Har du kogt de gule ærter, Sibylla?« råbte fru Katharina til den ene af sine piger, der netop kom ud af køkkenet og ville over gården. »Du må skynde dig at få det gjort,« fortsatte hun, »for jeg håber, at doktoren snart vil være her. Og hvor er Dorothea? Kald på hende, samt på Wolfgang! De to skal hente det lille bid øl op fra kælderen, som i forgårs kom fra det kurfyrstelige hof. Brigitta skal feje stuen og skure lågkrusene af sølv.«

Det var en morgenstund sidst i marts 1529, og da fru Katharina trådte ind i stuen hos moster Lene, udbrød hun glad: »Jeg er så glad, fordi min kære ægtemands hjemkomst er så nært forestående. Hvor tomt og trist forekom huset mig ikke under hans lange fravær. Jeg anede nok, at visitationen kom til at holde ham længere borte, end kurfyrsten først mente, idet han troede, at arbejdet ville være overstået inden 19. november, Sct. Elisabethsdagen. Men nu skal han også få en festlig modtagelse og et vederkvægende hjemkomstmåltid. Jeg håber, at hans livret, stegte sild med gule ærter og sennep, vil smage ham godt, og dertil kommer det lille fad torgauisk øl, som hans kurfyrstelige nåde har sendt til hans hjemkomst.«

Doktorens frue ilede her og der for at ordne de sidste ting. Wolfgang, der gerne tog den med ro, fik nogle små opmuntringer for at anspore ham til at arbejde lidt hurtigere.

I fem måneder havde Luther på grund af arbejdet med visitationen været fraværende fra Wittenberg. Hele kurfyrstendømmet var blevet inddelt i fire distrikter, og deraf havde Luther overtaget kurdistriktet, hvis midt-punkt var Wittenberg. Som verdslige kommissarier havde han ved sin side kammerherre Hans von Taubenheim, den kurfyrstelige kaptajn fra Wittenberg Hans Metzsch, samt licentiaten i jura ved Wittenbergs universitet, hr. Benedikt Pauli. Den 24. oktober havde man påbegyndt arbejdet i Kemberg. Man stødte på større vanskeligheder end først antaget, således at det kun gik langsomt fremad. I januar skete der desværre også det, at Metzsch og Taubenheim fik ordre af kurfyrsten til at tjene som æreseskorte for markgreven Georg af Brandenburg, der netop var på en rejse gennem landet. Dertil kom, at Luther blev syg midt i det hele, så han måtte holde sig i ro en fjorten dages tid.

Man var langtfra færdig, da Luther fik befaling af kurfyrsten om at vende hjem igen. Dette blev nødvendigt for universitetets skyld, fordi dette havde lidt meget under Luthers fravær, idet over hundrede studerende havde forladt det. I Luthers sted skulle nu provst Justus Jonas og sognepræst Fuss fra Kolditz fuldføre værket.

Henimod middag kørte der endelig en vogn ind i gården, hvori doktor Martinus og licentiaten Pauli sad.

Det blev et glædeligt og hjerteligt gensyn mellem mand og kone og mellem faderen og barnet. Lille Hans, der nu var blevet næsten tre år gammel, kom ham løbende i møde og omfavnede ham. Men den lille Elisabeth kunne ikke gå ham i møde, for hun var blevet lagt i sin lille grav for mere end et halvt år siden. På hendes grav stod et kors af træ, som Wolfgang havde lavet, med denne indskrift: »Hic dormit Elisabeth, filiola Martini Lutheri, 1528.« (Her sover Elisabeth, Martin Luthers lille datter, 1528.)

Pauli blev af Luther og af fru Katharina bedt om at blive og spise sammen med dem. De var knap nok kerdige med at spise, da der kom en rådstjener, som bad doktor Luther om at besøge den syge borgmester. Luther skyndte sig at lægge kniv og gaffel og rejste sig for straks at følge budet.

Da de to var gået, bad fru Katharina sin gæst om at fortælle lidt om, hvordan det var gået med visitationen, og Pauli begyndte: »I ved godt, ærede fru doktor, hvor meget jeg altid har holdt af jeres ægtemand. Men nu står han for mig endnu højere end før, efter at jeg med mine egne øjne har set med hvor megen tålmodighed, omtanke, klogskab og styrke han forstod at klare alle de mange besværligheder, som visitationen medførte. Når vi andre var ved at blive utålmodige og ville give op, så opretholdt han dog stadig sit gode håb og mod, således at vi på ny kunne blive styrket ved hans standhaftighed. Det var virkelig et kæmpearbejde, som skulle fuldføres. Det hjalp ganske vist noget, at kurfyrsten erklærede sig villig til at fungere som nød biskop men trods alt var der uhyre mange anstødssten, som måtte fjernes.

Først og fremmest har adelen givet os meget at bestille, deriblandt var nogle herrer fra hoffet, der havde haft held til at besnære den gode kurfyrste med deres snedige påfund. Disse herrer var naturligvis fortørnede over, at de blev stoppet i deres ran af kirkegodset, og at deres skammelige adfærd blev bragt for dagen. Derfor søgte de også at hindre vort arbejde på alle mulige måder. Hvor tappert har doktor Martinus ikke mødt dem, og hvor har han uden nogen som helst menneskefrygt sagt dem sandheden lige op i ansigtet, så de måtte skamme sig og tie stille.

Men endnu værre og mere hårdnakket var deres modstand, som man ville hjælpe gennem visitationen nemlig bønderne. I de fleste tilfælde viste de sig at være nogle hårde og halsstarrige karle. Gennem de dårlige vaner, som de har praktiseret gennem mange år, var de blevet så fortrolige med uorden, at de helst ville beholde den, hvorfor de betragtede visitatorerne som fredsforstyrrere. Jeg måtte derved tænke på Herrens ord, hvorom apostelen Johannes beretter: 'Menneskene elskede mørket mere end lyset, thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.' Det var deres store uvidenhed, der i virkeligheden var skyld i deres stædighed. Det er slet ikke til at beskrive, hvor dybt det mørke egentlig er, som pavedømmet har indhyllet det stakkels folk i. Når den herre doktor spurgte bønderne om ting, der angik den kristne tro, da har vi ofte måttet tage os til hovedet, thi de vidste hverken ud eller ind. De kender i virkeligheden intet til kristendommen og vil i deres dorskhed heller ikke lære noget. I Zinna strittede bønderne endog imod, da de skulle lære 'Fadervor'. De mente, det var for langt. Desto mere misbrugte de skriftet: 'Om et kristent menneskes frihed', hvorom doktor Luther havde skrevet og prædiket, og gjorde den til et skalkeskjul for deres ondskab. I en landsby ved Schmiedeberg spurgte han en bondemand, hvem han troede på, og manden svarede ganske rigtigt: 'På den treenige Gud.' Da han derefter henvendte sig til en anden og spurgte, hvem de tre personer i Guddommen var, svarede denne: 'Abraham, Isak og Jakob'.«

»Åh nej, hjælp!« afbrød fru Katharina Pauli's beretning. »Det lyder som en værre skrøne, hvad 1 fortæller! Ak du, min stakkels mand!«

»I en anden landsby,« fortsatte Pauli, »svarede en mand på spørgsmålet om, hvad han vidste angående Djævelen: 'Han opholder sig på sumpede steder.' En anden gang afbrød bønderne ganske frækt doktor Martinus' prædiken og råbte op: 'Hvad er det, den dumme præst siger om Gud? Hvem ved, hvad en Gud er for noget, og om der overhovedet findes en sådan?' Vi fandt også forfærdelig megen uorden og ødelæggelse i kirkerne. I nogle kirker fandtes der slet ingen alterredskaber mere, for disse karle havde solgt dem under bonde-krigen og drukket pengene op. Og det var endda ikke det værste. I en af kirkerne havde de opmagasineret høet, og i en anden lagrede de pinseøllet.

Men hvor har jeg dog hele tiden måttet beundre jeres mands godhed, besindighed og tålmodighed! Da doktor Martinus i nærheden af Kemberg talte angående den første artikel i den kristne trosbekendelse og spurgte en bondemand: 'Hvad betyder den Almægtige? svarede manden til dels trodsig og til dels skamfuld: 'Jeg ved det ikke.' Jeg for min del ville sikkert have skældt manden ud og brugt hårde ord. Men Luther lagde mildt sin hånd på mandens skulder og sagde: 'Ja, gode mand, jeg og alle de lærde mænd ved heller ikke, hvor stor Guds kraft og almagt er. Men tro du kun på, at Gud er din kære, trofaste Fader, der er den største og klogeste Herre, som både vil og kan og forstår at hjælpe dig og din hustru og dine børn igennem alt, hvad der kan volde jer ondt her i jordelivet!' På denne måde har han overalt talt med bønderne og prøvet på at afhjælpe deres uvidenhed.

Hvordan skulle de stakkels mennesker også kunne vide og tro noget, når der ikke prædikes for dem? Ak, hvor står det elendigt til med gejstligheden mange steder! I smertelig bevægelse råbte doktoren engang: 'Mange af dem burde meget hellere være svinehyrder eller rakkerknægte end sjælehyrder og præster.' Nogle er så tungnemme, at de stadig hænger ved det gamle, fordi det nye er dem for ubekvemt. Desuden er de ofte så uvidende, at man ikke kan finde ord derfor. Vi mødte en præst, der af de tre trosartikler kun kendte nogle få ord og af Fadervor kun selve indledningen: »Fadervor« og ikke mere. Desto bedre forstod han sig på tryllekunster og djævlebesværgelser. Der var andre, som ved siden af deres gejstlige embede var værtshusholdere og ledte deres gæster i drukkenskab og andre grove synder. Derfor var der også mange, som måtte afsættes og fratages præstekjolen, for at de kunne finde sig et andet arbejde. Derimod var der andre, som godt nok havde antaget evangeliet, men ikke forstod at prædike det. Dem gav doktor Luther sin postille i hånden, idet han mente, at det er bedre, at de læser op af den i stedet for, at de siger noget vås og dermed ærgrer og forvirrer bønderne. I det hele taget har visitatorerne givet præsterne nøje anvisninger for gudstjenesten og de øvrige kirkelige handlinger. Derefter har man indsat superintendenter, protestantiske biskopper, over dem. De skal være ansvarlige for, at den rette orden bliver opretholdt.

Men vi fandt skolerne i en særlig sørgelig forfatning. I de allerfleste landsbyer fandtes der slet ingen skole, mens de, der fandtes i byerne, var i en meget sørgelig forfatning. Her har visitatorerne været meget ivrige efter at gribe ind, så undervisningen af børnene kom i orden. Doktoren har også ret i det, at der nok ikke kan forventes så meget af de gamle, der er opvokset under pavedømmet, hvorfor man skal satse på børnene og den opvoksende ungdom.«

Vi fremdrager her et enkelt blad af visitationsprotokollen for at anskueliggøre, hvorledes visitationen blev gennemført, så både den åndelige og den materielle side kom til sin ret:

Gross-Marzahn!
Dette sogn består af to landsbyer, nemlig Gros-Marzahn: 12 gårdejere, 3 husmænd; Schmogelsdorf: 5 gårdejere, ingen husmænd. Kirkens embedsmænd: Præst og kordegn.

Erasmus Porretanus, præsten i Gross-Marzahn, er i sit sogn vellidt. Sognebørnene kommunikerer alle, dog undtagen tre personer, der i tre år ikke har deltaget i sakramentets uddeling, deriblandt dommeren, skønt præsten flittigt prædiker angående sakramentets brug og gavn. Han fandtes velbevandret i læren. Bønderne har intet at udsætte på ham. Han prædiker to gange hver søn og helligdag og skal desuden også flittigt prædike katekismen hver tirsdag og torsdag.

Præstegårdens indtægter: 20 groschen i renter, omtrent 32 groschen i offergaver, 62 skæpper korn-, byg og havretiende – omtrent 14 skæpper korn, 32 skæpper byg og 16 skæpper havre - på følgende lodder: 59 lodder på Gros-Marzahn'er marken, 24 lodder på Schmogelsdorf er marken, 27 lodder på KBrbitz'er marken. Desuden har han 1 lod på Gross-Marzahn'er marken, 3 på Schmogelsdorf'er marken; 5 høns, en tredjedel kødtiende - to dele går til amtet, som det er skik og brug. Ingen ret til græsmarker, ingen skov. Et beboelseshus, som er forfaldent; en lade, som kan repareres, skønt også den er dårlig, disse to huse skal sammen med andre bygninger, der trænger til istandsættelse, bringes i orden inden Mikaelisdagen. Når dette er gjort, skal det overdrages til sogne-præsten. Han vil da kunne holde: 4 køer, 15 grise, 20 får.

Præstegårdens inventar: 2 malkekøer, 1 bord som kan aflåses, 1 træseng, 1 mål rug til vinteren, 1 mål byg, 1 mål havre.

Fra forstuen hørtes nu fodtrin, doktor Martinus kom tilbage.

»Hvordan har borgmesteren det?« spurgte fru Katharina, da han trådte ind i stuen.

»Du kan være rolig,« sagde Luther, »ved Guds hjælp får han det snart godt igen. Det tykke blod flyder trægt i hans årer, derfor har lægen givet ham en åreladning, og nu ånder han allerede lettere igen.«

Fru Katharina glædede sig over den beroligende efterretning, thi hun holdt meget af borgmesteren. Nu måtte hun give sin mand besked om mangt og meget, som han spurgte hende om angående forholdene i byen og andre ting. Timerne gik, og det var allerede ved at blive mørkt, da Pauli gjorde sig færdig til at gå hjem.

Næste morgen var Luther igen helt opslugt af sit gamle arbejde. I længere tid sad han hver aften og arbejdede på en bog, som han havde besluttet at skrive, mens han var undervejs på visitationen. Han var ved at skrive en slags bondebibel, en ABC i den kristne tro. Idet han erkendte folkets sørgelige tilstand, blev det ham klart, at man med disse rå og uvidende mennesker måtte begynde helt forfra med kristendomsundervisningen. Derfor satte han sig for at ville sammenfatte Guds Ords lærdomme i den mest enkle, barnlige og kortfattede form.

Da han også tænkte på lærerne, så han sig nødsaget til at give en udførlig forklaring angående de lem punkter, som han havde opdelt det hele i.

Så tænkte han igen på dem, der skulle undervises og lavede derfor en helt ny bog. Det var kun en meget lille bog, som kunne købes for et meget ringe beløb. I form af spørgsmål og svar gav han deri ganske korte forklaringer, som let kunne læres udenad. Det skulle også gøres for enhver pris. De kristne husfædre skulle lære deres børn og tyende »Den lille Katekismus« o lade dem daglig fremsige nogle stykker af bogens ind hold. Den, der ikke ville gøre denne lille anstrengelse, fortjente ikke kristennavnet. En sådan skulle ikke få lov til at modtage sakramentet eller til at overtage fadderskab. Han fortjente egentlig af fyrsten at blive jaget ud af landet, thi den, der bor i en stad eller i et land, har forpligtelse til at holde sig underrettet om de der gældende love og til at holde dem.

Bortset fra sin bibeloversættelse havde Luther aldrig før følt en så glædelig tilfredsstillelse, når han havde forfattet en bog som efter fuldførelsen af Den lille Katekismus, som han nu hver morgen og aften stykke for stykke lod fremsige af sin egen familie og sine husfæller. Han skammede sig heller ikke ved selv at fremsige sit stykke, når det var hans tur. »Om de så brænder alle mine bøger,« sagde han en dag til sin hustru, »blot de skåner Den lille Katekismus, vil jeg være tilfreds. Den er det almindelige folks og de umyndige børns bibel.«

Han fik virkelig snart lov til at opleve, hvorledes denne, den kristne tros ABC-bog, blev modtaget med stor begærlighed, og hvilken velsignelse den overalt blev til. Det varede slet ikke ret længe, før han trøstende kunne skrive til sin kurfyrste, der var meget bekymret på grund af de mangfoldige angreb på evangeliets sag: »Den barmhjertige Gud har virkelig vist sig overmåde nådig, idet han gør sit Ord så mægtigt og frugtbart i Eders kurfyrstelige Nådes land. Thi I har i Eders kurfyrstelige lande verdens bedste præster og prædikanter.

Den kære ungdom, de sarte drenge og piger, vokser nu op med Katekismen og Skriften i hånden så vel skikket, at det er velgørende at se, hvorledes unge drenge og piger nu kan bede, tro og tale mere om Gud og Kristus, end forhen alle stifter, klostre og skoler tilsammen har kunnet eller kan. Sandelig, dette unge folk i Eders kurfyrstelige land er et smukt syn, som ikke findes andre steder i verden. Gud siger: Se her, kære hertug Hans, her giver jeg dig at tage vare på min bedste skat. Du skal være fader for dem. Thi jeg vil have, at de skal være under din beskyttelse og dit regimente for at ære dig. Du skal være min husholder. Dette er ganske sikkert.«