En skøn sommeraften i august sad doktor Martinus og hans hustru på bænken under det store gamle pæretræ i gården og glædede sig over lille Hans, der legede med en kæphest, som Wolfgang havde lavet på drejebænken. Der lå en fredfyldt stilhed over stedet, og aftenluften føltes velgørende sval efter dagens trykkende hede. Omkring brønden sad de tre tjenestepiger sammen med Wolfgang og svinehyrden Johannes og sang små folkeviser, mens der af og til hørtes lidt svinegrynt og brægen af en ged.

Luther var nu næsten helbredt efter sin sygdom, skønt han stadig følte sig svag og endnu ikke havde været i stand til i fuldt omfang at genoptage sit arbejde.

»Vi får et sent besøg,« sagde han, da man hørte lågen til gårdspladsen blive åbnet med en knirkende lyd. »Se, det er vor kære Bugenhagen. Hvad fører dig til os så sent om aftenen?« spurgte han gæsten, da denne var kommet hen til dem og hilste.

»Dårlige efterretninger!« var svaret. »Pesten kommer nærmere og nærmere til Wittenberg. Den begyndte mod syd og har strakt sine arme ud indtil Kemberg og krævet ni dødsofre der. Snart vil rytteren på den bleggustne hest ride ind ad vore porte.«

Fru Katharina udstødte et angstfuldt råb og trykkede sig ind til sin mand, som om hun søgte beskyttelse hos ham.

Luther forblev ganske rolig og sagde: »Det er Herren, som sender denne rytter, og vi vil bøje os under hans vældige hånd.«

»Har du fået meddelelse om den befaling, som for en time siden er kommet fra kurfyrsten til universitetets rektor?« spurgte Bugenhagen, og da Luther svarede benægtende, vedblev han: »Universitetet skal flyttes til Jena.«

Luther smilede. »Til Jena? Er murene omkring den lille by måske så høje, at morderengelen ikke formår at flyve over dem? Eller ved man bestemt, at han vil skåne stedet der? Nå ja, de der vil, lad dem blot drage derhen! Men en sådan flugt er ikke noget vidnesbyrd om stort mod.«

»Så vil du måske blive her, Martinus?« var Bugen hagens hastige spørgsmål. »Men gælder landsherrens befaling ikke også dig, som er lærer ved universitetet?«

»Som lærer ved universitetet vel nok,« svarede Luther. »Men er jeg ikke også menighedens tjener? Tjener jeg ikke sammen med dig både Ordet og sakramentet? Vogter jeg ikke sammen med dig Jesu Kristi hjord? Men hvad er det for en hyrde, som flygter, når han ser ulven komme? Nej, min kære broder, jeg bliver her og holder ud sammen med dig.«

Bugen hagen trykkede taknemmeligt sin vens hånd. »Jeg tænkte nok, at du ville tale således, og jeg vil også være glad for at have dig her i den svære tid, hvor du kunne være mig til trøst og styrke. Alligevel tror jeg, at du først bør tænke på den pligt, du har over for din hustru og dit barn. Se også på dit eget svage legeme, der først for nylig har overvundet en svær sygdom. Det er gerne de svage, der plejer at blive de første ofre for epidemien.«

Luther rystede på hovedet. »Nok er jeg stadig svag, men jeg stoler på, at Herren ikke svigter den, der troligt og standhaftigt udfører sin gerning, men at han med sin kraft vil afhjælpe min svaghed. Derfor, kære ven, prøv ikke på at overtale mig til at vige fra min post, som Gud har betroet mig. Dersom han har besluttet at kalde mig bort, da ville han også kunne finde mig i Jena.«

Bugenhagen tav. Han formåede ikke at komme med indvendinger mod Luthers alvorlige argumenter og var i sit indre også glad for sin vens beslutning, fordi han inderst inde gyste for den tanke at skulle undvære den stærke mand i den forestående tunge tid.

Fra gaden hørtes pludselig højrøstet tale. Wolfgang, der nysgerrigt havde stået og kigget over muren, korn dødbleg tilbage derfra med den besked: »Befolkningen stimler sammen, thi lige her i vort nærmeste nabolag er Riemer Loffelholz' hustru blevet mistænkelig syg.«

Bugenhagen rejste sig fra bænken. »Jeg vil gå hen og se, hvorledes det står til og samtidig prøve på at berolige folket.«

Han sagde »Godnat« og gik hen mod det nævnte hus, som lå lige op til Lutherhuset. Han fandt alle i den største ophidselse. Doktor Augustinus Schurf, som allerede befandt sig hos den syge, var meget betænkelig og svarede på Bugenhagens spørgsmål: »Jo, pesten er kommet inden for Wittenbergs mure, måtte Gud nådigt hjælpe os!«

Hele staden var i den største ophidselse. Sognepræstens ord, der formanede til besindelse og tillid til Gud, forblev upåagtede. Den følgende morgen sås flygtninge ile bort fra alle byens porte, dels med hest og vogn og dels til fods og medførende så meget af deres gods, som det var muligt. Også professorerne og de fleste af de studerende forberedte afrejsen.

Melanchthon kom til Luther færdig til afrejsen og blev meget forbavset over at se Luther roligt siddende ved sit bord i færd med at skrive. Han arbejdede netop på et skrift mod sakraments vranglærerne, som i den senere tid havde beskæftiget hans tanker meget. Melanchthon undrede sig endnu mere, da Luther ganske roligt sagde: »Drag bort i fred, jeg bliver her!«

Melanchthon mindede Luther om kurfyrstens befaling, men Luther var ubøjelig. »Kurfyrsten,« sagde han, »kan befale flugten for dem, der er frie og uden andre forpligtelser. De studerende drager med jer, så kan I undervise dem i Jena. Men menigheden bliver her, derfor må dens hyrder ikke flygte men trofast holde ud hos den.«

Mens de to endnu talte sammen, trådte mester Peter, barberen, der gennem en årrække havde barberet Luther, ind til dem. Manden rystede over hele kroppen og fik kun med besvær fremstammet: »Hvad skal det dog blive til, hr. doktor? 1 denne nat er fem personer blevet syge her i jeres nærhed ved Listet porten.«

Melanchthon blev bleg og kunne ikke sige et eneste ord, mens Luther så stift på ham og sagde: »Du ser, kæreste Philippus, at sognepræsten allerede nu har hårdt brug for mig.«

Melanchthon opgav ethvert forsøg på at overtale sin ven og sagde hastigt »Farvel«.

Da mester Peter var færdig med sit værk, blødte doktor Martinus fra tre forskellige sår. Den ængstelige mands hænder havde været alt for usikre til deres arbejde den dag.

Epidemien greb hurtigt om sig. Den næste dag var der atten tilfælde af pestsygen. Luther havde mere end nok at gøre sammen med Bugenhagen og dennes kapellan, magister Rører.

Fra kurfyrsten modtog Luther en skrivelse med en kortfattet befaling om at tage hustru og barn og følge efter de andre professorer til Jena, fordi man ikke kunne undvære ham ved universitetet til at holde de daglige forelæsninger over Guds Ord og sakramenterne.

Luther skrev straks et svar, som budet tog med tilbage. Han forblev fast mod sit forsæt og klarlagde for kurfyrsten sine vægringsgrunde på en ydmyg, men på samme tid modig måde.

I den halvtomme by herskede der en uhyggelig stilhed. Forskrækkelsen havde en lammende virkning. Hjerterne rystede af angst, og denne angst var netop sygdommens grobund, idet det var de frygtsomme, der først blev angrebet. Men der var også sådanne, som lod sig fange i en frygtelig fatalisme, idet de fristede Gud og nægtede at bruge de til rådighed værende forebyggelses og lægemidler. De mente, at disse intet betød, dersom skæbnen havde bestemt dem til døden, mens de i modsat tilfælde ikke var nødvendige. Der fandtes andre, der havde den overtro, at de ville blive helbredt for sygdommen, dersom de smittede en anden. Det skete også adskillige gange, at et pestsygt menneske løb ind i et uberørt hus for at øve ondskab og hævn ved at bringe smitten derind. I det hele taget døde kærligheden hos mange. Man tænkte kun på sig selv og var ligeglad med de pårørende. Manden kunne lade sin syge kone ligge alene eller moderen sit barn for at beskytte og redde sig selv. Snart kom det så vidt, at der ikke blot var mangel på sygeplejere, men også på ligbærere og gravere. Det var en frygtelig tid!

Bugenhagen takkede Gud, at han ud over den trofaste Rorer havde Luther ved sin side. Af ham kunne de begge to lære at være modige og tapre og at passe de syge og at belære dem, der endnu var raske. Hvor han kom hen, følte man det, som om der kom en engel fra Himmelen. Han var ikke bange for at tørre sveden af de pestsyges pande og løfte dem op for at lette dem dødskampen. Det var i hans arme, at borgmester Tilo Dene's hustru udåndede. Ingen forstod så godt som han at berede mennesker til døden, at kalde syndere til omvendelse og at trøste de sørgende.

Næsten hele den lange dag gik for ham med sjælesorgens tjeneste. Hvad han nåede at gøre i så henseende, var allerede mere end et enkelt menneskes arbejdskraft. Dette var dog ikke nok for ham. Når han kunne få en smule tid til overs, satte han sig ved sit arbejdsbord og skrev.

Til de kristne i Halle skrev han et brev for at trøste dem over Winklers død, den evangeliske prædikant, der blev myrdet af en romersk dolk. Eller han arbejdede på en udlæggelse af profeten Zakarias og fortsatte på sit stridsskrift imod sakramenterne. Ofte måtte han også give udførlig besked på de mangfoldige spørgsmål, der korn fra visitatorerne.

Desuden holdt han regelmæssige forelæsninger for de få studenter, der var forblevet i Wittenberg, og han prædikede flere gange om ugen i sognekirken.

Han havde så ofte før sagt: »Jeg takker min Gud, fordi han har givet mig en medhjælp.« Nu kunne han skatte denne lykke mere end nogen sinde, thi ved hans side stod hans hustru som en stærk kvinde, der kappedes med harv i kærlighedens tjeneste i omsorg og troskab. Pesten var også trængt ind i pastor Rorer's hus, idet den krævede hans hustrus liv samt det lille barn, som hun netop havde født ham. Da åbnede fru Katharina gæstfrit sit hjem ikke blot for enkemanden, men også for hele familien Bugenhagen. Og frøken Margarethe von Mochau, der søgte tilflugt hos dem, blev heller ikke afvist. Da lægen, doktor Augustinus Schurf, en dag kom og bad: »Fru doktor, vil 1 ikke nok tage jer af' min hustru?« bad han heller ikke forgæves.

Få dage senere fik den sidstnævnte en mistænkelig byld på foden. Hun blev bragt til sengs og plejet med al omhu. Mens man var beskæftiget med hende, begyndte også frøken von Mochau at klage sig. Begge to blev virkelig angrebet af pesten, og fru Katharina, der selv efterhånden var så svag, at hun næppe kunne holde sig på benene mere, måtte vandre fra den ene seng til den anden.

Da kom der over Luther, den ellers så stærke mand, et anfald af svaghed. Han betragtede sin hustru, som dag for dag blev mere og mere dårlig. Han betragtede sin lille søn, der ligeledes begyndte at skrante. Så gik han ind i sit kammer og låste døren bag sig. Han faldt på sine knæ og kæmpede med Gud i alvorlig bøn hele natten igennem, indtil morgenrøden viste sig på himlen, således som det også skete for patriarken Jakob.

Da det blev lyst trådte fru Katharina ind til ham med et glad ansigt og sagde: »Glæd jer med mig, kæreste hr. doktor. I denne nat har Gud gjort et mirakel. Det går nu bedre med begge vore syge, og vor lille Hans begynder også at spise lidt igen.«

Da foldede doktor Martinus atter sine hænder og bad med sit hjertes inderlighed: »Højlovet være Herren og velsignet hans hellige navn, thi han har gjort store ting for os. Gud, din vej var i hellighed, hvo er en Gud så stor som vor Gud? Du er en Gud, som gør undere, du gjorde din vælde kendt blandt folkene. Til dig, o Herre, har jeg opløftet min røst, til Gud har jeg opløftet min røst, og han har bønhørt mig. Hallelujah!«

Og se, de to kvinders helbredelse gik hurtigt fremad, så de snart kunne gøre gengæld og hjælpe fru Katharina, der nu også havde et stort behov for at blive plejet.

Efteråret kom og rensede luften, og dødeligheden blev mindre. Vinteren kom med klar frost, som helt brød epidemiens magt. Den 10. december stod doktor Martinus ved sin hustrus seng og sendte en takkebøn op til Gud. For det første, fordi fru Katharinas liv var blevet sparet, og for det andet, fordi han havde fået skænket et nyt liv, thi i sine arme holdt han en lille datter, som han viste til lille Hans med de ord: »Se her, lille Hans, har den kære Gud skænket dig en lille legekammerat.«

Da han bagefter trykkede moster Lene's hånd, sagde han: »Vor Gud har gjort en undergerning for os og udvist overmåde stor nåde imod os. Se, i så mange hjem rundt omkring er der blevet færre, men i vort hjem er der blevet en mere. Hos os har Herren holdt sygdommen i tømme og blot ladet den fare i vore søer. Hvor mådeholden har morderenglen dog været hos os, at han kun har krævet fem svin af os som betaling.«

Flygtningene vendte hjem igen og undredes meget, da de så doktor Martinus. En svækket og nedbøjet mand havde de forladt, og en rask og stærk mand fandt de ved hjemkomsten.

Menigheden samledes i kirken og hørte atter profetens kendte, elskede stemme. De lovpriste Gud, at han havde skænket dem denne mand.