En mand, klædt i en præstekappe, drog over Alperne. Han syntes at have stort hastværk, for han undte sig kun meget korte hvilepauser. Han kom fra Italien, og hans rejses mål var Tyskland. Her skulle han få lov til at forkynde noget, som han vidste, ville bringe alt andet end glæde. Hans øjne lyste allerede i triumf, mens han i febrilsk hast stræbte efter at nå sit rejsemål så hurtigt som muligt.

Han kom lige fra Rom og bar i sin lomme en gave fra paven til den mand, som han, den ellers så sejrssikre doktor Eck, ikke havde kunnet magte i Leipzig og endnu mindre gennem sine skrifter. Nu skulle det dog endelig lykkes ham, efter at hans rastløse bestræbelser med at overtale det pavelige konsistorium var lykkedes. Nu havde han i sin hånd det skyts, der skulle bringe død og ødelæggelse over hans modstander. Udsigten til hævn fik manden med det usle sindelag til at bæve i feberagtig vellyst.

Bomben blev kastet og ramtebyen Wittenberg med et frygteligt brag. Nu havde paven talt. Kætteren var bandlyst!

Hele staden var som lammet. Man havde længe anet  det, men nu, hvor det virkelig skete, vakte det alligevel bestyrtelse og rædsel. Doktor Luther bandlyst, et frygteligt ord! Luther forbandet af paven og udstødt af kirken. Var det ikke det, der var sket? Var det ikke Kristi vikar på jorden, der udstødte ham af de troendes samfund og overgav ham til Satan?

En pinefuld stilhed hvilede som en tåge over byen, ingen vovede at vise sig hos den bandlyste. Det var den naturlige frygt over for ulykken, som fik dem til at holde sig borte. Men den bandlyste trådte selv frem og viste sig hos vennerne. Og det var ikke frygt, som stod at læse i hans stirrende øjne, og som lød fra hans bævende læber, nej, det var vrede. Hellig vrede over den gudsbespottelige vantro, der i den pavelige bulle søgte at iføre sig troens og kristendommens kappe, og det var en følelse af frihed, som fyldte hans sjæl og gjorde, at han gik med løftet hoved. »Paven vil bandlyse og binde mig,« sagde han, »men se, nu føler jeg mig først rigtig fri. Den sidste lænke er brudt, for nu kan jeg ikke længere tvivle på, at den pavelige stol er Satans sump, og at det ikke er for meget, jeg har sagt om den.«

Den pavelige bulle var blevet afleveret til universitetets rektor, idet det var universitetets sag at offentliggøre den. Men den kom slet ikke for dagen, hvorimod kurfyrsten blev underrettet med en betænkning om, at overbringeren slet ikke havde legitimeret sig på ordentlig vis.

Bogtrykkeren Melchior Lotter, der efter Luthers anmodning var flyttet til Wittenberg for et års tid siden, var allerede i fuld gang med at trykke et lille skrift, som Luther havde overgivet ham. Skriftet bar titlen: »Om de nye Eck'ske buller og løgne«. Deri fik verden at vide, at Luther slet ikke antog bullen for at være en bekendtgørelse fra paven, men at han betragtede den som et forfalsket makværk af sin værste modstander.

Kort tid efter fløj et andet skrift fra ham ud i verden med titlen: »Mod Antikristens Bulle«. Deri kunne man læse: »Om bullen virkelig er fra paven eller fra en eller anden bedrager, vil jeg ikke undersøge, men en ting er sikker: Den, som har skrevet den, er antikristen, fordi den er en bespottelse mod Gud og Kristus.

Til dig, Leo, og til jer, I herrer kardinaler i Rom, samt til alle jer, der er noget dernede i Rom, vil jeg sige: Dersom bullen virkeligt er skrevet og udsendt i jeres navn og med jeres samtykke, da vil også jeg bruge min magt, hvorved jeg gennem dåben af Guds nåde er blevet et Guds barn og Kristi medarving, idet jeg beder og formaner jer i Herren: Gå i jer selv og gør en ende på denne djævelske bespottelse og jeres umådelige ugudelighed, og gør det snarest! Dersom I ikke vil gøre det, skal I vide, at jeg og alle, som tilbeder Kristus, betragter jeres stol som selve Satans stol og som den forbandede antikrists stol. Ham vil vi hverken adlyde eller være underdanige, tværtimod afskyr og forbander vi ham som Kristi ærkefjende. Hvis der endnu findes Kristi Ånd og troens tilskyndelse i os, og dersom I fremturer i jeres ondskab, da forbander vi jer med dette skrift og overgiver jer og jeres bulle og alle pavelige dekreter til Satan i vor Herres Jesu Kristi navn, ham, som I forfølger. Amen.«

Dette var den bandlystes svar.

Det var som om hele riget stod i flammer. Det gærede alle vegne, og sindene var sat i bevægelse som aldrig for. Denne gæring blev til en adskillelse. Nationen delte sig i to lejre. Alle tog parti enten for Luther eller imod ham. Dog var modstandernes antal kun forholdsvis ringe. Fra alle sider indløb der meldinger om, hvorledes det tyske folk følte sig angrebet på sin profets vegne og gjorde front imod pavestolen.

En rejsende bragte tidende fra Leipzig, at doktor Eck havde følt jorden brænde under sine fødder. Det sølvbæger, fyldt med guldstykker, som han efter hertugens befaling havde fået overrakt af rådet, blev ham kun til liden glæde. Studenterne havde jaget ham som et stykke vildt, så han måtte flygte ind i Pauliner-klosteret, hvor han måtte høre på nogle grimme spotteviser. Bullen havde man revet ned fra kirkedørene og udtalt grove ord mod paven.

I Erfurt havde der også været uro. Universitetet der havde tilbagevist bullen og tilladt studenterne at kaste den i floden Gera under afsyngelse af spottevisen: »Blæren bør svømme.«

Nu begyndte også Hutten på ny at gå i brechen for Luther, og denne gang skrev han på tysk. Med flammende vrede råbte han til verden: »Timen er kommet. Øksen må lægges ved det rådne træs rod! Rejs jer, I tyske fyrster! Rejs dig, du tyske folk! Rejs dig mod det romer-ske tyranni, sønderbryd det uværdige trældommens åg. Jag dem bort, som hidtil har flået dig og trådt dig under fode, vær fri, vær fri!«

De pavelige legater Aleander og Caraccioli var rejst til Rhinen for at hjælpe Eck med at bekendtgøre bullen, mens de på samme tid skulle påvirke kejseren til at erklære sig imod kætteren. De blev alvorligt forskrækkede, da de alle vegne hørte Luthers navn nævnt med begejstring og fandt, at gejstligheden var helt skræmt, og at adelen viste tænder over for Rom. Det så ud, som om hele riget var ved at rejse sig mod Rom, dersom der blot kom endnu et basunstød.

Vægteren på muren løftede sine øjne i forventning, idet han håbede på en almindelig folkerejsning. Men tiden trak ud. Larmen blev mindre fra dag til dag, og hænderne, som var ved at løfte sig i protest, begyndte at ryste. Det pavelige herredømmes åg, der havde tynget dem i århundreder, var for tungt at få rystet af. Vildfarelsen, at pavedømmet hvilede på en guddommelig grundvold, var alt for dybt indgroet. Nu, da afgørelsen skulle træffes, blev de modigste pludseligt modløse.

Willibald Pirkheimer og Lazarus Spengler, som især havde fremkaldt doktor Ecks vrede gennem deres skrifter, og som nu af den pavelige gesandt ligeledes truedes med bandlysning, lod sig forskrække og forstummede. I Koln, Lowen og Mainz tændtes der bål, på hvilke Luthers skrifter blev brændt. Den sachsiske kurfyrste blev af den pavelige legat anmodet om, at han enten selv skulle fuldbyrde straffen på kætteren eller udlevere ham som fange. Men det tungtvejende var, at kejseren, på hvis afgørelse man havde ventet i stor spænding, traf sin afgørelse imod Luther. Den modige Hutten flygtede fortvivlet til sin ven Sickingen og skjulte sig bag Ebernburgs tykke mure.

Alt syntes at være tabt. Den skønne morgenrøde slukkedes bag mulm og skyer. Alle stillede sig selv dette spørgsmål: Hvad skal det hele nu ende med? Alles øjne vendte sig mod Wittenberg.

Der stod han, manden, som havde taget kampen op mod paven og mod hele verden. Han stod med løftet hoved som et stærkt egetræ i stormen, urokkelig og fast, kun stolende på Gud. Han vidste, hvad han ville. Mere klart end nogen sinde vidste han, at det var Gud, som havde kaldet ham til at redde kirken ud af det babyloniske fangenskab. Han hverken kunne eller ville vige tilbage, og det gik heller ikke an at stå stille. Derfor måtte han gå fremad, fremad!

Mens verden sov, lå han på sine knæ i cellen og bad. I samråd med sin Gud. Bad ham om lys og kraft. Han forberedte sig på det skridt, som han havde besluttet sig til at tage.

Det var mandagen efter Sct. Nicolaj, den 10. december 1520, en iskold morgen, medens nattens tåger indhyllede jorden, og alt endnu var stille i gaderne, at man fra universitetsbygningen hørte hule hammerslag. En munk stod foran det sorte bræt, hvorpå man plejede at opsætte de akademiske bekendtgørelser, og fæstnede et papir på tavlen.

Det var den samme hånd, der tidligere havde naglet de 95 teser på slotskirkens dør.

Denne gang var der ingen, som gik ligegyldigt forbi. I løbet af kort tid havde der samlet sig en stor skare, som læste, hvad der stod på sedlen på det sorte bræt: »Den, som er besjælet af nidkærhed for den evangeliske sandhed, opfordres til at komme klokken 9 til »Helligkors-kirken« uden for bymuren. Der vil efter hævdvunden apostolsk brug de ugudelige bøger med de pavelige statutter og den skolastiske teologi blive brændt. Grunden er, at evangeliets fjenders dristighed er blevet så stor, at de har kastet Luthers fromme og evangeliske bøger på ilden. I fromme studerende unge kom til stede ved dette gudfrygtige skuespil; thi måske er tiden kommet, da antikristen skal blive åbenbar.«

Skaren stod i stum forundring. En tid var alt stille. Alle var overvældet af det store skridt, som doktor Martinus stod i begreb med at tage, indtil en af de tilstedeværende magistre, Matthæus Adrianus, der underviste i hebraisk, med en forfærdet mine udstødte ordene: »Oh, hvilken uhørt formastelse! Ondskaben kalder sig selv for fromhed, og oprøret kalder sig gudsfrygt! Jeg går herfra for ikke at blive suget med ind i den dom, der vil komme over ugerningsmanden! Den, hvis sjæl er fyldt med samme afsky som min, opfordres til at følge mig.«

Der var nogle få, som samlede sig omkring ham, men de øvrige stod op og brugte hårde ord mod disse bagtalere, så at de fandt det klogt skyndsomst at trække sig tilbage.

Gennem modstanden blev det store flertal af studenterne styrket i deres tillid til Luther. Nu ventede de utålmodigt på tidspunktet, da der skulle øves gengældelse mod den forhadte pavelige stol. Universitetets forelæsningssale stod tomme. I dag tænkte ingen på at gå til forelæsning. Man ville heller ikke have modtaget nogen undervisning, da professorerne heller ikke indtog deres pladser på katedrene, med undtagelse af en enkelt jurist og magister Adrianus, der begge måtte gå hjem igen med uforrettet sag.

Borgerne var også på benene. De tænkte ikke på deres arbejde og lod hånt om kulden, da de hørte, hvad doktor Martinus havde i sinde at gøre. Mængden bevægede sig hen mod Augustinerklosteret og ventede på den mand, der i dag skulle fuldbyrde en dåd, som skulle antaste den største af alle, den frygtede pave, og undsige ham lydighed. Hjerterne bankede i stor forventning. Alle var grebet af øjeblikkets højtidelige alvor.

Doktor Martinus viste sig nu i spidsen for professorerne. Han bar den pavelige bulle i sin hånd, mens de andre bar på de pavelige retsbøger. Hans store, udtryksfulde øjne lyste med en vidunderlig glans. Læberne var sammenpressede. Han viste modig trods og en hellig fred stod skrevet i hans ansigt. »I Guds navn!« råbte han højt til mængden, og et tusindstemmigt »Amen« var svaret.

Optoget ordnede sig i rækker og drog ud til Elsterporten til pladsen bag hospitalet ved Helligkorskirken. På dette sted plejede man at brænde klæderne fra dem, der var døde af pest.

Der forberedtes hurtigt et bål, som blev tændt. Der var dyb stilhed over forsamlingen. Luther trådte frem og nærmede sig bålet. Hans hånd rystede lidt, da han løftede bullen op for at overgive den til flammerne. Det trak i musklerne omkring hans mund, da han begyndte at tale. Men han fattede sig hurtigt og råbte med høj røst: »Fordi du har bedrøvet Herrens Hellige (Kristus), skal ilden fortære dig.«

Flammerne blussede højt op, og få minutter efter var pavens bandbulle blevet til aske.

De tykke pavelige retsbøger kunne ilden ikke så hurtigt få bugt med, man måtte hjælpe til med stave og ildtænger for at blive dem kvit.

Luther afventede ikke deres endeligt, men begav sig på hjemvejen. Da han trådte ind i klostergården, hørte han sang i det fjerne. Studenterne sang et Te Deum og bagefter en dyster begravelsessang.

Med lette skridt trådte han over sin dørtærskel. Aldrig før i sit liv havde han følt en sådan glæde som på denne dag. Han havde udført en dåd, som ingen før ham havde vovet, og på dens berettigelse var han gennem bøn blevet helt sikker. Det sidste bånd, som havde bundet ham til Rom, var nu brudt. Han var fri.

Men var det ikke den fredløses frihed? Var det nu ikke død og tilintetgørelse, han måtte se i øjnene? Måtte han ikke være forberedt på en storm, som ville ryste hele verden?

Med stor sindsro så han fremtiden i møde, fordi han vidste: Denne gerning har min Gud påbudt mig at gøre, om så hele verden skal komme i oprør. Kristus kom ikke for at bringe fred, men sværd. Han måtte vække verden op af dens falske tryghed for gennem kamp og strid at give den, den fred, som overgår al forstand.