»Se her, bogen er færdig,« sagde Luther til slotskommandanten, da denne en morgen i midten af januar trådte ind til ham i stuen. »Jeg beder jer, min kære Berlepsch, at I vil skynde jer med at få den sendt af sted til hr. Melchior Lotter i Wittenberg, så han kan trykke den. Der er stort behov for, at kristenheden snart kan læse den, så det uvæsen bliver dæmpet og ikke bliver værre. I ved, hvad der er sket i Wittenberg. Under min hemmelige rejse dertil har jeg selv, uden at blive genkendt, hørt af mange almindelige menneskers mund, at man synes, folket skulle gøre noget selv for at hævde evangeliet, dersom det blev holdt nede af fyrsterne.

Derfor vil jeg nu med denne lille bog formane de kære kristne til at afstå fra vold og oprør. Det er ikke mennesker, som skal gøre det, men Gud, vor Herre. Han selv vil styrte antikristen, og det ved sit eget Ord og kun ved sit Ord. Er der ikke allerede udrettet så meget stort på jorden gennem dette ord? Det vil også fremdeles bevise sin kraft og derved dømme paven.«

»Ja, hr. doktor,« sagde Berlepsch, »I siger altid: Ordet, Ordet, men hvor er Ordet, og hvem har Ordet? Det er meget dyrt her i landet. Bibelen er en bog, der er lukket med syv segl, hvem formår at bryde disse?«

»Jeg skal gøre det!« råbte Luther i en pludselig begejstring. Det føltes, som om der skød lyn fra hans store, udtryksfulde øjne. Berlepsch trådte uvilkårligt et skridt tilbage. »Ja, jeg skal gøre det! For se, jeg har allerede længe ønsket at kunne gøre noget i den retning, hvorfor jeg under min lediggang her på borgen har givet mig til at lære bedre græsk og hebraisk. Da nu også mine venner i Wittenberg under mit besøg for nylig har bedt mig indtrængende derom, så vil jeg nu ikke nøle længere, men i Guds navn gå til værket.«

»Hvad for noget?« spurgte Berlepsch med et udtryk af største forundring. »I vil tage Den hellige Skrift af dens fremmede klædning og gøre den tysk? Spøger I, hr. doktor?«

»Nej, det er hellig alvor, kære slotshøvedsmand,« svarede Luther med højtidelig stemme. »Jeg er allerede begyndt. Ja, jeg vil iføre den en tysk klædning, så den lyder, som om den ikke var vokset i Kanaan, men i de tyske lande. Jeg skal gøre den tysk, så hver bonde og hver skoledreng vil kunne læse og forstå den.«

»Det må blive et stort og vanskeligt arbejde, hr. doktor, så meget forstår jeg også,« bemærkede Berlepsch. »Og dersom det skal bære frugt, må det lykkes bedre end det, der hidtil er gjort i denne sag. I Eisenach har Franziskanernes abbed engang fortalt mig, at der allerede findes et antal tyske bibler. De lyder ganske vis tyske, men er alligevel ikke rigtig tyske. De er desuden fulde af fejl og vildfarelser, idet de alle er lavet efter den af kirken brugte latinske oversættelse, der er fuld af fejl og mangler. Han sagde også, at der kun fandtes et meget ringe antal af disse bibler, næppe nok til de lærde, og at de heller ikke kunne købes af almindelige mennesker på grund af deres høje pris.«

»Ja!« sagde Luther, »I er blevet vel underrettet, kære slotshøvedsmand. Der er næppe nogen, som ved der bedre end jeg, hvilken svær opgave det er at gøre Guds Ord tysk. Jeg formår heller ikke at fuldføre det uden ved Guds hjælp. Jeg er en bondesøn, og det takker jeg Gud inderligt for, da det betyder, at jeg er opvokset blandt folket og derfor ved, hvorledes det tænker og taler. At oversætte og oversætte er mange ting. Man skal ikke spørge de latinske bogstaver, hvorledes man taler tysk. Man skal spørge moderen i huset, børnene på gaden og den almindelige mand på torvet. Man skal se dem på munden og mærke sig, hvordan de taler og derefter tolke

Ordet, så forstår de det og mærker, at man taler tysk til dem.«

Berlepsch greb bevæget doktorens hånd. »Jeg tror, at I kan gøre det; thi I formår alting. Må Gud velsigne jer til dette værk! Det vil indebære jer tak til den yderste dag.

Se, hidtil har I måttet slå til med sværdet, nu tager I murskeen og skal til at bygge.«

»Det skylder jeg mit kære tyske folk,« svarede Luther. »Så ofte har jeg peget på Skriften, at det nu også tilkommer mig, at jeg åbner Skriften for folket, så enhver

kan se og overbevise sig om, at det er således som jeg har lært og prædiket.«

»Javel!« sagde Berlepsch efter et øjeblik i dyb eftertanke, »I vil altså oversætte Den hellige Skrift til tysk, men til hvilket tysk? Se nu, der er så mange tyske stammer til, og mange tyske dialekter findes der i et broget virvar. Når I vil skrive for hele det tyske folk, kommer I da ikke i vanskeligheder med hensyn til, hvilken af dialekterne I skal vælge?«

Luther så forbavset på kommandanten i forundring over, at denne så hurtigt havde fattet denne vanskelighed, som han selv først var stødt på, da han ville gå i gang med arbejdet. »Ja,« sagde han, »rigets splittethed har sat mig i stor forlegenhed, og længe har jeg været i tvivl om, hvilken af de mange tyske dialekter jeg skulle bruge. Da kom jeg til sidst i tanker om at bruge det sprog til min oversættelse af Bibelen, som bruges i kejserens kancelli og dernæst også i vor nådige kurfyrstes kancelli. Dersom ikke alle tyskere forstår dette sprog, så kan de hurtigt lære det. Det ville allerede være en velsignelse, dersom min oversættelse af Bibelen kunne hjælpe til, at alle trykte tyske bøger i fremtiden blev trykt på et og samme sprog.«

»I siger,« sagde Berlepsch, »at I allerede er begyndt. Vil I ikke nok give mig en lille prøve at høre?«

»Meget gerne,« sagde Luther hurtigt og begyndte at lede blandt de papirer, der lå på bordet. »Så hør her begyndelsen af Vor Herres bjergprædiken i Mattæus det femte kapitel:

Da han så folkeskarerne, gik han op i bjergene; der satte han sig, og hans disciple kom hen til ham.
2. Så tog han til orde, lærte dem og sagde:
3. Salige er de fattige i ånden, thi Himmeriget er deres.
4. Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.
5. Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.
6. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes.
7. Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.
8. Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud.
9. Salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn.
10. Salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres.
11. Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.
12. Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.

Berlepsch, som hørte dette skrift ord for første gang i sit liv, havde lyttet med foldede hænder og lysende øjne. »Hvilket klenodie er dog ikke disse ord af vor Frelser!« udbrød han. »Hvor jeg længes efter at høre alt, hvad Skriften indeholder! Hvis hele jeres oversættelse anslår denne tone og er så vellydende og enkel, er jeg sikker på, at alle mennesker vil kunne læse og forstå Guds Ord.« »Gud give det!« sagde Luther alvorligt. »Og hvad jeg endnu ville sige, min kære Berlepsch: Budet, som sendes til Wittenberg, skal også opsøge magister Melanchthon angående mange spørgsmål, som har med oversættelsen af Bibelen at gøre; thi uden denne fine og kloge mands hjælp formår jeg ikke ret meget. Derefter beder jeg, at han skal ride til Altenburg for at tale med Spalatin i samsne anliggende. Spalatin bedes især hjælpe mig at få fastslået farver og navne på de ædelstene, der forekommer i Johannes' Åbenbarings 21. kapitel. Såvidt det er muligt, skal han skaffe mig selve ædelstenene, enten fra hoffet eller andre steder fra.«

Denne bemærkning gav Berlepsch et begreb om den grundighed, hvormed Luther tog fat på dette store arbejde, og han skyndte sig at få budet sendt afsted.

Luther fortsatte nu oversættelsen af Bibelen til tysk med stadig voksende iver. Ofte undte han ikke sig selv nattehvile, så Berlepsch måtte formane ham til at tage vare på sit helbred. Under det anstrengende siddende arbejde blev det ikke bedre med hans legemlige svagheder, tværtimod forårsagede de ham undertiden mange stærke smerter.

Han havde sat sig for at blive færdig med Nye Testamente inden påske, men allerede tre måneder efter, at han var begyndt, lå det fuldendte værk udbredt for hans af lukke strålende øjne. Berlepsch ville slet ikke tro, at han allerede var færdig, men da han ved selvsyn havde overbevist sig om, at det var rigtigt, kunne den stærke mand ikke holde sine tårer tilbage, og Luther måtte høre på nye lovtaler fra denne begejstrede mands mund.