En dag i juni i året 1540 standsede en rejsevogn foran herberget »Zum roten Hahn«, og man bar med al varsomhed en syg ruand fra vognen ind i huset.

Snart efter var der et opløb af mennesker, idet man havde hørt et rygte om, at den syge ikke var nogen ringere end magister Philip Melanchthon, der var på vej til Hagenau. Her ville kejseren på en ny rigsdag gøre et nyt forsøg på gennem en religionssamtale at forsone den gamle tro med den nye.

Melanchthon var blevet dødssyg. Doktor Sturz, som af kurfyrsten, der for tiden opholdt sig i Weimar, var blevet tilkaldt fra Erfurt, trak rådløs på skuldrene, da ingen af hans medikamenter ville hjælpe. Det var nu heller ikke så mærkeligt, thi sygdommen var meget mere sjælelig end legemlig. Det var sorg og bekymringer, angst og samvittighedskvaler, der havde kastet magisteren på sygelejet.

Der var sket en meget stor forargelse. Martin Buzer kom en dag til Wittenberg, sendt af landgreven af Hessen, for af de derværende teologer at udbede sig et skriftemålsråd. Landgreven, der var en sanselig natur, havde gentagne gange bedraget sin hustru med en anden kvinde. Hustruen skal have haft nogle legemlige skavanker og desuden dårlige vaner, der bevirkede, at landgreven følte sig frastødt af hende, således at han havde søgt tilfredsstillelse andre steder. Hans evangeliske samvittighed anklagede ham derefter, så at han ikke turde vove sig til Herrens bord. På den anden side havde han ikke viljekraft nok til at stå imod, når han blev fristet til fornyet utroskab. I sin nød kom han til sidst på den tanke, at han med sin hustrus udtrykkelige billigelse kunne indgå et ægteskab til venstre hånd. Det var ganske vist en dristig tanke, idet den slags ægteskaber i henhold til kejserlig ret var forbudt, men der kendtes dog andre tilfælde, hvor det havde fundet sted uden at få strafferetslige følger. Der kunne fortælles om en greve ved navn von Gleichen, der havde bragt sig en anden hustru med fra Østerland og ført hende sammen med den hustru, der ventede på ham hjemme. Desuden fortaltes om den gamle kejser Valentinian II, at han havde haft to hustruer på samme tid. Landgreven tænkte også på de gammeltestamentlige personer og tilstande, og han og et antal teologer mente, at de uden videre kunne linde anvendelse på vor tid.

Buzer fremstillede sagen for teologerne i Wittenberg som et enten-eller. Enten nægter man landgreven endnu et ægteskab, og så går han fortabt på både liv og sjæl, eller man tillader ham det undtagelsesvis, hvorefter han inden for ægteskabets rammer vil føre et ærbart og dydigt liv.

Teologerne i Wittenberg kom i den største forlegenhed. For deres egen samvittigheds skyld kunne de ikke gøre andet end fraråde landgreven sit forehavende, især udtalte Luther sig meget kraftigt imod det. Men da Buzer skildrede dem landgrevens elendighed i glødende farver, indrømmede de alligevel halvt om halvt, at af de to onder var det sidste måske nok det mindste. De ville dog ikke have, at dette skulle gælde som en teologisk godkendelse, men mere som et hemmeligt skrifteråd. De formanede desuden landgreven kraftigt til, at han hellere skulle korsfæste sine kødelige lyster og gennem bøn vinde sejr over fristeren.

Da de således faktisk havde sagt hverken ja eller nej, tog landgreven derefter dog skridt til at iværksætte sagen efter sit eget hoved. Med sin hustrus billigelse lod han sig hemmeligt vie til venstre hånd med frøken Margarete von der Saale. Melanchthon havde været til stede som vidne. Men selv om sagen var foregået i største hemmelighed, havde der alligevel været nogen, som fik nys om den, og den kom til at udløse en frygtelig harme både blandt venner og fjender. Luther og Melanchthon kom til at undgælde for deres svage holdning og måtte bære straffen, dersom Gud ville føre en sådan over dem. Straffen udeblev heller ikke, thi begge reformatorer, der var mænd med en følsom samvittighed, måtte nu igennem en sand stormflod af svære indre anfægtelser, anger og samvittighedskvaler. Det endte med, at Melanchthon blev dødssyg.

Nu lå han her i Weimar i sin seng mere død end levende. Doktor Sturz kæmpede forgæves for at få bugt med sygdommen, thi han søgte at bøde på skaden på et forkert sted. Men selv om han havde fundet det rigtige sted, så havde han alligevel ikke den rette medicin for den slags lidelser.

Bedre hjælp havde patienten fået gennem et brev, han havde modtaget fra Wittenberg. Heri havde Luther bedt ham om ikke at lade sig således gå på af den forargelse, som landgreven havde bragt over dem. Den sag, som de begge kæmpede for, nemlig Kristi sejr, stod dog urokkelig fast på trods af den forargelse, der var kommet imellem. Han mindede Melanchthon om, at kong Davids stilling havde været meget mere fortvivlet end deres egen, og Gud havde dog ikke ladet ham falde. Når en synder har angret og ydmyget sig for Gud, da skal han også have tro og være fast i håbet.

Disse ord bragte en smule trøst til den anfægtede, men kroppen havde allerede lidt så meget under det psykiske pres, at denne sjæletrøst alene ikke formåede at helbrede legemet.

I sin angst sendte kurfyrsten et ilbud til Wittenberg for at hente Luther. Det forekom ham vel som om denne var den eneste trøster og hjælper på jorden. I byen spredtes nogle dage senere rygtet: »Melanchthon er død.« Borgerskabet opfyldtes af sorg over dette budskab.

Den, der havde sat dette rygte i omløb, havde nu ikke så helt uret. Melanchthon lå nemlig på sengen som en død med brustne øjne, bevidstløs uden at kunne se eller høre og med et ansigt, der var helt forandret, indsunkne kinder og lukkede øjne.

Mens de omkringstående i stor ængstelse ventede på det sidste åndedrag, hørtes der pludselig udefra lyden af en vogn, der nærmede sig. Den standsede, uden at man gav videre agt derpå, men snart hørtes der hurtige trin på trappen, og man hørte en velkendt stemme, der berørte dem som et lyn.

I næste øjeblik stod doktor Martinus på dørtærskelen. Han ville træde ind i værelset, men ved at se skikkelsen på sengen blev han lammet af forfærdelse, og han råbte med ru stemme: »Gud bevare os! Hvor ilde har Djævelen været hård ved dette væsen.!«

Så trådte han nærmere og kaldte Melanchthon ved navn.
Intet svar.
Han kaldte endnu engang og højere - intet svar.

Da vendte han sig om mod vinduet, faldt på sine knæ og begyndte at bede. Hans bøn var så barnlig ydmyg og dog så mandhaftig og modig, som kun en Luther formåede at bede. Det var, som om himmelen skulle falde sammen, thi han trængte ind på Gud med en så uimodståelig forbøn, idet han foreholdt ham alle forjættelserne, som tindes i Guds Ord. Han følte sig forvisset om at blive bønhørt, dersom han overhovedet skulle tro på Guds forjættelser. Derefter rejste han sig og trådte atter hen til sengen. Han tog Melanchthons hånd i sin, rystede ham og råbte til ham: »Min kære Philippus, vær uforsagt og ved godt mod; du skal ikke dø, men leve. Selv om Gud har grund til at være vred, så har han dog ikke behag i synderens død, men at han skal omvende sig og leve. Du må ikke give efter for bedrøvelsen, hvorved du ellers vil blive til din egen morder. Du må stole på Herren, thi det er ham, der kan slå ned og atter gøre levende. Han kan og vil helbrede dig.«

Imidlertid var alles øjne i spændt forventning rettet mod den dødssyge mand på sengen, thi han, der havde ligget, som om han allerede var død og ikke havde reageret på noget som helst, begyndte atter at trække vejret, først langsomt og stødvist, men efterhånden stærkere og hurtigere. Han begyndte også at bevæge læberne, som om han ville sige noget uden dog i begyndelsen at kunne frembringe en lyd. Så kiggede han ubevægeligt på doktor Martinus, indtil han endelig næsten uhørligt hviskede: »Stands mig ikke, men lad mig drage bort, thi jeg er på en god vej, og der kan ikke ske mig noget bedre.«

Luther gjorde en afværgende håndbevægelse. »Nej, nej, du må endnu fremdeles tjene vor Herre og Gud.« Derefter gav han ordre til, at man skulle bringe noget mad ind til ham.

Maden blev bragt, men Melanchthon nægtede hård-nakket at spise. Da råbte Luther med streng mine: »Hører du, Philippus? Kort og godt du skal spise sammen med mig, ellers sætter jeg dig i band!«

Lægerne var forfærdede over en sådan kur, men de lod det dog ske, da der for dem at se alligevel ikke mere var noget hverken at tabe eller vinde.

Melanchthon fik virkelig presset en smule mad i sig og se, der kom langsomt atter farve i det blege dødningeansigt, og det visnede hjerte fik nyt liv. Han blev synligt stærkere for hvert øjeblik der gik. Det var et mirakel for alles øjne, og med hellig frygt betragtede de den mand, hvis ord gjaldt så meget i Himmelen.

Melanchthons helbredelse skred så hurtigt fremad, at han allerede få dage senere kunne fortsætte sin rejse til Hagenau.

Han kunne godt have sparet sig sin møje, thi religionssamtalen forløb resultatløs. De af kejseren udpegede teologer havde ganske vist den bedste vilje, men den pavelige nuntius Morone, der ikke undlod at blande sig i det, fik ødelagt det alt sammen. Han sørgede først for at sagen måtte gennem en hel række ydre formaliteter og derefter, da den truede med at tage en for pavens anseelse farlig retning, trængte han ind på kejseren, for at han skulle gøre ende på sagen.

Kejser Karl V gav til sidst efter for hans påtrængenhed, selv om det var med sorg i hjertet. Han havde stadig ikke opgivet tanken om en overenskomst mellem Rom og Wittenberg. På rigsdagen, som han i det følgende år holdt i Regensburg, samlede han på ny en skare teologer, og det valg han havde truffet, vakte de bedste forhåbninger, da de alle sammen var mænd fra den mildeste retning og af det mest forsonlige sindelag. Endog den indbudte pavelige nuntius Conterini tilhørte det italienske parti, som ønskede at formidle mellem den gamle og den nye tros skarpe modsætninger og at fjerne den romerske kirkelæres mest åbenbare skader.

Sagen tog virkelig en god og lovende begyndelse. Mari havde allerede opnået forståelse angående en hel række trosprincipper, men så strandede det hele til sidst på læren om den hellige nadver. De katolske teologer holdt fast ved selve forvandlingen af brødet og vinen.

Kejseren måtte nu erkende, at han intet kunne opnå ad denne vej.