Han var alene. Når han kiggede sig omkring, så han kun fire grå og nøgne vægge. Et tarveligt bord, en hård stol, en primitiv seng og en lerkrukke var alt, hvad det tarvelige rum var udstyret med. Der manglede kun et jerngitter foran det lille vindue for at gøre indtrykket af et fangerum fuldstændigt.

Han var alene. Alle de tråde, som bandt hans hjerte til verden udenfor, var brat klippet over. Alle kærlighedens og venskabets bånd var løsnet, og det, som havde givet hans liv farve og glans, var gledet ham af hænde. Han forekom sig selv som en blomst, som blev revet af sin stængel og sat hen i et glas vand, hvor den endnu en stund kunne vegetere lidt for derefter at visne. Han havde ikke mere hverken fader, moder, broder, søster eller ven. Når han tænkte på dem, var det på samme måde, som når et menneske tænker på sine afdøde kære.

Han var alene. Ganske vist havde han også i tiden forud afsondret sig meget fra vennerne og søgt ensomheden, men det var alligevel noget andet. Det beroede på hans egen vilje, som han dog hvert øjeblik kunne have givet en anden retning. Men nu var den dør lukket, som skilte ham fra verden. Han var klosterets fange.

Ja, var det nu også rigtigt? Var han en fange her? Nej, trods alt ikke. Endnu kunne han komme tilbage. Han havde endnu ikke aflagt sit klosterløfte. Han havde ikke fået munkekutten på. I hans ører genlød stadig kærlighedens og venskabets inderlige ord: »Gør det ikke, Martinus, bliv hos os, unddrag dig ikke i syndig stædighed den verden, som venter på, at du skal tjene den med de rige evner, som Gud har betroet dig.« Skulle han ikke vende tilbage? Var vennernes røst. ikke også Guds stemme?

I hans sjæl, der nu var vågnet op af bedøvelsen, rasede en fortvivlet kamp. Aftenskyggerne kom og gjorde hans celle endnu mørkere. Da natten kom med al sin gru, blev hans ensomhed næsten uudholdelig. Han kastede sig på sit leje, måske søvnen ville forbarme sig over ham og bringe lindring for en tid. Men forgæves, han lå uroligt i sin seng, blodet i lians årer rullede stærkere og stærkere, og han så forfærdelige billeder for sine omtågede øjne. Foran ham stod hans fader med løftet pegefinger og mørk mine. »Min søn, hvorfor har du gjort dette mod mig Hvorfor har du overtrådt. Guds hud og ødelagt din faders skønneste håb og været ulydig mod ham? Tror du, at Gud kan velsigne dig, når din fader må forbande dig?«

For at blive fri for dette forfærdelige billede dækkede han sine øjne med hånden, men det blev blot endnu værre. Han var lige ved at beslutte sig til at forlade klosteret, da han så et. andet billede, som forandrede hans beslutning til det modsatte.. Det var, som om han så den Herre Jesus iagttage ham med et truende blik, og han hørte ham sige: »Den, som elsker fader eller moder mere end ulig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin Sjæl:« - Mattæus Evangeliet 10,37; 16,26.

Nu syntes han at se verden som det sted, hvor Djævelen fanger sit bytte, mens klosteret stod for ham som den sikre vej til saligheden. Da morgengryet faldt ind gennem vinduet, faldt dets lys på et menneskeansigt, der var blevet roligt, men det var ikke en fredfyldt ro, det var kirkegårdens uhyggelige stilhed.

- - -

»Hvad bestiller du, broder Martinus?« Med dette spørgsmål trådte om morgenen en klosterbroder ind i Luthers celle. Stemmen havde en ru klang, og ordene var ledsaget af et hæsligt smil af den brede mund og et skulende blik fra de grå øjne.

Martinus følte sig straks frastødt af' dette ubehøvlede menneske. Alligevel svarede han så roligt, han kunne: »Jeg benyttede den stille morgenstund til at underholde mig med to venner, som har fulgt mig - ind i ensomheden.« »Hvem er de, om jeg må spørge?« spurgte broder Anselmus, idet han med sine store, knoglede hænder greb efter den nærmest liggende bog. »De kalder sig Virgil og Plautus,« var Luthers svar.

Broder Anselmus trådte et skridt tilbage med alle tegn på forfærdelse og korsede sig. »Hellige Guds moder, mon du er kommet ind til os for at gøre det hellige verdsligt? Bort med disse to hedninger og kast dem på ilden, her findes der et bedre og mere helligt arbejde.«

»Hvilket?« spurgte Martin Luther, idet han undertrykte sin vrede, da han mærkede, at ordensbroderen kun var så opbragt over »hedningerne«, fordi hans manglende dannelse ikke tillod ham at forstå dem, og derfor føltes magisteren i filosofi som en ubehagelig klosterfælle. Straks fra begyndelsen havde han anslået en tone over for Luther, som tydeligt lod skinne igennem, at han var misundelig på ham. »Følg mig,« sagde han så med en påtaget værdig mine. »Jeg skal undervise dig i dine pligter.«

Er det ikke novicemesterens pligt?« spurgte Martinus, »jeg blev jo henvist til ham for at blive undervist i munkepligterne.« »Netop i hans ærinde står jeg her foran dig,« sagde munken med eftertryk, idet han gjorde en bydende håndbevægelse. Han førte derefter Martinus ned i gården og trykkede en kost i hans hånd. »Det har været uvejr i nat, og det har efterladt vandpytter og snavs. Det er din første pligt at gøre gården ren.«

Martinus tilkastede munken et spørgende blik og havde allerede et svar på tungen, men han beherskede sig og tog kosten. Med skadefro mine og skrævende ben stillede broder Anselmus sig i døråbningen og betragtede Martinus for at se, hvorledes magisteren i filosofi håndterede det uvante redskab. »Du har en lang vej, inden du finder porten til Himmelen,« bemærkede han med spotsk, beklagende stemme. Det er en tung vej, og de herrer magistre har stive rygge. De har svært ved at bøje sig.«

Det var tydeligt nok. Luther havde fået besked, broder Anselmus havde åbenbaret sit onde sindelag. Næppe havde Martinus gjort sit arbejde færdigt, før broder Anselmus havde sørget for ny beskæftigelse til ham. Han kom slæbende med et stort bundt snavsede skjorter. »Se, her er dine brødres legemsbeskyttelse, tilsmudset af langvarigt brug. Tag dem hen til brønden og rens dem!"

Martinus bed sig i læberne og sneg sig bort med sin byrde. Heldigvis kom der en mere velvillig broder for at hjælpe og undervise ham, ellers havde han været helt rådvild. Det blev aften, før han var færdig.

Efter bedetimen faldt han dødtræt om på sit hårde leje, og en usigelig bitterhed mod broder Anselmus nagede hans sjæl. »Opdrager klosteret sig sådanne niddinger, hvor er så dets berømmede hellighed henne?« spurgte han sig selv. Men han undertrykte sin fordømmelse og sagde til sig selv, at også det mest hellige kan være udsat for misbrug; og at der overalt fandtes sorte får. Den gamle novicemester og de øvrige klosterbrødre gjorde trods alt et mere gunstigt indtryk på ham. Til sidst kom han så langt, at han i sin aftenbøn takkede Gud, fordi han havde givet ham broder Anselmus som læremester i ydmyghed. Jo hårdere tugt, mente han, desto hurtigere vil jeg komme fremad.

Næste morgen fandt broder Anselmus atter novicen i selskab med sin Virgil. Da så han på ham med et truende blik og sagde med bitterhed i stemmen: »Kære broder, dit hjerte er endnu med stærke bånd knyttet til verden. Jeg vil hjælpe dig at sønderrive dem: Tag tiggerposen! Klosteret beriges ikke ved studier, men ved at tigge.« Med disse ord hentede han en stor rygsæk og hængte den på Martinus' skuldre.

Luther kneb læberne sammen og lukkede øjnene. Var dette dog ikke for meget? Grænsede den slags ydmygelse ikke til nedværdigelse? Han havde allerede et svar på tungen, da han kom til at tænke på en begivenhed, som han havde overværet, mens han var skoleelev i Magdeburg. Dengang så han en fyrste af Anhalt, der barhovedet og barfodet med en tiggerpose på ryggen drog gennem gaderne, mens de forbigående betragtede ham med ærbødighedens tårer. Tanken herpå gav ham mod til at tage imod tiggerposen og at træde ud på gaden ved siden af broder Anselmus.

Ganske vist frygtede han for, at han muligvis ville møde nogle af sine bekendte, hvorfor han bøjede ansigtet dybt ned og var tilbøjelig til at søge de mere stille og afsidesliggende gader; mens Anselmus havde en forkærlighed for de offentlige pladser og de store færdselsveje. I det første hus blev tiggerne afvist med hårde ord, i det næste fik de af tjenestepigen tilkastet en humpel brød, men i det tredje hus råbte husets frue, idet hun forfærdet slog armene sammen over sit hovede: »Hellige Guds Moder, hr. Magister!« Luther vidste ikke, hvad han skulle gøre og slog beskæmmet sine øjne ned, hans hånd rystede, da han tog imod den fremrakte gave.

Han takkede Gud, da hans ledsager endelig begyndte at søge vejen ud af byen for at komme ud til landsbyerne. Da han, fulgt af Luther, lige skulle til at træde ud af byporten, stod pludselig Spalatin foran Luther. De to udvekslede et blik, som udtrykte både smerte og skam, de rakte stille hinanden hånden, uden at broder Anselmus havde bemærket noget. Det var en endnu hårdere anfægtelse for Luther.

Da Martinus kom hjem denne aften, var han endnu mere træt og bedrøvet end den foregående dag. »Ak,« sukkede han, »hvor er vejen til Gud dog tung og trælsom. Men dersom den blot fører til målet, er jeg villig til at gå den.«

Således gik det dag efter dag i en dødkedelig trummerum med de mest nedværdigende tjenesteydelser, indtil universitetet endelig tog sig af ham. Han var dog et af dets medlemmer. Fakultetet udvirkede, at han fik tildelt andre opgaver. Til gengæld pålagde den nye klosterbroder sig selv så meget mere i sin stille celle for at gøre bod for sin sjæl.

En tid efter fik klosteret fornemt besøg. Doktor Johan von Staupitz, general-vikaren for den tyske Augustiner-kongregation, d. v. s. et forbund af tyske Augustiner-klostre, der hen imod slutningen af det femtende århundrede havde gennemført en reformation, kom til Erfurt for at inspicere klosteret. Broder Martinus havde den særlige ære at blive besøgt i sin celle af den fornemme herre, idet man havde gjort general-vikaren opmærksom på ordenens yngste medlem.

General-vikarens godmodige, brede ansigt udstrålede både klogskab og hjertevarme. Han virkede umiddelbart tiltalende, og den faderlige tone, hvormed han talte til den unge munk, var med til at vinde Luthers hjerte, således at han åbnede sig helt for ham. Under samtalen rådede von Staupitz Luther: »Tag og læs i Bibelen, min kære broder, studer den grundigt.«

Luther svarede: »Jeg fandt allerede en bibel på universitetet, og jeg blev meget forundret over at finde, at der står meget mere i Bibelen, end hvad man hører i kirken eller læser i postillen. Men det meste af det, som jeg læste i Bibelen har forekommet mig mørkt og uforståeligt.«

Staupitz sagde trøstende: »Jo mere du under andagt og bøn fordyber dig deri, jo mere lys og åbenbarelse vil du modtage.« Han syntes godt om broder Martinus og sagde meget andet, som var ham til trøst og opmuntring.

Dagen efter bragte novicemesteren en bibel, og broder Martinus satte sig til at læse i den. Han læste og læste, men stødte overalt på anstødssten, som han ikke kunne magte, på gåder, som han forgæves prøvede at løse. Hvad han forstod, var det, som han i forvejen kendte, nemlig loven med sit »du skal«. Når han læste tekster, som omtalte Guds vrede og Guds retfærdighed, som for eksempel: »Vor Gud er en fortærende ild«,

»Retfærd og ret er din trones grundvold«, »Tog du vare, Herre, på misgerninger, Herre, hvo kunne da bestå?«, »Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder« (Brevet til Hebræerne 12,29; Salmernes Bog 89,15; 130,3; Hebr. 10,31), da begyndte han at ryste og bæve. Hele verden forsvandt for hans øjne, og foran sig så han kun dommerens frygtelige skikkelse med vægten i den ene hånd og sværdet i den anden. Han hørte ordene fra Guds læber: »Du er vejet på vægtskålen og fundet for let!« Daniels Bog 5,27.

Smerten blev forstærket ved tanken om forældrene, mod hvem han ved sin indtræden i klosteret havde været ulydig. Ordene i brevet, han havde modtaget af sin meget vrede fader, skar som knive i hans indre. Deri havde faderen atter tiltalt ham med et »du«, mens han før havde tituleret ham med »I«, fordi han var magister.

Nu lod det dog til, at Gud selv lagde sig imellem for at bryde faderens modstand. I Mansfeld udbrød der en smitsom sygdom, der bortrev to af Hans Luthers sønner. Sygdommen hærgede også i Erfurt, og budskabet bragtes til Hans Luther: »Din søn Martinus er død som et offer for pesten.« Da der kort tid efter kom et andet budskab: »Nej, din søn Martinus lever,« bestormede vennerne den gamle mand: »Se dette som et fingerpeg fra Gud om, at du skal opgive din trodsighed og indvi den på en underfuld måde bevarede søn til Guds tjeneste. Da faldt den hårde mand modstræbende til føje og sukkede: »Så lad det da ske, måtte Gud give, at der kommer noget godt ud deraf.«

Da sønnen fik at vide, hvad faderen havde sagt, følte han det, som om en jernring, der havde lagt sig omkring hans bryst, var blevet sprængt. 1 sin overstrømmende glæde bad han indtrængende prioren om at afkorte hans prøvetid og straks optage ham officielt i munkeordenen.

Man imødekom villigt hans forlangende. Under afsyngelse af højtidelige latinske sange og bønner, som handlede om at bortlægge det gamle menneske og iføre sig det nye, blev han afført sine gamle klæder og iført ordensdragten, som bestod i en hvid ulden skjorte og derover en sort munkekutte med et sort læderbælte og det hvide skulderklæde, som hang ned over ryggen og brystet. Selv sit navn måtte han opgive, og det blev erstattet af et nyt navn. Nu var der ingen magister Martinus mere, i stedet for var han broder Augustinus, der i sin dystre klostercelle søgte vejen til Himmelen.

Kirkens lære er, at munkedåben aftvætter alle synder fra et menneskes hjerte, som det siden barnedåben har begået. Idet han glad troede på dette, lod broder Augustinus sig iføre den hellige klædning.

Men hvad var det ? Den glæde, der havde besjælet ham på indvielsesdagen forsvandt igen. I hans hjertes dyb opstod der tvivl med hensyn til, om kirkens forjættelse var sand. Selve tvivlen ængstede ham, fordi den var syndig; thi en kristens pligt, havde han lært, var blind og ubetinget lydighed mod kirkens lærdomme. Derfor kom hans gamle angst tilbage i sin fulde styrke. Frygten for Guds retfærdighed forfulgte ham atter som et natligt spøgelse, hvilket han tidligere havde klaget over til Staupitz.

Han kastede sig over de ham anviste teologiske studier, men de store gamle mestre Peter Lombardus, Tomas af Aquino, Duns Skotus såvel som de nyere sang alle på den samme tone, som for ham havde en klang af Djævelens latter: »Menneske, hvis du vil komme i Himmelen, så må du fortjene dig Himmelen. Hvis du ikke kan opvise en tilstrækkelig sum af gode gerninger, er du fortabt.«

Ak ja, han havde haft meget at fremvise, som en anden ville have været stolt af, men der var en ting, som han ikke havde fundet, og det var fred med Gud. Hans sjæl blev mere og mere elendig og forsagt.

Endelig kom tiden, da han skulle indvies til præst, og han tog imod den hellige klædning med fornyet håb om at finde, hvad han søgte i denne prisværdige stand. Ved den første messe, som han skulle holde, blev han, ved tanken om at holde den legemlige Gud i sine hænder, overfaldet af en sådan dødsangst, at han var nær ved at løbe bort. Da han skulle udtale ordene: Jeg bringer dig, den evige, levende Gud, dette offer,« mentehan, at Guds hånd måtte slå ham ned, idet han tænkte: »Hvem kan bestå for Guds majestæt uden en mellemmand? Hvordan tør jeg stakkels, forkrænkelige orm tale til hans ophøjede majestæt, når menneskene allerede bliver forsagte ved at skulle tale med en jordisk konge? Og i det hele taget, hvorledes kan jeg med mine urene fingre berøre den Hellige, som jeg ser her foran mine øjne?«

En glæde og tilfredsstillelse var det dog for ham, at faderen, som han ikke havde set, siden han blev udnævnt til magister, havde ladet sig bevæge til at komme for at være til stede ved hans præstevielse og tage del i det efterfølgende festmåltid. Han mente, at faderen nu havde overvundet sin vrede og helt forsonet sig med tanken om sønnens indtræden i klosteret. Han dristede sig derfor til at sige: »Hjertenskær fader, hvorfor har I haft så meget imod at lade mig blive munk, når det dog er et gudeligt og roligt liv?«

De tilstedeværende ordensmedlemmer bifaldt ordene og talte til den gamle mand på samme måde. Da kastede denne hovedet tilbage og så med hvasse øjne på alle rundt i kredsen og sagde derefter i en tone, der åbenbarede en længe tilbagetrængt vrede: »I lærde herrer, har I ikke læst i Skriften, at man bør ære fader og moder? Min søn, er der en særlig hellighed, som man opnår ved overtrædelse af et af Guds bud?«

»Men,« begyndte en af præsterne efter en pinlig pause, »husk dog på, Hans Luther, at jeres søn ikke af kødets tilskyndelse er indtrådt i klosteret, men blev kaldet og drevet dertil af selve Himmelen.«

Den gamle lod sig dog ikke påvirke og svarede med eftertryk: »Give Gud, at det, som I kalder et himmelsk syn, ikke meget mere har været et djævelsk spøgelse. Dengang, da pesten havde berøvet mig to af mine sønner, gav jeg godt nok efter for mine venners bøn om, at jeg skulle ofre Gud det kæreste, jeg havde, idet jeg lod min ældste søn træde ind i en til Gud indviet stand, men jeg gjorde det trods alt med modvilje og med et bedrøvet hjerte. Og så skal jeg nu sidde iblandt jer her og spise og drikke, mens jeg helst ville have været langt herfra.«

Man forsøgte på ny at berolige faderen, men han ville ikke høre derpå og tog ret snart derfra med et kort og køligt »farvel«.

Efter denne sin æresdag havde broder Augustinus en forfærdelig nat. Faderens ord havde gjort hans gamle smerte endnu værre. Det hjalp ham heller ikke, at han fra nu af dagligt læste messen, og at han hver dag bad til tre af de i alt enogtyve helgener, som han havde valgt sig til skytshelgener. De daglige spægelser, faste og vågen hjalp heller ikke det mindste. Man så ham næsten aldrig, uden at han havde tårer i øjnene og veklager på sine læber. Til sidst vendte de andre sig bort fra denne særling, som de alligevel ikke kunne forstå og overlod ham til sig selv.

Dette var den allerværste straf for ham og fremkaldte nye forfærdelige tanker i hans sind. For når han så alle de andre, der jo langtfra tog det så alvorligt med deres munkevæsen som han selv, så glade og tillidsfulde, da spurgte han sig selv: »Hvor kan det være, at de er så fortrøstningsfulde, mens jeg går til grunde i angst og fortvivlelse? Han kunne ikke finde noget andet svar end dette: »De er velbehagelige i Herrens, vor Guds, øjne og udvalgt til saligheden; men mig har han forkastet og bestemt til fortabelse.« Da var målet fuldt, og det brændte i hans hjerte som helvedes flamme ild.