Omkring det lille hus, som Luther i året 1520 havde bygget ved siden af brønden, som han havde ladet grave, var der i årenes løb opvokset en skøn have. Ved hjælp af fru Katharinas og hendes medarbejderes flittige hænder var der plantet mange sirbuske og anlagt blomster-rabatter. Der var også anlagt bede med grønsager og et hjørne med humleranker. Desuden fandtes også en lille dam, der blev gennemstrømmet af en bæk, der var omkranset af siv og andre sumpplanter. Floden Elben i nærheden sørgede for frisk og sund luft.

Det er en dejlig solskinsdag den 9. juni 1535. Blomsternes farver stråler i al deres pragt. På den grusbelagte plads foran havehuset leger en glad børneskare. Anføreren er en dreng på ni år. Han er kraftig og veludviklet, et billede på sundhed og livslyst. Som den ældste synes han at lede de yngre børn, en fin, sart pige på seks år og to drenge på henholdsvis fire og to år.

Hvis børn det er, kan vi finde ud af ved at se på kvinden, der sidder i den åbne husdør med et spædbarn på skødet. Hun betragter børnenes glade leg med sand moderstolthed. Af og til er hun nødt til at råbe et formanende ord, når legen er ved at gå over gevind, eller når den ældste i alt for stærk grad udnytter sin førstefødselsret.

Det er fru Katharina, som er den lykkelige moder. Efter fuldført husligt arbejde er hun om eftermiddagen vandret ud til sin yndlingsplads for under Guds frie himmel omgivet af roser og liljer og omtumlet af sine børn at fejre den dag, da Guds nåde for ni år siden har skænket hende den første søn. Foruden den afdøde lille Elisabeth havde hun skænket sin mand fem børn, nemlig Hans og Magdalene og de to drenge Martin og Paul og til sidst den søde lille Margarete, der nu var seks måneder gammel.

Pludselig afbryder børnene deres muntre leg og skynder sig at løbe mod havelågen, idet de råber: »Moster Lene! Moster Lene!«

De elsker deres gode moster Lene, som altid har tid til dem og en uudtømmelig tålmodighed til at besvare deres tusinde spørgsmål, og som aldrig kan få sig selv til at afslå dem noget ønske. I skumringstiden fortæller hun dem historier, næsten lige så skønt som faderen kan gøre det. Hun laver dukker til lille Lene og giver dem smukt tøj på, og til drengene laver hun soldater af pap, som kan stå helt alene. Hun sladrer aldrig om dem til far eller mor, hvis de engang imellem har været noget uartige. Åh ja, de elsker hende allesammen den gode moster Lene, de ville give deres liv for hende.

I dag har den stormende modtagelse dog et stærkt anstrøg af egenkærlighed. De ønsker nemlig, at moster Lene skal tage og passe den lille Margarete, så moderen kan få lidt tid til at lege med dem. Det er så dejligt at kunne lege sammen med moder. Det sker kun alt for sjældent, da hun altid har så meget at gøre.

Moster Lene er en meget klog dame. Børnene fortæller hende slet ikke med rene ord om deres ønske, og alligevel forstår hun dem og kommer dem beredvilligt i møde.

Og nu må moderen selvfølgelig være med i runddansen og derefter lege skjul og blindebuk. Der bliver altid megen latter fra drengenes side, når de er klogere på legene og hurtigere end moderen, mens lille Lene smyger sig ind til hende og klapper hendes hånd, som om hun vil trøste hende.

På denne måde går det en god stund, og de små kan aldrig få nok og lægger ikke mærke til sveddråberne, der drypper fra moderens pande. Til sidst bliver det hende dog for meget, og hun føler en stor lettelse, da Wolfgang nu kommer med meddelelsen om, at doktoren sandsynligvis først kan komme til aften. Så tømmer han en kurv ud på bordet med alle slags spiselige sager, som børnene kaster sig over ligesom græshopper over en kornmark.

Men se nu Johannes, han har åbenbart et særligt anliggende til Wolfgang. Der lyser en hemmelig længsel ud af hans øjne, og da Wolfgang i dag åbenbart er lidt tungnem, trækker han ham i ærmet og hvisker ham hemmeligt i øret: »Kom Wolfgang, til fuglefangstpladsen.«

Wolfgang vil dog ikke føje ham, selv om det i dag er Hans' fødselsdag. Han husker nok den lektion, som han fik for kort tid siden, da han ville glæde doktoren ved at forære ham en fanget bogfinke i et bur. Doktoren havde da skældt ham ud og sagt, at han ikke kunne glæde sig over fangne fugle, som Skaberen ikke havde skabt, for at hr. Wolfgang Sieberger skulle lokke dem i sit garn og derefter spærre dem inde i et fængsel, som om de havde begået en stor forbrydelse som f. eks. mord, mened eller brandstiftelse. Men Johannes er i dag slet ikke til at ryste af, og det er trods alt hans fødselsdag, hvor man har svært ved at afslå ham noget.

Det ender alligevel med, at de to sniger sig af sted. Martin mærker imidlertid noget og vil absolut med. Johannes bliver ærgerlig på den yngre broder, der altid vil være med, skønt han slet ikke forstår noget af sagen og ikke kan ligge stille, når det gælder, og derfor kun forstyrrer. Kun med stort besvær og ved forskellige løfter bliver Martin beroliget, så han går tilbage og lader de to syndere snige sig bort alene.

Ikke langt fra haven tæt ved »Speck«, universitetets lystskov, er der en lille skjult plet. Her forstyrres naturens dybe fred kun meget sjældent. Det kan ske, at doktor Martinus' svinehyrde måske forvilder sig herud en sjælden gang med sin hjord. Her er det, hr. Wolfgang Sieberger har udlagt sine snarer for fuglene, for her er der mange forskellige sangfugle.

Ved vore to heltes ankomst er der en stor sværm stil-lidser, som hurtigt flyver bort. Deres kvidren lyder som latter, som om de ler ad den store fuglefanger, der altid først trækker til, når det er for sent og som kun kan være glad, når han efter en 14 dages jagt får fat i en dum gulspurv eller en almindelig gråspurv.

Wolfgang er en dårlig fuglefanger, og han kan slet ikke begribe, hvorledes det går til. Han mener selv, at han gør alt efter reglerne, men hr. Sieberger er en mand, der aldrig kan få nok. Når der sidder tre fugle inden for garnet, så mener han, at det er bedre med seks, og i håb om, at der kommer flere, holder han nettet åbent, indtil de tre har spist sig mætte og er fløjet bort igen.

Heller ikke i dag vil fangsten lykkes for ham, skønt han har strøet lækkert korn og små brødkrummer. Efter at man har ligget musestille i mindst en time, uden at en eneste fugl kom i nærheden, var det slut med Wolfgangs tålmodighed, så han med et afskyeligt bandeord rev sit kram sammen for at smide det hen i græsset.

De to fuglefængere var ikke i det bedste humør, da de begyndte på deres tilbagetog. I nærheden af Luthers have standsede Wolfgang forskrækket op og sagde stammende: »Åh nej, kan du høre? Hr. doktor cr allerede kommet, det bliver nok en køn modtagelse!« Kun nølende gik de to syndere videre, men der var ingen vej udenom.

Luther var kommet tidligere tilbage, end han havde forudset, og på sit spørgsmål om hvor Hans var henne, havde han af forræderen Martin fået det at vide. Straks satte han sig da ved bordet og trak et ark papir frem, som han altid plejede at have hos sig. Han havde beskrevet dette på begge sider.

Han modtog de to hjemvendte syndere med en meget alvorsfuld mine og fik på sit spørgsmål straks en rystende syndsbekendelse at høre.

»Sæt jer alle her tæt omkring mig!« befalede Luther, »og hør den klageskrivelse, der er indgået til mig.«

Da alle havde taget plads omkring ham, tog han papiret i hånden og begyndte at læse:

»Til vor venligtsindede hr. doktor Martinus Luther, professor og prædikant i Wittenberg

Vi drosler, solsorte, irisker, stillidser og andre fromme, ærbare fugle, der i denne sommer bor i Wittenberg, tillader os herved at give Jer til kende, at vi har fået troværdig efterretning om, at en, der kalder sig Wolfgang Sieberger, Jeres tjener, har foretaget sig en stor, forbryderisk risiko, idet han i vrede og had imod os har købt sig nogle gamle, rådne net for at lave fuglesnarer deraf, hvorved han påtænker at fratage ikke blot vore kære venner finkerne, men også alle os andre fugle friheden til at flyve frit i luften og til at opsamle frøkorn fra jorden, som Gud har givet os. Han stræber os desuden efter livet, skønt vi slet ikke har gjort ham noget ondt. Da I kan tænke jer, at alt dette er meget farligt og vanskeligt for os stakkels fugle, tilsender vi jer vor ydmyge og venlige bøn om at tot byde jeres tjener at gøre dette. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, da at få ham til at strø kernerne ud til os aftenen i forvejen, og at han så ikke står op før klokken otte om morgenen. I så fald vil vi være tilfredse, ja, vi vil endog takke ham. Men hvis han ikke vil rette sig herefter og vedbliver at stræbe os efter livet på denne forbryderiske måde, da vil vi bede Gud om at straffe barn. Vi håber, at han en skønne dag fanger frøer, græshopper og snegle i stedet for os. Vi vil bede om, at han om natten måtte blive plaget af nus, lus, lopper og væggelus, så at han glemmer os og ikke mere forhindrer os i at flyve frit. Hvorfor lader han ikke hellere sin vrede gå ud over skader, alliker, ravne, mus og rotter, som alle sammen gør jer stor skade og stjæler og røver fra jeres korn, havre, malt, byg og meget andet fra jeres huse, hvilket v i slet ikke gør. Vi søger kun efter små krummer og enkelte frøkorn, og til gengæld fanger vi fluer, myg og meget andet utøj for jer. Vi henstiller til jer, at der tænkes fornuftigt over denne vor sag, om det ikke er med urette, at han efterstræber os så hårdt. Vi håber dog ved Guds hjælp, at vi lykkeligt kan undfly hans rådne, dårlige net.

Givet i vort himmelske sæde blandt træerne med vort sædvanlige segl og fjer.«

Uden at tilføje et eneste ord og uden at fortrække en mine foldede Luther papiret sammen og puttede det i lommen.

Wolfgang sad der med en følelse som en overbevist forbryder, der havde fået forkyndt sin dom. Han var blevet skiftevis rød og bleg under oplæsningen og var helst sprunget op for at løbe sin vej, hvis dette havde været muligt. Også Hans var meget slukøret og forskrækket. Sikke dog en fødselsdag!

Hans ventede nu på at blive irettesat for sin ulydighed, idet fuglefangsten på det strengeste var blevet ham forbudt. Når faderen skældte ham ud, forekom dette ham at være en slags bod for synden, og han havde også taget til takke med en dragt prygl. Men at faderen nu overså hare, men kærligt talte og spøgte med de andre og især beskæftigede sig med Lene, den altid lydige, sagtmodige og gode datter, der nagede hans hjerte med en uudholdelig pine. En hårdere straf fandtes slet ikke for ham, og han tænkte med en indre gru på den gang, da han på grund af dårlig opførsel i hele tre døgn var blevet udelukket fra at måtte se sin faders ansigt. I hans øren gav faderens ord fra dengang endnu genlyd, da han sagde: »Hellere en død end en ulydig søn.« Hans ønskede at kunne græde, men den indre angst og skamfølelse havde tilstoppet hans tårekanaler. Ved aftensmåltidet kunne han ikke synke en eneste bid og de venlige ord, som faderen vekslede med de andre, skar som et tveægget sværd gennem hans sjæl.

Lille Lene sad også stille hen og spiste kun ganske lidt. Hendes blik gik ofte i retning af den stakkels storebror, thi hans smerte var også hendes. Hun var i det hele taget et meget følsomt barn, hvis sjæl lignede en æolsharpe", der giver lyd fra sig, når et vindpust berører strengene.

Da der var ryddet af bordet efter aftensmaden, trykke - de den lille pige sig ind til faderen, klappede hans hånd og kiggede på ham med et sødt og tillige vemodigt smil

»Nå, hvad vil du, min lille Lene?« spurgte faderen hjerteligt, idet han tog hende op på sit skød.

Med en klædelig rødmen hviskede barnet: »Det er i dag Hans' fødselsdag!« I det samme var hendes skønne, sagtmodige øjne fyldt med store tåredråber.

Faderen forstod straks meningen af hendes ord og trykkede et kys på den yndige piges pande. Derefter vinkede han Hans hen til sig og sagde: »Kom herhen du synder, din talsmand har overvundet mig, så at jeg må forbarme mig over dig.«

Hans havde lyst til at juble højt, men han beherskede sig og tilhviskede sin søster, da han kom i hendes nærhed : »Lene, du må få min klapremølle.«

Henvendt til sin Kathe og til moster Lene sagde Luther: »Her kan I se, hvilken god talsmand vi har i vor Herre Jesus Kristus, hvem den himmelske Fader vil høre, når han beder for en synder. Når allerede min lille datter Lene straks har kunnet overtale mig, så jeg ikke kan gøre andet end lade min vrede fare, hvor meget mere kan da Kristus vor Herre gennem sit ord formilde Faderens vrede, så at synderen får tilgivelse! - Se, da jeg allerførst læste denne trøst i Den hellige Skrift, at vi ikke bliver frelst på grund af vore egne dyder men kun af vor Herres Jesu Kristi fortjeneste og hans forbøn, da begyndte et nyt liv i mig, og mit hjerte længtes efter at forkynde denne salige erkendelse også for andre.«

»Ak,« begyndte han igen efter en lille pause, »hvor er jeg Gud taknemlig, at han har hjulpet mig til at fuldende det værk, som jeg i fjorten år har arbejdet på, at hele Den hellige Skrift fra begyndelsen til enden nu er oversat til tysk! Da hr. Hans Luft sidste år overrakte mig den meget omfangsrige bog, var jeg bange for, at den ville være befolkningen for dyr og derfor kun blive lidet efterspurgt. Men se nu, der er næppe gået et år, førend der allerede må trykkes et nyt oplag. Ja, det kære tyske folk ejer nu Den hellige Skrift og kender Guds Ord, bare det nu også ville leve derefter! Men jeg er forfærdelig ked af, at sandheden hidtil har båret så ringe frugt, især hos junkerne og hos bønderne.«

Uden for havelågen hørtes med et højrøstet samtale, og da Luther spurgte efter årsagen dertil, fik han af Lene følgende besked: »Derude står en omrejsende sanger, som bliver afvist af Wolfgang. Han tror ikke, kære fader, at du vil have ham indenfor.«

»Lad ham blot komme ind!« svarede Luther, hvorefter lille Lene snart kom tilbage fulgt af en gammel, vejrbidt harpespiller. Luther kom ham venligt i møde og sagde: »Nå min kære, spil mig da en salme, som David gjorde!«

Alle forsamledes omkring den gamle mand og hørte andægtigt efter. Da han var færdig, sagde doktor Martinus: »Jeg tror, at hvis kong David nu stod op fra de døde, da måtte han blive forbavset over, hvor meget musikken har udviklet sig. Den har aldrig stået højere end i vor tid. Når David spillede på sin harpe, må det have lydt noget svagt og tyndt, thi han havde jo kun ti strenge på sin harpe.«

Efter at den farende musikant havde fået sin løn og var draget bort, begyndte Luther på ny: »Hvilken kostelig gave fra Himmelen musikken dog er! Den burde anbringes lige efter teologien. Intet på jorden er bedre til at trøste de bedrøvede, styrke de forsagte, bringe de hoffærdige til ydmyghed, neddæmpe den overophedede kærlighed og lindre misundelse og had, ja, hvem kan opregne alt, som måtte bevæge det menneskelige hjerte! Men den, som ikke har lyst og kærlighed til skøn og harmonisk musik, og som ikke kan blive bevæget af denne vidunderlige gave, han må i sandhed være en grov klods, der ikke er værdig til at høre sådanne skønne melodier.«

I det samme begyndte den lille Margarete på sin moders skød at græde og hyle jammerligt. Da måtte Luther le højt. »Den slags melodier er ganske vist mindre egnede til at glæde menneskets hjerte, men enhver synger og musicerer jo på sin egen facon. Og se, denne afskyelige musik forfejler heller ikke sin virkning, for moderen begynder straks at berede det måltid, som barnet kræver med sin gråd.«

Under råben kom nu den lille pludskæbede Paul ridende på en kæphest og gjorde i sin iver et regulært angreb på faderen med det resultat, at han faldt og slog sig slemt.

Faderen tog den viltre dreng op på sine knæ og trøstede ham og sagde: »Nå min lille Paul, du lader til at ville blive en dygtig kriger, som vil kæmpe mod tyrkerne, og det er også godt, så skal riget nok få ro fra den kant.«

Han kærtegnede den muntre lille fyr og klappede hans krøllede hoved, idet han henvendt til fru Kathe sagde: »Hvor kan det være, at forældrene altid har mest omsorg for de mindste børn! Det er vel fordi det er dem, der har mest behov for at blive hjulpet. Hans og Lene og selv

Martin kan allerede klare sig selv, og de kan frit fortælle os, hvad de behøver, men det kan de små ikke endnu. Alligevel er vor kærlighed til dem alle lige stor.«

Fru Katharina rakte den lille, seks måneder gamle Grete hen imod ham og sagde spøgende, skønt måske alligevel lidt bebrejdende: »Denne her har allermest behov for jeres kærlighed og omsorg, men hende nævner I ikke. Nå ja, sådan er det nu engang, mændene synes først rigtigt om børnene, når de er lidt større, indtil da overlader de dem helst til mødrene.«

Luther tog smilende den lille Grete fra sin hustrus arm, satte hende på sit skød og kærtegnede hende, men i det samme skete der noget menneskeligt for den lille, så faderens tøj blev vådt. Da trådte moderen hurtigt frem og bebrejdede sig selv, hvad der var sket. Luther sagde afværgende: »Åh, kære Kathe, det gør ikke noget. Hvor meget må ikke vor kære Gud i Himmelen tage imod fra os mennesker af knurren og ulydighed og andre ting meget værre end en moder fra sit barn! Men selv om der sker den slags urenligheder med de små børn, er der dog noget uskyldigt over dem, thi Den hellige Skrift siger: Deres engle i Himmelen ser altid min himmelske Faders ansigt. Matthæus Evangeliet 18,10.

Jeg kunne ønske, at jeg var død i barnets alder og ville da gerne undvære al den ære, som jeg har fået og fremdeles vil få i verden, thi et sådant barns liv er det bedste og saligste. De har ingen timelige bekymringer og ser ikke de væmmelige fanatikere og komplotmagere i kirken. De lider og føler ikke angst for døden eller for helvede og har rene og glade tanker.

Oh, du mit kære lille barn mod dig og alle, som tilhører mig, er paven, hertug Georg og alle, som holder med paven, ja også alle djævle fjendtligt sindede. Men barnet bryder sig ikke derom, det frygter ikke for nogen af dem og er ligeglad med dem. Det smiler og er tilfreds og lader dem rase, så længe de vil.«

Det var ved at være aften, og den synkende sols stråler kastede et purpurrødt skær ind i værelset. »Se dog, hvor skønt det ser ud, når solen går ned!« udbrød fru Katharina bevæget, idet hun trådte hen i den åbne dør.

»Ja,« svarede Luther, »hvilken skaber vor Gud er! Hver dag på ny gør han sine undergerninger, men de blinde, dumme mennesker lægger ikke mærke til det. Hvilken maler med alle sine farver kunne male en sådan pragt og få en sådan ild på lærredet, som den kære Gud har lagt hen over himmelhvælvingen! Og når han allerede gør det så skønt her på Jorden, hvor smukt vil det da ikke blive i Himmelen! Ak, om jeg dog snart måtte være der og have lov at se ham ansigt til ansigt! Jeg er træt af verden og længes efter den himmelske hvile.

Fru Kåthe rystede vemodigt på hovedet. Nu brugte hendes ægtemand igen denne tone! Det havde han gjort så ofte i den senere tid. Hvad kunne der være i vejen med ham?

Det var dog ejendommeligt. Under den sidste svære sygdom for tre år siden, da alle var i så stor bekymring for ham, og lægen hvert øjeblik frygtede et slagtilfælde, da havde han selv smilet ad de omkringståendes bekymringer og modigt trøstet dem med disse ord: »Jeg skal ikke dø, men leve« Salmernes Bog 118,17. Det skal ske for at mine fjender ikke skal triumfere over mig og sige: 'Luther er faret hen ligesom Zwingli'.«

Og nu taler han så meget om døden, nu længes han bort fra verden - netop nu, da alt ved Guds nåde tegner sig så gunstigt.

Siden religionsfreden i Nurnberg havde Herren skænket sin tjener en forholdsvis ro, og det mest møjsommelige arbejde samt kampen og striden syntes nu at være overstået. Efter at den reformatoriske bevægelses strøm til at begynde med havde måttet springe over klipper og store sten, var den nu kommet ned i lavlandet for at flyde roligt videre. Efter at også Pommern, Anhalt-Dessau og Wurttemberg havde åbnet sig for det rene Guds Ord, var næsten hele Tyskland blevet evangelisk. Lyset strømmede endog langt ud over dets grænser, særlig mod nord og øst, hvor sandhedens lys udbredte sig med et strålende skær.

Også forholdet til den nye landsherre var blevet det mest gunstige. Alle de gode forhåbninger, man havde stillet til Johan Frederik ved hans tronbestigelse, var gået i opfyldelse. Den unge fyrste havde indtaget en helt klar og afgjort stilling for evangeliets sag og havde vist sig at være mere indsigtsfuld og handlekraftig, end man først troede, og han mødte reformatoren med den største ærbødighed. Mellem de to kvinder, kurfyrstinde Sibylla og fru Katharina, herskede der ligeledes en meget hjertelig forståelse.

Alt dette var dog en stor Guds nåde, en væsentlig lettelse og en vederkvægende hvile efter de lange, hårde kampe og genvordigheder. Kunne han nu ikke være glad for det? Burde han ikke være taknemmelig derfor? Jo, det var han også, og alligevel trængte afskedstankerne sig ind på ham, thi han var i mellemtiden blevet træt. Han var endog blevet meget træt. Hårene på hans hoved var blevet grå. Hans skikkelse var bøjet under det hårde arbejde, som han havde påtaget sig og under de mange anfægtelser på legeme og sjæl, som han havde gennemgået. Den 51-årige mand gjorde indtryk af at være mindst 60 år gammel.

Og dog - skønt han var træt og længtes efter at få ro, så undte han ikke sig selv nogen hvile. Så længe Gud skænkede ham livet, og så længe der endnu fandtes arbejde for ham at udføre, forblev han på sin post. Når han ikke mere så ofte som før kunne magte at tale fra sogne-kirkens talerstol, prædikede han for sin husmenighed. De dygtigste blandt hans tilhørere skrev disse prædikener op, således at guldkornene også kunne blive til velsignelse for andre. Når den legemligt svækkede mand ikke mere formåede at rejse så meget omkring i landet for at hjælpe med til at opbygge og ordne, så virkede han så meget mere flittigt derhjemme for Herren og hans rige, stadigt ihukommende Jesu ord: »Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig, så længe det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde.« Johannes Evangeliet 9,4.