Om aftenen en fugtigkold dag i december 1499 sad der i Sct. Nicolai kirkes kordegns enkle og dog hyggelige stue tre små livlige, lyshårede piger omkring spisebordet. Den dampende aftensuppe stod allerede på bordet. Småpigerne var sultne og længtes efter, at måltidet skulle begynde. Kordegn Konrads hustru, fru Katharina, trådte ind i stuen og sagde med en fortrædelig mine: »Hvor mon Martin nu igen bliver af? Hvor ofte han forstyrrer husets orden med sit renderi for at synge brødvisen! - Gå, Barbara, hent far, ellers bliver vor suppe kold!«

Barbara rejste sig og kom snart tilbage med faderen, en lille mager mand med et langt mørkt hår og et mildt og venligt ansigt. Fru Katharina havde netop øst suppen op, da hus døren åbnedes, og børnene råbte: »Nu kommer Martin!«

Stuedøren åbnedes, og på tærskelen stod Martin fuldstændig gennemblødt og med en sæk over skulderen, en 15-års dreng med et blegt ansigt og hule kinder. Hans øjne lyste som glødende kul og gav det tungsindige ansigt et ubeskriveligt udtryk.

»Så sent du kommer hjem, Martinus, i sådant et vejr!« sagde degnen bekymret. »Vi har været på landet, kære morbror,« svarede drengen, »vi har sunget julesalmer i landsbyerne.«

»Så har du forhåbentlig en fyldt pose med hjem?« spurgte fru Katharina med hård stemme. »En hel del brød,« svarede Martin, »og dertil en spegepølse. Det var lige ved, at vi ikke havde fået den med. Vi sang ved et ensomt beliggende bondehus, da bonden kom ud og råbte: »Hvor er I henne, I drenge?« Vi troede, at han var vred og løb vores vej, indtil vi hørte ham kalde: »Hvad er der i vejen, I gavtyve? Tror I, at mine pølser er slanger?« Da løb vi tilbage og fik vores belønning.«

»Sæt dig hen!« befalede fru Katharina. »For din skyld får vi nu en næsten kold suppe.« 1 sine våde klæder tog Martin lydigt plads ved bordet og spiste sin suppe med begærlighed, da han var træt og forfrossen. Efter suppen fik alle et stykke rugbrød med ost, undtagen Martin, for fru Katharina havde spurgt ham, om han var mæt, og han havde nikket med hovedet. Men da moderen engang stod op fra bordet, benyttede Barbara det gunstige øjeblik til hemmeligt at trykke den stakkels dreng halvdelen af sit brød i hånden. Han ville ikke tage det, men pigen kiggede så kærligt og indtrængende på ham, at han nikkede taknemmeligt og tog imod det søde barns velmente gave.

En time senere, da degnen og hans hustru sad alene i stuen, rykkede han nærmere hen til hende, rømmede sig og sagde: »Kære Katharina, jeg har længe haft noget på hjerte, som jeg nu gerne vil tale med dig om. Det angår Martin, vort plejebarn. Jeg har jo lovet hans fader, min kære svoger, at ville tage mig af hans søn, så godt jeg formår. Men se nu den stakkels dreng. I stedet for at blive mere glad og frisk er han blot blevet endnu mere bleg og vemodig. Hvis nu min kære søster en dag skulle komme fra Mansfeld for at se til sin søn, må jeg jo blive til skamme over for hende. Hans fader tog ham fra Magdeburg, fordi han ikke kunne klare sig der, og han trøstede sig med, at hans slægtninge i Eisenach i kristelig barmhjertighed ville hjælpe hans søn. Men Martin er hos os kommet fra asken og i ilden. Også her må han synge brødvisen for dørene ligesom i Magdeburg, så han næsten ingen tid får til at læse, hvad der også må tage lysten fra ham. Vi giver ham godt nok et tagkammer, hvor han kan sove og en tallerken suppe om aftenen. Men hvad er det? Jeg mener nu, at vi herefter skal give ham mere varme og omsorg og hellere undvære lidt selv.«

Fru Katharina havde flere gange været ved at afbryde sin mand, men nu sprang hun op i stor ophidselse. Med hænderne presset på hofterne stod hun foran sin mand og sagde vredt: »Den, der tager sine børns brød og giver det til en fremmed, synder mod sit eget kød og blod.« - »En fremmed?« for Konrad op, »Martinus, er han ikke min egen søsters søn?«

Fru Katharina gjorde en afværgende håndbevægelse. »Hvis Martin skulle til Eisenach, hvorfor valgte hans fader så netop den fattigste af hele sin slægt til at hjælpe sig? Kunne han ikke være gået til Veit, smeden, eller til den gamle fru Wendler?« Degnen svarede: »Han har været hos Veit, men blev afvist af ham.«

»Og hvorfor?« spurgte Katharina bittert. »Ak ja, Veit er en forstandig mand. Da jeg en dag snakkede med ham om sagen, sagde han: 'Hvem siger til min svoger, at han skal være så stor på den med sin søn? Det er syndigt hovmod, og det skal man ikke hjælpe ham med. Hvis Hans havde sagt til mig: 'Veit, tag og stil min Martin ved din ambolt, så han kan lære at smede jernet,' ville jeg have svaret: 'Ja, i Guds navn!' Men når han siger til mig: 'Veit, tag pungen frem og hjælp til med, at min søn bliver en stor doktor eller måske endog professor,' så lægger jeg straks hånden på lommen og siger: 'Nå, kære svoger, det synes du ? Nej, Gud bevare mig, at jeg skulle blive en hovmodig nars hjælper.' Se, det har Veit sagt, og han har ret.«

»Nej, han har uret!« sagde Konrad meget afgjort. »Vein er en gnier, og så må Hans i hans øjne naturligvis være en hovmodig prins. Nej, her er der bestemt ikke tale om hovmod, derimod ville det være sund og skam, hvis Hans skulle stille Martin ved ambolten eller tage ham med i gruben. En blind må jo kunne se, at drengen har noget i sig, og hr. rektor Trebonius fra Sct. Georg-skolen har for nylig igen sagt til mig, da jeg mødte ham på gaden, at han altid følte det, som om han skulle tage hatten af for Martin Luther, og at han aldrig før havde haft en så begavet elev på sin skole. Men Guds gaver skal man ikke lade sygne hen, og den, som hjælper med til, at de kan udfolde sig, gør en god gerning. Derfor holder jeg fast på min mening, at vi herefter må gøre mere for drengen, ellers omkommer han for vore øjne. Især i den senere tid er han blevet så bleg og mager og så frygtsom som en lille fugl. Jeg tror ikke, han finder den rette kærlighed hos os.«

I det samme hørte de Martin på sit tagkammer synge med langtrukne, yndige toner. Hr. Konrad lyttede og sagde stille: »Han er en vidunderlig dreng, min nevø, Martin. Jeg har aldrig før hørt en sådan sang. Det griber en om hjertet. Min kollega, degnen ved Sct. Georg, siger det samme. Han siger, at han under messen altid hører den ene stemme ud fra de hundrede andre, og at den minder ham om en engels røst. De kalder jo også Martin for Nattergalen. Om der ikke skulle blive andet af Martin end en musikant og sanger, er han det allerede, og alene herved vil han kunne blive berømt i verden.«

»Musikanter og markedssangere er letsindige folk,« råbte Katharina foragteligt og skyndte sig ud af' stuen uden at besvare sin mands tilråb.

Den næste morgen kom Martin ikke ned. Deroppe på tagkammeret under tagstenene lå han på sit leje, glohed og med feberskinnende øjne. Igennem længere tid havde han haft kuldegysninger, og nu var feberen brudt ud i al sin styrke. - I syv døgn lå han hele tiden og talte i vildelse, og de måtte holde ham med magt, fordi han hele tiden ville ud gennem vinduet.

Han blev dog rask igen, men der rørte sig noget i hans indre. Der rasede en kamp i hans sjæl, som var værre end feberen i hans krop. De evner, som Skaberen havde nedlagt i ham, var begyndt at vokse og udfolde sig. Hans ånd begyndte at strække vingerne i videnskabernes verden. Der glødede i ham en uimodståelig trang og tørst efter kundskaber, og det han hidtil havde smagt af kundskaber havde kun forøget hans længsel og sult efter mere. Skolen var hans verden - her havde fuglen fundet sin rede. Også de andre elever kunne lide ham, og lærernes udelte velvilje hvilede vederkvægende på ham som solstråler.

Skulle alt dette kun have været en drøm? Han så på de nøgne tagsten over sit hoved og tænkte på sin håbløse fattigdom. Han lagde hånden over øjnene og sukkede: »Det går ikke længere. Jeg kan ikke kæmpe mig igennem. Åh Gud, hvor er det mærkeligt i din verden! Hvorfor har min fader så tom en pung og min tante så hårdt et hjerte! Åh, Gud, kommer denne lyst til at studere ikke fra dig? Ak, hvorfor tager du da ikke de sten bort fra min vej, som jeg ellers må snuble over? Jeg er dig sikkert ikke værdig, du kan vel ikke bruge mig.«

Således kæmpede den ulykkelige dreng med sig selv, og da han til sidst kunne rejse sig fra sit leje, havde han besluttet, hvad han ville gøre. Han ville gå tilbage til Mansfeld og blive minearbejder ligesom sin lader. Næste morgen ville han sige dette til læreren og tage afsked med ham. Da han ville lukke munden op, svigtede modet ham alligevel. Vred på sig selv tog han om eftermiddagen atter sin rygsæk på og sagde ligesom henvendt til den: »Det er sidste gang, du går med mig. I morgen siger jeg det ganske bestemt til læreren, og om tre dage er jeg hjemme i Mansfeld.«

I det skønne store hus med sine karnapper og gesimser i Georgstrasse sad fru Ursula Cotta ved kaminen med sine børn og fortalte dem de skønneste eventyr, mens de iagttog flammernes spil. Pludselig holdt hun inde midt i en sætning og lyttede. »Hør, der er den igen, nattergalen! I over en uge har jeg ikke hørt den, så jeg troede allerede, at den var fløjet til et skønnere land. Hør dog, som en sølvklokke toner stemmen igennem de andres.« Derude på gaden stod drengekoret og sang messens »kyrie eleison« på trods af sneen og blæsten.

Ursula Cotta og hendes børn var trådt hen i vinduesnichen, og hun så igen den sangers ansigt, der for længst havde vundet hendes hjerte. Hun blev mærkeligt berørt derved, og det var virkelig et hjerteskærende billede: »Der stod drengen med et usigelig bedrøvet blik og blege kinder og sang sin afskedssang for den by, hvor han havde mødt så megen kærlighed og så megen lidelse.

Fru Ursula skyndte sig ned ad stentrappen og vinkede drengen hen til sig, så tog hun ham ved hånden og førte ham ind i den varme stue til kaminen, hvor hun tog den drivvåde kappe af ham og lod ham sætte sig på en skammel. Så talte hun med ham som en moder taler med sit barn.

Drengen kendte pludselig ikke sig selv igen. Han, som ellers altid havde været så genert, især over for fornemme damer, var nu slet ikke længere genert, men besvarede villigt alle spørgsmål og åbnede helt sit hjerte. Som en blomst, der vågner til nyt liv, når forårssolen skinner, således oplivedes denne sarte menneskesjæl under den ædle kærligheds solskin.

Tjenestepigen kom nu ind fra køkkenet med en tallerken dejlig varm suppe, og det var svært at afgøre, hvem der glædede sig mest, Martinus ved at spise eller fru Ursula ved at se til. Mens den ædle kvinde underholdt sig med drengen og udspurgte ham om hans forhold, arbejdede der i hendes indre en tanke, som hun tumlede endnu mere med, efter at hun havde ladet drengen gå med en fyldt rygsæk. Så snart hendes mand kom hjem, fortalte hun ham derom og bad om hans samtykke til at føre tanken ud i livet.

Hen imod aften samme dag bankede det på døren hos kordegnen ved Sct. Nicolai kirke, og hr. Konrad, som lukkede op, bøjede ærbødigt hovedet for den fornemme dame, der trådte ind i hans hus. »Hvordan kan det være, at jeg har den ære, højædle fru Cotta, at I vil træde ind under mit fattige tag? I har allerede gjort så meget for vor stakkels Martin, og nu ulejliger I jer endog til at besøge ham, hvor han bor.«

»Holder I meget af Martinus?« spurgte fru Cotta med et ransagende blik. Med et hastigt, lidt sky sideblik til sin kone, svarede kordegnen: »Martinus er min søsters søn og en hjertenskær, from dreng. Det er en selvfølge, at jeg har ham meget kær.«

»Også jeg har fattet kærlighed til ham,« sagde fru Cotta, »og jeg vil gerne have lejlighed til at vise ham min kærlighed hver eneste dag. Derfor beder jeg jer: Giv mig drengen, så han kan bo i mit hus og være mig som en søn! Det, som er svært for jer, vil være let for mig.«

Konrad kunne næsten ikke fatte den ædle dames ord og stirrede på hende med et spørgende blik. Da hun gentog sin bøn endnu mere indtrængende, bøjede han sig dybt bevæget for hende og ønskede hende Himmelens rigeste velsignelse for hendes ædelmodige tanke. Nu kom også fru Katharina betuttet nærmere og kyssede den fornemme dames hånd.

Om aftenen samme dag lå Martin i en blød seng i et skønt og rent lille kammer. Hans hænder lå foldet på dynen, og med sine store øjne rettet mod Himmelen, bad han: »Du har hørt mig, hellige Anna, du har udfriet mit liv fra ødelæggelsen. Du har sendt mig en engel, som har sagt rnig, hvad jeg skal gøre. Jeg skal ikke gå til Mansfeld og blive minearbejder, men blive her for fremdeles at drikke af videnskabernes kildevæld. Nu vil jeg ikke længere være forsagt og tvivlende, men håbe og stole på Gud. Hele mit liv vil jeg nu vie til tjeneste for Gud, dersom han vil have mig i sit rige.«

Han var udfriet, hans genius sprængte de lænker, der hidtil havde holdt ham bunden. Hjertet lukkede sig op i en sorgløs velstands solskin og et kærligt familielivs varme, ledet af en klog og from opdragelse. Hans endnu skjulte evner og karakteregenskaber kunne nu udfoldes, og hans lærere glædede sig over en sådan elev, der især i grammatikken og veltalenheden ikke havde sin lige.