»Jeg har glemt min ætsende salve, og det er jeg meget ked af,« sagde Luther om morgenen den 15. februar 1546 beklagende til Justus Jonas. »Se, såret på min fod, som efter lægens forskrift altid skal holdes kunstigt åbent, er nu helet. Jeg frygter, at det vil gøre det værre for mig.«

»Du skulle heller ikke have holdt den prædiken i går,« sagde Justus Jonas i en bebrejdende tone. Det havde været nok med de tre andre.«

Luther smilte. »Det er nu en egen sag med ens hjem-stavn. Den fortryller hjertet og sindet og gør det svundne lyslevende i os, således at også en olding bliver ung og stærk igen. Også på mig har hjemstavnen udøvet sin magt, så jeg har følt mig glad og stærk, men i går under min prædiken ville det pludselig ikke mere gå, så jeg måtte afbryde før tiden. I øjeblikket føler jeg mig faktisk også meget træt og udmattet. Når jeg kommer hjem igen til Wittenberg, vil jeg snart lægge mig i kisten og give ormene en velnæret doktor at æde.«

I det samme åbnedes døren, og den indtrædende råbte glad: »Budskab fra Wittenberg, hr. doktor! Fru doktor sender medicin.«

Det var hr. Rutfeld, som kom med dette budskab. Luther spurgte hastigt: »Er også fodsalven med?« Da Rutfeld svarede benægtende, rystede han skuffet på hovedet.

Medicinen blev indtaget, men havde tilsyneladende ingen virkning. Det gik ham dog nogenlunde den dag såvel som den følgende.

Den 17. februar blev det igen værre. Luther tilbragte eftermiddagen i sin stue, snart hvilende på sofaen, snart vandrende omkring i værelset. Af og til blev han stående ved vinduet, løftede sine øjne op mod Himmelen og bad. Til tider henvendte han sig også med nogle ord til Justus Jonas samt til den grevelige mansfeldiske hofprædikant magister Michael Coelius, der ligeledes var hos ham. Flere gange kom han med den ytring: »Jeg er født og døbt her i Eisleben, hvad om det er meningen, at jeg skal blive her?«

Han var dog hele tiden glad i sindet og begav sig også til middagen i spisestuen i stueetagen. Han spiste kun lidt, men sagde af' og til et spøgende ord under samtalen og fik hele tiden vendt samtalen fra det jordiske til det himmelske og fra det timelige til det, der angik evigheden.

Om aftenen blev det igen værre med de trykkende smerter i brystet, som han havde haft før. Man opvarme-de hans legeme ved gnidning med varme klude og gav ham medicin, men uden virkning.

Magister Coelius kaldte tjeneren hen til sig og hviskede til ham: »Jeg kommer i tanke om, at grevinde Albrecht har et sjældent og kostbart lægemiddel, som kaldes enhjørning. Gå dog hen og bed hende om at give noget deraf til den herre doktor. Hun gør det sikkert med glæde.«

Tjeneren gik og kom snart efter tilbage sammen med greven og en af hans rådsherrer.

Greven tog selv og skrabede noget af enhjørningen, som han fik patienten til at tage. Snart efter faldt denne i en let slummer, som varede omtrent en times tid til klokken ti.

Da han vågnede og så de tilstedeværende omkring sig, spurgte han dem: »Vil I ikke gå i seng? Se, nu vil jeg selv gå ind i mit kammer og gå til ro.«

Han rejste sig fra sofaen og gik ind i sovekammeret ved siden af, uden at nogen behøvede at støtte ham. Da han var ved at træde over dørtærskelen, vendte han sig om og sagde: »I Guds navn, jeg går i seng. I dine hænder betror jeg min ånd. Du har genløst mig, du trofaste Gud.«

Da han havde lagt sig, rakte han de tilstedeværende hånden en efter en og sagde med bevæget stemme: »Doktor Jonas og magister Coelius og alle I andre, bed for Guds sag og for Guds evangelium, at alt må gå godt dermed, thi koncilet i Trient og den lede pave vil helst tilintetgøre det.«

Det varede ikke længe, før han sov. Åndedrættet var roligt, og hænderne lå foldede på brystet.

Klokken et om natten vågnede han og råbte til Rutfeld: »Min kære Ambrosius, vil du ikke nok tænde op i kakkelovnen? Det er så koldt herinde.« De andre syntes, det var mærkeligt, da der brændte en god ild i kakkelovnen, og der var varmt i stuen.

Mens Rutfeld gik hen for at opfylde hans bøn, sagde Luther henvendt til Jonas, der sad nærmest sengen: »Åh, min Herre Gud, jeg har sådanne smerter! Ak, kære doktor Jonas, jeg tror, at jeg her i Eisleben, hvor jeg er født og døbt, også skal dø. Herre, i dine hænder betror jeg min ånd.!« Det blev ham for trangt i sengen, så han stod op og gik flere gange frem og tilbage gennem værelset. Efter at han igen havde lagt sig, sagde han: »Åh, hvor det trykker hårdt omkring brystet, men hjertet slår endnu frit.«

De kaldte nu på byskriveren og hans kone, der var Luthers venner, samt på to læger. Lidt efter kom også de andre grever af Mansfeld og greven af Schwarzburg og dennes hustru. Alle ville de gerne gøre deres bedste for ham hvorfor de prøvede at give ham alle mulige styrkemidler, men til sidst ville Luther ikke tage mere. Han sagde da: »Kære Gud, det gør så ondt, og jeg er så ængstelig, jeg er ved at dø!«

»Vær ved godt mod, kæreste hr. doktor.« trøstede magister Coelius, »jeg føler sved på jeres pande, den vil være helbredende for jer.«

Luther rystede på hovedet og svarede med hul røst: »Det er kold dødssved.«

Han foldede sine hænder over brystet og bad: »Oh, min kære himmelske Fader, du vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader og al trøstens Gud, jeg takker dig, at du åbenbarede for mig din kære Søn Jesus Kristus, på hvem jeg har troet, hvem jeg har prædiket og bekendt, hvem jeg har elsket og lovprist, men hvem den lede pave og alle de ugudelige vanærer, forfølger og bespotter. Jeg beder dig, min Herre Jesus Kristus, tag min sjæl i din varetægt. Oh, himmelske Fader, selv om jeg må rives bort fra dette liv og legeme, så ved jeg dog forvist, at jeg skal være for evigt hos dig, og at ingen kan rive mig ud af din hånd.«

Han kastede sig flere gange fra side til side og fremsagde så tre gange på latin dette bibelvers: »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Johannes Evangeliet 3,16. Derefter fremsagde han ordene fra Salmernes Bog 68,21: »En Gud til frelse er Gud for os, hos den Herre Herren er udgange fra døden.«

Coelius rakte ham endnu engang en skefuld medicin, og han tog den også uden modsigelse og sagde straks derefter: »Jeg farer hen og opgiver ånden. Fader, i dine hænder betror jeg min ånd. Du har genløst mig, Herre, du trofaste Gud.«

Derefter blev han tavs. De rystede ham og gned ham og kaldte på ham, men han åbnede hverken sin mund eller sine øjne. Grevinden af Mansfeld i forening med lægerne gned hans puls med de styrkende væsker, som fru Katharina havde sendt ham, men uden resultat.

Jonas og Coelius bøjede sig over harv og spurgte tæt ved hans øre: »Ærværdige fader, vil I holde fast ved Kristus og ved den lære, som I har prædiket?« Fra sengen hørtes derpå et klart og tydeligt: »Ja«.

Derefter vendte Luther sig om på den højre side og faldt i en søvn, der varede et kvarters tid.

De tilstedeværende så på hinanden med håbefulde blikke, det kunne jo være en søvn til helbredelse. Men snart efter skiftede hans ansigt farve, hans fødder og næse blev helt kolde. Endnu engang trak han vejret dybt, og så var kampen endt.
Dette skete torsdag den 18. februar 1546 klokken tre om morgenen.

- - -  

»Nej, det er ikke sandt, han er ikke død!« Således lød ordene ved doktor Martinus' leje, da lægerne med højtidelig og smertelig alvor forkyndte den tunge kendsgerning. På samme måde lød det også alle vegne i byen, da sørgebudskabet gik fra gade til gade. Og derefter ligefrem valfartede folk stadsskriverens hus, som om der fandtes et undergørende madonnabillede på stedet. Endnu før daggry kom de høje herskaber, der var til stede i Eisleben på grund af stridsemnet og Luthers mæglertjeneste, for at se liget. Der kom ligeledes mange af borgerne, og overalt var der megen gråd og mange veklager.

Der skulle nu tages mål til ligkisten, hvorfor man omgående tilkaldte mester Melchior, tinstøberen, og samtidigt med ham kom en maler, som var bosat i Eisleben, og malede et billede af den døde.

Man klædte liget i en hvid klædning og lagde det på en anden seng, hvor det blev liggende, indtil tinkisten var færdig, hvorefter det blev lagt deri og udstillet, så hele folket kunne komme til at se den døde Luther. Befolkningen strømmede til i store skarer - man ville over-bevise sig selv: »Det passer alligevel, doktor Martinus er død!«

I mellemtiden var der blevet udsendt to ridende ilbude. Det ene til Wittenberg for at overbringe fru Katharina sørgebudskabet og det andet til kurfyrsten, hvorved greverne af Mansfeld samtidig lod give udtryk for deres bøn om at måtte få lov til at beholde den store mands afdøde legeme i deres land uden dog at ville foregribe kurfyrstens egen bestemmelse. Om aftenen den 19. februar indtraf svaret fra Torgau. Martin Luther skulle få sit sidste hvilested i slotskirken i Wittenberg. Derfor anmodedes greverne om at bringe liget til den kursachsiske grænse, hvor kurfyrsten ville møde dem.

Om formiddagen samme dag blev kisten båret til Andreaskirken. Der holdt Justus Jonas ligprædikenen over sin ven, idet han gik ud fra teksten i Paulus Første Brev til Tessalonikerne 4,13-18. Natten over forblev ti af Eislebens borgere omkring kisten for at holde ligvagt hos doktor Martinus.

Næste morgen fyldtes kirkerummet endnu engang med andægtige tilhørere for at lytte til magister Coelius' afskedsprædiken over den afdøde.

Henimod middag løftedes kisten tildækket med et tæppe af sort fløjl op på vognen, og sørgetoget satte sig i bevægelse. Samtlige fyrster, grever og herrer og en meget stor folkemængde fulgte med, medens man sang salmer. Da de kom til bymuren vendte de tilbage, men to af de unge grever og halvtreds ryttere ledsagede sørgetoget helt til Wittenberg.

I alle byer og landsbyer, hvor sørgetoget kom igennem, kimede kirkeklokkerne. Ingen tænkte på at arbejde, men alle stod sortklædte for at tage imod sørgetoget og ledsage det et stykke af vejen grædende og sørgende.

I Halle gjorde man ophold, og liget blev bragt ind i Vor Frue Kirke. Her lå det natten over, og man benyttede lejligheden til at tage et voksaftryk af ansigtet.

Ved landegrænsen i nærheden af Bitterfeld stod allerede kurfyrstens udsendinge samlet for at tage imod sørgetoget og føre det videre til Kemberg.

Efter at man havde overnattet her, ankom sørgetoget om mandagen den 22. februar til Wittenberg.

Jo nærmere følget kom byen, desto større blev det. Der var repræsentanter for alle stænder. Det var ikke kun det ringe folk, der ledsagede dets kære fader på hans sidste vej, men der var også mange høje og fornemme folk med i optoget for at bevidne, at den afdøde havde været alles ven og fader.

I Wittenberg begyndte klokkerne at kime. Se, nu veg den tætpakkede mængde ærbødigt til side. På en lille vogn kom langsomt fru Katharina og hendes eneste nulevende datter kørende.

Det var et hjertegribende øjeblik, da hun trådte hen til kisten og derefter omfavnede sine tre sønner. Alle tilstedeværende blottede deres hoveder og græd med de sørgende.

Og atter skiltes mængden ad. Barhovedet korn kurfyrst Johan Frederik på en vogn sammen med sin hustru og sine tre sønner. Alle var klædt i sort og skammede sig heller ikke over deres tårer.

Vognen med ligkisten standsede. Rytterne steg af deres heste, og som efter aftale faldt alle på knæ.

Således modtog de i forening den elskede og ovenud ærede afdøde. Det var et øjeblik af hellig, ærbødig stil-hed. Den store smertes overmagt snørede brystet sammen og holdt tårerne tilbage. Men derefter, da koret med bævende stemmer begyndte at istemme salme-sangen : »Gud, jeg påkalder dig, hør du min bøn,« gav alle efter for følelserne og den kære afdøde kørtes under hjerteskærende gråd og veklager gennem Fisterporten, forbi Augustiner-klostret og ind i Wittenberg.

Slotskirkens døre åbnedes, og som med åbne arme modtog de den trætte pilgrim og indbød ham til hvile i indviet jord ved siden af ædelbårne fyrster, blandt hvilke han selv var den største. Gudshusets haller fyldtes, mens tusinder måtte forblive udenfor. De kunne dog gennem de åbne døre lytte til de ord, som sognepræsten doktor Bugenhagen med grådkvalt stemme talte som nekrolog over den afdøde. Derefter fulgte en tale af magister Philip Malanchthon, hvorefter nogle magistre bar kisten hen til det sted i nærheden af prædikestolen, hvor han skulle stedes til hvile. Langsomt lod de kisten synke ned i jordens skød.

Til opstandelsens morgen sover han, den største af alle tyskere, Germaniens og de nordiske landes profet. På det sted, hvorfra augustinermunkens hammerslag i 1517 drønede gennem verden, hviler nu sandheds-vidnet. Den, som har øren at høre med, for ham lyder stadig disse hammerslag. De er et vækkelsesråb til at tro på evangeliet og et kald til at takke Gud, fordi han gav os denne mand, den frygtløse ridder, der reddede os fra den romerske overtros mørke.