Højt oppe på Wartburg stod en riddersmand og så gennem vinduet ned på verden udenfor. Nedenfor lå den lille købstad Eisenach badet i augustmånedens varme solskin og trindt omkring strakte sig de store højdedrag med mørke graner. Bag ved disse lå det flade land, hvis marker vekslede i alle farver. Det var en herlig plet på

jorden! Ridderens øjne dvælede ved byen dernede, og hans hjerte bevægedes af inderlige følelser, da han tænkte på den tid, hvor han som en fattig skoleelev måtte synge brødvisen foran dørene og derefter fandt et andet hjem hos fru Ursula Cotta, der nu for længst var gået bort.

Hvor meget var der ikke sket i mellemtiden! Hvad var der blevet af skoledrengen, af studenten og af munken? Hans navn var kendt i hele verden. Det blev nævnt med velsignelse af nogle og med forbandelse af andre. Som bandlyst og fredløs mand var han kommet tilbage til den egn, hvor hans intellektuelle uddannelse havde haft sit udgangspunkt.

Var det virkelig den samme mand, der havde stået over for kejseren og rigsdagen? Af udseende var han det i hvert fald ikke. Når han betragtede sin skikkelse i spejlet, måtte han smile ad sig selv på grund af den forvandling, der var sket med ham. Munkekutten var borte og ombyttet med en ridders klædning, tonsuren* var forsvundet under en yppig hårvækst, mens munden næsten skjultes af et pragtfuldt skæg. Selv navnet var forandret. På borgen kaldtes han junker Georg eller også blot junker Jørg. Således var det blevet bestemt med kærlighedsfuld omsorg for hans vel.

Han påskønnede naturligvis sine redningsmænds kærlige omsorg og var dem meget taknemmelig. Den stilhed, han fandt her i ensomheden, var velgørende for ham efter al den tumult, der hidtil havde præget hans reformatoriske virksomhed. Han så tilbage på tiden, der var gået, lige fra den dag, da han med sine 95 teser satte den vældige bevægelse i gang, som havde oprørt sindene, og frem til hans: »Jeg kan ikke andet ...« over for kejseren og rigsdagen. Han havde nu tid til at tænke over alt det, der var sket, og det mål, som han havde sat sig.

I begyndelsen havde stilheden været velgørende for ham, men efterhånden følte han den trykkende og foruroligende. Han var ganske vist i sikkerhed mod fjendernes anslag, men alligevel følte han sig som fange. Hans sjæls vinger var stækkede. Han måtte holde munden lukket, den mund, der havde vænnet sig til at vidne uforfærdet om sandheden. Han måtte give afkald på samkvem med sine venner og på deres samtaler, hvilket næsten var blevet et behov for ham. De få bøger, han havde til rådighed på sit opholdssted, kunne slet ikke tilfredsstille hans forskertrang. Og den mand, der ellers havde virket som ti andre, og som havde følt sig bedst tilpas, når arbejdspresset var ved at overmande ham, forekom nu sig selv som en lediggænger.

Desuden pintes han af bekymringer for fremtiden, ikke for sin egen persons vedkommende; thi hverken bandlysning eller rigets akt var for ham nogen anfægtelse. Det var evangeliets sag og kirkens skæbne, som bekymrede ham. Hvilken ulykke kunne der ikke komme over hans kære Tyskland på grund af den kirkelige splittelse? Han vidste, at den pavelige legat Aleander i Worms havde sagt: »Når I tyskere afkaster det romerske åg, da skal vi sørge for, at I myrder hverandre, indtil I går under i jeres eget blod.« Han havde for nylig hørt, at studenterne og borgerne i Erfurt var brudt ind i de romerske præsters huse og havde ladet den »røde hane« gale over deres ejendomme. Han frygtede derfor, at dette måske var tegnet på en stor brand, der ville afslutte i kød, hvad der var begyndt i ånd.

Det var en vanskelig tid for denne Guds mand. Det gav ham sjælekampe og anfægtelser, som ingenlunde stod tilbage for dem, han i sin tid havde gennemgået i sin klostercelle i Erfurt. Det hele blev forværret gennem en legemlig sygdom, han havde pådraget sig i Worms. Grublerierne bevirkede, at han alle vegne så spøgelser, som han troede var den legemlige Satan.

Alt dette formåede dog ikke at kue ham. Af alle disse tilsyneladende nederlag gik han sejrende frem under bøn, som den troshelt han var. Guds Ord var hans faste borg og tveæggede sværd. Jo hårdere Satan anfægtede ham, desto mere trængte han igennem til den forvisning: »Det er Herrens sag, som er mig betroet. Jeg kan ikke have taget fejl; thi min lære er forankret i Guds Ord.«

Det varede heller ikke ret længe, før han lod høre fra sig igen. Han ikke blot skrev og modtog breve fra sine venner, men han lod også små skrifter flyve ud i verden til trøst for sine venner og til forargelse for sine fjender. Han sad nu bøjet over et større arbejde. Han havde før udgivet en kirkepostil* på latin. Den havde andre givet sig til at oversætte til tysk, men ikke efter hans smag. Derfor gav han sig nu til at skrive en helt ny postil og denne gang på tysk.

På denne måde blev det klargjort, at Luther endnu levede. Ja, der var endog blevet talt om, hvor han var skjult. Men mærkværdigvis rørte fjenderne ikke på sig. Ingen vovede at lægge hånd på ham af frygt for folket, der ved rygtet om, at Luther var blevet snigmyrdet, havde indtaget en så truende holdning, så man måtte frygte det værste.

Junker Jørg blev en dag forstyrret i sine betragtninger, da en page` trådte ind i værelset for at bringe ham morgenmaden. Luther trådte nærmere hen til bordet og gjorde store øjne. »Hvad skal det betyde, Fridolin,« spurgte han forundret, »du bringer mig foreller til morgenmad? Er jeg mon blevet en fyrste, at man trakterer mig på den måde med mad og drikke?«

»Vore karle har haft en god fangst,« svarede Fridolin, »da har slotshøvedsmanden tænkt på jer, at I skulle glædes ved den dejlige spise.«

»Han er en god mand, hr. von Berlepsch,« sagde Luther med bevæget stemme. »Ja, han er alt for god og behandler mig meget bedre, end jeg har fortjent. Så venligt og villigt han sørger for mig, men det bekymrer mig, at jeg skal ligge ham til byrde.«

»Gør jer ingen bekymringer om det, junker Jørg,« trøstede pagen ham. »Det er kurfyrsten, som betaler det alt sammen.«

Luther løftede hovedet. »Er du helt sikker på det:'« »Ja, helt bestemt,« forsikrede Fridolin.

»Så er jeg tilfreds,« sagde Luther, »og vil lade den mad smage mig, som min nådige herre har tildelt mig.«

Efter at Fridolin havde bragt ham endnu en kande øl, forlod han værelset, og junker Jørg vederkvægede sig med den lækre spise. Så snart han havde tørret sig om munden, greb han imidlertid straks efter pennen igen for at arbejde videre på sin kirkepostil.

Han var netop kommet godt i gang, da døren åbnedes, og en høj, kraftig skikkelse med et, et venligt og dog alvorligt ansigt trådte ind til ham. »God morgen, junker Jørg! Er I nu i gang igen med jeres bøger?«

»Velkommen her hos mig, min hjertenskære slotshøvedsmand!« svarede Luther, idet han rakte hr. von Berlepsch hånden til hilsen. »Undrer det jer, at jeg håndterer skrive pennen? Så skulle jeg også undres, når I sidder i sadlen og rider.«

Hr. von Berlepsch rystede på hovedet. »Jeres svar duer ikke. I må huske på, at I har afført jer doktorkappen og er blevet en riddersmand. Da er det også jeres pligt at øve jer i en ridders dyder og færdigheder. Det er så meget mere nødvendigt for jer, som I med jeres legemlige svagheder ikke har godt af så meget siddende arbejde. Hvad gavner de piller, som Spalatin har sendt jer, hvis I ikke får motion nok? Derfor tag nu sværdet og bæltet på og kom med mig ned i skoven.«

»For at plukke bær?« spurgte Luther med et spydigt smil. »Det synes jeg ikke er nogen særlig ridderlig kunst, og desuden er jeg faktisk træt af den beskæftigelse.«

Berlepsch gjorde en afværgende håndbevægelse. »Nej, det gælder i dag ikke om at plukke bær, men om at I skal komme med os på jagt.«

Luther kunne ikke lade være med at le. »En sådan indbydelse vil I komme til at angre. Doktor Martinus med på jagt, sikken en latter, der vil blive!«

»Nå ja, måske, men så skal I bare le med,« sagde Berlepsch i bedste lune. »Det vil gøre jer godt. Alt for ofte ser jeg jer med sure miner og hører jer sukke.«

Med disse ord lokkede han junker Jørg ud ad døren og med ned i gården, hvor hestene og et kobbel jagthunde stod parate.

Under klangen af lystig hornmusik drog man nu i skoven og bagefter ud på markerne, idet jagten i dag gjaldt harerne og agerhønsene.

Men junker Jørg sad mismodig i sadlen. Fornøjelsen ville slet ikke smage ham, fordi den syntes ham at være en beskæftigelse for dagdrivere.

Da man nu havde fanget en hare i nettet, og hundene med vild gøen for ind på dyret, gjorde han en bemærkning til hr. von Berlepsch og sagde: »Her har I en lignelse. Se, ligesom jægeren jager de uskyldige dyr, således gør også Djævelen og hans ugudelige håndlangere, biskopperne og teologerne, mod de stakkels sjæle.«

Berlepsch smilte og red videre uden at svare.

Lidt senere skete det, at en lille hare fangedes levende. Dyret løb direkte hen mod junker Jørg, som om det søgte beskyttelse hos ham. Hurtigt skjulte han haren i sit frakkeærme og gik lidt afsides. Men i næste øjeblik var hundene over ham og bed den stakkels lille hare ihjel gennem ærmet. Fortrædelig vendte junker Jørg sig bort og udbrød: »Ak, således raser også paven og Satan, så han ødelægger de sjæle, som man allerede mente, var frelst, så mine bestræbelser tilintetgøres.«

Der skulle nu holdes hvil, og jægerne førte muntre samtaler, men junker Jørg satte sig lidt afsides og forholdt sig stille. Da slotshøvedsmanden lidt efter holdt udkig efter ham, opdagede han, at han sad og læste i Davids salmer.

Berlepsch rystede på hovedet og smilte. »Som en neger ikke kan vaskes hvid, kan vi ikke lave en ridder ud af doktor Martinus. Bøgerne er hele hans verden.«

»Blot han ikke på denne måde kommer til at forråde sig selv,« klagede pagen Fridolin, der havde fået til opgave at være til tjeneste for junker Jørg. »For nylig, da jeg red sammen med ham i skoven, havde han også sat sig ved vejkanten og læste i salmerne. I det samme var der nogle mænd, som kom forbi. De blev stående i forundring over at se en ridder sidde og læse i en bog. Jeg var bange for, at hemmeligheden måske var opdaget. Han, junker Jørg, er også meget uforsigtig, når han taler med nogen. I gjorde vel i, hr. slotshøvedsmand, helt at forbyde ham at ride ud. Han rider også helst temmelig langt bort. Forleden måtte jeg følge ham helt til Reinhardsbrunn.«

Hans von Berlepsch blev meget alvorlig. Så langt må han aldrig igen vove sig bort. Det er dig, Fridolin, som skal sørge derfor; thi dig er manden betroet. Tænk, hvis der skete ham en ulykke. Det blev værst for dig!«

»Vær ubekymret, kære Berlepsch,« råbte nu junker Jørg, der havde hørt noget af samtalen. »Mit liv står i Guds hånd, og hvis jeg skal miste det, da kan end ikke Wartburgs tykke mure beskytte mig.«

Slotshøvedsmanden sad en stund i tavs eftertanke, og snart efter befalede han, at man skulle bryde op og ride hjem.