En aften i slutningen af september i året 1529 trådte Luther ind i stuen hos sin ven Justus Jonas. »Der er ikke andet at gøre,« sagde han, »vi bliver alligevel nødt til at rejse til Marburg. Landgreven giver sig ikke, men bliver ved med at tigge og bede mig om at komme. Jeg kan ikke længere unddrage mig og er altså nu gået med til at mødes med Zwingli for at føre en samtale med ham angående den hellige nadver. Jeg tror ikke, at det fører til noget. Jeg på min side vil ikke lade mig drive et eneste skridt fra min overbevisning, som jeg har fra Guds Ord. Men at Zwingli vil give efter i noget som helst er heller ikke at forvente, når man tænker på tonen i hans skrifter imod mig.

Jeg har faktisk mistanke om, at det ikke så meget er landgreven, i hvis hoved tanken om en disputation er opstået, men at det er Zwingli, som er anstifteren dertil, for at han, dersom jeg nægter at følge opfordringen, bagefter kan stille sig op og sige: 'Se, jeg har villet skabe fred, men Luther har ikke villet vide deraf.' For at Zwingli ikke skal kunne gøre mig en sådan bebrejdelse, vil jeg nu dog rejse derhen og strides med ham. Jeg vil heller ikke gøre landgreven ked af det, han er jo dog evangeliet hengiven. Jeg vil derfor gerne tjene ham så godt, jeg formår. Derfor skal du, min kære Jonas, forberede dig til rejsen, thi dig har jeg udvalgt til at køre med mig sammen med Melanchthon og Kruziger.«

Jonas forsøgte at komme med indvendinger. Luther skulle vælge sig en mere duelig hjælper. Men Luther forblev fast i sin mening, og efter at have fået provstens tilsagn begav han sig på vej til de to andre for også at gøre dem villige til at rejse.

Striden om sakramentet havde stået på i årevis. Først havde Luther haft sine kvaler med Karlstadt, der hengav sig til mystiske drømmerier og ikke kunne finde andet i den hellige nadver end den troendes indlemmelse i Kristi åndelige legeme. Mod ham og mod Munzer, der var enig med Karlstadt i denne anskuelse, havde Luther udgivet skriftet: »Mod de himmelske profeter.«

Efter at disse to havde forladt valpladsen, havde Ulrich Zwingli, der for ti år siden i Zurich havde påbegyndt en reformation på sin egen måde, nu udgivet et skrift på latin: »Om den sande og falske religion.« Deri havde han givet udtryk for en ny lære angående den hellige nadver. Idet han anførte Johannes Evangeliums sjette kapitel, som hentydende til sakramentet, påstod han, at det at spise Kristi legeme og drikke hans blod kun var et symbolsk udtryk for troen på Kristus. Når der således står skrevet: »Den, som æder mit kød og drikker mit blod, har evigt liv« (6,54), da betyder dette ikke andet, end hvad Herren først havde sagt: »Den, der tror på mig, har evigt liv.« Gennem troen bliver man helt et med Jesus og har ham således iboende i sig.

Når nu Kristus siger, idet han uddeler brødet: »Dette er mit legeme,« da vil han dermed sige: Dette betyder mit legeme. Når I spiser brødet skal I ihukomme, hvad der er sket med mit legeme, hvis symbol brødet er. Ligesom brødet bliver brudt, skal mit legeme blive brudt, og så ofte I nu bryder brødet, skal I ihukomme mit brudte legeme. Med denne opfattelse af altersakramentet, hvorefter mennesket altså ikke modtager noget af Gud, men tværtimod frembærer noget til Gud nemlig en taknemmelig ihukommelse af Jesu frelsergerning, stod Zwingli efterhånden ikke alene. Han havde den tilfredsstillelse, at Oekolampadius i Basel delte hans mening.

Luther var overmåde bedrøvet over at se denne dybsindige og varmtfølende mand bifalde en sådan forfladigelse, som han mente, af nadvermysteriet. Da nu oven i købet de to mænd, der i Strassburg forkyndte evangeliet, Martin Buzer og Wolfgang Capito, holdt med Zwingli i denne lære, blev det doktor Martinus, der allerede i forvejen var så hårdt medtaget af pestepidemien i Wittenberg, til megen fortrydelse. Det var netop i den tid, da epidemien i Wittenberg rasede allerværst. Luther vidste ikke, at nadverstriden også var på det højeste.

I begyndelsen havde han personligt holdt sig tilbage fra at træde ind i striden, men lod andre som Bugenhagen og Brenz gøre det, mens han selv nøjedes med at give almindelige advarsler mod de sværmeriske ånder. Det varede dog ikke længe, før han så sig nødsaget til at vise sig på valpladsen. Dermed viste det sig, hvor forskellige de to modstandere egentlig var: Zwingli, der kende-tegnedes ved kølig nøgternhed og forstandsevner, Luther, en personlighed, der kendetegnedes ved største dybsindighed og sindets varme inderlighed; Zwingli, en prosaisk natur uden videre forståelse for kunst, Luther, helt igennem poet og udstyret med en sart finfølelse for det æstetisk skønne; Zwingli, en mand, der gjorde rent bord med skikke og lærdomme, som var bygget op i løbet af den kristne tidsperiodes århundreder. Han tømte gudstjenesten for alt, hvad menneskesindet havde skabt til dens forskønnelse såsom billeder, kors, lys, orgler og menighedssang for på denne måde at omdanne Guds tempel til et rent og skært auditorium. Luther derimod havde med forsigtighed skilt den guddommelige sandhed fra menneskelig vildfarelse men ellers bevaret, hvad Guds Ånd havde virket i tidens løb. Zwingli var et menneske, der på trods af al ydre ro og høflighed kunne optræde på en underfundig måde og derved såre andres følelser. Luther var en åben og ærlig sjæl, der ved al sin djærvhed og grovkornethed alligevel forblev stor og ædel, og for hvem intet lå mere fjernt end smålig bagvaskelse og personlig mistænkeliggørelse.

De to mænd var også gået helt forskellige veje. Zwingli var kommet til erkendelse af den evangeliske sandhed i sit studiekammer og blev reformator i sit lille område uden særlige vanskeligheder eller anfægtelser. Zdrichs byråd kom ham beredvilligt i møde og havde kraftigt hjulpet ham med at få gennemført hans ideer. Han havde ikke engang grund til at beklage sig over paven, thi Rom syntes ikke at have nogen bandstråle for ham, men kun artigheder.

I modsætning dertil havde Luther måttet gå en meget tungere vej. Det, som han forkyndte for verden, havde han først måttet opleve og gennemkæmpe i sig selv. Alle de kampe og krampetrækninger, som kirkevæsenet måtte gennemgå, havde først gennemrvstet hans egen sjæl, og kun gennem de værste anfægtelser havde han kunnet vinde Guds fred. I tilgift til disse indre kampe fik han de ydre vanskeligheder. Paven havde bandlyst ham, og kejseren havde erklæret ham i rigets akt. Modstanderne angreb ham med kølleslag, og vennerne misforstod ham ofte.

Men dertil kom endnu noget andet, som kendetegnede de to mænds forskellighed. Mens Luther, overbevist om Guds Ords alt betvingende magt, helt afgjort gik ind for ikke at blande religion og politik sammen - det var derfor, han i sin tid havde afslået at tage imod von Sickingens udstrakte hånd - så betragtede Zwingli den verdslige magt som en væsentlig støtte for sine religiøse ideer. Som han selv drog ud i kampen bevæbnet med hellebarden, således arbejdede han også med hele den energi, som hans livlige temperament var i besiddelse af, for at få oprettet et forbund med den verdslige magt for derved at have en beskyttelse for den lutrede lære.

Han havde virkelig store planer. Ikke blot regnede han med at vinde republikken Venedig, men han håbede også for alvor på at vinde kongen af Frankrig for sine planer! Da kejseren blev mere og mere mægtig gennem sine store krigeriske resultater, blev Zwingli bange for ham. Han vovede derfor sit eget hoved for at få oprettet et stort anlagt forbund imod ham og spærre alpepassene for ham. Dette skulle landgreven af Hessen være ham behjælpelig med. Hvis Kursachsen ikke ville være med, skulle det blive overladt til sin skæbne. Det var med sådanne tanker, at Zwingli havde sat sig på hesten for at ride til Marburg. Foruden sine teologiske ledsagere havde han derfor også fået nogle rådsherrer til at slå følge med sig, således at man efter en opnået religiøs enighed straks kunne begynde på de politiske aftaler.

- - -

På landgrevens slot i Marburg var tjenerskabet ivrigt beskæftiget med de sidste forberedelser, og hofmarskallen ilede sveddryppende hid og did for at give sine ordrer. Slottets værelser fik en festlig udsmykning, som om det var modtagelsen af fyrstelige personligheder det gjaldt. Slotsgården blev renset med den største omhu. Landgreve Philip af Hessen stod ved et vindue i slottets østlige fløj, hvorfra han havde fri udsigt over den gamle bjergstad og den prægtige kirke, hvor den hellige Elisabeth af Thi ringen helst ville bede efter at hun var blevet nonne. Han holdt udkig efter sine gæster, og han blev temmelig utålmodig, fordi han syntes de lod vente alt for længe på sig.

Ved hans side stod hans kansler ved navn Feige, en ældre herre med et langt gråt skæg.

»Eders landgrevelige Nåde har vist de bedste forhåbninger?« bemærkede han. »Måtte Gud hjælpe, at eders håb går i opfyldelse.«

»Du taler,« sagde landgreven forundret, »som om du har dine tvivl.« Kansleren svarede: »Ja, når jeg tager i betragtning al den forbitrelse, hvormed Luther og Zwingli hidtil har bekæmpet hinanden i deres skrifter, så kan jeg ikke nære ret store forhåbninger om gode resultater. Luther har kastet Zwingli i samme gryde som Karlstadt og Mi nier, mens Zwingli på sin side har beskyldt Luther for at være en ny slags papist og en, der tilbeder en Gud, som er lavet af brød.«

Landgreven gjorde en afværgende håndbevægelse. »Hidtil har de kun skrevet mod hinanden, uden at de har set hinanden ansigt til ansigt. Derfor har de en mere fejlagtig forestilling om hinanden, end godt er. Jeg tror, den vil vige for en bedre mening, når de nu skal tale sammen ansigt til ansigt. De er dog enige i så mange dele af læren, hvorfor skulle de så ikke kunne komme til enighed om dette ene punkt angående sakramentet? Dersom de alligevel optræder med alt for hårde hoveder, da må den fælles fare, som de for tiden svæver i, gøre dem føjelige. Jeg for min del vil gøre, hvad jeg kan for at udmale for dem den fare, der truer os alle fra kejserens side.«

Fra tårnet hørtes i dette øjeblik et kort hornsignal, og mandskabet ved slots porten trådte an.

»Vore gæster kommer!« råbte landgreven glad. »Hvem af dem er mon de første, som kommer?« Få minutter senere kørte to vogne ind i slotsgården, og der sad fire mænd i hver af dem.

»Det er schweizerne, der kommer først,« sagde tand-greven. »Jeg genkender de to pastorer Buzer og Hedio. Det var vel også at vente, idet Zwingli var meget mere villig til at følge vor indbydelse, end Luther har været det«

Ledsaget af sin kansler begav han sig hurtigt ned i slotsgården for at hilse gæsterne velkomne. Foruden de to mænd, han allerede havde nævnt, var der Ulrich Zwingli fra Zurich, Oekolarnpadius fra Basel, Jakob Stuen, borgmester i Strassburg, Rudolf Fret', rådsherre fra Basel, magister Rudolf Kollis, samt Ulrich Funk, en rådsherre fra Zurich.

Herrerne tik anvist slottets østfløj som bolig, og de følte sig beæret af den fyrstelige glans, der omgav dem.

Da Ulrich Zwingli om aftenen begav sig til ro sammen med sine venner fra Zurich, var han i det bedste lune og fuld af håbefulde forventninger. »I har jo forhandlet ret længe med landgreven«, bemærkede hr. Ulrich Funk. »Er det tilladt at spørge, hvad I har opnået?«

Zwingli lagde hånden på sin vens skulder, idet han svarede: »Meget, rigtig meget, min kære Funk! Land-greven er helt på vor side. Jeg har foreholdt ham den fare, vi alle for tiden svæver i. Jeg har malet ham for øje, hvad der vil ske, når den sejrsdrukne kejser, der nu er forsonet med paven igen, kommer til Tyskland og gør alvor af sin trussel om at udrydde evangeliet rub og stub. Jeg har gjort ham det klart, at vi er nødsaget til at opbygge en fæstning imod ham, som han ikke kan komme over. Vi må forhindre, at han kommer over Alperne, og det kan kun lade sig gøre, hvis alle de evangeliske slutter sig sammen i et stort forbund. Landgreven blev glad for at høre, hvad jeg fortalte ham, at en række af de luthersk-sindede sydtyske byer allerede var vundet for et sådant forbund. Han lovede da at gøre hele sin indflydelse gældende for at få wittenbergerne på vor side. Jeg vil ikke skjule for dig, min kære Funk, at min forhåbning om en overenskomst med Luther angående nadverspørgsmålet er meget svag. Men måske frygten for den fælles fare, som vi svæver i, kan få ham til at række os hånden ud over trosforskellen til fred og fordragelighed og til et forsvarsforbund. Hvis han trods alt nægter at gøre det, så vil jeg arbejde på at få landgreven løst fra wittenbergerne, så kan Kursachsen selv se, hvad vej det går med hans trodsighed. Jeg tvivler nemlig ikke på, at vi også kan vinde de øvrige luthersksindede fyrster, der i Speier har underskrevet protestdokumentet, over på vor side, således at Kursachsen med sin Luther tilsidst står helt ene og forladt.«

Funk blev ham svar skyldig. Han var højst forbavset over Zwingli's tænkemåde, men kunne ikke få sig selv til at give udtryk for sin forundring.

Teologerne fra Wittenberg lod vente længe på sig, de ankom først tre dage senere, den 30. september.

Det blev meldt landgreven, at de havde taget ophold i »Herberget zum Båren« på Barfiisserstrasse. Han afsendte derfor straks en hofembedsmand, der måtte bede dem om at tage ophold på slottet.

Zwingli og hans ledsagere stod meget Iorventningsfulde i deri store sal, da Luther sammen med magister Melanchthon, provst Justus Jonas, professor Kruziger og sognepræst Mykonius fra Gotha skred over slotsgården. Zwingli havde haft nogle urolige nætter. Tanken om at skulle mødes ansigt til ansigt med den mand, hvis navn var kendt i hele verden, havde berørt ham i den grad, at han ikke kunne sove.

De to store mænd målte hinanden med et gennemtrængende blik, hvorefter de høfligt rakte hinanden hånden til hilsen.

Nu korn også landgreven og bukkede for Luther og hans ledsagere med et udtryk af den dybeste ærbødighed. Herrerne begav sig derefter ind i slottet, hvor de fik anvist deres værelser af hoffets embedsmænd.

Inde i byen var værtshusene efterhånden blevet optaget af mange fremmede, der gerne ville overvære disputationen. De var kommet fra Schweiz, Rhinen, Sachsen og mange andre egne.

Om aftenen samme dag sad landgreven og hans kansler, hr. Feige, sammen i landgrevens kabinet. Landgreve Philip så meget glad og tilfreds ud. »Hvad mener du nu, min kære Feige?« spurgte han. »Skal mit håb nu dog ikke gå i opfyldelse? Har du lagt mærke til, hvor venligt og fredeligt herrerne har siddet sammen ved bordet og talt sammen, mens de vederkvægede sig med mad og drikke! Mon ikke de hver især har forandret deres forudfattede mening om modparten, så sagen kommer til at forløbe godt? Jeg er næsten sikker derpå.

Men for at vore forhåbninger om sagens gunstige forløb kan få en endnu bedre chance, vil jeg ikke allerede i morgen lade disputationen påbegynde angående det ømme punkt, men vil først arrangere en privat samtale mellem parternes anførere. Og da vil det være til gavn for sagen, at vi stiller de personer over for hinanden, der ifølge deres natur og karakter hurtigst vil kunne komme på talefod. Derfor skal Luther ikke få Zwingli som modpart, men den milde, sagtmodige Oekolampadius. Zwingli derimod skal få Melanchthon som samtalepartner, idet hans eftergivenhed og sagtmodighed er velkendt.«

»Jeg er forundret over Eders visdom, Eders land-grevelige Nåde,« sagde kansleren. »jeg vil ikke undlade at sige jer, at jeg nu også begynder at håbe.«

»Så må du også gøre dit bedste i denne sag,« sagde landgreven, »thi du skal indlede den egentlige disputation med en velovervejet åbningstale til disputatorerne. Tag dig i agt, at du bruger velvalgte ord, der bærer god frugt.«

Den følgende morgen, det var fredag efter Mikaelis, den 1. oktober, sad de to par teologer, som landgreven havde bestemt for de foreløbige samtaler, over for hinanden i to adskilte værelser. Mødet varede i tre timer, og landgreven ventede i stor spænding på resultatet.

Han fik et bekymret ansigtsudtryk, da kansleren aflagde sin beretning. Melanchthon var blevet enig med Zwingli angående forskellige punkter af den sidstnævntes lære, som havde været til anstød for Wittenbergteologerne. Det drejede sig om arvesynden, den guddommelige treenighed og Kristi guddom. - Den mundtlige samtale bortryddede adskillige fordomme og misforståelser, men hvad angik alterets sakramente, havde de ikke kunnet komme overens.

Med Luther og Oekolampadius var dette endnu mindre tilfældet. Ved al ydre høflighed, hvormed disse to havde behandlet hinanden, var de dog ikke kommet hinanden et eneste skridt nærmere. Luther så nu klarere hvilken dyb forskel der i virkeligheden var mellem hans og den scwheiziske lære.

Det var en dårlig begyndelse, og kansleren skjulte heller ikke sine store betænkeligheder angående det ønskede resultat af arrangementet. Landgreven ville dog ikke så let opgive håbet, men stolede på den almindelige store disputation, som var fastsat til den efterfølgende dag.