Mod øst, hvor Harzbjergene løfter sig mod horisonten, ligger den lille by Mansfeld indeklemt mellem to lave bjergkæder, og et lille å løb deler byen i to dele. Mansfeldgrevernes befæstede trefløjede slot lå på et af byens skovklædte højdedrag. De brændende kobbersmelteovne med deres grønlige flammer lyste rundt omkring.

Tidligt om morgenen en fugtigkold oktoberdag i året 1489 kom en tætbygget kvinde og en dreng på omtrent seks år ud fra den allerede bladløse skov. De bar begge et bundt tørre grene på ryggen og måtte kæmpe hårdt imod blæsten.

»Er det for tungt for dig, Martin?« spurgte kvinden, da hun så, at drengens ansigt blev mere og mere mørkerødt. »Det hjælper ikke, min søn! Det bliver sikkert en streng vinter, hvilket man kan se af gæssenes brystknogler. Derfor gælder det om at forsyne sig med brændsel til kakkelovnen. Desuden er det godt for et menneske, at det fra barndommen af vænner sig til hårdt arbejde. Det, der er hårdt, holder nemlig. Hårde hænder forstår at holde fast, og en stærk ryg vil komme dig til gode i skolen, for magisterens næver føles ikke just som fløjl, og hans stok er heller ikke indpakket i dun.«

Drengen udstødte et lille suk. Moderen spurgte da med skarp stemme: »Glæder du dig ikke til at komme i skole, dreng?« Lidt forsagt svarede Martin: »Jo, jeg glæder mig nok til at komme i skole, men ikke til kløene.«

Det sidste kendte han allerede godt af egen erfaring, idet både faderen og moderen ikke blot var strenge opdragere, men også hårde mod ham. Da Martin engang havde taget en valnød, havde hans moder slået ham så længe, at der flød blod. Også hos faderen kom vreden hurtigt. Så snart han opdagede en barnlig skarns-streg, kunne han ikke holde måde med sin revselse. Sønnen følte efterhånden, at han havde lidt for meget og havde derfor trukket sig tilbage fra sin fader, og kun lidt efter lidt begyndte han at blive fortrolig med ham igen.

»God morgen, fru Margarethe!« råbte i samme øjeblik en dyb og kraftig mandsstemme: »Allerede på vej hjem, og det med læs på!«

De to, som havde gået med bøjet ryg og hoved under deres byrder, så op og opdagede, at det var den gamle greve Gunther af Mansfeld, der havde tiltalt dem. Han sad på sin hest og så venligt ned til dem.

»Gud lønne jer for jeres venlige hilsen, nådige herre,« svarede Margarethe glad. »Folk af vores stand er nødt til at stå tidligt op. Der er meget at gøre for en husmor, som har fire små børn at passe.«

»Hvordan har jeres mand det?« spurgte greven venligt.

»Tak, han har det godt, hr. greve,« svarede Margarethe. »Siden vi ved jeres nådes godhed har fået forpagtningsfyret, er vi kommet ud over de værste bekymringer for det daglige brød. Måtte Gud i Himmelen i al evighed gengælde jeres godhed, for indtil da har vi trods alle vore anstrengelser haft megen nød.«

»At øve velgerning mod værdig mand er rart,« sagde greven venligt smilende. Idet han nu begede på drengen, som holdt sig skjult bag sin moders ryg, spurgte han: »Er det jeres ældste barn, fru Margarethe?« Da moderen svarede: »Ja,« vendte greven sig til drengen og spurgte: »Hvad hedder du?«

Drengen blev forlegen og rød i hovedet og svarede lavmælt: »Martin.«

Greven rystede på hovedet og spurgte: »Du er da ikke en lille pige, Martin, at du står der og slår øjnene ned og ikke tør sige noget, når man taler til dig? Det duer ikke folen dreng. Hvis du har en god samvittighed, kan du altid se enhver frit i øjnene.«

Derpå løftede han hånden til en venlig hilsen og red videre.

På resten af vejen hjem var Margarethe temmelig tavs. Hun tænkte over grevens ord. Ja, han som greven havde skænket sin gunst, var ikke nogen uværdig mand. Hans Luther, hendes husbond, var velset i hele byen, han var højagtet på grund af' sin retskaffenhed og sine strenge regler, og alle spurgte ham gerne til råds. Der havde også været tale om, at der ikke var nogen, som var mere værdig til at sidde i byrådet end Hans Luther. Dersom han blot havde haft en ejendom i byen, havde han for længst været valgt ind.

Margarethe var også glad, fordi den høje herre havde talt så venligt til hendes søn. Lille Martin syntes næsten at vokse i hendes øjne for denne udmærkelses skyld, skønt hun næsten havde været vred på ham på grund al hans generthed.

Imidlertid nåede de byen og kom ind i dens hoved-gade. Denne gade løb i øst vestlig retning midt gennem byen i stejle kurver op ad en bakke. Begge byens kirker lå ud til hovedgaden. Den ene var opkaldt efter Sct. Georg og den anden efter den hellige Anna.

Snart mødte de en gammel, radmager kvinde med tandløs mund, spids næse og røde, dryppende øjne. Hun så ikke godt ud.

Margarethe fortrak munden til et sødt smil og sagde i den mest venlige tone: »God dag, fru Holemann, har I det godt?«

»Gud svigter ikke sine,« var svaret.

Da den gamle var borte, slog Margarethe korstegnet for sig og mumlede et »fadervor«.

Martin spurgte: »Mor, hvorfor hilste I den gamle kvinde så venligt? Jeg er bange for hende.«

»Jeg også,« svarede Margarethe, »og hele byen med mig. Men hekse må man omgås meget varsomt.«

»Taler I også på den måde?« spurgte Martin med angst i stemmen. Andreas og Melchior brugte forleden det samme ord. Hvad er egentlig en heks?«

Moderen kiggede spørgende på sin søn. Drengen var snart seks år gammel og vidste endnu ikke, hvad en heks var for noget! Hun begyndte at forklare: »Se, min søn, ligesom der findes hellige mennesker, som i Guds kraft gør meget godt og fortjener sig Himmelen med deres gode gerninger, ja, som gør endog mere, end de behøver til deres egen salighed, således findes der også onde mennesker, især kvinder, som forskriver sig til Djævelen. De får af ham magt til at fortrylle andre mennesker og til at gøre dem skade. For eksempel kan de tilføje dem skade på deres ejendom eller på deres helbred og liv. De kan også føre alle slags sygdomme over kvæget, de kan besværge, så der bliver haglvejr, misvækst og utøj og meget andet af den slags. I vor by er der flere af den slagsmennesker, men den gamle fru Holemann er den værste af dem alle.«

Martin havde lyttet med åndeløs spænding, og det løb ham koldt ned ad ryggen. Idet han frygtsomt så op på sin mor spurgte han: »Hvorfra ved I alt dette?«

»Af egen erfaring,« svarede moderen. »Det er nu tre år siden, at jeg en nat vågnede ved at høre vor ged klage sig højlydt i stalden. Da jeg skyndte mig ud til den, se, da strakte den netop alle fire ben fra sig og var død. Samme dag havde den gamle fru Holemann, mens hun gik forbi vort hus, kigget med onde øjne over til os. Derfor vidste vi, hvorfor det stakkels dyr skulle dø så pludseligt. Men hun har gjort det meget værre med vor afdøde præst, salig pastor Heinz. Han var en meget from mand og tro i sit kald. Han havde hørt om den gamle kvindes tryllerier og gik derfor hen til hende for at formane hende til at holde op med sit ugudelige væsen. Endnu samme aften blev han meget syg og døde nogle få dage senere. Hvad kunne lægerne også stille op mod Djævelens forbandelser? Hele Mansfeld pegede fingre ad den gamle fru Holemann; men kun hemmeligt af frygt for heksen. Der var nogle, som havde set, hvorledes hun havde sneget sig efter den gamle præst, mens han gik hjem, og havde taget jord fra hans fodspor, som hun bagefter kastede i vandet under fremsigelse af forbandelser.

Lad dig derfor råde, min søn, gå af vejen for den gamle fru Holemann, hvis du kan. Men hvis du trods alt kommer til at møde hende, skal du hilse pænt, så hun ikke bliver vred på dig. Du skal også altid bede flittigt til den hellige Anna og de andre helgener, at de måtte beskytte dig mod onde mennesker, såvel som mod trolde og onde ånder, som driver deres væsen alle vegne.

Martin, der med den største opmærksomhed, iblandet frygt, lyttede til sin moders belæringer, fandt, at de passede godt sammen med hans legekammeraters fortællinger. Moder og søn var endelig nået hjem, og Martin måtte straks til at stable brænde op i stalden, mens hans mor skyndte sig ind i huset for at se til de mindre børn, som den 5-årige datter Barbara havde passet så længe.

Det var på høje tid, at moderen kom hjem. Barbara var netop i færd med at hjælpe sin yngre broder Jakob med at tage den våde kofte af. Han havde været så uheldig at komme til at rive en gryde fyldt med vand ned fra komfuret. Under alt dette skreg den lille Dorothea i vuggen af fuld hals og sprællede med benene.

Margarethe gav først den ulydige Jakob en omgang og tog derefter babyen op og lagde den til brystet. Den lille blev omgående trøstet og sukkede tilfreds.

Den stue, som Hans Luther beboede med sin familie, var ikke noget pragtværelse. Den store himmelseng og den brede, terrasseformede kakkelovn, der var prydet med et billede af Sct. Georg, fyldte næsten halvdelen af værelset. Midt i stuen stod et stort bord samt tre stole af ubehandlet egetræ. Langs væggen stod en træbænk, og i en smal trækasse i nærheden af kakkelovnen hang et ur, hvis pendul svingede tungsindigt frem og tilbage. På væggen hang desuden et krucifiks pyntet med en krans af evighedsblomster. Det var det hele.

Børnene sov i et lille kammer ved siden af stuen og i dette var der en jernbeslået linnedkiste, hvori der, skjult mellem klædningsstykker, lå en læderpose fuld af sølv-mønter. Det var familien Luthers dyrebare sparepenge, der med tiden skulle blive til en sum stor nok til, at de kunne betale for en lille ejendom, da de længtes meget efter at få deres eget hus. Så længe Hans Luther endnu kun var en almindelig minearbejder, havde de ikke kunnet tænke på den slags. Men siden grevens godhed havde givet ham en smeltehytte i forpagtning, havde han fået friere hænder og kunne nu tænke på at blive grundejer i byen.

Nogle dage efter disse begivenheder tog Hans Luther sin ældste søn ved hånden og gik med ham hen til skolen. Den lå helt for enden af den lange gade i den højereliggende del af byen. Skolelærerens høje, magre skikkelse, hans stride hår og den store vorte på underlæben gav ham ikke just noget tillidvækkende udseende. Den lange hasselkæp, han altid havde hos sig, talte heller ikke til hans fordel. Han gjorde også dagligt brug af denne kæp, hvad enten der var grund til det eller ej. Det var på den tid noget ganske almindeligt.

Skolerne var næsten som fængsler, og skolemestrene var sande stokkemestre og tyranner. Dersom det havde været muligt at piske visdom ind med stokke, måtte verden dengang have vrimlet med kloge mænd og kvinder. Men det modsatte var tilfældet, thi enten blev eleverne forskræmte, eller også blev de uforbederlige. Det stod ikke godt til med kundskaberne og slet ikke i Mansfeld, hvor der foruden læsning og skrivning kun blev undervist i en smule latin, men på en så meningsløs måde, at det næsten ikke er til at beskrive.

Det blev vinter, og der faldt så megen sne, at den lille Martin en dag sad ganske hjælpeløst fast i en snedrive.

»Hjælp mig, Niklas,« råbte han, da han fik øje på en af de større elever. Niklas var søn af en anset borger ved navn Omler. Niklas tog drengen på sine skuldre og bar ham til skolen. Det var ikke kun denne ene gang, at han hjalp lille Martin, nej, hver gang det blev uvejr, stillede Niklas sig under Luthers vindue. Han tog Martin på sin brede ryg og bar ham til og fra skole. Han havde fattet stor godhed for Martin og forsvarede ham ofte mod de andre elever, når de prøvede på at udnytte hans generthed til onde skarnsstreger. Niklas blev også vred på læreren, når denne var alt for hård mod Martin. Engang, da den stakkels Martin skulle fremsige noget, han slet ikke havde fået for, og derfor hele femten gange blev slået af læreren, blev Niklas helt ude af sig selv af raseri, så han glemte al ærbødighed og var ved at gå til håndgribeligheder mod tyrannen. Da han efter skoletid bar den halvt bevidstløse dreng hjem, havde hans vrede forvandlet sig til medlidenhed, og han trøstede Martin så godt, som nogen mor kunne have gjort det.

Således gik det år efter år. Efterhånden fik Martin det mere tåleligt i skolen og det af to grunde: For det første, fordi den begavede og flittige dreng med tiden havde arbejdet sig frem til den øverste plads, hvorfor læreren naturligvis fik mindre og mindre anledning til korporlige mishandlinger. For det andet, fordi læreren mente, at det måske dog var tilrådeligt at tage lidt mere hensyn til rådsherrens søn.

Hans Luthers beholdning i skindposen i linnedkisten havde nemlig vokset sig så stor, særlig efter at greven havde givet ham endnu en smeltehytte i forpagtning, at han snart kunne realisere sit ønske om at købe sig en ejendom. Da der blev et hus til salg på byens hovedgade, skyndte Hans Luther sig at købe det. Han havde dårligt nok fået sit skøde på huset i orden, før man valgte ham ind i byrådet, hvor han fik sæde blandt de såkaldte »fire«, der sammen med »dalherrerne«, valgt blandt ejerne af arvefyr, dannede borgmesterens rådgivergruppe.

Den 10. november 1497 stod familien Luther tidligere op end ellers. De satte sig omkring bordet og spiste deres morgensuppe efter først at have bedt et fælles Ave Maria. Familiens ældste søn, Martin, sad ved bordet iført sit bedste sæt tøj. Efter måltidet rejste faderen sig med højtidelig alvor og sagde til sin søn Martin: »Knæl ned, min søn Martinus, så du kan modtage din faders velsignelse! Tiden er kommet, da du på et andet sted skal lære de ting, som skolen i Mansfeld ikke kan give dig. Sølv og guld kan jeg ikke udstyre dig med. Jeg kan kun give dig min velsignelse. Forsøg nu at lære noget retskaffent i den store by Magdeburg, men vogt dig for at komme i dårligt selskab, lad dig ikke vildlede af slette drenge, hvorved du kunne tage skade på din sjæl.«

Derefter trådte også moderen hen til ham, trykkede ham ind til sig og sagde: »Måtte de kære helgener ledsage dig, min søn! Du skal også flittigt bede til dem, især til den hellige Anna.«

Også hans søskende, hvis antal i mellemtiden var steget til seks, kom og rakte storebror Martin hånden til afsked. Derefter tog han sin randsel på ryggen og begav sig på vej, ledsaget af Johan Reinicke, bjergfogedens søn i Mansfeld, for sammen med ham at vandre til den store by ved Elben med ærkebispens slot og den berømte domkirke.