Stormen hylede og piskede sneen mod vinduerne i Lutherhuset. De stakkels alliker søgte at skjule sig i mursprækkerne, men hvis nogen af dem vovede sig ud for at finde noget til at stille sulten med, blev de ilde tilredt af blæsten. Pæretræet i gården var indhyllet i tung sne, og dets grene knagede under hvert vindstød. Wolf-gang havde sit store besvær med at skovle sne, så der blev holdt en gang åben fra husdøren til gårdporten.

Fru Katharina knælede foran en rejsekuffert og pakkede klædningsstykker ned i den, understøttet af datteren Margarete. »Ræk mig også det uldne klæde derhenne,« sagde hun. »Fader får sikkert brug for det. Uf, sikke et vejr! Man kvier sig ved at jage en hund uden for en dør, og den kære fader anmoder man om at foretage den lange rejse under sådanne forhold! Jeg er rigtig gal på de mansfeldiske grever for deres hårde hjerter og deres uforsonlighed, så doktor Luther for deres skyld nu to gange har måttet rejse til Eisleben, uden at det er lykkedes at få dem til at slutte fred. Jeg er så ked af, at jeg i dette vejr skal sende ham af sted! Igen og igen hører jeg hans ord, som han for nogle dage siden sagde til vore bordkammerater, da de fortalte om det hårde slag, et standur havde slået til midnat: 'Bliv ikke forskrækket,' sagde han, 'det slag betyder, at jeg snart skal dø.'«

Margarete sukkede stille, og hun fik tårer i sine øjne.

Det var lørdag den 23. januar. Vognen kørte frem og doktor Martinus, hans tre sønner og deres lærer Ambrosius Rutfeld steg op i den. Fru Katharina greb igen og igen hans hånd, hun kunne næsten ikke få sig selv til at give slip på ham, så bange var hun. Luther havde nok at gøre med at trøste og opmuntre hende, skønt han selv var meget bedrøvet ved afskeden.

Det tungtlæssede køretøj kom kun langsomt frem gennem den dybe sne og var også flere gange ved at vælte. Man kom dog uden uheld til Halle den 25. januar.

Her ville man holde et hvil hos Justus Jonas for at hilse på ham, som nu var biskop i Halle.

Det blev et både glædeligt og vemodigt gensyn i huset »Zum guldenen Schlosslein« på Schmeerstrasse, thi Jonas var i mellemtiden blevet enkemand. Hans trofaste Katharina, den ædle kvinde, om hvem Luther havde håbet, at hun engang skulle blive tilflugt, trøst og støtte for hans egen enke, var lige død. Desuden var Luthers tanker til stadighed beskæftiget med hans egen snarlige bortgang. Det var det samme, som indskriften på et bæger af venetiansk glas, som Luther forærede sin ven til minde om besøget, gav udtryk for:

Dat vitrum vitro Jonae vitrum ipse Lutherus, Ut vitro fragili similem se noscat uterque".

Opholdet i Halle blev imod Luthers vilje forlænget. Det var floden Saale, der satte sig imod deres videre rejse ved at gå over sine bredder.

Dette passede borgerne i Halle ganske godt, da de på denne måde fik Luther til at holde en prædiken for dem. I Vor Frue Kirke, som kardinal Albrecht havde ladet opføre, stod Luther på prædikestolen og holdt for den tætpakkede mængde en afskedstale over sin store fjende, der nogle måneder tidligere havde måttet forlade denne verden.

Straks efter sin ankomst til Halle havde Luther skyndt sig at gribe papir og pen for at skrive et brev hjem.

»Til min kære, venlige Kathe, Luther inde i Wittenberg.
Nåde og fred i Herren.
Kære Kathe! I morges klokken otte ankom vi til Halle. Men vi kunne ikke få lov til at køre videre til Eisleben, idet vi blev mødt af en stor gendøberske med store bølger og isflager, der trådte ud og oversvømmede landet og truede os med gendåb. På grund af floden Mulde kunne vi nu heller ikke vende tilbage, men må således ligge stille mellem vandene i Halle. Det var ikke, fordi vi havde lyst til at drikke af dem, dertil brugte vi hellere godt torgisk øl og en god rhinskvin, som vi trøstede os med for at afvente, om Saale ilodens vrede ville lægge sig. Mens folkene og kusken og vi selv havde travlt, har vi dog ikke villet trodse vandet, og dermed triste Gud, thi Djævelen er vred på os og bor måske i vandet og er nok bedre forvaret end beklaget. Det er ikke nødvendigt, at vi skulle berede paven og hans slæng en glæde. Jeg havde aldrig troet, at Saale floden kunne lave en sådan ravage, så at den bare ville buldre ud over veje og gærder og oversvømme det hele.

Nu vil jeg slutte. Bed for os og vær fromme alle derhjemme. Jeg tænker, at dersom du havde været her, ville du også have rådet os t il at gøre, som vi har gjort, i så fald havde vi for engangs skyld fulgt dit råd. Vær hermed anbefalet i Guds varetægt. Amen.
Fra Halle på Sct. Paulus' omvendelsesdag, Anno 1546.«

Indtil torsdag den 28. januar måtte selskabet forblive i Halle, derefter vovede man sig videre.

Justus Jonas ledsagede sin ven. Han havde en mærkelig følelse i sig, det var som om en indre stemme sagde til ham: »Vig ikke fra din vens side!«

Idet de nærmede sig den mansfeldiske grænse så Luther op og spurgte: »Se dog, hvad er det derhenne? Ligner det ikke krigsfolk, i hvis harnisk solstrålerne spejler sig?«

Jo, det var virkelig en skare væbnede mænd, som drog de ankommende i møde dog ikke i nogen fjendtlig hensigt, men til ære for doktor Martinus. Det var et hundrede og tretten ryttere, der af greven var blevet sendt Luther i møde som livgarde på det sidste stykke vej til Mansfeld.

Da vejret nu var nogenlunde tåleligt, steg Luther af vognen for ved en spadseretur at få nyt liv i de stivnede lemmer. En halv time senere steg han op i vognen igen. Men snart efter følte han sig dårligt tilpas. Han blev svimmel og fik åndenød, og hans ledsagere blev meget ængstelige for ham. Under fodturen kom han til at svede, og da han bagefter igen sad stille på vognen, hvor den iskolde vind blæste gennem hans baret, blev han forkølet.

Man takkede Gud, da man endelig havde nået Eisleben og kunne tage ophold i kæmneren, hr. Johan Albrecht's hus. Doktor Martinus blev straks gnedet med varme, uldne stykker tøj, hvorved blodet kom godt i omløb. Om aftenen kunne han spise og drikke sammen med de andre, og han forsikrede dem, at anfaldet var gået over. Dette mærkedes også på hans muntre talemåde dagen efter og på den prædiken, han holdt om søndagen den 31. januar i Sct. Andreaskirken. Denne bedring udløste stor glæde hos greven og hos befolkningen i byen. Fru Katharina takkede også Gud, da hun havde læst det brev, hun modtog, og som var dateret den 1. februar. Det var et brev, der helt var holdt i den spøgefulde tone, som hun oftest var vant til fra sin ægtemands side. Det lød således:

»Til min kære husfrue Katharina, Lutherinde, doktor Zulsdorferinde, grisesælgerske, og hvad hun ellers måtte være.
Nåde og fred i Kristus til hilsen og dertil min gamle, ringe og som jeg ved udygtige kærlighed til forn.
Kære Kathe! Jeg har været svag på vejen, før vi kom til Eisleben, og det var min egen skyld. Men hvis du havde været til stede, havde du nok sagt, at det var jødernes eller deres Guds skyld. Lige før Eisleben måtte vi køre gennem en landsby, hvor der bor mange jøder; måske var det dem, der havde blæst så meget imod mig. I øjeblikket bor der alene i selve byen Eisleben over halvtreds jøder. Og det er virkelig sandt, da vi netop var ved nævnte landsby, kom der en så forfærdelig skarp blæst bagfra ind gennem vognen og gennem baretten på mit hoved, som om den ville fryse min hjerne til is. Det har måske bidraget til at gøre mig svimmel. Men nu er jeg heldigvis helt frisk igen, med undtagelse af at de skønne fruer anfægter mig så hårdt, at jeg hverken føler frygt eller bekymring af bare ukyskhed.

Jeg drikker naumburgisk øl, som smager godt, næsten således som du har berømmet smagen på øllet fra Mansfeld. Jeg kan godt lide det, og det bevirker, at jeg om formiddagen får afføring tre gange i løbet af tre timer.

Dine sønner er rejst fra Mansfeld i forgårs, fordi Hans fra Jena har bedt dem så meget om at komme. Jeg ved nu ikke, hvad de laver der. Hvis det var koldt, kunne de hjælpe med til at fryse. Nu da det er varmt i vejret, kan de vel gøre noget andet eller ingenting gøre, som det behager dem mest.

Vær hermed anbefalet i Guds varetægt med alle i huset og hils også vore bordkammerater.
Din gamle elskede Martin Luther.«

I den store stue i samme hus, hvor Luther boede, foregik forhandlingerne mellem greverne af Mansfeld. Som mæglere var der foruden Luther også fyrst Wolfgang af Anhalt samt greve Henrik af Schwarzburg.

Sagen drejede sig om mit og dit. Forvirret og ophidset gennem juristernes rænkemageri var brødrene blevet så forbitrede, at de hverken ville se eller hilse på hinanden, hvorfor Luther bestemt ikke havde det let mellem de fjendtlige parter. Hans personlige anseelse havde dog en sådan vægt, at den udvirkede mirakler. De fjendtlige brødre så på ham med ærefrygt og tog hans formaninger om fred til hjerte, så de begyndte at føle anger.

Man var allerede godt på vej til at blive enige, da de besværlige jurister med deres retsfordrejninger atter opæggede til gensidig misforståelse og mistillid. Luther havde allerede flere gange måttet tage nogle hårde ture med disse vanskelige mennesker. Han blev så opbragt, at han skrev til Melanchthon, at han skulle få kurfyrsten til at kalde ham hjem, så han kunne komme i gang med at smøre vognen til hjemrejsen.

Når det kom til stykket, var det alligevel ikke så alvorligt ment fra hans side, idet han nødigt for tredje gang ville tage fra Mansfeld med uforrettet sag.

I denne tid kom han to gange i alvorlig livsfare. En morgen, mens han endnu lå i sengen, vækkedes han af brandalarm. Der var udbrudt ildløs i hans nærhed, men branden blev heldigt bekæmpet, så man snart fik den under kontrol. Kort tid efter skete det, mens han befandt sig i »det lille kabinet«, at en stor sten løsnede sig fra loftet og faldt ned ganske tæt forbi Luthers hoved.

Imidlertid havde forhandlingerne atter taget en lidt bedre retning. De uenige brødre nærmede sig hinanden mere og mere, og den 14. februar kunne Luther skrive til Wittenberg:

»Til min venlige kære hustru, Katharina, Lutherinde von Bora i Wittenberg.

Nåde og fred i Herren!
Kære Kathe! Om Gud vil, håber vi i denne uge at kunne rejse hjem igen. Gud har udvist stor nåde imod os, thi herrerne har nu ved hjælp af deres rådsherrer næsten helt fået udlignet deres mellemværende til to eller tre punkter, blandt andet at de to brødre greve Gebhard og greve Albrecht atter skal behandle hinanden som brødre, hvilket skal ske i dag. Jeg vil indbyde dem til at være mine gæster, således at de kommer til at tale sammen; thi hidtil har de været stumme og har ellers forbitret hinandens tilværelse med skrivelser. De unge herrer grever er ellers glade sammen, også frøknerne, de kører sammen i kane med bjælder på. De driller hinanden og er veltilpasse, det gælder også greve Gebhards søn. Derfor må vi takke Gud, fordi han har hørt vore bønner.

Jeg sender dig hermed foreller, som grevinde Albrecht har skænket mig. Hun er så inderlig glad for resultatet. Dine sønner er endnu i Mansfeld. Jakob Luther sørger sikkert godt for dem. Her får vi rigelig at spise og drikke ligesom de store herrer, og der er en fin opvartning, ja, så god, at man næsten kunne komme til at glemme jer i Wittenberg. Jeg blev også forskånet for Satans anfægtelser denne gang, men doktor Jonas' ben er næsten helt ødelagt. Han har fået huller på skinnebenet; vi håber dog, at Gud snart vil hjælpe ham igen.
Vær hermed anbefalet i Guds varetægt.
Fra Eisleben på søndag Valentini, den 14. februar 1546.
Martin Luther, doktor.«

Da fru Katharina havde læst dette brev, sendte hun en inderlig takkebøn op til Himmelen. Margarete skyndte sig, så hurtigt hun kunne at løbe gennem den lille haveport og langs med bymuren hen til Melanchthons børn, hvor hun forkyndte det glade budskab: »Fader kommer snart!«