nu skiftet mening, og de bifalder Luther, søger hans venskab og hjælper ham med flammende stridsskrifter imod Rom. Særlig fremtrædende blandt dem er Ulrich von Hutten, hvis pen er spidsere end hans sværd. Han forkynder Wittenbergmunkens berømmelse og har lovet at stille sig til rådighed for ham.

Men der er endnu mere. Også adelen og ridderskabet er begyndt at rejse sig overalt, og de tiljubler doktor Martinus, især den ædle Franz von Sickingen, der allerede i den Reuchlin'ske strid har stillet sig afgjort på retfærdighedens side. Han har skrevet til Luther: »Dersom du skulle blive ramt af pavens band, da skal Ebernburgs mure være stærke nok til at beskytte dig, du Guds man.« Kan I, mine kære venner, fortælle mig hvad Luther har svaret Sickingen?«

Melanchthon tog ordet og svarede: »Ikke blot den ædle Sickingen, men også ridder Silvester von Schauenburg har tilbudt Luther sin beskyttelse. Han skrev, at han selv og hundrede andre adelige ville beskytte ham mod hans fjender, indtil hans sag var blevet afgjort på en retfærdig og kristelig måde. Da han havde fået at vide, at Luther måske ville flygte til Bøhmen, overtalte han ham til, at han ikke skulle gøre dette. Et sådant skridt ville blot skade hans egen person såvel som hele sagen.« »Hvad har han så besluttet at gøre?« spurgte hr. Balthasar ivrigt.

»Han har,« svarede Melanchthon, »skrevet til Hutten,

at han havde større tillid til von Sickingen og von Schauenburg end til nogen anden fyrste i hele verden; thi de havde befriet ham for menneskefrygt. Han ønskede, at paven skulle få at vide, at Luther ikke behøvede at søge ly for hans bandstråler i Bøhmen, men at han kunne finde beskyttelse i selve Tysklands hjerte, og at han herfra på en helt anden måde ville kæmpe mod Rom.«

»Har han noget nyt i sinde?« spurgte hr. Balthasar hurtigt.

Melanchthons ansigt blev pludselig meget alvorligt. Han stirrede en tid hen for sig i tavshed, derefter løftede han langsomt sit hoved og sagde: »Ja, han er gået et stort skridt fremad. Når han hidtil i sine stridsskrifter har holdt sig i forsvarsstilling, så har han erkendt, at det ikke er nok blot at forsvare sagen, men at han nu bør gå over til angreb. Da præsteskabet ikke gør sin pligt og ikke vil høre på Luther, vil han nu henvende sig til lægfolket, for at det skal tage sagen i sin hånd.«

»Hvad er det, I siger?« spurgte hr. Balthasar forfærdet. »Vil han henvende sig til lægfolket? Er sådant hørt før? I kirken er den gejstlige stand alt og lægfolkene intet, de har kun at tie og at adlyde. Man ser det fremstillet på billeder, hvor kirken er som et skib, hvori kun paven og alle kardinaler, biskopper, munke og præster sidder, mens lægfolkene svømmer rundt i vandet omkring skibet og klamrer sig til tovene, som man af medlidenhed har kastet ud fra skibet, så at nogle af dem kan blive reddet, mens resten må drukne. Luthers nye skrift må derfor nok lave megen ravage. Hvilken titel har han givet det?«

»An den christlichen Adel deutscher Nation von des christlichen Standes Besserung« (Til den tyske nations kristne adel) lød Melanchthons svar. Allerede under rigsdagen i Augsburg har han fået øjnene op for Tysklands umådelige undertrykkelse under pavens vilkårlighed, men også for, at de tyske fyrster, idet de erkendte denne uværdige behandling, havde fået mod til at sige deres mening og protestere mod romanisterne, der ikke skjuler, at de holder tyskerne for at være nogle tossehoveder og barbarer. Derfor vil Luther nu hjælpe den tyske adelstand og få den til at besinde sig og gøre noget for at læge de blødende sår.«

Hr. Balthasar blev mere og mere nysgerrig og spurgte ivrigt: »Kan I, hr. magister, måske røbe for os, hvad han vil skrive?«

Melanchthon sagde: »Han har betroet sig til mig, og jeg tænker ikke, at han vil tage mig det ilde op, når jeg nu siger det før tiden. Det vil alligevel snart være kendt i hele verden. Det er en kraftig tale, han vil føre, som selv helvede må kunne forskrækkes ved. Men han kan nu ikke længere forholde sig tavs. Tiden er kommet til at tale, især efter at han, ved at læse Huttens skrift om Laurentius Valla, har kastet et nyt blik ind i den afgrund af løgn, ondskab, havesyge og forbrydelser, som den romerske stol i århundreder har gjort sig skyldig i.

Hutten selv, idet han i sine skrifter afslører Roms syndige fordærvelse, har kaldt det tyske folk til kamp mod tyrannen, til kamp for friheden.

Som de fleste andre tyskere har Luther de bedste forhåbninger til den nye kejser, hvorfor han i en skrivelse henvender sig til ham med bøn om, at han vil beskytte den retfærdige sag. For sit eget vedkommende beder han ikke om beskyttelse, dersom han kan overbevises om at have handlet ugudeligt og kættersk. Han beder kun om, at hans lære, hvad enten den måtte være sand eller forkert, ikke bliver fordømt, medmindre den først er prøvet og modbevist. Hvad han derefter endnu har hørt fra fyrsterne og nogle af prælaterne har vakt hans forhåbninger om, at stænderne, der i Augsburg erklærede sig for at være imod kejseren og paven, på den næste rigsdag sammen med kejseren vil gå ind for evangeliet.

Derfor vil han nu henvende sig til hele den tyske nations kristne adelsstand og bønfalde den om, for Guds skyld, at gøre noget for at afhjælpe folkets nød. Luther forklarer, at romanisterne, for at forhindre dette, har opbygget tre forsvarsmure. For det første påstår de, dersom man truer dem med verdslig magt, at den ikke kan gøre dem noget, fordi den gejstlige magt står højere end den verdslige magt. For det andet hvis man vil ramme dem med, hvad Den hellige Skrift siger, svarer de, at ingen anden end paven formår at tyde Skriften. For det tredje når man prøver at true dem med et almindeligt koncil, svarer de, at ingen anden end paven kan indkalde til et koncil.

Disse tre store løgne vil Luther nu modbevise, idet han for det første siger: Præsterne ikke er nogen særlig stand mellem Gud og mennesker. Alle kristne er præster, og enhver kan for sig selv komme til Gud og tale med ham. At de gejstlige kun har det hverv at undervise og at uddele sakramenterne.

Dernæst: Hvad angår udlæggelsen af Den hellige Skrift, så har Kristus selv sagt: 'Og de skal alle være oplært af Gud' - Johannes Evangeliet 6,24. Derfor kan også et ringe menneske, dersom han er en oprigtig kristen, have den rette forståelse af Skriften, mens paven, dersom han er ondsindet og ikke nogen sand kristen, ikke forstår den.

For det tredje: Dersom paven handler i modstrid med Skriften, da er vi alle forpligtede til at forsvare den imod paven og at straffe ham, idet den kristne menighed sammenkalder til et koncil, for at dømme paven. Målet for et sådant koncil bør være at behandle de sår, som pavens hånd har forvoldt, og som råber til Gud om lægedom. Det gælder for eksempel den frygtelige udbytning af tyskerne gennem afladen og hele handelen med de gejstlige embeder, som styres af paven for at tjene penge, munkenes lediggang, påbudet om cølibatet, de tvungne skriftemål, fastebudene, sjælemesserne, band og interdikt, de mange helgenfester, valfarterne, smørbrevene, messebrevene og meget, meget mere, som alt sammen er dårskab og er at betegne som grov forførelse.

Derfor var det også bedst, om den tyske kirke sønderrev det bånd, der binder den til Rom, for at stå på egne ben. Desuden skulle evangeliet forkyndes ud fra Den hellige Skrift. I stedet for de unyttige klostre burde man oprette skoler for de intellektuelle såvel som for folket i almindelighed. Disse skoler skulle også stå åbne for de stakkels piger, der ellers vokser op som ukrudt, hvis det fortsætter, som det er nu. I de verdslige ting skulle der også skaffes bedring, særligt skulle der skrides ind mod frådseri i spise og drikke, for hvilket vi tyskere allerede har fået et dårligt rygte. Alt dette og meget andet har doktoren tænkt sig at sende ud i verden i trykt form.«

Alle havde lyttet i spændt forventning. Nu sprang hr. Balthasar op i heftig bevægelse og råbte: »O Gud, hjælp, hvad er det dog, der er ved at ske? Jeg bliver på en gang så angst og bange! Jeg ser alting styrte i grus! Jeg ser hele verden i røg og flammer! Martinus, du Guds mand, vil du virkelig vove dette? Vil du virkelig gribe løven i gabet i stedet for at nøjes med et forsvar? Jeg gyser, når jeg tænker på dette: Den arme tiggermunk i nævekamp med kristenhedens herre! Det er jo godt nok sandheden, som taler gennem dig, men vil sandheden nu også sejre? Hvad nu, dersom han har troet alt for godt om kejseren og fyrsterne, og de ikke støtter ham, men lader ham stå alene? Hvad skal det så blive til? O Gud, jeg ser, at der kan komme en stor ulykke. Jeg ser sandhedens vidne blive udleveret til at lide Johannes Huss' skæbne!«

Balthasar gennemrystedes, som om han havde feber, og hans angst smittede af på de øvrige tilstedeværende. Især Melanchthon kæmpede med sig selv, om han dog ikke i sidste stund endnu skulle prøve at få sin ven til at tage afstand fra at tage dette, måske skæbnesvangre, skridt.

Da han forlod taflet, var det med det faste forsæt at tale med Luther tidligt næste morgen.

Idet han nærmede sig doktorens celle, hørte han allerede på afstand gennem den åbne dør pennens kradsen hen over papiret. Melanchthon opholdt sig en god stund hos Luther, men måtte bringe sine venner dette budskab:

»Jeg kom for sent. Skrivelsen til den kristne adelsstand er allerede i trykken og se, efter at Luther har udsendt det første basunstød, er han allerede i færd med at forberede det næste, idet han er ved at forfatte et skrift om »Kirkens babyloniske Fangenskab«. Jeg har prøvet på at få ham til at forstå mine bekymringer for ham, men han så ganske roligt på mig og sagde: 'Min hjertenskære Philippus, stands mig ikke! Ånden driver mig, jeg kan ikke stå imod!' Nu må han fuldføre det i Guds navn, vi kan ikke gøre andet end bede for ham.«

Magisteren foldede sine hænder, det samme gjorde også de andre i huset og overgav sandhedsprofeten ved alvorlig forbøn til den almægtige Guds beskyttelse.

Basunens tone lød for anden gang. Der fulgte et tredje basunstød med skriftet: »Om et kristent menneskes frihed«. Tonerne rungede gennem verden og frembragte et fuldtonende ekko overalt, hos fyrsterne, hos adelen, hos borgerne og hos bønderne, men det hørtes også i Rom, så at paven måtte holde sig for ørerne. Han råbte: »Nu er det nok, nu skal det ske, der bør ske!«