Filosofien var på den tid en mærkelig sag på universiteterne. Den bar nemlig pavens livre og stod kun i kirkens tjeneste. Filosofien havde til opgave at befæste og forsvare Den romerske Kirkes trosartikler i alle enkeltheder ved hjælp af' den gamle aristoteliske* visdom, skolastikken". Denne havde således ingen mulighed for at gå sine egne veje med hensyn til at tænke og forske selvstændigt.

Den havde kun til opgave at bevise, at de overleverede lærdomme, hvis sandhed ikke måtte betvivles, skulle tilpasses den menneskelige fornuft. Derfor er det let at forstå, at denne visdommens strøm snart kom til at ligne en stinkende sump, idet de grublende tanker hele tiden måtte kredse om samme punkt, så de til sidst løb ud i ufrugtbare spidsfindigheder. Når man var berøvet sin indre styrke, havde man efterhånden også vænnet sig til at føre et vulgært sprog.

Nu i det femtende århundrede begyndte der at strømme frisk luft fra syden ind i denne trykkende og tunge atmosfære. De ædle kunstarter, der i længst hensvundne tider skabtes af de gamle grækere og romere, blev hentet frem fra tidens glemsel og oplevede en genoplivelse i datidens biblioteker. Man undredes. Det var, som om en ny verden rejste sig af ruinerne, og man glædede sig over de nye tankers rigdom og de fortryllende former, hvorunder de fremholdtes. Man mente nu, at dette alene var den sande videnskab, og humanismen således kaldtes den nye åndsretning, begyndte at føle sig ophøjet over skolastikken. Dette var især tilfældet, hvor der sammen med de gamle klassiske former også indsneg sig de dermed forbundne hedenske anskuelser hos de begejstrede studenter. Dette var i en særlig betænkelig grad tilfældet i Italien. Det var en ny form for hedenskab, der endog havde fundet vej ind i det pavelige palads.

Helt så galt var det endnu ikke i Tyskland. Den tyske sejhed, hvormed man trofast holdt fast ved den nedarvede kristentro, dæmmede op mod det nymodens hedenskab. Man glædede sig over de humanistiske studier uden at lade sig frarøve sin kristne tro. Man sugede så at sige nektaren ud af blomsten, men nægtede at røre giften, som også fandtes deri. På de tyske universiteter sad derfor skolastikere og humanister fredeligt side om side, ja, skolastikerne gik i skole hos humanisterne for at få deres rustne harnisk pudset blank igen. De skammede sig over deres barbariske latin og lærte Ciceros, Virgils og Plautus' sprog.

Denne fordragelighed mellem de to åndsretninger fandtes især på universitetet i Erfurt, der gik for at være det fornemste af de tyske universiteter. Denne mere end et hundrede år gamle læreanstalt havde i det sidste kvarte århundrede overgået alle andre universiteter og pegede med stolthed på de store skarer, som strømmede dertil fra både fjern og nær.

I 1501, da Hans Luther besøgte sin søn i familien Cottas hus for at rådslå med hr. Cotta om ved hvilket universitet Martin nu skulle uddannes efter sine fire år på skolen i Eisenach, faldt valget hurtigt på Erfurt. Konrad Cotta nævnte straks Erfurt, og Hans Luther nikkede samtykkende og sagde: »Det har jeg også tænkt på, og det så meget mere, som det også er så nær ved hjemmet.«

Martin måtte tage afsked med det hus, der var blevet ham som et andet hjem. Han var nu en 18-årig frisk og livsglad ung mand, og efter at have modtaget sin faders og sine plejeforældres velsignelse, rejste han til den gamle stad med de mange tårne, den næststørste by i ærkebispedømmet Mainz.

På en dejlig varm efterårsdag et års tid senere finder vi tre unge mænd iført studenternes klædelige dragt siddende under et stort bøgetræ ved en af de små hyggelige kroer, der lå spredt i skoven vest for byen Erfurt. Der ligger et udtryk af livsglæde og munterhed på deres friske ansigter, og man hører dem synge glade studenterviser.

»Lad os endnu engang høre din nye latinske sang, Spalatin,« var der en af de unge fyre, der sagde til en slank ung mand, der hidtil havde forholdt sig lidt mere stille end de to andre. »Den var meget god, man syntes at høre Plautus deri.« »Jeg vil hellere vente, til Martinus kommer,« sagde Spalatin.

»Martinus?« sagde spørgeren, ved navn Johan Jager, som kaldte sig Crotus Rubianus efter datidens skik, idet han havde oversat sit navn til latin. Dietrich

Råblin, den tredje af de unge mænd, kaldte sig Corvinus, og Spalatinus, der egentlig hed Georg Burkhard, havde dannet sit navn af sin hjemby Spalt. »Martinus skal du ikke vente på, ham får vi snart ikke mere at se. Han bliver os efterhånden utro. Siden han er blevet baccalaureus'' af filosofien, hænger han endnu mere med hovedet og løber efter Sebastian Weinmann, der i Gråbrødrekirken forskrækker folk med sine bodsprædikener. «

»Passer det?« spurgte Spalatin ivrigt. »Hvordan kan det være? Jeg har i den senere tid mærket, at han lader til at være bedrøvet. Mon der er noget, som plager hans samvittighed?« »Åh, pjat!« sagde Corvinus. »Hvis han skulle være ked af sine synder, hvad skal vi så gøre? Sammenlignet med os andre er han jo en ren helgen; når jeg ser og hører ham, føler jeg altid så megen ærefrygt, at jeg skammer mig og tænker: Om du blot var som han! Jeg tror, det stikker ham i blodet. Ved al sin studeren har han siddet for meget stille, så størkner blodet og giver ham allehånde mørke tanker og hjerne-spind.«

Spalatinus klagede: »Det er en skam for et menneske med hans begavelse. Hvad kunne han ikke være, dersom hans sjæl kunne ånde frit og glad! Han ville være universitetets stolthed, ja, allerede nu nyder han alles beundring, især for sin dygtighed til at disputere.«

»Vi må tage os mere af ham,« afgjorde Rubianus. »Vi må uddrive den onde ånd hos ham, så at han er helt med os. Jeg har sådan savnet hans selskab i den senere tid. Der er noget ved det menneske, som jeg ikke kan beskrive. Han ejer hele mit hjerte.«

»Er det ikke ham, som netop drejer om hjørnet derhenne?« råbte pludseligt Spalatin. »Virkelig, det er ham,« råbte de to andre samtidigt, idet de rejste sig og løb vennen i møde. Så bestormede de Luther med spørgsmål om, hvorfor han så længe havde unddraget sig sine venners selskab. Da sukkede han og svarede, at de nok måtte vænne sig til at være uden ham. »En gnavpotte passer jo ikke sammen med glade svende,« sagde han.

»Fløjter du nu igen på denne melodi?« spurgte Rubianus. »Det kan jeg ikke lide hos dig. Er det Weinmann, som lærer dig den slags? Det duer ikke for dig at rende efter denne bodsprædikant. Lad ham prædike for toldere og syndere, men du skal holde dig til os og være glad sammen med de glade.«

»Det ville jeg også meget gerne, hvis jeg bare kunne,« svarede Luther blidt, »men jeg er ligesom død indvendig. Hele verden er for mig som hyllet i en tåge, og omkring Guds skikkelse ligger der en tyk sky. Det er her, mine vanskeligheder ligger. Ved tanken på Gud kan jeg umuligt blive glad. Jeg ser ham stå foran mig som den strenge dommer med flammesværdet, og i mit indre lyder det uafladeligt: Ve mig, jeg må dø! Hvad hjælp får jeg af videnskaberne? Hvad gavner filosofien? Hvad gavner de kilder, jeg hidtil har drukket af? Forgæves har eg søgt at finde trøst hos Trutvetter og Arnoldi, som har undervist mig i filosofi. Jeg begriber ikke det glade sindelag, hvormed de forkynder deres visdom.«

»Det er ikke videnskabernes skyld, men kun din egen,« kom det fra Rubianus. »Alt er gult for den, der lider af gulsot; og for den tungsindige er hele verden og Gud med indhyllet i tåge. Du er fysisk syg, Martinus. Kom til os, vi skal nok få dig rask og fordrive den onde ånd.«

Han trak Martinus hen til deres bord og skænkede et glas vin til ham, så løftede han sit eget glas og opfordrede Luther til at gøre ligeså. Luther gav efter og tøede efterhånden mere op. Skyen på hans pande forsvandt, og han lyttede opmærksomt til Spalatins latinske digt. »Det er en skøn lille sang,« sagde han, da digteren havde deklameret færdigt, »den er så skøn, at det hele tiden har sunget og tonet med i mig. Sådanne ord bør ikke gå nøgne, de burde klædes i en smuk melodi.«

»Nå, så iklæd dem dog, mester Orfeus,« råbte Spalatin i kådhed. »Syng sangen højt for os.« De andre to tilsluttede sig Spalatins bøn, og det var forgæves, at Luther strittede imod. »Javel,« sagde han smilende, »så vil jeg forsøge, om jeg kan improvisere en passende melodi. Giv mig papiret, Spalatin.«

Spalatin rakte ham bladet over bordet, og efter at Luther havde læst versene nogle gange, opløftede han sin lyse prægtige stemme, som altid plejede at begejstre tilhørerne. Også denne gang høstede han megen tak, endog værten var kommet nærmere og lyttede andægtigt med sine tykke hænder foldet over maven. Selv koen i stalden vendte hovedet og så undrende på malkepigen, da denne glemte at malke.

Under deres videre samtale blev Luther mere og mere glad og snaksom og næsten sprudlende af vid, så at vennerne glædede sig over ham og troede, at der var sket et mirakel, og at tungsindet var drevet ud af ham. Rusen gik dog snart over igen, og i den følgende tid blev den unge baccalaureus endnu mere tungsindig end før. Jo renere hans sind, jo dybere hans følelsesliv, jo mere fintfølende hans samvittighed var, desto mere smertede det ham, når andre mere letsindige naturer kun gjorde sig ringe skrupler over synden; han blev bange for den mindste tilbøjelighed til det onde, som han følte i sig.

Han søgte at finde tilflugt i videnskaberne for at band-lyse de mørke tanker, han kastede sig ud i disputationer, som han mestrede så godt, at han næsten altid sejrede over sine modstandere. Men alting var omsonst. Tung-sindets skygger ville ikke vige bort, og der gik år efter år, uden at kammeraterne så ham anderledes end med sænket hoved og tilbøjelighed til at søge ensomheden.

I januar 1505 bestod han sin eksamen som magister i filosofi, og han var nr. 2 af sytten kandidater. Dette blev behørigt fejret. Den nye magister førtes i fakkeltog gennem byen og blev æret. Hans fader var til stede ved festmåltidet og skænkede ham glad og tilfreds »Den romerske Lovsamling«, hvormed han ville sige så meget som: »Nu er det på tide, at du påbegynder det studium, som jeg har valgt til dig, og som engang skal være din næringsvej.«

Han fik dette råd også fra anden side, og Luther satte sig derfor villigt ved den mands fødder, som havde verdensry i dette fag, juristen Henning Goede.

Lykkelig over sin søns gode udsigter vendte Hans Luther tilbage til Mansfeld og fortalte sin kone og børnene om dagene i Erfurt og om den strålende fremtid, der stod åben for sønnen Martin på grund af hans store begavelse. »Så meget jeg kan,« tilføjede han, »vil

jeg nu også hjælpe ham,« og idet han gned sig i hænderne, vedblev han: »Jeg har jo allerede kig på en jomfru til ham, som jeg vil føre ham sammen med, når tiden er inde. Det er en jomfru, som har en dejlig skikkelse og en god medgift.«