Sikke et leben i byen Worms! Hele natten igennem drev folk gennem gaderne omkring Johanniter huset, eller de sad i krostuerne og talte ikke om andet end Luther. Fyrsterne og de høje herrer sad sammen og glemte alt andet over denne mand, der barfodet og klædt i en tarvelig munkekutte havde stået foran dem. Hertug Erich af Braunschweig havde straks sendt ham en kande Eimbeck-øl til at styrke sig på efter kampens hede, og han havde med velvilje hørt modtagerens takkesvar: »Som hertug Erich i dag har tænkt venligt på mig, således vil Herren tænke på ham i hans sidste stund.« Der var også andre, der før havde set på ham med skumle blikke, men som nu betragtede ham med helt andre øjne. Nogle af dem blev senere hans begejstrede tilhængere, mens andre i det mindste ikke kunne nægte ham deres agtelse.

De pavelige legater gned sig i hænderne og var i godt humør. Bedre kunne det ikke være gået, mente de. At kætteren var så stædig, måtte blive hans ulykke. Dersom han blot havde givet efter i nogle ting, havde der været en mulighed for, at rigsdagen havde taget sig af ham, og at paven med sin bulle ville have tabt spillet. Aleander skrev straks til Rom: »Således som tingene har udviklet sig, har det været bedst, at Luther kom hertil og blev forhørt i stedet for, at man blot havde dømt ham på kejserens befaling.«

Ved midnatstid sad de pavelige legater og ærkebiskoppen af Mainz hos kejseren og rådslog om, hvad der var at gøre. Allerede den følgende dag skulle verden erfare, hvad disse fire mænd havde udruget i nattens mørke. En kejserlig udsending trådte frem i den forsamlede rigsdag og oplæste en egenhændig skrivelse fra hans majestæt:

»I betragtning af at de tyske kejsere altid har været tro mod den romerske kirke og tappert har kæmpet for troens sag, vil også vi forblive tro i den faste beslutning at beskytte og beskærme alt, hvad vore forfædre har troet på og holdt sig til, især det, som blev besluttet på kirkeforsamlingerne i Kostnitz og andre steder. Derfor er vi også fast besluttet på at sætte vore kongeriger og herredømmer, ja, livet og legemet ind på, at Luthers ugudelige forehavende – han, der alene vil vide bedre end det, hele kristenheden har troet i tusinde år – ikke må gribe mere om sig. Efter at vi i går har hørt Luthers hårdnakkede svar, erklærer vi, at vi angrer, at vi ikke har skredet ind over for dette menneske og hans falske lære for længe siden. Vi påbyder derfor, at Luther straks bliver bragt hjem, og at han af hensyn til det offentlige lejde skal tage sig vel i agt for ikke gennem nye prædikener igen at skabe oprør. Vi er fast besluttet på at behandle ham som en åbenbar kætter, hvorfor vi også henstiller til rigets fyrster, at de gør, hvad der til konuser dem at gøre som gode kristne.

Skrevet egenhændigt, den 19. april 1521. Carolus, Imperator.«

De forsamledes ansigter genspejlede følelser af bestyrtelse og forfærdelse. Frederik af Sachsen sagde halvhøjt til sin sidemand, kurfyrsten af Pfålz: »Dette er altså kort sagt rigets akt i tillæg til bandlysningen. Jeg finder tydeligt i dette skrift de pavelige legaters hånd. De vil blænde vore øjne, at vi skal tillukke dem for de mange skader og misbrug, som har sneget sig ind i kirken, så vi opgiver vore klager mod den romerske stol og alene lader vore tanker beskæftige sig med Luther.«

»Ja, kære, I har ret,« sagde den pfalziske kurfyrste. »Man må på det dybeste beklage, at kejseren så helt og holdent lader sig bruge som de pavelige legaters villige redskab og lader sig fange i det romerske net. Han havde i sandhed handlet klogere, dersom han krævede af paven, at der indkaldtes til et almindeligt koncil. Her skulle ikke alene Luthers sag behandles, men også den nødvendige forbedring af kirkens tilstand, som hele Tyskland sukker efter.«

Kurfyrst Frederik rystede på hovedet og svarede betænksomt: »Jeg ved godt, hvorledes sagerne står. Kejseren må behage paven for at få ham til at lade være med at holde med kong Franz, når den truende krig mod Frankrig bryder ud. Den tyske kejserkrone vil i sandhed snart blive en trykkende byrde på hans hoved. Jeg takker min Gud, at han gav mig styrke til at afslå den mig tilbudte værdighed.«

Rigsstændernes meninger gik længe frem og tilbage, indtil et flertal til sidst afgjorde, at kejseren skulle opfordres til at lade Luthers sag prøve endnu engang ved en komite af besindige, teologisk uddannede mænd.

Denne afgørelse bragte kejseren i en heftig ophidselse. Legaterne skar tænder af raseri, men der var intet andet at gøre end føje sig og afvente begivenhedernes gang. I de følgende dage måtte de opleve, at Luther blev æret som en konge af mange mennesker fra fjern og nær. De erfarede også, hvorledes Worms' borgerskab tog parti for ham og viste en truende holdning. En morgen fandt man i kejserens kabinet en seddel med et vers fra Bibelen: »Ve dig, du land, hvis konge er en dreng.«

På kurfyrsten af Mainz' bolig blev der fundet opsat en skrivelse, som indeholdt en oplysning om, at 400 adels-mænd havde sluttet et forbund til Luthers beskyttelse. De erklærede alvorlig fejde mod romanisterne'', især mod ærkebispen af Mainz, samt at der desuden stod andre 8.000 mand rede til at påbegynde krigen. Da holdt de to legater det for klogest at lade som ingenting og håbe på, at Luthers stædighed skulle forhindre yderligere forhandlinger.

I dette håb blev de heller ikke skuffet. Luther lod sig ikke rokke, og den 25. april forkyndte den trierske official over for den forsamlede rigsdag følgende kejserlige afgørelse: »Da alle formaninger over for kætteren har været frugtesløse, skal loven herefter håndhæves i al sin strenghed. Hans kejserlige Majestæt befaler derfor, at Luther under det lovede frie lejdes beskyttelse vender tilbage til Wittenberg inden for 21 dage. Derefter skal der gøres mod ham, som han fortjener.«

Rigsdagsforsamlingen modtog denne kejserlige erklæring i trykkende tavshed, mens Luther, da han fik kendskab til den, sagde: »Det er sket, som det har behaget Gud, hans navn være priset. Jeg takker kejseren og stænderne, at de har villet høre mig og har tilstedt mig frit lejde. Jeg vil også gerne gøre alt, hvad der behager hans Majestæt, men Guds Ord skal der ikke lægges bånd på. «

Fredag den 26. april standsede en vogn op foran Johanniter huset. I denne vogn forlod Luther og hans ledsagere i al stilhed den stad, i hvilken han havde fuld-bragt sin tros største heltegerning, ja den var større, end da han fire måneder tidligere kastede pavens bandbulle på ilden.

Endnu 21 døgn, så ville han også være i rigets akt. Den, der slog ham ihjel, øvede derved en god gerning. Han var klar over alt dette, men alligevel var han trøstig og glædede sig over det dejlige forår, som netop nu viste sig i al sin pragt og skønhed. Gud var hans skjold.

De kursachsiske rådsherrer Feilitzsch og Thun havde til afsked hvisket ham noget i øret, som gjorde, at han imødeså fremtiden med endnu større fortrøstning.

Han beholdt meddelelsen for sig selv, kun over for Amsdorf gjorde han en antydning. Fra Frankfurt skrev han til Lukas Kranach i Wittenberg, at han ikke straks vendte tilbage til Wittenberg, men var nødt til at skjule sig for en tid.

I forbindelse hermed blev rigsherolden Kaspar Sturm bedt om at tage hjem igen, efter at man havde nået Friedberg, idet hans nærværelse ville have virket forstyrrende på det, som nu skulle ske. Den brave mand havde tårer i øjnene, da han trykkede Luthers hånd til afsked. Det fremgik tydeligt af hans afskedsord, at også rigets herold var kætterens ven.

Rejsen gik nu videre over Gruneberg til Hersfeld. Benediktiner-klosteret åbnede gæstfrit sine porte, efter at munkene var vandret ham i møde en hel mils vej. Abbeden overgik sig selv i at vise sin gæst kærlighed og ærbødighed og forenede sig med de øvrige kloster-brødre i at bede Luther om at holde en prædiken for dem. Forgæves gjorde Luther opmærksom på, at dette ville blive betragtet som et brud på betingelserne for frit lejde. Forgæves mindede han abbeden om, at denne derved satte sit eget embede på spil. Der var ikke noget at gøre, de ville have ham op på prædikestolen.

I Eisenach, hans kære by, hvor man ankom den 2. maj om aftenen, gik det på samme måde. Også her holdt menigheden stædigt på, at han skulle forkynde Guds Ord for dem.

Da man rejste videre herfra, skiltes rejsefællerne fra Luther for at drage direkte til deres hjemstavn, kun Amsdorf og Petzensteiner forblev hos ham. Luther selv længtes efter at gøre en omvej for at hilse på sine slægtninge i forældrenes hjemstavn. Mon de ville tage imod ham, den bandlyste og fredløse? Ville de mon glædes ved hans komme? Eller ville de måske med forfærdelse nægte ham adgang, fordi det kunne tilregnes dem som en forbrydelse at huse den fredløse mand?

Se, der ligger landsbyen Mohra fredeligt ved skovbrynet, og der er huset, hvor hans kære fader kom til verden og havde tilbragt sin ungdomstid. Luthers hjerte bæver i sød forventning. Det er så længe siden, han har været her på den hjemlige jord. Han havde ikke set sin kære hjemstavn, siden han var student i Erfurt.

Vognen nærmer sig Luther huset, og der står hans gamle farbror Heinz festklædt i døren. Budskabet om doktor Martinus' ankomst var allerede gået i forvejen til landsbyen. Den gamle blotter hovedet i ærefrygt, idet han går vognen i møde og byder sin nevø hjerteligt velkommen og nøder ham til at komme ind i stuen.

Det var lyksalige timer, han her tilbragte blandt sine kære slægtninge. Landsbyens øvrige indbyggere lod ham dog ikke hvile ud, de trængte ind i huset og lod sig ikke afvise, før doktor Martinus havde holdt en prædiken i deres kirke.

Endnu samme dag måtte kusken spænde for igen. I begyndelsen kom man kun langsomt fremad, da de kære slægtninge absolut ville ledsage deres store fætter et stykke vej. Inden aften var man i nærheden af slottet Altenstein, og her lod de sig endelig overtale til at vende hjem igen.

Det var allerede mørkt, da vognen kørte ind i skoven. Man var endnu ikke kommet ret dybt ind i skoven, før man ganske nærved hørte klapren af hestehove og klirrende rustninger, og pludselig så de sig omringet af flere ryttere.

»Stands!« råbte den forreste af dem barsk og greb i hestenes tøjler. Kusken skreg op, og Petzensteiner ligeså. Han sprang ned fra vognen, da han så, hvordan man greb efter Luther og med magt trak ham ned fra vognen, så han derved tabte sin hat.

Amsdorf ville sætte sig til modværge, men han fik et sådant slag på armen, at han blev stille, mens de andre ryttere slog på kusken og skældte ham ud.

Luther gjorde ingen modstand, og kusken kunne slet ikke forstå, hvad det skulle betyde. Han tænkte ved sig selv: »For kejseren og rigsdagen var han ikke bange, og han var heller ikke bange for paven, men over for fem sølle ryttere kryber han i et musehul.« Men før han endnu havde kunnet besinde sig, var der intet mere at se af Luther. Rytterne var også borte. Stakkelen jamrede og klagede og så dernæst spørgende og bebrejdende på professor Amsdorf, da han ikke kunne begribe, at denne så roligt kunne se på sin vens ulykke. Amsdorf gav sig til at trøste ham: »Vær kun stille, min ven. Han er i Guds hånd! Han, der har bevaret ham i Worms, vil også beskytte ham nu.«

Luther var blevet løftet op på en hest, hvorefter det gik af sted i østlig retning mod Brotterode. Snart efter foretog de dog en brat drejning mod nord og skyndte på hestene, og de standsede ikke, før de til sidst holdt ved en stejl bjergskråning.

Efter et højt tilråb hørtes raslende kædetræk af en faldende vindebro. De red over den og befandt sig nu i en af fakler nødtørftig oplyst borggård.

»Gud være lovet, Berlepsch! Sådan en ridetur har jeg aldrig haft før i hele mit liv,« sagde den ene af de harniskklædte, hr. Burkhard von Hund, ejeren af slottet Altenstein.

Hans von Berlepsch rakte Luther hånden og sagde: »Vær hilset, og et hjerteligt velkommen på Wartburg, hr. doktor.«

Luthers læber udstødte en lyd, som er vanskelig at beskrive. Det var et udtryk af glad overraskelse blandet med tak og lovprisning.

I hallen stod et måltid på bordet, som vederkvægede de trætte ryttere og deres »fange«.

- - -  

Der gik et budskab gennem landene: »Luther er død!« Der var nogle, hvis hjerter jublede ved meddelelsen: »Gud ske lov, så er verden fri for kætteren!« Men de fleste hørte det med smerte: »Ak, Gud, forbarm Dig dog, hvad skal der nu blive af os?«