En stor menneskemængde trængte sig ud gennem Lechporten af staden Augsburg, og på murene stod de nysgerrige tæt pakket. Alle ville de nyde det skuespil, som man så længe havde måttet vente på.

Fra Domtorvet og helt hen til Lechbroen uden for byen havde stadsrådet opstillet sit mandskab i to rækker, og de var alle sammen iklædt deres rigt udstyrede maleriske rustninger. Solen gav genskin i de blanke harnisker og de guldbroderede bannere, så man blev helt blændet deraf. De mange menneskers øjne dvælede dog kun flygtigt ved al denne pragt, da de alle med den største spænding forventede det øjeblik, da kejseren skulle ride ind i staden gennem den blomstersmykkede byport.

Endelig klokken ti begyndte alle kirkeklokkerne at kime, og ved Lechbroen sås fortroppen af kejserens mandskab, tusind mand af hans udvalgte spanske soldater, klædt i skarlagens røde kofter og med store, fjerprydede hatte på deres hoveder. De skæggede mænd skred adstadige og stolte forbi kurfyrsterne, der havde taget opstilling på begge sider af broen for at byde hans majestæt velkommen.

Og se der, på en snehvid hest og under en himmelblå med rødt og purpur broderet baldakin kom den mand til syne, Karl V, i hvis rige solen aldrig gik ned. Bag ham red hans broder, kong Ferdinand, og den pavelige legat, Campegius. Da kejseren havde nærmet sig indtil en afstand af 50 skridt, steg samtlige kurfyrster af deres heste. Kejseren gjorde det samme og rakte nådigt alle kurfyrsterne hånden. Kurfyrst Albrecht af Mainz hilste i sin egenskab af rigskansler herskeren velkommen med en kort tale. Derefter løftede den pavelige legat sine hænder for at velsigne de forsamlede.

Alle faldt på knæ, selv kejseren bøjede sig ydmygt til jorden. Men kurfyrsten af Sachsen blev stående, og opmuntret af hans eksempel gjorde de øvrige evangeliske det samme.

Den pavelige legats mund udtalte velsignelsen, men hans øjne skød forbandelsens lyn mod de genstridige. Georg af Sachsen mumlede rasende: »Så for den lede syge!«

Efter at biskoppen af Augsburg og hans følge ærbødigt havde modtaget kejseren i byporten, bevægede det store, farveprægtige optog sig til domkirken, gennem hvis højloftede søjlehal et mægtigt Te Deum snart efter bruste. Det blev sunget i endrægtighed af både katolske og evangeliske læber. Fra alteret lyste pavens legat på ny velsignelsen, efter at han havde skubbet ærkebispen af Salzburg til side.

I det biskoppelige palads var alle sale og værelser gjort pragtfuldt i stand, så det kunne åbne sine høje porte til modtagelsen af den hersker, hvis scepter syv kongeriger adlød.

Karl V satte sig på den trone, som var rejst for ham. Han var et billede på værdighed og majestæt. Med beundring så alle op til ham, der siden dagene i Worms var modnet til fuld manddomsstyrke. Han stod nu på livets højeste tinde - en herskerskikkelse, stor og ophøjet. En række af store sejre og fremgang på andre områder bevirkede, at han følte sig stående på magtens tinde. Man kunne se, at hans øjnes vanlige stolte blik øgedes til magtsyge, og hans stemme fik en klang, der ikke syntes at tillade modsigelse.

De katolske fyrster vidste allerede, hvad hans tilsynekomst i riget betød, nemlig at efter Frankrigs ydmygelse og efter fredsslutningen med paven skulle de tyske anliggender ordnes på evangeliets bekostning. Al modsigelse skulle dæmpes ned gennem det kejserlige magtord. De tamme og venlige ord, der lød som indbydelse til rigsdagen, var kun det rene hykleri.

Hvad kejseren fortroligt havde betroet sine venner i forvejen, skulle de evangeliske stænder nu også snart få kendskab til. De blev anmodet om at blive tilbage i salen, efter at de katolske stænder var gået. Derefter fik de af kong Ferdinands mund, men i hans kejserlige majestæts navn at vide, at man forventede af dem, at de den følgende dag skulle tage del i Kristi legemsfest, »den almægtige Gud til ære«.

Et øjeblik var der en trykkende stilhed i salen. Det var tydeligt at se, at de evangeliske var forbløffede over dette uventede krav. I kong Ferdinands minespil afspejlede tilfredsheden sig, fordi han havde opnået sin hensigt, nemlig at overrumple dem. Dette var altså begyndelsen. De skulle tage del i Kristi legemsfest, hvor en figur, forestillende Herrens legeme, blev båret omkring under kanontorden og trompeternes skingren og med vokslys og faner og andet intetsigende skuespil!

Alle så hen på kurfyrsters af Sachsen, fra hvis læber man forventede et svar, og han gav svaret. Det lød således: »Vi er villige til at yde eders kejserlige majestæt al skyldig lydighed, hvad angår den verdslige ret og øvrighed. Men det kan ikke forenes med vor samvittighed at give vort samtykke til sådanne ugudelige, urimelige menneske bud, der er i modstrid med Den hellige Skrift.« De evangeliske stænder gav deres bifald til kende med et nik, og landgreve Philip tilføjede et kraftigt Amen. Nu var det kejserens tur til at være forbløffet. Han havde ventet sig en mere dybtgående virkning af sin majestæts glans. Et spørgende blik fra hans øjne strejfede broderen, hvis læber var fast sammenpressede, og hvis træk blev endnu en grad mørkere, da han udstødte ordene: »Er det kejserens undersåtter, der svarer således? Eller tror 1, at det var for spøgs skyld, at dette krav blev fremsat? De ulydige vil komme til at angre deres opsætsighed.«

Da trådte markgreve Georg af Brandenburg-Kulmbach frem og svarede i en tone af både tro og mod: »Hellere vil jeg her foran eders kejserlige majestæt knæle ned og lade mig halshugge end fornægte min Gud og hans hellige evangelium ved at samtykke med eders ønske, som jeg betragter som afgudsdyrkelse.«

Atter skød der lyn fra kong Ferdinands øjne, mens kejseren selv virkede påfaldende rolig og sagde med sin flamske dialekt: »Lover Først, nit Kopp ab, nit Kopp ab!« (»Kære fyrste, ikke hoved af, ikke hoved af.«) Idet han derefter henvendte sig til de øvrige herrer, mente han, at sagen måske var kommet alt for uventet for dem. De skulle derfor få tid til at tænke over det til næste dag, og dermed fik de lov til at gå.

Næste morgen klokken seks begav de evangeliske fyrster sig atter på vej til hans majestæt. Kurfyrsten af Sachsen var blevet syg om natten, hvorfor hans søn, kurprinsen, måtte være hans stedfortræder.

Markgreve Georg af Brandenburg førte ordet for dem alle. »Vi beder eders kejserlige majestæt om at høre nådigt på, hvad vi nu har at sige efter den henrundne betænkningstid. At efterkomme kejserens befaling ville give det udseende af, at vi ved vor deltagelse i processionen billiger den som en Gud velbehagelig handling, hvorimod Kristus ikke har befalet noget af den slags. Det er derfor i modstrid med vor samvittighed at efterkomme kravet. Vi ville handle forbryderisk, dersom vi efterkommer sådanne af mennesker opfundne ting og dyrker dem som en gudstjeneste i stedet for at adlyde Guds befalinger. Vi ved også, at eders kejserlige majestæt kun gennem bagtalelser og intriger er blevet overtalt til at fremkomme med en så uretfærdig befaling. Men her gælder ordet: 'Man bør adlyde Gud mere end mennesker.' Jeg er derfor fast besluttet på ikke at frygte nogen fare, men fast at bekende min tro på den guddommelige sandhed, selv om det skulle koste mit liv. Efter hvad jeg har hørt, trues de på livet, der har antaget den rene lære.«

Kejseren var denne dag mere unådig end dagen før, han var kort for hovedet og tiltalte fyrsterne med barske ord. De romerske bagvaskere havde sandsynligvis gjort deres bedste for at ophidse ham så meget som muligt, men efter et ordskifte tillod han fyrsterne at trække sig tilbage.

Samme dags aften mødtes to af Augsburgs borgere uden for byporten. »Hvor skal I hen, mester Sebald?«

»Jeg trænger til frisk luft,« mester Burkhard. »Man kan jo dårligt trække vejret inde i byen.«

»Har I også været med til processionen?«

»Ih nej, bevar mig vel! Jeg har kun betragtet den fra mit vindue. Sandelig et ynkeligt skue! Hvem var de, der fulgte efter sakramentet? De katolske fyrster og deres slæng. Augsburgere har jeg kun set få af - næppe hundrede personer. Men synet af kejserens fremtræden var hjerteskærende. Der er næppe nogen anden, der med blottet hoved har båret sin kerte så andægtigt og fromt som han.«

»Hvorledes skal dog denne sag ende, mester? Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er meget bange ved udsigten til det, der kan komme ud deraf. Jeg frygter, de evangeliske med deres vægring har slået et nyt hul i deres tromme.«

»Det har de gjort ret i, mester, og Gud vil ikke svigte dem.«

»Snak dog ikke så højt! Jeg har samme mening som I, men man skal være på vagt.«

- - -  

Sommersolen brændte på Augsburgs tage, men det var en endnu værre lummerhede, som plagede menneskenes sind. Følelsen af, at der forestod en meget stor afgørelse lå tungt på alles hjerter.

Den 20. juni åbnedes rigsdagen med en højtidelig messe i domkirken. De evangelisk sindede stænder var til stede, men nægtede at gøre reverens' ved højmessen og hørte stående på den latinske tale al' den pavelige nuntius, Vinzentius Pimpinelli. Han henstillede deri indtrængende til alle, at man burde komme til troens enhed for bedre at kunne bekæmpe tyrkerne, og under talens forløb udslyngede han så mange grovheder mod tyskerne, at også de katolske rystede på deres hoveder og rynkede øjenbrynene.

Efter messen begav kejseren sig til rådhuset sammen med rigsstænderne, hvor han i den store sal tog plads på den med gyldne tapeter udsmykkede tronstol for her at fuldende de indledende formaliteter.

Samme dags aften sad de evangeliske fyrster forsamlede omkring kurfyrsten af Sachsen i dennes bolig. Kurfyrstens ædle ansigt bar spor af en dyb indre bevægelse, da han begyndte at tale: »I dag har vi fået et begreb om, hvilket forløb sagerne vil få. I skarp modsætning til tonen i kejserens indbydelsesskrivelse stod den åbningstale, som vi i dag har hørt af kurfyrsten af Pfalz' mund, da han påstod, at Wormsediktet var givet under samtykke af alle rigets stænder, og at en foragt derfor var en ringeagtelse af hans kejserlige majestæt. Han sagde også, at årsagen til bondeoprøret og gendøberaffæren alene skulle søges heri. Man mærker meget tydeligt pavens indflydelse på denne tale. Han er hele tiden ude på ikke at tillade kejseren at indgå et forlig eller en aftale med os. Men lad os nu stå fast på, at vi ikke på nogen måde lader os bevæge til at fornægte vor tro, selv om de skulle bruge nok så mange trusler imod os. Vi vil også bede kejseren om at lade religionssagen komme først til forhandling.«

De tilstedeværende gav deres samtykke til kende og bekræftede det ved at give hinanden hånden derpå.

Nogle dage senere sad Philip Melanchthon til langt ud på natten ved sit bord og skrev til Luther: »Gud ske tak og pris, nu er det gjort! Jeg har nu vore bekendelsesartikler renskrevet på papiret, skønt det har kostet megen sved, og der er opsteget mangt et suk derover til Himmelen. Først var det min mening at overrække skriftstykket som en manifestation fra teologerne, men det ville vor kurfyrste ikke vide af: 'Jeg vil også have lov til sammen med jer at bekende min Frelser,' sagde han, og så satte han sit navn under skriftstykket. Hans eksempel blev fulgt af de andre, som for eksempel kurprins Johan Frederik, markgreve Georg af Brandenburg, hertugerne Ernst og Franz af Liineburg, landgreve Philip af Hessen, fyrst Wolfgang af Anhalt, samt rigs-stæderne Reutlingen og Nurnberg. De fire andre rigsstæder, Strassburg, Konstanz, Memmingen og Lindau, hvem vi måtte nægte optagelse, fordi de holder sig til Zwingli's lære, har skrevet deres egen trosbekendelse. Måtte Gud skænke nåde til, at denne vor bekendelse blødgør vore fjenders hjerter, så der bliver fred!«

- - -  

Det var på Sankt-Hansdagen, fredag den 24. juni. Der stod en tætpakket folkemængde omkring rådhuset, hvor rigets stænder skulle samles til et nyt møde. Man havde hørt forlydender om, at de evangeliske i dag skulle oplæse deres bekendelse over for kejseren og riget.

Selv om der på grund af dette herskede stor tilfredshed blandt borgerskabet, var man alligevel oprørt over de katolske stænders numre, da de under foregivende af at have efterkommet Wormsediktet og at være forblevet loyale mod deres fædrene tro ikke havde fundet det nødvendigt fra deres side at aflægge en trosbekendelse. Der var således ikke mere tale om et forlig mellem to fjendtlige partier, men kun at det ene parti var under anklage.

Rigsstænderne var allerede samlet i rådshussalen, da mængden igen blev nødt til at deles til begge sider. Under en baldakin af grøn silke og klædt i en skarlagen rød kappe og hat kom pavens repræsentant, Laurentius

Campegius, skridende. De fornemste herrer lader altid vente længst på sig.

Under iskold tavshed lod mængden dette menneske drage forbi. En desto varmere modtagelse fik manden i den røde kappe af kejseren, der ærbødigt kom ham i møde ved trappen efterfulgt af rigets stænder.

Nu åbnedes rigsdagen, idet legaten udbad sig ordet. I en sirlig tale begyndte han at lovprise paven og kejseren. Han kunne ikke blive færdig, så de evangeliske's tålmodighed blev hårdt prøvet, da de havde svært ved at sidde stille så længe.

Efter at kurfyrsten af Mainz havde holdt sin svartale, rejste landgreven af Hessen sig temmeligt larmende. Men førend han kunne nå at tage ordet, gav kejseren hurtigt ordet til den østrigske gesandt til et foredrag angående tyrkerkrigen. De tilkendegivelser af uvilje, som opstod blandt de evangeliske, blev med vilje overhørt. Der gik nu hele to timer med at rådslå om krigsrustninger.

Nu var det slut med de evangeliske's tålmodighed. De rejste sig alle som på kommando, og kansleren Brick begærede i alles navn, at de nu endelig fik ordet.

Da erklærede kurfyrst Frederik af Pfålz med ru stemme: »Det er ved at blive aften, og det er heller ikke nødvendigt, at der bruges ret megen tid til denne sag, da jeres klage jo er affattet skriftligt. Derfor, hr. kansler, beder jeg jer, at I vil give mig skriftstykket, så vil hans kejserlige Majestæt gennemgå det og tænke derover.«

Blandt protestanterne opstod der på ny et røre. Landgreven sprang op med vredesrødme i ansigtet for at protestere imod en sådan nederdrægtig behandling, idet han forstod, at det at overgive skriftstykket betød det samme som at begrave det.

Da kejseren, tirret af landgrevens heftighed, svarede, at han måtte holde fast ved sit krav, udbad kansleren sig endnu engang ordet og sagde derefter med behersket ro og høflighed: »Deres majestæt har i meget ringere sager ikke nægtet nogen et så rimeligt forlangende; men dette er ting, som angår min nådige herres, kurfyrstens og de andre fyrsters samvittighed og overbevisning. Jeg håber derfor, at deres indtrængende bøn bliver hørt.«

Der opstod en pause. Alle var i yderste spænding. De evangeliske stirrede med tilbageholdt åndedræt på kejseren. Dersom denne stod stejlt fast på sin genstridighed, da var Melanchthons møjsommelige arbejde forgæves og lejligheden forpasset til frit at give tilkende over for verden, hvad »kætternes« tro egentlig var. Det sidste håb om en fredelig overenskomst var i så fald tilintetgjort.

Usikkert søgte kejserens blik gulvet, hvorfor han ikke bemærkede den pavelige legats ondskabsfulde blik, der skulle formane ham til standhaftighed. Til sidst løftede han langsomt hovedet og sagde fortrædeligt: »Lad det da være således, men på den betingelse, at skriftet først overgives vor rådskomite til gennemsyn.«

Blandt de evangeliske åndede man lettet op, og i glæden over den lykkelige vending, som sagen havde taget, var de fleste beredt til at opfylde dette krav. Men da erklærede den klart tænkende landgreve: »Vi kan ikke give skriftstykket fra os, medmindre det først er blevet oplæst over for Deres kejserlige og kongelige majestæter, samt rigsstænderne.«

Kejserens pande formørkedes, og hans øjne skød lyn mod den behjertede taler, men så opgav han og sagde med skærende kulde og metallisk klingende stemme: »Også dette skal være tilladt! I morgen vil vi da få at høre, hvori den tro består, der har skabt så megen uro og oprør i riget!«

Derpå gav han udtryk for, at mødet for denne dag var afsluttet.

- - -  

Ved solopgang den følgende morgen skinnede den store solskive blodrød gennem disen og fjernede snart nattens sparsomme dugdråber fra græsset og blomsterne. Solens lys gav genskin på tagene og spejlede sig også i sveddråberne på menneskenes pande. Der var stilhed i værkstederne som på en højtidsdag. Det var en særlig dag, for det, som skulle ske på denne dag, var så betydningsfuldt, at ingen tænkte på det daglige arbejde.

Rundt omkring biskoppens palads stimlede tidligt på eftermiddagen store folkeskarer sammen, og klokken tre begav rigsfyrsterne sig på vej. I dag skulle rigsdagsmødet ikke afholdes i rådhusets store sal, men i det lille kapel, der hørte til biskoppens slot. Denne forandring gjorde kejseren efter tilskyndelse fra de paveligt sindede. Frygtede man måske tilstedeværelsen af en stor menneske-mængde? Var man bange for, at kætternes trosbekendelse skulle kunne tilføje paven skade? Kapellet kunne trods alt rumme to hundrede mennesker. Da den trykkende hede gjorde det nødvendigt, at vinduerne holdtes åbne, var det også muligt for den store forsamling, der stod udenfor at høre hvert ord.

Rigets stænder indtog deres pladser og efter en kort indledningstale af rigsærkekansleren befalede kejseren, at det evangeliske bekendelsesskrift skulle læses op.

Under åndeløs stilhed trådte de to kursachsiske kanslere, doktor Brick og doktor Beier, langsomt og højtideligt ind i midten af salen - den første med det latinske og den anden med det tyske eksemplar.

»Læs det latinske!« befalede kejseren. Men kurfyrst Johan gjorde en alvorlig indsigelse: »Vi står her på tysk jord, derfor håber vi, at Eders Majestæt vil tillade, at det tyske sprog bliver brugt.«

Kejseren føjede sig kun modvilligt, thi skønt han bar den tyske kejserkrone, var han ikke særlig dygtig til det tyske sprog. Den pavelige legat var meget utilfreds og så ud, som om han på stedet kunne have slået den modige fyrste ihjel. Hertug Georg af Sachsen udstødte igen sit yndede bandeord: »Så for den lede syge!«

Doktor Beier læste nu med klar og tydelig røst, så at også mængden udenfor kunne høre, hvad magister Philip Melanchthon med uendelig flid og møje havde sat op i 28 sammentrængte artikler. I de 21 artikler forklaredes de evangeliske stænders egentlige troslærdomme. Det var dem, som selve striden drejede sig om, mens den anden del i syv artikler omtalte det kirkelige misbrug, som man havde afskallet.

Der herskede dyb stilhed i salen, og alle lyttede med spændt opmærksomhed. Med stor tilfredshed bemærkede de evangeliske et udtryk af forbavselse i mange af deres modstanderes ansigter. Det var, som om de ikke havde forventet en sådan tro hos kætterne.

I det trange kapel var der meget varmt. Luften blev mere og mere trykkende, jo længere oplæsningen varede. Den fortsatte næsten to timer. Kejseren sad på sin trone og lyttede, med hovedet støttet i sine hænder, indtil han blev træt, og hans øjne blev slørede, for til sidst helt at lukke sig. I dette store øjeblik, hvor Gud Herren talte til ham, da sov kejseren af Tyskland!

Han vækkedes pludselig af en støjende lyd. Udenfor bekræftede folket, hvad det havde hørt, med et kraftigt Amery.

Han følte en sælsom rørelse i sig, hans hjerte bevægedes af en stille tilskyndelse. Han talte milde ord til de modige bekendere, da han hævede mødet for den dag, og de takkede ham hjerteligt.

Efter at kejseren og hans følge havde forladt kapellet, gik det endnu temmelig højrøstet til blandt de tilbageblevne.

»Her har de nu,« råbte en greve von Hohenheim med pibende stemme, »indlagt et skriftstykke på hvidt papir og skrevet med sort blæk. Dersom vi var i kejserens sted, ville vi svare med et skrift, der var skrevet med rødt blæk!«

»Åh herre!« råbte en anden og trådte hen foran taleren, »hvis I vil have det på den måde, da må I passe på, at det røde blæk ikke sprøjter jer i øjnene.« Derved løftede han sin knytnæve op foran grevens næse, som om sprøjteriet straks skulle tage sin begyndelse.

Ude på trappen gik hertug Wilhelm af Bayern, en af de evangeliske's hårdeste modstandere, hen til kurfyrsten af Sachsen og rakte ham hånden med disse ord: »Således har man hidtil ikke fortalt os om denne sag og lære.« I det samme opdagede han doktor Eck, Luthers bitreste fjende, stå foran sig og skyndte sig at holde ham fast ved ærmet. Med fnysende vrede sagde han til ham: »Måtte Djævelen takke jer, at I har serveret mig sådanne løgne og eventyr angående den ny lære! Er I nu i stand til at modbevise den?«

Eck blev fuldkommen forvirret og begyndte at stamme i det: »Med kirkefædrene kan jeg nok gøre det, men ikke med Skriften.«

Hertugen smilte bittert. »Nuvel, så hører jeg af jeres egen mund: Den lutherske lære grunder sig på Skriften, mens vi er udenfor.«

Just i dette øjeblik hørtes lige i nærheden de højt udtalte ord: »Alt, hvad der blev læst op, var den rene, lutrede sandhed.«

Ordene kom fra den lærde biskop Christian al Augsburg, der gik mellem landgreven af Hessen og ærkebiskoppen af Salzburg.

Den sidste greb ham fast i armen og hviskede ham i øret: »Også jeg tænker nu anderledes om kætterne, men at det er en elendig munk, fra hvem denne lære kommer, er dog til at forarges over. Hvis det var paven, da ville jeg være den første til at sige Amen dertil. Men skal vi bøje os for denne barfodede munk fra Wittenberg? Det er imod kirkens ære.«

Således gik samtalerne for og imod.

I kurfyrsten af Sachsens logi sad de modige bekendere endnu sammen til langt ud på natten og takkede Gud for den opnåede sejr, og de styrkede hverandres hjerter i forhåbningen til fremtiden. Nu havde man fundet et hjertepunkt, hvorfra det varme liv kunne pulsere gennem hele legemet! Nu var der oprejst et banner, hvorom alle, der følte sig et i troen på evangeliet, kunne flokkes.

Kun Melanchthon, bekendelsesskriftets ophavsmand, var ikke til at se. Hvor mon han var? Jo, han sad ved bordet hos hertug Heinrich af Braunschweig. Denne fyrste, der havde været en af de mest rasende af Luthers forfølgere, havde nu indbudt magister Philip som sin gæst!

Men på Coburg var der en, som lå på sine knæ og lovpriste Gud med høj røst, fordi han havde skænket sine børn mod og styrke og havde åbnet deres mund til at vidne om sandheden over for paven og kejseren, ja over for hele verden. Med jublende stemme lød fra hans mund ordene i Salmernes Bog 119,46: »Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger uden at blues.«

Ganske vist var Luther ikke så godtroende som Melanchthon, der næsten havde ladet sig helt bedøve af så mange tidligere modstanderes venlighed og smiger. Luther så på ny Satan ligge på lur med udstrakte kløer for at rive dem sejren af hænde.

Og virkelig, der skulle endnu komme svære og mørke dage for de evangelisk sindede. Med både trusler og forlokkende løfter forsøgte man alt for at drage dem over på kejserens side og at nøde dem til anerkendelse af Wormsediktet og tilbagelevering af kirkernes og klostrenes gods. »Tilbagelever først Leonhard Kaiser, Henrik Voes, Johan Esch, Henrik von Zi tphen og alle de andre uskyldige, som I har myrdet, og alle de sjæle, I har forført med jeres løgne, alt det gods og de penge, I har frarøvet os, og al den ære, I har frastjålet Gud med jeres bespottelser!« Således lød Luthers svar fra Coburg til de pavelige, og med disse ord styrkede han sine venners hjerter til urokkelig modstand.

Kejseren befalede 20 katolske teologer, deriblandt Eck og Kochlåus, at de udførligt skulle nodbevise protestanternes skriftstykke. Før disse var blevet færdige med deres arbejde, kom Melanchthon atter i stor sjælenød. Luther på Coburg fik på ny meget at gøre med at sende sin ven gode råd og advarsler, for at han ikke til sidst skulle ødelægge det hele med sin eftergivenhed og ubeslutsomhed.

Det første udkast til et katolsk skrift til at modbevise protestanternes lære vakte kejserens mishag i den grad, at han sendte det tilbage til dets ophavsmænd i helt sammenkrøllet tilstand og med anvisning på, at de i stedet for gemene skældsord hellere måtte komme med beviser. Først den 3. august blev det nye skrift oplæst i det offentlige rigsdagsmøde. Deri havde man undladt at bruge skældsord, men det var alligevel meget svagt, og mange af de katolske stænder erkendte bevisførelsens svagheder og følte sig ilde berørt.

Melanchthon udbad sig en kopi deraf, men blev afvist med hårde ord. Kejseren erklærede stolt, at det ikke havde været hans hensigt at indlede en disputation mellem de to partier. Han krævede derimod, at protestanterne hermed skulle betragte sig selv som modbevist, hvorfor de blot skulle underkaste sig.

Næste morgen fik kejseren melding om, at landgreven var stukket af.

Karl V var forbløffet og følte sig dødeligt krænket. Dette var ikke blot et groft brud på al høflighed, men havde også udseende af en krigserklæring. Han tænkte dog ikke på at give efter. Derimod lod han alle byens porte lukke, for at der ikke skulle være andre, der måske kunne komme i tanker om at gøre det samme som land-greven. Ud over dette gjorde han endnu et svagt forsøg på at skaffe i det mindste en udvortes fred.

Den 22. september bekendtgjordes så rigsdagsbeslutningen, der lød på, at protestanterne skulle, eftersom deres bekendelse var blevet modbevist og afvist, have betænkningstid indtil den 15. april det følgende år. De skulle da give til kende, om de ville erklære sig indforståede med, at de endnu ikke forligte artikler skulle vente til et kommende koncilium med paven og kejseren. Indtil da skulle de i deres lande ikke foretage noget nyt i sager, der angik religionen. De skulle ikke tilskynde nogen til at tilslutte sig deres sekt. De måtte ikke lade trykke nogen bøger med evangelisk indhold. De skulle tillade munkene at modtage skriftemål og at afholde messer osv. Hvis de nægtede at efterkomme dette, ville kejseren gøre, hvad der hørte til hans embede og befale kammerdomstolen at bruge alle landefredens midler, inklusive rigets akt.

Det betød med andre ord, at reformationen ville få et dødsstød.

Med stor harme nægtede de evangeliske at anerkende denne rigsdagsbeslutning. Samtidig overrakte den kursachsiske kansler Briick den af Melanchthon imidlertid færdigskrevne apologi af bekendelsesskriftet, som kejseren dog ikke ville tage imod. Ydermere truede kejseren de genstridige med, at han i forening med paven og de andre fyrster ville bruge magt for at få gjort ende på de religiøse vildfarelser i riget.

De evangeliske stænder var oprørte, og kurfyrsten af Sachsen forlod salen fulgt af sine egne.

Den følgende dag kom han til mødet som den allersidste. Han gik dog forbi sin plads direkte hen til kejseren. Idet han bukkede for ham, begyndte han at sige: »Jeg kommer her til Eders Majestæt for at tage afsked, fordi det alligevel er tidsspilde at bivåne denne rigsdagssamling længere.«

Kejseren så betuttet på ham, så skød der er vredens lyn fra hans øjne, men han beherskede sig dog og rakte kurfyrsten hånden, idet han med bevæget stemme sagde: »Ak onkel, onkel, det havde jeg ikke troet om Eders Nåde.«

Kurfyrsten svarede ikke, men hans øjne blev fugtige. Han vendte sig hurtigt for at gå og forlod med sit følge salen for den samme dag at ryste Augsburgs støv af sine fødder. Han følte sig sønderknust af de sidste dages mange bedrøvelige erfaringer. På den anden side var hans hjerte styrket ved tanken om den gode bekendelse, som var blevet aflagt, og hvorigennem han og hans parti havde bevist, at de havde mod og kraft til at vidne om Kristus. De havde desuden vist, at de var villige til at ofre både deres gods og blod, dersom det skulle kræves af dem.

Han fik snart den glædelige meddelelse, at foruden de fem fyrster gav 14 mægtige rigsstæder deres tilslutning til protesten imod rigsdagsbeslutningen. Det var stæderne Nurnberg, Reutlingen, Kempten, Heilbronn, Windsheim, Weissenburg, Frankfurt, Ulm, Schwåbisch Hall og Augsburg, den by hvor rigsdagen afholdtes. Dertil kom de fire sydtyske byer Strassburg, Konstanz, Memmingen og Lindau, der havde indgivet deres særskilte bekendelse. Hvor der var så mange om at holde sammen, kunne kejserens trusler ikke betyde alt for meget.

Det blev et glædeligt gensyn på Coburg, da Luther den 4. oktober 1530 kunne hilse sin kurfyrste, den tapre bekender, og sine øvrige venner velkommen tilbage. De på deres side havde nær ikke kendt doktor Martinus igen. Det store skæg, som han atter havde ladet vokse, havde helt forandret hans udseende. De glædede sig over hans friske udseende og hans glade sindelag. Selv sagde han halvvejs spøgende og dog med en vis alvor: »Jeg er nu ved at blive gammel, det føler jeg og håber tillige, at mit liv snart må få ende. Verden hader mig og kan ikke tåle mig, og på den anden side er også jeg led og ked af verden. Derfor beder jeg den bedste og trofaste hyrde, at han snart må tage mig hjem til sig.«

»Tal ikke på den måde,« sagde kurfyrsten til ham. »Jeg beder Herren om at han ikke skal bønhøre jer i dette, men at han vil lade jer leve længe endnu, thi verden har hårdt brug for jer.«