»Ja, således kan jeg lide at se dig, min kære Martinus!« Med disse ord trådte Spalatin en smuk majdag ind i stuen til sin ven.

Luther sad i vinduesnichen med bandage omkring sit ene ben, fordi han under en rejse til sine forældre havde været så uheldig at såre sig selv med sin daggert, så pulsåren blev beskadiget. En af hans venner, som havde ledsaget ham, måtte bringe ham til Erfurt og sørge for at få lægen tilkaldt. Næste dag var såret brudt op igen, og der havde været fare for hans liv. Han havde da bedt meget inderligt til den hellige Anna og den hellige Jomfru, og nu havde han det meget bedre. Den ufrivillige lediggang havde han udnyttet til at lære sig selv at spille på lut. I fru Cottas hus havde han lært sig selv at spille fløjte.

Spalatin fandt ham netop i færd med at øve sig på lutten, og han glædede sig meget over at finde sin ven beskæftiget med musikken. Idet han trykkede hans hånd, sagde han til Luther: »Det er en prisværdig tanke, Martinus, at du kalder fru Musika til at holde dig med selskab! Hun er din bedste skytshelgen; thi der, hvor hun lader sin røst høre, må de onde ånder fly. Er det ikke rigtigt?«

Luther smilede lidt bedrøvet. »Bare du havde ret, min ven! Men det onde er mægtigere end det gode. Når spøgelserne kommer, fordriver de den skønne gudinde.«

Spalatin rystede på hovedet og trak en stol hen til Luther. »Jeg har endnu aldrig kunnet forstå dig, Martinus, fordi du altid går uden om mine spørgsmål. Jeg beder dig nu om, at du betror dig til mig og åbner dig for mig. Sagen er den, at din nød er min nød.«

Luther så venligt på Spalatin og greb hans hånd: »Vil du virkelig vide, hvorfor jeg har det så dårligt? Jeg kan med ganske få ord sige dig det: »Jeg er bange for Gud.«

Spalatin for forskrækket tilbage. »Er du da en hedning, Martinus?«

»De kristne har også grund til at frygte for Gud,« sukkede Luther.

»Javel,« svarede Spalatin, »det er sådanne kristne, hvis dårlige handlinger råber til Himmelen. Hører du til dem? Jeg har altid syntes, at du er mere from og hellig, end alle vi andre. Et menneske, der begynder hver eneste dag med bøn og messebesøg, og som følger kirkens bud med den største pligtopfyldelse, et menneske, hvis vandel er så ren og dydig, at ingen kan sige ham noget på, må sikkert kunne glæde sig i Gud og ikke være bange for ham.«

»Ak, min kære Spalatinus,« svarede Luther, idet han lagde lutten på plads. »En tyv eller morder eller horkarl eller en, der aflægger falsk ed, er jeg ganske vist ikke. Men er det kun de grove og store synder, som belaster samvittigheden? Det er ikke kun et benbrud, som hindrer vandringsmanden på hans færd, men også en torn, som han har fået ind i foden, kan gøre det.«

»Men hvem kan gøre for, at han kommer til at træde på en torn og får den ind i foden?« sagde Spalatinhurtigt. »Se, jeg forsøger også med flid at være from og at behage Gud, men hvad jeg ikke selv formår, trøster jeg mig med, at kirken gør for mig, og den gør det vel godt.«

»Ja, ja,« sagde Luther tankefuldt, »således lærer kirke-fædrene, men denne trøst kan ikke berolige min samvittighed, da den siger til mig: Det er dig, der har syndet; forbandelsen rammer dig; med dig alene er det, den himmelske Fader går i rette, det vedkommer ikke andre. Taler ikke loven tydeligt nok: Du skal! Du skal! Dermed ser den på mig, og alting er alene møntet på mig. Der står intet om, at kirken skal hjælpe mig. Men dette »du skal« er min dødsdom; thi mit hjerte svarer: Jeg kan ikke! Ganske vist gør jeg, hvad jeg kan, men jeg kommer aldrig så langt, som jeg gerne vil. Jeg kommer til at dø uden at have fundet en nådig Gud. For at være lydig mod min fader er jeg begyndt at læse til jurist. Men dette studium skænker mig ikke nogen trøst for min indre uro. Det er et verdsligt arbejde - kunne jeg have fulgt, hvad jeg ønsker, havde jeg valgt at læse til præst. Den gejstlige stand er den sikreste vej til Himmelen, og det især, når det er i en munkeorden. Der er mange mennesker, der kort før deres død ifører sig en munkekutte for at blive begravet i den, fordi de mener, at de i den hellige stand har et sikkert bevis på, at de kommer til Gud.«

Da Spalatin lige var ved at svare, blev døren med det samme revet op. Det var Crotus Rabianus, der styrtede ind i stuen, ligbleg og med den største forfærdelse malet på sit ansigt. »Der er sket en ulykke, en stor ulykke,« fik han fremstammet, »vor ven Corvinus ligger i skoven og er myrdet. »Hjælp, hellige Anna!« skreg Luther. »Hvem er morderen?«

»Man ved det ikke,« stønnede Rubianus, »og selv om man vidste det, hvad gavnede det? Vor ven er død!«

Efter den første forfærdelse var Spalatin slået helt ud og klagede højlydt, mens Luther med askegråt ansigt sad lamslået og mumlede for sig selv: »Ak, hvilken forfærdelig skæbne at skulle gå uforberedt ind i evigheden! Corvinus, hvorledes føler du nu, da du står foran ham, der har øjne som ildsluer? O, ve mig, dersom morderens sværd havde ramt mig i stedet for dig! Hvis det var mig, der i dag skulle aflægge regnskab for Guds domstol! Så pludseligt kan et menneske rives bort. Ak min Gud, vær nådig og gør ikke således mod mig. Hellige Anna, bed for mig at ...«

»Hold dog op!« bad Spalatin indtrængende. Han havde forstået hvert et ord. »Du piner både dig selv og os andre!«

»Ja, jeg skal tie stille,« hviskede Luther. »Men I mine venner, gå nu hen og find ud af årsagen til vor kære vens død.«

De to venner skyndte sig bort, og Luther var alene med sin sjælekval, som blev endnu værre i stilheden. Hans pande var våd af sved. Det sortnede for hans øjne, da tankerne som helvedes skygger på ny kom til ham: »Hvis det nu var dig, der så pludseligt måtte sige farvel!

På gaden udenfor fik han øje på to munke fra Augustiner-klosteret, der gik med deres tiggerposer. Han så, hvorledes der fra et hus på den anden side af gaden blev rakt et stykke brød og et æg ud til dem. »I lykkelige,« sukkede han, »hvor jeg er misundelig på jeres hellige klædning og stand.« Han greb hurtigt sin pung i vindueskarmen og lukkede vinduet op og gav munkene en sølvmønt.

Såret på hans fod var længe om at blive helbredt. Da han endelig kunne gå ud igen, var han blevet ganske dygtig til at spille på sin lut. Musikken havde ofte hjulpet ham gennem de mørke stunder.

Han blev pludselig grebet af hjemve. Sidst i juni begav han sig på vej for at få lov til at hygge sig i et kort samvær med sine forældre og søskende.

På sin vandring tilbage til Erfurt, da han var så nær ved byen, at han kunne se dens mange kirketårne, blev himlen pludselig overtrukket af mørke skyer. Det var sent på eftermiddagen. Hele dagen igennem havde det været trykkende hedt, så man kunne forvente, at det ville blive tordenvejr. Nu blæste det op, og vinden drev skyerne sammen og ruskede i træerne, mens landevejens støv hvirvledes op i store skyer.

Martinus skyndte sig for om muligt at nå den lille landsby Stotternheim, som lå lige foran ham, førend uvejret for alvor brød løs. Men det var for sent. Pludseligt slog lynet ned lige for hans øjne.

Han var som indhyllet i ild, og i samme øjeblik lød der et frygteligt tordenskrald. Forfærdet og ligesom lammet faldt han til jorden. Han var ligbleg. Han følte helvedes rædsler omkring sig. Gennem uvejrets rasen mente han at høre Guds stemme, som sagde til ham: »Du er dødens bytte.«

Rystende løftede han sine hænder, og halvt bevidstløs gav han løftet: »Hjælp, kære Sct. Anna, jeg vil blive munk!"

Det lynede endnu engang, og tordenen rullede. Uvejret tog en anden retning. Efterhånden blev himlen lysere igen, og vandringsmanden åndede lettet op. Han så solen komme frem bag skyerne og spejle sig i de millioner af regndråber, der som diamanter hang på hvert blad og hvert græsstrå.

Angsten kom på ny over Martinus og snørede brystet sammen på ham. Hvad havde han dog gjort? I sin angst havde han givet et løfte. Han havde ganske vist kun udtalt det, der i længere tid havde ulmet i hans hjerte som en hemmelig længsel. Han havde opnået det, som han troede var den eneste sikre udvej for ham og hans sjælenød. Men var han ikke gået imod sin faders vilje?

Sagde Guds lov ikke: »Du skal ære din fader og din moder?« Havde han med dette løfte ikke tilføjet sin fader den største smerte? Den fader, der i sit ansigts sved havde arbejdet hårdt for at kunne give sin søn de midler, der behøvedes til det studium, han havde valgt? Hans fader havde også allerede udvalgt en jomfru, som skulle blive hans hustru.

Han anklagede sig selv for sit overilede løfte. Han prøvede at undskylde sig med sin halvvejs bevidstløse tilstand i det pågældende øjeblik og med angsten. Var det ikke grund nok til at blive løst fra det? På den anden side stod kirkens krav truende foran ham: »Hvad du har lovet, skal du holde, selv om det drejer sig om et ubetænksomt og overilet løfte.«

Under denne frygtelige sjælekval nåede han tilbage til Erfurt. Al hans tidligere kummer havde kun været som et forspil til denne fortvivlelse, som nu oprørte hele hans indre. Han lukkede sig inde og blev helt usynlig for sine venner. Dag efter dag kæmpede han med sig selv. Jo længere han tænkte over sin stilling, jo mere vankelmodig blev han i sin beslutning.

Han havde næsten bedøvet sin samvittighed så meget, at han følte sig overbevist om, at hans løfte ikke var bindende. Derefter blev han dog på ny grebet af sin gamle angst over for Gud. Så sagde han til sig selv: »At tøve bringer mig kun i endnu større fare, derfor, hvad der bør ske, lad det ske snarest.« Uden at betænke sig længere tog han sin baret på hovedet og gik til Augustiner-klosteret for at tale med prioren.

Næste dag indbød han sine mest fortrolige venner til sig. På bordet stod et lækkert måltid, og lutten lå i vindueskarmen.

Ved dette syn stod hans venner glædeligt overraskede, men da de betragtede deres værts ansigt nærmere, så de, hvordan munterheden kæmpede med alvoren, for til sidst at give udtryk for højtidelig alvor. Så blev de også selv alvorlige.

Martinus tog til orde og sagde med en indbydende gestus: »Kom mine venner, sæt jer ned, lad os spise og drikke og være glade med hverandre.« »Ja tak, det vil vi meget gerne,« svarede Spalatinus, »men det er værtens pligt at angive tonen. Derfor, kære Martinus, lad os endelig engang se et glad ansigt hos dig.«

De satte sig omkring bordet og lod maden vederfares fuld retfærdighed. Bægrene tømtes, og der opstod lidt efter lidt en glad og tvangfri tone. Luther tog fat i lutten, og hans venner forbavsedes over den færdighed, hvormed han håndterede strengene og frembragte smukke melodier. Han spillede dog ikke lystige viser, og da han til sidst lukkede munden op for at synge med sin herlige, klokkerene stemme, var det en sang om lidelse og afsked, nemlig den gamle, melankolske sang: »Innsbruck, ich muss dich lassen.«

De tilstedeværende havde siddet og lyttet i stilhed. Derefter tog Rubianus ordet og sagde: »Hvor smukt du kan synge og spille, Martinus. Alligevel passer tonen ikke helt til denne glade stund.«

»Hvorfor ikke?« spurgte Luther med et bedrøvet smil. »Jeg syntes netop, at det var en meget passende sang til anledningen.«

Han kastede pludseligt sin lut midt blandt tallerkenerne på bordet og sprang op fra stolen. »Venner!« råbte han, »i dag ser I mig og så ikke mere.«

Han var blevet så bleg som et spøgelse og stod der med store, glasagtige øjne, som syntes at stirre ud i det tomme rum, og musklerne i hans mundvige rykkede krampagtigt.

I stuen herskede der et øjebliks stilhed som i graven, men så for Rubianus forskrækket op: »For alle helgeners skyld, Martinus, hvad er meningen med din dunkle tale?«

Nu kom der bevægelse i Luthers stive lemmer. Med et uendeligt pinefuldt udtryk i ansigtet så han på sine venner og sagde: »Kære kammerater, det, som skal ske, må ske nu. Min angst for Gud har aftvunget mig det løfte at forlade verden og i Himmelens forgård at søge Guds velvilje, som jeg ikke har kunnet finde i verden.«

De blev alle forfærdede og trængte ind på ham med spørgsmål. Han forklarede dem derfor mere i enkeltheder, hvilke indre kampe han havde udstået, og hvordan hans beslutning var modnet. De prøvede da at tale ham fra det og at overbevise ham om, at løftet havde været overilet og derfor uden forbindende. Men omsonst, jo mere de søgte at overtale ham, jo fastere blev han i sin overbevisning: »Det bør være således!«

Med bedrøvede hjerter forlod vennerne ham til sidst for at gå hjem, mens Luther under stønnen faldt om på sit leje.

Næste dag, den 17. juli 1505, drog fem unge mænd tavse og med sænkede hoveder gennem gaderne i byen Erfurt på vej til Augustiner-klosteret. De kom til porten, og den forreste af dem løftede dørhammeren for at gøre de sædvanlige tre slag. Da faldt den nærmeststående ham om halsen og holdt fast i hans arm: »Stands, Martinus! Endnu er der tid til at vende om! Se dog, Gud findes alle vegne, og hvem ved, om han ikke er dig nærmere her ude i verden end derinde i klosterets mørke nat! Gud har kaldet os til at arbejde! Bliv hos os og vær ikke med til at forøge lediggængernes antal!«

»Vend dog om, Martinus!« bad også de andre og omklamrede hans arme.

»Jeg kan ikke mere gå tilbage,« svarede Martinus med tårer i øjnene.

Da græd også de andre, og for sidste gang omfavnede de deres elskede ven, der hurtigt trak sin magisterring fra fingeren, og rakte den til den nærmeststående med bøn om at levere den tilbage til universitetet.

Dørhammeren lød på døren. I åbningen kom den gamle portner til syne og tog den nyankomne ved hånden og trak ham ind i klosterets skygge.

Med et uhyggeligt drøn lukkede den mørke port sig igen, og de tilbageblevne følte det, som om de havde hørt et ligkistelåg blive smækket i.