Da den skønne maj måned kom, holdt kurfyrst Johan af Sachsen og hans følge også deres indtog i byen Augsburg. Kurfyrsten sørgede endog for, at det skete under stor opmærksomhed. Han satte derved en stopper for snakken om, at den sachsiske kurfyrste ikke turde komme til Augsburg, og at han også var ved at svigte den protestantiske sag. Nu var han den første af alle rigsstænder, der var kommet til stede!

Borgerskabet så med forundring på hans strålende indtog i staden. De var glade for, at rygtet om kurfyrsten var usandt, fordi staden i det store og hele var velvillig stemt for den evangeliske sag.

Straks den følgende morgen strømmede store skarer til Georgkirken, idet man havde hørt, at den sachsiske kurfyrste ville lade Guds rene ord prædike i denne kirke. Der blev endnu mere trængsel ved de efterfølgende gudstjenester.

Lidt efter lidt kom også de andre fyrster. Den 12. maj ankom landgreve Philip af Hessen, der egentlig først slet ikke havde villet komme på grund af den uværdige behandling, som de protesterende fyrsters sendebud havde fået af kejseren. Kort efter ham ankom fyrst Wolfgang af Anhalt, derefter hertugen af Bayern, samt kurfyrsterne af Mainz og af Pfålz. Kurfyrst Joachim af Brandenburgs følge såvel som hertug Georg af Sachsen's følge ankom også, men uden deres herrer. Disse var nemlig draget uden om Augsburg for at møde kejseren undervejs og bearbejde ham mest muligt imod de evangeliske stænder, før han kom til Augsburg.

Byen var som aldrig før præget af et broget og glansfuldt folkeliv.

På en af disse dage, mens kurfyrst Johan af Sachsen og hans søn, kurprins Johan Frederik, var ved at spise deres morgenmad, hørtes der usædvanlig meget støj fra gaden udenfor. Da de rejste sig for at se ud ad vinduet, så de en stor folkemængde på torvet, og de så mænd stå med dragne sværd, der blinkede i morgensolens stråler. En tjener, som de sendte ned for at høre, hvad der var på færde, kom tilbage med den besked, at kurfyrsten af Brandenburgs følge og sachserhertugens folk var kommet i strid med borgerne på grund af de evangeliske prædikener. Det blev også fortalt, at urostifterne handlede på deres herrers vegne.

Kurfyrsten rynkede panden. »Det er en dårlig begyndelse! Når de paveligt sindede allerede nu begynder at behandle os således, hvad skal det så blive til, når kejse-ren først er her og holder med dem? Jeg har næsten fortrudt, at jeg er rejst til Augsburg og har den største lyst til at vende hjem igen. Også fordi, jeg er vred over, at kejseren nøler så længe med at komme.«

»Med en sådan handling ville I gøre Guds sag en dårlig tjeneste,« vovede kurprinsen at give til gensvar. »Det ville være bedre at drage kejseren i møde for at vinde hans gunst gennem venlig imødekommenhed.«

»Hvad mener du, min søn?« for kurfyrsten forarget op. »Skulle jeg drage kejseren i møde? Du er et ungt og ubetænksomt brushoved! Jeg har ikke spor tillid til kejseren, og hvis jeg skulle drage ham i møde, ville jeg kun styrke ham i hans stolthed og anmasselse i stedet for at vinde hans gunst. Han ville da tro, at jeg ville under-kaste mig ham, og at han kunne drage mig bort fra evangeliet. Det har han haft held med hos kong Christian II af Danmark, som gennem kejseren har ladet sig drage tilbage til katolicismen igen.«

Kurprinsen lod sig dog ikke så let afvise. »Vær ikke vred på mig, hjertenskære fader, når jeg taler endnu engang. Jeg frygter, at I er blevet smittet og forvirret af andres betænkeligheder. Da der er så meget, som står på spil, bør vi da ikke forsøge alt, hvad der er muligt for at bidrage til, at sagen får et heldigt udfald? Hvis I ikke vil, så lad mig drage ham i møde. Jeg vil opsøge kejseren og tale venligt med ham og prøve på at vinde hans gunst, så han bliver mere venligt stemt over for evangeliet.«

Kurfyrsten smilte bedrøvet. »Jeg priser din ungdommelige iver, min søn, men opfylde din bøn kan jeg dog ikke. I stedet for at gavne vor sag ville du dermed kun skade den.«

I forhallen hørtes klirrende fodtrin, og kort efter blev døren åbnet. Der stor en høj ung mand i ridderdragt, landgreven Philip af Hessen.

»Guds hilsen, Eders højhed!« råbte han hastigt, idet han kastede sin fjerprydede hat på bordet. »Jeg kommer med dårlige nyheder. For en time siden er der blevet afsendt sendebud af det katolske parti til kejseren. Det skal overbringe hans majestæt klage angående de prædikener, vi har ladet afholde. Det skal udlægges os, som om vi derved forstyrrer freden og sætter os op imod kejseren. Også vores tidlige ankomst til Augsburg skal udlægges, som om det er sket af underfundighed og med dårlige hensigter. Man siger, at vi dermed ikke havde haft andet i tankerne, end at vi ville udrydde den katolske tro og styrte kejseren fra hans trone! Hvad mener I om det?«

Kurfyrsten fattede sig hurtigt igen efter sin første forskrækkelse og svarede med et bittert smil om munden: »Lad da mændene drage af sted i Guds navn! Hvis kejseren vil tro på sådanne fantastiske historier, så må han gøre det, men vi vil afvente sagens forløb med sindighed.«

»Afvente?« gentog landgreven utålmodigt. »Sig hellere: Drage hjem! Det var uden større begejstring at jeg fulgte jeres opfordring, men nu angrer jeg dobbelt, at jeg har gjort det. På den anden side, hvis I absolut vil blive her, da vil jeg ikke være den eneste, som drager bort. Så lad os da give hinanden håndslag på, at vi modigt og ufortrødent vil stå sammen imod vore modstanderes list og ondskab og ikke lade dem lukke munden på os.«

Dette gav de to fyrster hinanden håndslag på, og de aftalte også, at de ville styrke de øvrige evangeliske stænder til at yde modstand.

Der gik den ene dag efter den anden og uge efter uge, uden at kejseren lod sig se. I stedet for ham selv kom sidst i maj hans to ministre, greverne von Nassau og von Nuenar, der i hans majestæts navn indtil hans ankomst forbød al slags prædiken i staden Augsburg.

De evangeliske prædikener forstummede, og de katolske ligeså, og på den måde var der oprettet en ydre stilhed.

Snart efter red et kejserligt ilbud ind i Augsburg og steg af hesten ved den sachsiske kurfyrstes logi. Kejseren lod gennem ilbudet give udtryk for sin uvilje over for protestanternes anfører, fordi denne endnu ikke havde efterkommet Wormsediktet men havde indgået forbund med andre, hvorved rigets fred blev forstyrret. På samme tid blev han opfordret til at komme personligt til kejseren i Innsbruck, hvor man kunne tale sammen og blive enige om de ting, der skulle gøres.

Den tilstedeværende kurprins så forhåbningsfuldt op ved disse ord og ventede spændt på det svar, hans fader ville give.

Denne stod en lille stund i tavs eftertanke, hvorefter han med stor alvor svarede det kejserlige sendebud: »Hvad angår det første, da han min i Gud afdøde broder Frederik aldrig anerkendt Wormsediktet. Til det næste punkt svarer jeg: Til forbundsaftaler med naboerne har ene og alene de trusler bevæget mig, der spredtes overalt i riget. Kejserens forlangende om at komme til Innsbruck må jeg afslå, fordi det ikke passer sig at foretage forhåndsaftaler og beslutninger i rigets anliggender uden for de almindelige forhandlinger på rigsdagen.«

Ved disse ord gav han et vink med hånden, og det kejserlige ilbud var sendt bort.

I værelset herskede der dyb stilhed, indtil et højlydt suk fra sønnen vækkede faderen op af hans rugende eftertanke. »Jeg forstår nok, at du sukker,« sagde han mildt. »Det krænker dig, at jeg ikke engang vil følge dit råd nu, hvor kejseren ligefrem kalder mig. Men tænk dog på, at kejseren er omgivet af dem, der hader mig, og som endog har tilbudt kejseren seks tusinde ryttere mod protestanterne.«

Kurfyrsten ville netop tage sin baret på hovedet og gå ud, da magister Philip Melanchthon trådte ind. Hans ansigt var gustent og bar tydelige spor af indre kampe og bekymringer. Hans øjne var røde af overanstrengelse, og hans hænder rystede. »Giv mig trøst og råd, eders kurfyrstelige Nåde!« bad han, efter at han næppe havde fået sagt 'god dag'. »Modstanderne er efter mig som stikfluer og forfærder mig med åbenlyse trusler.

Ærkebiskoppen af Salzburg for eksempel var frimodig nok til at sige til mig: 'For at komme til enhed og fred er der tre veje. Den første er, at I gør som vi vil, og det gør I ikke. Den anden er, at vi antager jeres lære, og det vil vi ikke. Den tredje vej er, at begge lader sig forlige og lever samdrægtigt ved siden af hverandre, men det er umuligt, fordi den ene part ikke vil give efter over for den anden. Den eneste løsning er derfor, at den ene part udrydder den anden. I er de få, vi er de mange. Det vil snart vise sig, hvem det er, der skal udryddes.'

Fjendernes trusler er heller ikke det eneste. Vore egne teologer og embedsmænd lader mig ikke få ro. De vil stadig have mig til at fik af her og der på vort bekendelsesskrift, og det på trods af, at jeg i forvejen har anstrengt mig til det yderste for at give efter, hvor der overhovedet er mulighed for at gøre det. De har mange ting at kritisere og vil have rettet både her og der.

Det har de sådan set også ret til, idet bekendelsesskriftet, der først var tænkt udgivet alene i Eders kurfyrstelige Nådes navn, nu skal overrækkes i hele det protestantiske partis navn. Ydermere trænger landgreven ind på mig, at jeg også skal tage Zwingli's parti med som forbundsmedlemmer, hvilket Luther af alle kræfter har været imod, og som jeg heller ikke selv synes om. Jeg er derfor udmattet indtil døden. Om dog doktor Martinus var her ved min side! Hvad er jeg uden ham? Først nu indser jeg ret, at han er alt og jeg intet. Han har ganske vist sendt mig mange breve fra Coburg for at opmuntre og styrke mig, men der er for mange fjender rundt omkring mig.«

Med bekymring betragtede kurfyrsten den lærdes skrøbelige skikkelse, og den trøst som han formåede at give ham, var kun svag.

Nogle dage senere mødtes fyrst Wolfgang af Anhalt og greve Albrecht af Mansfeld på gaden. »Endnu stadig nøler kejseren med at komme hertil,« sagde den første opbragt. »Hvad skal vi andre tænke? Jeg frygter, at han gør det med vilje, så at vi skal miste tålmodigheden og drage hjem med uforrettet sag. Og virkelig, ret meget længere kan jeg heller ikke mere holde til det. Når selve kurfyrsten af Sachsen allerede klager over, at omkostningerne for hans mandskab bliver ham alt for store her, idet han hver uge skal bruge 2100 gylden derpå, hvordan kan jeg fattige mand så bestå ?«

»Jeg er i samme båd,« svarede greven, »jeg har også sat mig for, at jeg kun vil vente en uge til. Hvis kejseren ikke er kommet før denne frist, så drager jeg hjem.« -

Han drog ikke hjem, thi endelig, den 15. juni, hørtes dette råb i Augsburgs gader: »Kejseren kommer!«