Sikken trængsel af folkemængden rundt omkring sognekirken i Wittenberg. Det var på søndagen Invokavit i året 1522! Det var naturligvis for længst rygtedes: Luther er her igen! Uden lejde eller beskyttelsesbrev er han kommet ridende gennem hertug Georg af Sachsens, hans bitreste fjendes, lande. Denne meddelelse havde virket som en forløsning på borgerskabet. Nogle følte sig muligvis lidt ængstelige ved tanken om kurfyrsten, mod hvis udtrykkelige vilje Luther havde forladt sit skjulested. Dog følte man sig trøstet ved den kendsgerning, at det var et nødvendigt skridt. Dersom Luther ikke var kommet, havde alt været tabt. Særlig glad var Melanchthon, der havde vist sig for svag til at styre skibet gennem det brusende stormvejr.

Nu havde man hørt: »Luther vil vidne mod fanatikerne fra kirkens prædikestol,« og det var glæden herover, der havde forårsaget trængslen på torvet. Der var mange hundrede, som ikke kunne finde plads inde i kirken og derfor måtte forblive udenfor, men hjem gik de ikke. De håbede at kunne opfange ordene gennem de åbne vinduer og døre. Alle var spændt til det yderste. Vil han være i stand til at tæmme fanatikerne og få oprørerne til at falde til ro? Er det ikke allerede for sent? Har det uordentlige væsen ikke allerede udbredt sig for meget til at kunne bekæmpes?

Alles øjne stirrede op mod talerstolen. Der stod han atter den kære, dyrebare mand. Ridderklædningen og skægget var borte. Doktor Martinus var atter klædt i en munkekutte, endog en helt ny, som Wittenbergs rådsherrer havde foræret den hjemkomne. Den klare, lyse stemme hørtes atter tone gennem kirkerummet, hvor man havde savnet den i næsten et helt år.

Og hør nu, hvordan den toner! Man havde måske ventet, at profeten ville komme med storm og ild som en nidkær Elias og tordne mod sine modstandere på samme måde, som man havde vænnet sig til at høre Karlstadt og hans meningsfæller råbe og skrige. Men han kom slet ikke med storm og ild, men med en stille, sagte ånd af rolig belæring. Han viste dem, hvori den sande evangeliske frihed består, og hvor forskellig den er fra sværmeri og fanatisme. Han forklarede sine tilhørere, hvorledes de, som mente at have sønderbrudt pavedømmets åg, til gengæld havde besværet samvittighederne med et nyt åg. Han forklarede det sande evangelium med stor alvor, men dog på en mild og rolig måde uden nogen person-lige bemærkninger eller hentydninger. Som en gylden tråd var denne ene tanke indvævet i al hans prædiken: Tro og kærlighed. Han sagde til sine modstandere: »Troen har I måske, men kærligheden mangler I. I kom farende med tvang og hårde påbud og har derved glemt at skåne de svage. Dersom I blot i al ro og stilhed havde prædiket sandheden, da ville denne ganske af sig selv have bevirket den rette erkendelse, og vildfarelserne var ganske af sig selv blevet åbenbarede. Det er alene Ordet, som skal gøre det, mens tvang kun anretter ulykke og ødelæggelser.«

Denne prædiken greb tilhørernes hjerter som aldrig før, og de vildledte begyndte at skamme sig over, at de havde ladet sig drive bort fra sandheden gennem de falske profeter. Da Luther havde endt sin tale, gik der som en brusen gennem forsamlingen; ordet havde gjort sin virkning.

Dog! Slaget var ikke vundet med en enkelt prædiken. Det gjaldt om at belyse de enkelte punkter i fanatikernes vildfarelser et for et. Derfor stod han i en hel uge dag efter dag på talerstolen indtil søndagen Rerniniscere'. Otte gange åbnede denne Guds mand sin mund, førend slaget var til ende, og sejren var vundet.

Luther fik besøg i sin celle af Gabriel Zwilling, der rakte ham hånden i alvorsfuld ydmyghed. »Jeg kommer, ærværdige hr. doktor for at bede om jeres tilgivelse og absolution", sagde han. »Der korn en stærkere over mig, han har vundet over mig og frataget mig min rustning. I har overvundet mig, og jeg skammer mig ikke over at bekende dette offentligt. Jeg glæder mig af hele mit hjerte, at I har helbredt mig for en svær sygdom og ført mig ud af vildfarelsens mørke.«

Luther lagde en hånd på hans skulder og sagde: »Tak, min kære broder! Det skæmmer ikke et menneske at bekende sine fejl, tværtimod ærer det ham både over for Gud og over for verden. Men I, der her af hjertet har be-kendt jeres synd, skal være forvisset om både min fulde tilgivelse og mit venskab. Dog, I kommer alene? Min glæde ville have været endnu større, dersom en anden havde ledsaget jer. Hvor er Karlstadt?«

Zwilling svarede bedrøvet: »Jeg har anstrengt mig meget for at få ham til at gå med mig, men han sidder ensom i mørket og ruger over den formentlige uret, han føler er sket mod ham. Han vil ikke tvinge sit eget hjerte til omvendelse, idet han ikke føler sig besejret, men kun undertrykt. Det, at han har mistet ære og anseelse, er en sådan krænkelse for denne stolte mand, at han derved allerede beviser sin egen uværdighed til at være et Guds sendebud.«

»Og hvor er Zwickauerne?« spurgte Luther fremdeles.

»De er her ikke for tiden,« svarede Zwilling. »Det er jeg selv meget ked af, for hvis de ligesom jeg havde siddet og hørt jeres prædikener, da stod de måske også nu her foran jer sammen med mig.«

Luther rystede på hovedet med et vemodigt smil om munden. »Hvem ved? Efter alt, hvad jeg har hørt om dem, ligner de Karlstadt og har ingen tilbøjelighed til at lade sig belære om noget bedre.«

Luther havde desværre ret. Zwickauerne viste sig snart igen i Wittenberg, de lavede megen larm og trængte også ind til Luther i hans celle. De forblev dog ikke længe hos ham. Harmfulde ilede de bort og forlod den by, som de mente ikke var dem værdig.

Straks efter satte Luther sig hen for at skrive til Spalatin:

»Jeg har haft en samtale med zwickauerne. De er endog meget værre, end jeg havde forestillet mig. Djævelen har fyldt dem med hovmod og slået dem med en forblindelse. Desuden har jeg grebet dem i åbenbare løgne. Da de ville vige udenom ved at bruge glatte elendige ord, forlangte jeg af dem, at de skulle bevise deres lære gennem de mirakler, som de påberåbte sig at kunne gøre og derved vise, at de virkelig stod hævet over Skriften. Men dette tilbageviste de og truede med, at dagen ville komme, hvor jeg ville blive tvunget til at tro på dem. Da truede jeg deres gud, at han ikke måtte gøre mirakler imod min Guds vilje. På denne måde skiltes vi.« Roen var genoprettet. Luther var kommet tilbage i sit gamle spor; han holdt igen sine forelæsninger på universitetet og havde den store glæde at se, at antallet af studenter langsomt begyndte at vokse igen. Også i sognekirken hjalp han atter til, idet han prædikede dagligt og somme tider endog to gange om dagen. Sognepræsten, Simon Heinze, døde snart efter, og i hans sted valgtes Johann Bugenhagen, en mand med en god forstand og et varmt hjerte, der lige fra begyndelsen tilbød doktor Martinus sin broderhånd og bad om hans venskab.

I klostret var der blevet meget stille. Munkene var en efter en trådt ud af klostret, selv prioren ved navn Helt havde taget munkekutten af. Hans efterfølger, Eberhard Brisger, var snart ene om at repræsentere ordenssamfundet. Sammen med ham boede Luther snart alene i den øde, tomme bygning. Det var ikke, fordi han betragtede sig selv som ordensbroder, for i sit indre havde han helt frigjort sig fra munkevæsnet. Han benyttede blot klostret som sin bolig og bar kutten som den vanlige ydre klædning.

Han tænkte på, hvad han nu skulle gøre. Han kunne ikke lade sig nøje med at have fordrevet fanatikerne. Nu gjaldt det om at genoprette, hvad de havde ødelagt, og at komme i gang med nyordningen af gudstjenesten efter de principper, som han havde fremhævet i sine prædikener.

Efter devisen: at skåne de svage, begyndte Luther tilsyneladende helt forfra. De gejstlige forrettede atter deres tjenester i deres gamle messehagler, der af fanatikerne var blevet ombyttet med studenterkjortelen. De slukkede vokslys blev atter tændt på det gamle alter. De forstummede latinske vekselsange mellem præsten og koret hørtes på ny. Nadveren blev atter uddelt under en skikkelse for dem, der begærede den således, mens der ved et særskilt alter og på et andet tidspunkt var alter-gang for sådanne, der for samvittighedens skyld begærede det således. Der var altså en uddeling af den hellige nadver under begge skikkelser.

En ting af den gamle messe blev dog straks helt afskaffet, nemlig de ord i messegudstjenesten, som henviste til Kristi legemes ofring ved præsten. Dette var en så åbenbar afgudsdyrkelse, at den måtte fjernes omgående. Dermed bortfaldt også den såkaldte stille messe ganske af sig selv, som præsten holdt hver dag uden menighedens deltagelse, og hvor han ofrede Kristus til Gud Fader for en afdød eller for en, der var bortrejst. Således håndhævedes sagen i sognekirken, hvor Bugenhagen samarbejdede med Luther.

Luther blev ikke skuffet. Ordets prædiken viste sig at have en stærk virkning. Antallet af dem, der ved hovedalteret tog den hellige nadver under en skikkelse, blev mindre og mindre. Da Kristi legemsfesten, messeofferets højdepunkt, nærmede sig, var der kun få, som deltog deri. Det blev sidste gang, denne højtid i det hele taget blev holdt i Wittenberg.

Kun i slotskirken ville stiftsherrerne, der fik deres indtægter gennem de gudstjenstlige handlinger på den gamle maner, ikke tage imod den nye måde. Luther bar dette i tålmodighed, forvisset om, at evangeliet med tiden også ville finde vej til dem. Det skete også. Stifts-herrernes modstand blev mindre og mindre, indtil den helt standsede, og det rene evangelium også blev forkyndt på dette sted.

På andre steder havde Luther til gengæld mere held og glæde end med disse gamle, stivnakkede herrer. Når han så sig omkring, var marken hvid til høsten. Hans sjæl glædedes og brød ud i tak til Gud, når der fra by efter by kom et budskab om, at den havde åbnet sig for evangeliet og at man holdt gudstjenesten på evangelisk vis. Skønt han i forvejen var overbebyrdet med arbejde, var det ham dog en glæde at besvare de mange breve, hvori han blev bedt om at give råd angående den sag. Hver gang var han også villig til at komme, når man bad ham om at holde en prædiken. Således måtte han rejse til Borna, Altenburg, Eilenburg, Weimar og endog til Zwickau. At han kunne optræde personligt i sidstnævnte by, hvorfra forførelsen og forvirringen blandt de kristne var udgået, var for Luther en særlig tilfredsstillelse. Over tyve tusinde mennesker var forsamlede på torvet, da han prædikede for dem fra rådhusets altan.

Det haglede også med spotte- og stridsskrifter ned over ham. Han ænsede dem dog ikke; thi han havde mere end nok at gøre med at grundlægge og bygge. Kun to af angrebene kunne han ikke lade forblive ubesvarede.

Det ene af dem kom fra en side, hvorfra han aldrig havde ventet det. Erasmus, der først havde talt så store og anerkendende ord om doktor Martinus, havde vendt den bandlyste ryggen og i fejhed begivet sig over i fjendens lejr for at redde sin egen ære. Han udgav et skrift med grove beskyldninger mod Luther. Den angrebne parerede sværdhugget og sagde ham sin mening uforblommet.

Det andet angreb kom endog fra en kongelig hånd. Kong Henrik af England, der stræbte efter titlen »defensor fidei«, troens forsvarer, havde forsøgt sig med et teologisk stridsskrift, hvori han på en plump måde havde plukket de enkelte ting i Luthers bog om kirkens babyloniske fangenskab fra hverandre og hånet hans lære. Luther behandlede den kronede fusker efter devisen: »Der skal skarp lud til skurvede hoveder.« Det alvorlige nederlag, som kongen derved fik, kan nok have forbitret hans glæde over, at paven hædrede ham.

Den største glæde fik Luther, da hr. Melchior Lotter den 21. september præsenterede ham for det færdigtrykte Ny Testamente. Den flittige mand havde arbejdet med tre trykpresser, der dagligt leverede ti tusinde ark, og på denne måde blev testamenterne trykt på utrolig kort tid. Doktor Martinus' øjne fyldtes med glædestårer, da han bevæget trykkede bogen til sit bryst som en moder sit barn.

Det første oplag på 3.000 eksemplarer blev sendt ud i verden. Når man i begyndelsen havde haft betænkeligheder om udbredelsen på grund af den høje pris på halvanden gylden, ca. 50 kroner, da viste denne frygt sig snart ubegrundet. Bogen blev udsolgt på ganske kort tid. Allerede i december arbejdede trykpresserne på ny i Lotters værksted og producerede et nyt oplag af den udsolgte bog.

Desuden var bogtrykkere i andre byer også i færd med at trykke bogen, for at den store efterspørgsel kunne blive tilfredsstillet. Der mærkedes en så glubende hunger efter Guds Ord blandt folket, at mange tusinders hænder raktes ud efter det, da det endelig kunne købes på et læseligt sprog. Fornemme og ringe, herrer og tjenere, mænd og kvinder, oldinge og børn, alle læste, og mange lærte de vigtigste tekster udenad. De blev drøftet på gaden, ved brønden, i ølstuen eller på værkstedet. De, der hidtil ikke havde kunnet læse, gik i gang med at lære det og studerede derefter Ny Testamente om kap med alle de andre.

Da Luther så, hvor frodigt den udstrøede sæd spirede og voksede, hengav han sig med desto større iver til den anden del af dette arbejde, nemlig oversættelsen af Gamle Testamente. Nu var han ikke alene om det. Han havde hjælpere omkring sig, der kunne tjene ham med deres kundskaber. Der var især hans kære ven, doktor Aurogallus, der var dygtigere til hebraisk end nogen anden. Alligevel gik arbejdet kun langsomt fremad. Det lod til at ville tage mange år endnu, før det tyske folk kunne have hele Bibelen på deres eget sprog. Men man havde i hvert fald foreløbig Ny Testamente, og det var til stor velsignelse.