Samme dags alten gik tandgreve. Philip frem og tilbage i sit arbejdsværelse, mens hr. Feige, kansleren, stod helt ubevægelig i vinduesnichen. Feige vovede ikke at forstyrre sin herre i dennes betragtninger men hengav sig til club eftertanke, indtil landgreven til sidst standsede op i sine vandringen og med halv høj røst sagde: »Du har alligevel ret med din tvivl. Aldrig havde jeg troet, at disse teologer kunne have så hårde hoveder, og at de efter at have klaret et hav af pavelige vildfarelser ikke formåede at springe over den smalle grøft, der endnu skilte dem. Men skal alt nu have været forgæves.? Skal jeg lade dem drage hver til sit uden endnu at have forsøgt en sidste udvej Det personlige samkvem dem imellem her har jo bidraget til, at mændene kom hinanden nærmere. Det har været med til at fjerne adskillige fordomme og rette mange misforståelser.«

»Hvad har Eders landgrevelige Nåde i sinde at gøre.'« Spurgte kansleren nysgerrigt.

Landgieven trådte ham nærmere og sagde fortroligt: »Zwingli har tigget og bedt mig, at jeg skulle overtale Luther til, at man i det mindste skulle opsætte en fælles bekendelse angående de punkter, hvorom man er enige.«

»Og har I talt med Luther derom, nådige herre!« spurgte kansleren.

»Nej, endnu har jeg ikke gjort det,« var svaret. »Men jeg vil gøre det endnu i aften. Jeg vil straks gå hen til harv. Vent her, til jeg kommer tilbage.« Dermed ilede han hastigt bort.

Kansleren satte sig i en lænestol og sank hen i stille eftertanke. Han havde god tid dertil, thi der hengik en hel time, førend landgreven kom tilbage.

Hans ansigt udtrykte tilfredshed, da han trådte ind i værelset. »Det er lykkedes mig citer noget besvær! Luther vil selv opstille artiklerne. Ganske vist erklærede han over for mig, at jeg ikke skulle forvente, han ville gøre sig umage for at vinde schweizerne, tværtimod ville han have lov til at sige dem frit sin mening. Så hjælp du mig nu, min kære Feige, at bearbejde schweizerne, for at de måtte blive så føjelige som vel muligt.«

Luther stod op km daggry for at skrive. Snart efter stod hans bekendelse på papiret i femten sætninger. De handlede om den hellige treenighed, Kristi person, arvesynden, tro og retfærdiggørelse, Guds Ord, dåben, gode gerninger, skriftetmålet, øvrigheden, de kirkelige anordninger og om den hellige nadver.

Endnu samme formmiddag trådte teologerne sammen og hørte på oplæsningen af artiklerne.

Luther troede ikke sitre egne øren, da schweizerne, med undtagelse af det sidste punkt, tiltrådte alle de øvrige og kun havde meget lidt at bemærke dertil. Hvad skulle han nu tro om dem? Han vidste, at deres lære afveg fra hans egen på en hel række punkter. Han havde netop fremhævet disse afvigelser temmelig stærkt.

Endog angående artikel nummer 15 kom der en slags enighed i stand på følgende måde: »Angående punkt 15 tror vi alle og holder for ret, at vor kære Herres Jesu Kristi nadver bør nydes under begge skikkelser ifølge Kristi anordning; også at messen ikke er en sag, hvorigennem den ene for den anden, døde eller levende, kan opnå nåde; også at alterets sakramente er et sakramente af Kristi sande legeme og blod, og at en åndelig nydelse af samme legeme og blod er enhver kristens store behov; ligeså at brugen af' sakramentet er givet og anordnet af Gud den Almægtige ligesom Ordet for derved at bevæge de svages samvittighed til troen og kærligheden gennem Helligånden. Skønt vi for tiden ikke er kommet overens om, at den sande Kristus er legemligt til stede i brødet og vinen, så skal dog den ene part udvise kristelig kærlighed mod den anden, så langt enhvers samvittighed kan gå med dertil. Begge skal bede den Almægtige flittigt derom, at han gennem sin Ånd måtte stadfæste i os den rette forståelse. Amen.«

Landgreven var lykkelig. Nu mente han atter at have indfanget den fugl, der allerede var undsluppet hans hånd. Gennem sine utrættelige bestræbelser havde han til sidst dog endnu opnået en væsentlig ting. Det uventede held gjorde ham dristig, så han gik endnu et skridt videre, idet han krævede, at de to parter angående det sidste punkt nu virkelig skulle anerkende hverandre udtrykkeligt som brødre.

Som allerede sagt var Luther blevet forbavset og betænkelig ved schweizernes umiddelbare beredvillighed til anerkendelse af de 15 artikler. I hans hjerte var der opsteget en sky af mistillid. Han vidste godt, at forskellen i læren ikke blot angik nadveren, men strakte sine grene langt omkring. Når nu schweizerne sådan uden videre kunne bifalde hans opstillede sætninger, måtte da ikke mistanken opstå i ham, at schweizernes lære slet ikke var nogen hjertesag før dem? Denne tanke rystede ham dybt, fordi han selv ville have ladet sig radbrække eller brænde på bålet for sin trosoverbevisning, som han havde vundet fra Guds Ord.

Da nu Zwingli ifølge landgrevens bøn ivrigt stod op og med den venligste mine af verden, ja, med tårer i øjnene tilbød Luther sin hånd med ordene: »Der findes ingen på jorden, med hvem jeg hellere ville være enig end wittenbergerne,« forfærdedes doktor Martinus, fordi han anså disse ord for at være det pure hykleri, hvorfor han tilbageviste den tilbudte hånd, idet han sagde: »I har en anden ånd end vi.«

Alle tilstedeværende var rystede. Landgreven mistede al farve i ansigtet. Endnu engang tog Zwingli ordet: »Så lad os i det mindste love hinanden, at vi herefter afholder os fra heftige skriverier mod hverandre.«

Dette var Luther straks og gerne indforstået med, og han erklærede, at han for sin del herefter hellere end gerne ville tale venligt om de andre.

Samme eftermiddag tiltrådte wittenbergerne hjemrejsen. Landgreven var allerede om formiddagen redet bort i en ophidset sindsstemning.

Også Luther var i dårligt humør. Hans forudsigelse var gået i opfyldelse. Det var ikke kommet til en virkelig fred med schweizerne, kun til en slags våbenstilstand. At han ydermere havde afslået at tage imod Zwingli's tilbudte hånd, var for en stor del Melanehthons skyld. Denne havde gjort det klart for ham, at en udsoning med kejseren, som man dog først og fremmest måtte tilstræbe, ville være fuldkommen håbløs, dersom Wittenberg forbandt sig med Zurich.

Zwingli derimod bar hovedet højt under hjemrejsers og var vel til mode. Da han kom hjem fortalte han triumferende, at lian havde slået Luther på hovedet og overvundet ham, og at denne var faldet fra den ene mening over i den anden og havde snoet sig som en ål i græsset.

I Zurich troede man på hans ord og drømte sammen med ham om en stor pagt af alle de evangeliske imod kejseren, indtil denne sendte en skrivelse gennem riget med meddelelse om, at han selv snart ville komme for at lede den næste rigsdag, som skulle indkaldes inden længe. Da begyndte man at vågne op i Zurich og så, at man havde drømt. Da det store forbund skulle n æ& i funktion, var der ingen at se. Da kejseren endelig rejste nordover fra Italien, kunne han ikke mærke det mindste til nogen spærrede alpepas.