På porten til Luthergården hørtes i den meget tidlige morgenstund en utålmodig banken. Den blev gentaget kraftigt flere gange. Wolfgang, der også var dørvogter og havde sit værelse i nærheden af den ydre port, var en søvnig fyr, og det var svært at få ham ud af den varme seng.

Han var ikke i det bedste humør, da han endelig halvt påklædt haltede over gårdspladsen og indefra spurgte, hvad man ønskede. Det svar han fik, rystede ham dog straks ud af den søvndrukne tilstand, så at han hurtigt fik lukket op for derefter at løbe op til huset og vække sin herre: »Hr. doktor, hr. doktor! der er budskab fra Schweinitz. Hans kurfyrstelige Nåde længes efter jer i sin dødsstund!«

Forskrækket for Luther ud af sengen og klædte sig på i stor hast, hvorefter han ilede ned for at møde vognen, der i mellemtiden var kørt ind i gården. Han søgte at få noget at vide af kusken, der dog ikke kunne fortælle ret meget, men henviste ham til pagens tilbagekomst, idet denne i mellemtiden var løbet til magister Melanchthon og til doktor Schurf, for også at få disse to herrer til at køre med.

De kom også begge hurtigt til stede, hvorefter vognen rullede ud af porten. På den østlige horisont sås den blege skumring forud for solopgangen. Nu måtte pagen give beretning om, hvad der var sket.

»I ved, ærværdige herrer,« begyndte han, »at vor nådige herre fra sin ungdom af har været en passioneret jæger. For nogen tid siden havde han således begivet sig til Schweinitz for at dyrke sin hobby. Som ledsagere havde han kun hos sig de to prinsesser Marie og Margarete, samt kurfyrstinde Elisabeth af Brandenburg, som i længere tid har boet hos jer i jeres hus, hr. doktor. I begyndelsen havde han en god jagt, men efterhånden kunne han ikke mere komme tæt ind på vildtet, så at han bedrøvet ytrede, at det nok var tegn på, at det snart var ude med ham, da ikke engang hans egne dyr ville anerkende ham som deres herre mere. I går morges ved syvtiden begyndte han at klage over voldsom hovedpine, og i denne tilstand forblev han indtil klokken elleve. Han sukkede gentagne gange højt: 'Min Gud, hjælp mig!' Derefter mistede han evnen til at tale, ja vel også til at høre, så det blev umuligt at gøre sig forståelig for ham. Kun med øjnene og med hånden formåede han endnu at svare.«

»Er kurprinsen til stede « spurgte doktor Schurf.

»Ak nej,« sagde pagen beklagende. »Ud over de to prinsesser og kurfyrstinden af Brandenburg er ingen af hans nærmeste til stede. Det gør os andre, der er omkring den syge, endnu mere ængstelige.«

»Hvor er kurprinsen?« spurgte Melanchthon. »Uheldigvis,« svarede pagen, »er han langt borte; han er på Coburg.«

Luther var meget stille og sad hensunken i sine egne tanker. De andre sagde heller ikke ret meget, og til sidst forstummede samtalen fuldstændigt. Kun kusken råbte af og til opmuntrende til sine heste, indtil han til sidst erklærede: »Mine herrer, vi kan ikke komme videre; dyrene må først have et lille hvil og få noget foder.«

Så nødigt herrerne end bekvemmede sig til at gøre holdt, var der dog intet andet at gøre. Man måtte føje sig og unde de stakkels dyr den nødvendige hvile.

Klokken var hen imod ti da vognen endelig rullede ind i slotsgården på Schweinitz. Tavse og beklemte om hjertet fulgte de tre herrer efter pagen op ad trapperne til det værelse, hvor kurfyrsten havde sit sygeleje.

Da de trådte ind, løftede han begge sine hænder, men lod dem i svaghed straks efter synke ned på tæppet igen og gav kun ved et svagt smil om munden udtryk for, at han kendte dem.

Dybt rystet trådte Luther nærmere og bøjede sig over sengen for at tale til ham. Da udstødte den syge et sidste dybt suk og sov hen. Dette skete om fredagen den 16. august 1532 klokken ti om formiddagen.

I nogle minutter herskede der en dyb, højtidelig stilhed i rummet. Man følte det store, højtidelige øjeblik, hvor tid og evighed rækker hinanden hånden. Ingen turde røre sig, før Luther trykkede den hensovedes øjelåg til og sagde: »Vel, du gode og tro tjener, du har ...« Længere kom han ikke; smerten overvældede den stærke mand, så han vendte sig bort og skjulte ansigtet i sine hænder.

Nu kom de to prinsesser nærmere og knælede ned ved sengen i stille gråd, mens kurfyrstinden af Brandenburg stod ved fodenden og stirrede på den dødes ansigt.

Efter at Luther havde genvundet fatningen, sagde han: »Kære Gud, hvor ensom denne store fyrste dog dør, at hverken søn eller fætter eller nogen anden ven er hos ham. Dog, Gud har villet det således. Men ligesom børnene fødes uden at bekymre sig og lever og dør uden at bekymre sig, ligeså vil det også være for vor kære fyrste, hertug Johannes, på den yderste dag. Det vil for ham være, som kom han fra jagten på Lochauer Hede, og han vil ikke vide, hvad der er sket, som Esajas siger: 'Thi bort blev den retfærdige revet for ondskabens skyld og gik ind til fred; på gravlejet hviler nu de, som vandrede ret.'

Nu måtte der sendes ilbud fra Schweinitz til både Torgau og Weimar og frem for alt til Coburg. To dage senere, da kirkeklokkerne ringede søndag morgen, kaldte de ganske vist også denne gang menigheden til at samles i Herrens hus, men kun for at tage afsked med deres elskede landsfader, hvis kiste stod foran alteret og blev velsignet af sognepræsten. Derefter satte sørgetoget sig i bevægelse i retning mod Wittenberg, thi der ville kurfyrst Johan hvile i slotskirken ved siden af sin broder Frederik.

Fra by til by blev sørgetoget modtaget med klokkernes højtidelige klang og folkets højlydte veklager. Således som kurfyrst Johan havde ingen anden af de sachsiske kurfyrster forstået at vinde sine undersåtters hjerter.

For Luther var det ikke nogen let opgave at skulle holde ligtalen for kurfyrsten, der havde været hans ven, hvis dør og hjerte altid stod ham åbne. Gentagne gange måtte han standse op i sin prædiken, fordi smerten over-mandede ham, ligesom han også flere gange blev afbrudt af folkets højlydte gråd, så at hans stemme ikke formåede at trænge igennem. Efter at også Melanchthon havde holdt en kort mindetale, blev kurfyrstens jordiske rester sænket ned i graven for at blive stedt til hvile ved siden af broderen, der var sovet hen syv år tidligere.

To timer senere sad Luther i stuen hos Melanchthon, også Bugenhagen og Justus Jonas var til stede. På bordet foran dem stod fire krus med afkølet øl. men selv om det var meget varmt, og deres ganer tørstede efter en kølig drik, var der dog ingen, som rørte krusene.

»Ak,« klagede Luther, hvor er vi dog blevet fattige, ligesom tiggere! Hvilken rigdom har vi ikke begravet med disse to fyrster! Med kurfyrst Frederik døde visdommen, og med kurfyrst Johan døde fromheden! Drag kun gennem verden og prøv på at finde en fyrste, der ligner vores Johan i gudsfrygt! Hvor han dog elskede Guds Ord! Hvor som helst han fandt tid og lejlighed dertil, da har han lyttet dertil, ofte i hele seks timer. Og hvor flittigt han gik i kirke! Hvor mange prædikener har han ikke afskrevet med sin egen hånd! Han talte fuldkommen sandt, da han engang sagde, at han ligeså lidt kunne undvære Guds Ord som mad og drikke. Han var ikke alene en ordets hører, men meget mere en ordets gører. Åh, hvilken nåde den himmelske Fader har udvist imod os, at han skænkede os en sådan fyrste! Når Frederik den Vise allerede havde skænket evangeliet rum i sit land, så det kunne slå rod og vokse, da har Johan gjort dette i meget højere grad og fremmet det på enhver tænkelig måde. Tænk, mine venner, hvordan det ville have været, dersom Kursachsen havde haft en hersker på tronen som for eksempel hertug Georg!

Men hvad mener I nu om ham, der herefter skal herske over os? Jeg mener, at dersom han foruden det modige sindelag han ejer, har arvet visdommen af sin farbror og fromheden af sin fader, da må han være en fuldkommen mand og en fyrste, som hele verden vil kunne misunde os.«

»Jeg har nu den bedste tiltro til ham,« bemærkede Melanchthon. »Spalatin har allerede lagt en god grund i den religiøse rigt begavede dreng, og efter ham har magister Krosner arbejdet videre med ham og fremmet hans kærlighed til Guds Ord på enhver måde. Tænk på, hvorledes han har kæmpet for Guds sag i Speier, i Augsburg og i Nurnberg! Derfor tror jeg, at vor himmelske Fader med denne fyrste har givet os den rette trøst i vor sorg. Jeg tror, at sønnen vil træde i sin faders fodspor og være evangeliets beskytter på samme måde, som faderen har været det.«

Bugenhagen og Jonas samtykkede heri og havde også noget godt at sige om den unge fyrste, som de byggede deres forhåbninger på.

Luther, der i nogen tid havde siddet tavs og lyttet til deres samtale, sagde nu: »Så er vi altså enige i den forhåbning, at Gud med den nye landsherre har skænket os et nyt bevis på sin godhed og trofasthed. Vi vil derfor lovprise hans hellige navn og sige: »Herren gav, og Herren tog, Herrens nævn være lovet!«

Først nu, efter at deres hjerter havde fundet trøst over det tab, de havde lidt, kom de i tanke om deres legemlige behov og gjorde magisterfruen den ære at tømme krusene, som hun havde sat foran dem.